-
Åbenbaringen – hvilken betydning den har for digVagttårnet (studieudgave) – 2022 | Maj
-
-
STUDIEARTIKEL 19
Åbenbaringen – hvilken betydning den har for dig
“Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord.” – ÅB. 1:3.
SANG NR. 15 Pris Jehovas førstefødte!
FORMÅLa
1-2. Hvad er en af grundene til at Åbenbaringen er interessant for os?
FORESTIL dig at du sidder hjemme ved en og kigger i et fotoalbum. De fleste af billederne er fyldt med mennesker du ikke kender. Men lige pludselig er der et af billederne der fanger din opmærksomhed. Hvorfor? Fordi du er med på billedet. Du ser nærmere på billedet og prøver at huske hvor og hvornår det blev taget. Du prøver også at finde ud af hvem de andre på billedet er. Det billede er du altså særligt interesseret i.
2 Åbenbaringen er på en måde ligesom det billede. Hvorfor det? Det er der mindst to grunde til. For det første er den bog i Bibelen skrevet direkte til os. I det allerførste vers står der: “En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle hvad der snart skal ske.” (Åb. 1:1) Så det der står i bogen, er ikke skrevet til mennesker generelt, men til os, Guds tjenere. Derfor overrasker det os heller ikke at vi er med til at opfylde profetierne der findes i den spændende bog. Med andre ord er vi “med på billedet”.
3-4. Hvad står der i Åbenbaringen om hvornår profetierne skulle opfyldes? Hvad skal den viden få os til at gøre?
3 Den anden grund til at Åbenbaringen er særligt interessant for os, har at gøre med tidspunktet for hvornår profetierne skulle opfyldes. Apostlen Johannes gav et fingerpeg om det da han sagde: “Ved inspiration befandt jeg mig på Herrens dag.” (Åb. 1:10) Da Johannes skrev de ord omkring år 96, var der stadig meget lang tid til “Herrens dag”. (Matt. 25:14, 19; Luk. 19:12) Men Bibelens profetier viser at den dag begyndte i 1914 da Jesus blev indsat som Konge i himlen. Fra da af begyndte profetierne i Åbenbaringen at blive opfyldt. Ja, vi lever lige nu på “Herrens dag”!
4 Fordi vi lever på den spændende tid, må vi være særligt opmærksomme på den kærlige vejledning vi får i Åbenbaringen 1:3: “Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord, og lykkelige er de som hører ordene og retter sig efter det der står skrevet i profetien, for den fastsatte tid er nær.” Ja, vi må ‘oplæse’, ‘høre’ og ‘rette os efter’ det der står i Åbenbaringen. Vi vil nu se nærmere på nogle af de ting vi må være opmærksomme på.
TILBED JEHOVA PÅ EN MÅDE HAN KAN GODKENDE
5. Hvad viser at vi må være opmærksomme på om Gud kan godkende vores tilbedelse?
5 Lige fra det første kapitel i Åbenbaringen ser vi at Jesus er fuldt ud klar over hvad der sker i menighederne. (Åb. 1:12-16, 20; 2:1) Det kan vi tydeligt se i de budskaber han sendte til syv menigheder i Lilleasien. De budskaber indeholdt specifik vejledning til de kristne i det første århundrede der skulle hjælpe dem til at tilbede Jehova på en måde han kunne godkende. Den vejledning gælder også for Guds tjenere i dag. Det viser at Jesus er meget opmærksom på hvordan det går os åndeligt set. Han ser alt hvad der foregår, og leder og beskytter os. Han ved også hvad vi må gøre for at blive ved med at have Jehovas godkendelse. Hvilken vejledning gav han som vi også må rette os efter i dag?
6. (a) Hvilket alvorligt problem pegede Jesus på i budskabet til menigheden i Efesos? (Åbenbaringen 2:3, 4) (b) Hvad kan vi lære af det?
6 Læs Åbenbaringen 2:3, 4. Vi må ikke miste den kærlighed vi havde til Jehova i begyndelsen. Det Jesus sagde til de kristne i Efesos, fortæller os at de havde vist udholdenhed og var blevet ved med at tjene Jehova på trods af forskellige prøvelser. Men desværre havde de mistet den kærlighed de havde i begyndelsen. De var nødt til at genoplive deres kærlighed – ellers ville deres tilbedelse ikke blive godkendt. I dag må vi også gøre mere end bare at holde ud. Vi må holde ud af de rigtige grunde. Jehova går ikke kun op i hvad vi gør, men også hvorfor vi gør det. Han ønsker at vi tilbeder ham fordi vi elsker ham højt og værdsætter alt det han har gjort for os. – Ordsp. 16:2; Mark. 12:29, 30.
7. (a) Hvilket problem havde menigheden i Sardes? (Åbenbaringen 3:1-3) (b) Hvad er det vigtigt at vi gør?
7 Læs Åbenbaringen 3:1-3. Vi må blive ved med at holde os åndeligt vågne og i gang. Brødrene og søstrene i menigheden i Sardes havde tidligere været meget aktive i tjenesten for Jehova, men nu var de ved at gå i stå. Jesus sagde derfor til dem at de skulle ‘vågne op’. Hvad kan vi lære af det? Jehova vil selvfølgelig ikke glemme det arbejde vi har gjort før i tiden. (Hebr. 6:10) Men vi må ikke hvile på laurbærrene. Det kan godt være at vi har nogle begrænsninger vi ikke havde før. Men vi må blive ved med at være “travlt optaget af tjenesten for Herren”, altså holde os vågne og i gang helt til enden. – 1. Kor. 15:58; Matt. 24:13; Mark. 13:33.
8. Hvad kan vi lære af det der blev sagt til menigheden i Laodikea? (Åbenbaringen 3:15-17)
8 Læs Åbenbaringen 3:15-17. Vi må være ivrige og helhjertede i vores tilbedelse. Jesus gjorde de kristne i Laodikea opmærksomme på at de var ‘lunkne’ i deres tilbedelse. Fordi de var så uengagerede, beskrev Jesus dem som ‘elendige og ynkelige’. De måtte gøre noget for igen at komme til at brænde for tilbedelsen af Jehova. (Åb. 3:19) Hvad kan vi lære? Hvis vi er blevet lidt uengagerede, må vi gøre noget for at få større værdsættelse af alt det Jehova og hans organisation gør for os. (Åb. 3:18) Vi må aldrig blive så optaget af at få et behageligt liv at tjenesten for Jehova bliver skubbet ned på andenpladsen.
9. Hvad må vi være på vagt over for, som vi kan se i budskaberne til Pergamon og Thyatira?
9 Vi må afvise frafald. Jesus retledte nogle i menigheden i Pergamon fordi de skabte splittelser og fulgte sekters lære. (Åb. 2:14-16) Men han roste de brødre og søstre i Thyatira som havde styret uden om “Satans dybder”, og han tilskyndede dem til at “holde fast” ved sandheden. (Åb. 2:24-26) Kristne der var svage i troen, var blevet ført på vildspor af falsk lære, og det var nødvendigt at de vendte om. Hvad med os? Vi må afvise enhver lære der ikke stemmer med det Jehova siger. Det kan godt være at frafaldne ‘lader som om de har gudsfrygt’, men det er tydeligt at ‘den ikke virker i deres liv’. (2. Tim. 3:5) Hvis vi har en god vane med at studere Guds ord grundigt, vil det være lettere for os at se hvad der er falsk lære, og afvise det. – 2. Tim. 3:14-17; Jud. 3, 4.
10. Hvad mere kan vi lære af det Jesus sagde til menighederne i Pergamon og Thyatira?
10 Vi må holde os fra alt hvad der har med seksuel umoral at gøre, og ikke på nogen måde acceptere det. Jesus retledte også nogle i Pergamon og Thyatira fordi de ikke afviste seksuel umoral. (Åb. 2:14, 20) Hvad lærer det os? Vi må ikke bilde os selv ind at Jehova vil se gennem fingre med at vi gør noget seksuelt umoralsk, heller ikke selvom vi har tjent ham i mange år og måske har nogle særlige tjenesteprivilegier. (1. Sam. 15:22; 1. Pet. 2:16) Han forventer at vi lever efter hans høje moralnormer uanset hvor dybt verden synker. – Ef. 6:11-13.
11. Hvad har vi set på indtil nu? (Se også boksen “Hvad vi kan lære”).
11 Indtil nu har vi set på hvor vigtig det er at vi tilbeder Jehova på en måde han kan godkende. Hvis vi gør noget der kunne få Jehova til at afvise vores tilbedelse, må vi med det samme rette op på tingene. (Åb. 2:5, 16; 3:3, 16) Der var også noget andet Jesus fremhævede i sine budskaber til menighederne. Hvad var det?
VÆR INDSTILLET PÅ AT UDHOLDE FORFØLGELSE
Hvordan har Satan angrebet Guds folk efter at han blev kastet ud af himlen? (Se paragraf 12-16)
12. Hvad kan vi lære af det Jesus sagde til menighederne i Smyrna og Filadelfia? (Åbenbaringen 2:10)
12 Lad os se nærmere på hvad Jesus sagde til menighederne i Smyrna og Filadelfia. Han sagde til de kristne at de ikke skulle være bange for at blive udsat for forfølgelse, for deres trofasthed ville blive belønnet. (Læs Åbenbaringen 2:10; 3:10) Hvad kan vi lære af det? Vi må forvente at blive forfulgt og være indstillet på at udholde det. (Matt. 24:9, 13; 2. Kor. 12:10) Hvorfor er det en vigtig påmindelse?
13-14. Hvordan ville de begivenheder der er beskrevet i Åbenbaringen, kapitel 12, påvirke Guds folk?
13 Åbenbaringen fortæller os at Guds folk vil blive forfulgt på “Herrens dag” – altså på vores tid. I Åbenbaringen, kapitel 12, står der at der udbrød krig i himlen lige efter at Guds rige var blevet oprettet. Mikael – eller Jesus Kristus – og hans hære af engle kæmpede mod Satan og dæmonerne. (Åb. 12:7, 8) Guds fjender blev besejret og kastet ned til jorden, og det førte til helt ubeskrivelige lidelser for mennesker. (Åb. 12:9, 12) Hvordan ville det påvirke Guds folk?
14 Eftersom Satan ikke længere havde adgang til himlen, rettede han sin vrede mod de salvede der er tilbage på jorden. De er repræsentanter for Guds rige og “har den opgave at vidne om Jesus”. (Åb. 12:17; 2. Kor. 5:20; Ef. 6:19, 20) Hvordan har Guds folk mærket opfyldelsen af den her profeti?
15. Hvem er de “to vidner” i kapitel 11 i Åbenbaringen et billede på, og hvad skete der med dem?
15 Satan indledte et angreb på de salvede brødre der førte an i forkyndelsen af Riget. I 1918 blev otte ledende brødre fængslet på baggrund af falske anklager og idømt lange fængselsstraffe. De “to vidner” der bliver slået ihjel i Åbenbaringen, kapitel 11, er et billede på disse brødre.b (Åb. 11:3, 7-11) Umiddelbart så det ud som om der var blevet sat en stopper for de salvedes arbejde.
16. Hvad skete der i 1919? Hvad er Satan blevet ved med?
16 Profetien i Åbenbaringen, kapitel 11, viste også at de “to vidner” efter kort tid ville få livet igen. I opfyldelsen skete der noget meget overraskende allerede året efter at brødrene var blevet fængslet. I begyndelsen af 1919 blev de løsladt, og senere blev de renset for alle anklager. Brødrene tog med det samme fat på arbejdet igen. Men det fik ikke Satan til at holde op med at angribe Guds folk. Lige siden dengang har Satan sendt “en hel flod” af forfølgelse mod Guds folk. (Åb. 12:15) Derfor er det virkelig vigtigt at vi “viser udholdenhed og har tro”. – Åb. 13:10.
VÆR FULDT ENGAGERET I DET ARBEJDE JEHOVA HAR GIVET OS
17. Hvilken uventet hjælp har Guds folk fået?
17 Åbenbaringen, kapitel 12, viser at Guds folk ville få hjælp fra en uventet kant. Det ville være som om ‘jorden opslugte floden’ af forfølgelse. (Åb. 12:16) Det er præcis hvad der er sket. Nogle gange har instanser i Satans verden, som for eksempel visse dele af det juridiske system, hjulpet Guds folk. Jehovas tjenere har op gennem tiden vundet flere retssager som har givet dem større frihed. Hvordan har de brugt den frihed? De har udnyttet enhver mulighed for at udføre det arbejde Jehova har givet dem. (1. Kor. 16:9) Hvad er det for et arbejde?
Hvilke to budskaber bliver forkyndt af Guds folk? (Se paragraf 18-19)
18. Hvilket vigtigt arbejde udfører vi her i de sidste dage?
18 Jesus forudsagde at Guds tjenere ville forkynde “den gode nyhed om Riget” ud over hele jorden inden enden kom. (Matt. 24:14) Når vi udfører det arbejde, får vi hjælp fra en engel, eller en gruppe af engle, som har ‘en god nyhed, et evigt budskab som skal forkyndes for dem der bor på jorden, for alle nationer, stammer, sprog og folkeslag’. – Åb. 14:6.
19. Hvilket andet budskab må de der elsker Jehova, forkynde?
19 Guds folk forkynder ikke kun den gode nyhed om Riget. Vi hjælper også til i det arbejde der beskrives i Åbenbaringen, kapitel 8 til 10, hvor nogle engle udtaler veer over dem der afviser Guds rige. Hvordan gør vi det? Ved at forkynde et budskab der sammenlignes med “hagl og ild”, nemlig at Gud vil fælde dom over de forskellige dele af Satans onde verden. (Åb. 8:7, 13) Folk har brug for at høre det budskab så de kan ændre den måde de lever på, og overleve den dag Jehova griber ind. (Sef. 2:2, 3) Men det er ikke et populært budskab. Det kræver stort mod af os at forkynde det. Under den store trængsel vil det afsluttende domsbudskab ramme endnu hårdere. – Åb. 16:21.
‘RET DIG EFTER DET DER STÅR SKREVET I PROFETIEN’
20. Hvad vil vi se nærmere på i de næste to artikler?
20 Vi er med til at opfylde de ting vi læser i Åbenbaringen, og derfor har vi al mulig grund til at ‘rette os efter det der står skrevet i profetien’. (Åb. 1:3) Men hvad kan hjælpe os til at holde ud når vi bliver forfulgt, og til at være modige forkyndere? Der er to ting der vil give os styrke: det Åbenbaringen fortæller om Guds fjender, og det den fortæller om de velsignelser vi vil få i fremtiden hvis vi bliver ved med at være trofaste. De ting vil vi se nærmere på i de næste artikler.
-
-
Åbenbaringen – hvilken betydning den har for Guds fjenderVagttårnet (studieudgave) – 2022 | Maj
-
-
STUDIEARTIKEL 20
Åbenbaringen – hvilken betydning den har for Guds fjender
“De samlede dem på det sted der på hebraisk kaldes Harmagedon.” – ÅB. 16:16.
SANG NR. 150 Søg Gud! Han vil beskytte dig
FORMÅLa
1. Hvilken situation befinder Guds folk sig i ifølge Åbenbaringen?
ÅBENBARINGEN viser at Guds himmelske rige er blevet oprettet, og at Satan er blevet kastet ud af himlen. (Åb. 12:1-9) Det har skabt fred i himlen men ført til problemer for os. Hvorfor? Fordi Satan nu retter al sin vrede mod dem der tjener Jehova trofast på jorden. – Åb. 12:12, 15, 17.
2. Hvad vil hjælpe os til at være trofaste?
2 Hvad kan hjælpe os til at holde ud under Satans angreb? (Åb. 13:10) En ting der kan hjælpe os, er at vide hvad der vil ske i fremtiden. I Åbenbaringen beskriver Johannes for eksempel nogle af de fantastiske velsignelser vi snart vil opleve, blandt andet at alle Guds fjender vil blive udslettet. Vi vil nu undersøge hvordan Åbenbaringen beskriver de fjender, og hvad der vil ske med dem.
GUDS FJENDER BESKRIVES “I BILLEDER”
3. Hvilke billeder indeholder Åbenbaringen?
3 I det allerførste vers i Åbenbaringen får vi at vide at de informationer den indeholder, vil blive præsenteret “i billeder”, det vil sige i symbolsk sprog. (Åb. 1:1) Det er også sådan bogen beskriver Guds fjender. Vi ser forskellige vilddyr. For eksempel er der et vilddyr som ‘stiger op af havet’. Det har “ti horn og syv hoveder”. (Åb. 13:1) Bagefter kommer et andet vilddyr som ‘stiger op af jorden’. Det taler ligesom en drage og får “ild til at komme ned fra himlen”. (Åb. 13:11-13) Så ser vi et “skarlagenrødt vilddyr” som en prostitueret kvinde rider på. De tre vilddyr er billeder på fjender som har kæmpet mod Jehova Gud og hans rige gennem lang tid. Det er derfor vigtigt at vi finder ud af hvem de fjender egentlig er. – Åb. 17:1, 3.
FIRE KÆMPESTORE DYR
De kom “op af havet”. (Dan. 7:1-8, 15-17) De er et billede på verdensmagter der havde direkte indflydelse på Guds folk fra og med Daniels tid. (Se paragraf 4, 7)
4-5. Hvordan hjælper ordene i Daniel 7:15-17 os til at forstå hvad vilddyrene er et billede på?
4 For at forstå hvem de fjender er, må vi forstå det symbolske sprog der bruges i Åbenbaringen. Det kan vi komme til hvis vi lader Bibelen forklare sig selv. Mange af de billeder der findes i Åbenbaringen, bliver faktisk forklaret andre steder i Bibelen. For eksempel fik profeten Daniel en drøm hvor han så at “fire kæmpestore dyr kom op af havet”. (Dan. 7:1-3) Han forklarede også hvad de var et billede på. Dyrene var et billede på “fire konger”, eller riger. (Læs Daniel 7:15-17). Den forklaring hjælper os til at forstå at de vilddyr der beskrives i Åbenbaringen, også må være et billede på politiske magter.
5 Lad os nu se nærmere på nogle af de billeder der findes i Åbenbaringen, blandt andet vilddyrene. Først vil vi finde frem til hvem de helt præcist er et billede på, og bagefter vil vi se hvad der sker med dem. Vi vil også finde ud af hvilken betydning billederne har for os.
VILDDYRENES IDENTITET AFSLØRES
DET SYVHOVEDEDE VILDDYR
Det steg “op af havet” og har syv hoveder, ti horn og ti diademer. (Åb. 13:1-4) Det er et billede på alle de politiske magter der har regeret over menneskeheden op gennem historien. De syv hoveder er et billede på syv verdensmagter der har haft direkte indflydelse på Guds folk. (Se paragraf 6-8)
6. Hvad er det syvhovedede vilddyr i Åbenbaringen 13:1-4 et billede på?
6 Hvad er det syvhovedede vilddyr? (Læs Åbenbaringen 13:1-4). Læg mærke til at vilddyret umiddelbart ligner en leopard, men at fødderne er som en bjørns og munden ligesom en løves, og at det har ti horn. Det er alt sammen nogle træk som man også finder ved de fire vilddyr der er nævnt i Daniel, kapitel 7. Men vilddyret i Åbenbaringen har altså træk fra alle de fire dyr. Det er fordi det vilddyr ikke bare er et billede på ét politisk styre, eller verdensrige. Der står at det har “myndighed over alle stammer, folk, sprog og nationer”. Så det må omfatte mere end et enkelt lands regering. (Åb. 13:7) Det syvhovedede vilddyr må derfor være et billede på alle de politiske magter der har regeret over mennesker op gennem historien.b – Præd. 8:9.
7. Hvad er hvert af de syv hoveder et billede på?
7 Hvad symboliserer hvert af de syv hoveder? Det får vi en idé om ved at se nærmere på et billede der bliver lavet af det syvhovedede vilddyr. Åbenbaringen 17:10 siger i forbindelse med det billede: “Der er syv konger: De fem er faldet, den ene er der nu, og den anden er endnu ikke kommet. Men når han kommer, skal han kun være der en kort tid.” Af alle de politiske magter Satan har brugt, er der syv der skiller sig ud og derfor beskrives som “hoveder”. Det er de verdensriger der har haft direkte indflydelse på Guds folk. På Johannes’ tid havde fem af de verdensriger allerede været ved magten: Egypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien og Grækenland. Det sjette verdensrige, Rom, var stadig ved magten da Johannes modtog åbenbaringen. Men hvem ville så vise sig at være den syvende og sidste verdensmagt?
8. Hvilken verdensmagt er det syvende hoved et billede på?
8 Hvilken verdensmagt har været fremtrædende her i endens tid, eller på “Herrens dag”? (Åb. 1:10) Det har den britisk-amerikanske verdensmagt, som består af Storbritannien og USA. Vi kan derfor konkludere at denne verdensmagt er det syvende hoved på vilddyret i Åbenbaringen 13:1-4. Faktisk hjælper Daniels Bog os til at nå frem til den konklusion.
ET VILDDYR MED TO HORN LIGESOM ET LAM
Det stiger “op af jorden” og taler “som en drage”. Det får “ild til at komme ned fra himlen”. Det kaldes også “den falske profet” og gør tegn. (Åb. 13:11-15; 16:13; 19:20) Det tohornede vilddyr og den falske profet er et billede på den britisk-amerikanske verdensmagt. Den verdensmagt vildleder jordens indbyggere og har fået dem til at “lave et billede” af det vilddyr som har syv hoveder og ti horn. (Se paragraf 9)
9. Hvad er vilddyret med “to horn ligesom et lam” et billede på?
9 I Åbenbaringen, kapitel 13, siges der videre at det syvende hoved, den britisk-amerikanske verdensmagt, også er som et vilddyr med “to horn ligesom et lam”, og at det “begyndte at tale som en drage”. Vilddyret “gør store tegn – det får endda ild til at komme ned fra himlen til jorden for øjnene af menneskene”. (Åb. 13:11-15) I Åbenbaringen, kapitel 16 og 19, omtales vilddyret som “den falske profet”. (Åb. 16:13; 19:20) Daniel nævner interessant nok også at denne verdensmagt, Storbritannien og USA, ville “bringe forfærdelig ødelæggelse”. (Dan. 8:19, 23, 24, fdn.) Det var præcis hvad der skete under Anden Verdenskrig. De to atombomber der var med til at afslutte krigen i Stillehavet, var et resultat af et samarbejde mellem britiske og amerikanske videnskabsfolk. Med de bomber fik den britisk-amerikanske verdensmagt “ild til at komme ned fra himlen til jorden”.
DET SKARLAGENRØDE VILDDYR
En prostitueret kvinde, Babylon den Store, rider på det. Vilddyret bliver kaldt en ottende konge. (Åb. 17:3-6, 8, 11) Til at begynde med har den prostituerede kontrol over vilddyret, men senere bliver hun ødelagt af det. Den prostituerede kvinde er et billede på al falsk religion. Vilddyret er i dag et billede på FN, som arbejder på at fremme det globale politiske systems interesser. (Se paragraf 10, 14-17)
10. Hvem udgør “vilddyrets billede”? (Åbenbaringen 13:14, 15; 17:3, 8, 11)
10 Nu dukker der et andet vilddyr op! Det minder meget om det første vilddyr, men det er skarlagenrødt. Det bliver kaldt “vilddyrets billede” og beskrives som “en ottende konge”.c (Læs Åbenbaringen 13:14, 15; 17:3, 8, 11). Det bliver forklaret at denne “konge” bliver gjort levende for derefter at forsvinde og så dukke op igen. Det er en meget god beskrivelse af FN, en organisation der fremmer det globale politiske systems interesser. Til at begynde med blev det kaldt Folkeforbundet. Det forsvandt under Anden Verdenskrig. Og senere dukkede det så op igen i dets nuværende form.
11. Hvad gør de politiske vilddyr, og hvorfor har vi ingen grund til at være bange?
11 Ved hjælp af propaganda får de politiske vilddyr mennesker til at hade og modarbejde Jehova og hans folk. I Åbenbaringen står der at de vil samle “kongerne på hele den beboede jord” til Harmagedon, “krigen på Gud den Almægtiges store dag”. (Åb. 16:13, 14, 16) Men vi har ingen grund til at være bange. Vores almægtige Gud, Jehova, vil hurtigt gribe ind og redde alle dem der støtter hans styre. – Ezek. 38:21-23.
12. Hvordan vil det gå vilddyrene?
12 Hvad vil der ske med vilddyrene? Åbenbaringen 19:20 fortæller hvordan det vil gå disse fjender af Gud: “Vilddyret blev grebet sammen med den falske profet, ham der havde gjort tegn for øjnene af vilddyret og ved hjælp af tegnene havde vildledt alle som modtog vilddyrets mærke og tilbad dets billede. Mens de begge var i live, blev de kastet i ildsøen som brænder med svovl.” Så mens de politiske magter stadig er aktive, vil Gud udslette dem for evigt.
13. Hvilken udfordring har alle der tjener Jehova?
13 Hvilken betydning har det for os? Vi må være helt igennem loyale over for Gud og hans rige. (Joh. 18:36) Det betyder at vi må være fuldstændigt neutrale og ikke vælge side i verdens politiske spørgsmål. Det kan være ekstremt svært, for regeringerne i verden kræver at vi støtter dem både med det vi siger, og det vi gør. De der giver efter for deres pres, vil få vilddyrets mærke. (Åb. 13:16, 17) Og de der har det mærke, vil ikke få Jehovas godkendelse, og de vil heller ikke få evigt liv. (Åb. 14:9, 10; 20:4) Det understreger hvor vigtigt det er at hver enkelt af os er strengt neutral i politiske spørgsmål, uanset hvilket pres vi bliver udsat for!
EN NEDVÆRDIGENDE AFSLUTNING FOR DEN PROSTITUEREDE KVINDE
14. Hvad ser Johannes som chokerer ham? (Åbenbaringen 17:3-5)
14 Johannes siger selv at han bliver “meget overrasket” over det han nu ser: en kvinde der rider på et af de frygtindgydende vilddyr! (Åb. 17:1, 2, 6) Hun bliver beskrevet som en ‘magtfuld prostitueret kvinde’ og bliver kaldt “Babylon den Store”. Kvinden har ‘umoralske forhold til jordens konger’. – Læs Åbenbaringen 17:3-5.
15-16. Hvad er Babylon den Store, og hvordan kan vi vide det?
15 Hvad er Babylon den Store? Den prostituerede kvinde kan ikke være et billede på en politisk organisation for der står at hun har umoralske forhold til verdens politiske ledere. (Åb. 18:9) Det at hun sidder på vilddyret, viser at hun faktisk forsøger at styre disse ledere. Hun kan heller ikke være et billede på den grådige forretningsverden. Den del af Satans verden omtales som en gruppe for sig og kaldes “jordens købmænd”. – Åb. 18:11, 15, 16.
16 Udtrykket “prostitueret” bruges nogle gange i Bibelen om nogle der påstår at tjene Jehova, men som dyrker afguder. Det kan også bruges om nogle der er utro over for Gud fordi de gør sig til venner med verden. (1. Krøn. 5:25; Jak. 4:4) Som en kontrast til det bliver en der tjener Jehova trofast, omtalt som en der er “ren”, og som en “jomfru”. (2. Kor. 11:2; Åb. 14:4) Fortidens Babylon var et center for afgudsdyrkelse. Så Babylon den Store må være et billede på alle former for falsk tilbedelse, ja, al falsk religion. – Åb. 17:5, 18; se artiklen “Hvad er Babylon den Store?” på jw.org.
17. Hvordan vil det gå Babylon den Store?
17 Hvad vil der ske med Babylon den Store? Det bliver forklaret i Åbenbaringen 17:16, 17, hvor der står: “De ti horn og vilddyret som du så, vil hade den prostituerede og ødelægge hende og gøre hende nøgen. De vil æde alt hendes kød og brænde hende op med ild, for Gud har indgivet i deres hjerter at udføre hans tanke.” Ja, Jehova vil få nationerne til at angribe og fuldstændigt udslette al falsk religion ved hjælp af det skarlagenrøde vilddyr, det vil sige FN. – Åb. 18:21-24.
18. Hvad må vi sikre os?
18 Hvilken betydning har det for os? Vi må sørge for at vores tilbedelse “er ren og ubesmittet for vores Gud”. (Jak. 1:27) Det kræver at vi ikke lader os påvirke af Babylon den Store – dens falske lære, hedenske højtider og skikke, lave moral og okkultisme. Og vi må blive ved med at advare mennesker og opfordre dem til at “gå ud fra hende” så Gud ikke betragter dem som medskyldige i de forkerte ting hun gør. – Åb. 18:4.
DOMMEN OVER GUDS STØRSTE FJENDE
DEN ILDRØDE DRAGE
Satan giver magt og myndighed til det syvhovedede vilddyr. (Åb. 12:3, 9, 13; 13:4; 20:2, 10) Satan er Jehovas største fjende. Han vil blive lukket inde i afgrunden i 1.000 år. Derefter bliver han kastet i “søen med ild og svovl”. (Se paragraf 19-20)
19. Hvem er dragen?
19 I Åbenbaringen bliver der også omtalt “en stor, ildrød drage”. (Åb. 12:3) Dragen kæmper mod Jesus og hans engle. (Åb. 12:7-9) Den angriber Guds folk og giver magt og myndighed til de politiske vilddyr. (Åb. 12:17; 13:4) Hvem er dragen? Det er “slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan”. (Åb. 12:9; 20:2) Han støtter alle Jehovas fjender.
20. Hvordan kommer det til at gå dragen?
20 Hvad vil der ske med dragen? I Åbenbaringen 20:1-3 bliver det forklaret at en engel kaster Satan ned i en afgrund – det vil være som om han er indespærret i et fængsel. Der vil han være i 1.000 år, og i den tid kan han ikke “vildlede nationerne”. Til sidst bliver Satan og dæmonerne kastet i “søen med ild og svovl”, et billede på at de bliver udslettet for evigt. (Åb. 20:10) Prøv at forestille dig hvor skønt det bliver når Satan og dæmonerne ikke findes mere!
21. Hvorfor gør det os lykkelige at studere Åbenbaringen?
21 Hvor er det opmuntrende at forstå de billeder der bruges i Åbenbaringen! Ja, “lykkelig er den som oplæser denne profetis ord, og lykkelige er de som hører ordene”. (Åb. 1:3) I artiklen her har vi fundet frem til hvem Jehovas fjender er, og set hvad der vil ske med dem. Men hvilke velsignelser vil alle trofaste mennesker komme til at opleve når Jehovas fjender er blevet fjernet? Det vil vi komme ind på i den næste artikel i den her serie.
-
-
Åbenbaringen – hvilken betydning den har for din fremtidVagttårnet (studieudgave) – 2022 | Maj
-
-
STUDIEARTIKEL 21
Åbenbaringen – hvilken betydning den har for din fremtid
“Amen! Kom, Herre Jesus.” – ÅB. 22:20.
SANG NR. 142 Hold godt fast i det håb du har
FORMÅLa
1. Hvilken vigtig beslutning må alle træffe?
ALLE der lever i dag, står over for et vigtigt valg. Vil de stille sig på Jehovas side og betragte ham som den øverste Hersker i universet, eller vil de støtte hans ondskabsfulde fjende, Satan Djævelen? Man kan ikke være neutral i det spørgsmål, og det man beslutter, vil have afgørende betydning for ens fremtid. (Matt. 25:31-33, 46) Under “den store trængsel” vil Jehovas trofaste tjenere få et mærke der viser at de skal overleve. (Åb. 7:14; Ezek. 9:4, 6) De der bærer vilddyrets mærke, vil derimod blive fjernet. – Åb. 14:9-11.
2. (a) Hvad føler du dig tilskyndet til at gøre når du læser Hebræerne 10:35-39? (b) Hvordan kan Åbenbaringen hjælpe os?
2 Læs Hebræerne 10:35-39. Hvis du har valgt at støtte Jehovas styre, har du truffet et klogt valg. Og nu ønsker du helt sikkert at hjælpe andre til at træffe det rigtige valg og holde fast ved den beslutning. I den forbindelse kan du bruge det der står i Åbenbaringen. Den fortæller hvilke fantastiske ting der venter dem der loyalt stiller sig på Jehovas side, men også hvad der vil ske med hans modstandere. Hvor er det vigtigt at studere de sandheder. Det vil gøre os endnu mere besluttet på at blive ved med at tjene Jehova.
3. Hvad vil vi se på i den her artikel?
3 I den her artikel vil vi se på følgende spørgsmål: Hvilken fremtid venter der dem som støtter Guds styre? Og hvordan vil det gå dem der støtter det skarlagenrøde vilddyr, som er beskrevet i Åbenbaringen?
HVAD DER VENTER DE TROFASTE
4. Hvilken gruppe ser Johannes sammen med Jesus i himlen?
4 Johannes fik et syn af to grupper der støtter Jehovas styre og bliver belønnet med evigt liv. Der er 144.000 i den første gruppe. (Åb. 7:4) De er købt fra jorden og skal være med i en regering, eller et rige, sammen med Jesus i himlen. Det rige skal regere over jorden. (Åb. 5:9, 10; 14:3, 4) Johannes ser dem stå på Zions Bjerg i himlen sammen med Jesus. – Åb. 14:1.
5. Hvad vil der inden længe ske med resten af de 144.000?
5 Fra og med apostlenes tid har Jehova udvalgt dem der skal være en del af de 144.000. (Luk. 12:32; Rom. 8:17) Johannes fik at vide at der kun ville være en rest, eller et mindre antal, tilbage på jorden i de sidste dage. ‘De der er tilbage,’ vil blive endeligt beseglet inden den store trængsel bryder ud, som et tegn på at de har Jehovas godkendelse. (Åb. 7:2, 3; 12:17) På et tidspunkt under den store trængsel vil de blive taget op til himlen så de kan være sammen med dem af de 144.000 der allerede har fået deres himmelske belønning. Derfra skal de regere sammen med Jesus i Guds rige. – Matt. 24:31; Åb. 5:9, 10.
6-7. (a) Hvilken anden gruppe ser Johannes, og hvad får han at vide om den? (b) Hvorfor er Åbenbaringen, kapitel 7, interessant uanset hvilket fremtidshåb man har?
6 Derefter ser Johannes “en stor skare”. I modsætning til de 144.000 kan der ikke sættes tal på den gruppe. (Åb. 7:9, 10) Johannes får følgende at vide om dem: “Det er dem der kommer ud af den store trængsel. De har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.” (Åb. 7:14) Efter at have overlevet den store trængsel vil den store skare bo her på jorden og opleve nogle helt fantastiske velsignelser. – Sl. 37:9-11, 27-29; Ordsp. 2:21, 22; Åb. 7:16, 17.
7 Når du læser beskrivelsen af de to grupper i Åbenbaringen, kapitel 7, kan du så se at du er “med på billedet”? Det er vigtigt at du kan det. Uanset om du har håb om at komme til at leve evigt i himlen eller her på jorden, bliver det en spændende tid! Vi vil være så lykkelige for at vi valgte at stille os på Jehovas side. Men Åbenbaringen fortæller os endnu mere om den store trængsel. – Matt. 24:21.
HVAD DER VENTER GUDS MODSTANDERE
8. Hvordan vil den store trængsel begynde, og hvordan vil de fleste mennesker reagere?
8 Som nævnt i den forrige artikel vil den politiske del af Satans verden inden længe angribe Babylon den Store, al falsk religion. (Åb. 17:16, 17) Det angreb er begyndelsen på den store trængsel. Vil det få en masse mennesker til at begynde at tjene Jehova? Nej. I Åbenbaringen, kapitel 6, står der derimod at de der ikke tjener Jehova, vil søge beskyttelse i den politiske og kommercielle del af verden, som sammenlignes med bjerge. De vil altså ikke støtte Guds rige, og derfor vil Jehova betragte dem som modstandere. – Luk. 11:23; Åb. 6:15-17.
9. Hvordan vil Jehovas folk skille sig ud under den store trængsel, og hvad vil det føre til?
9 Jehovas trofaste tjenere vil virkelig skille sig ud på det tidspunkt. De vil være de eneste der tjener Jehova Gud og nægter at støtte “vilddyret”. (Åb. 13:14-17) Det standpunkt vil provokere Jehovas modstandere. Af den grund vil en koalition af nationer angribe Guds folk ud over hele jorden – noget der i Bibelen bliver kaldt angrebet af Gog fra Magog. – Ezek. 38:14-16.
10. Hvordan vil Jehova reagere når hans folk bliver angrebet, som vi kan se i Åbenbaringen 19:19-21?
10 Hvordan vil Jehova reagere på det angreb? “På den dag,” siger Jehova, “vil min vrede blusse voldsomt op.” (Ezek. 38:18, 21-23) I Åbenbaringen, kapitel 19, får vi at vide hvad der så sker. Jehova sender sin Søn ud for at forsvare sit folk og kæmpe mod deres fjender. Dette modangreb vil Jesus udføre sammen med “hærene i himlen”, det vil sige de trofaste engle og de 144.000. (Åb. 17:14; 19:11-15) Hvad bliver resultatet af den krig? Alle mennesker og organisationer der er imod Jehova, vil blive fuldstændigt fjernet. – Læs Åbenbaringen 19:19-21.
ET BRYLLUP EFTER KRIGEN
11. Hvad er den vigtigste begivenhed i Åbenbaringen?
11 Prøv at forestille dig hvordan Jehovas trofaste tjenere vil have det efter at alle Guds fjender er blevet udslettet. Jorden vil blive fyldt med glæde! Og hvad med himlen? Bibelen siger at der vil blive stor glæde i himlen når Babylon den Store bliver ødelagt, men endnu større glæde over noget andet der vil ske. (Åb. 19:1-3) Faktisk er dét det store klimaks i Åbenbaringen – “Lammets bryllup”. – Åb. 19:6-9.
12. Hvornår vil Lammets bryllup foregå, som vi kan se i Åbenbaringen 21:1, 2?
12 Hvornår vil Lammets bryllup finde sted? Kort før Harmagedonkrigen vil alle de 144.000 være i himlen, men det er ikke på det tidspunkt brylluppet vil blive holdt. (Læs Åbenbaringen 21:1, 2). Brylluppet finder sted efter at alle Guds fjender er blevet fjernet i Harmagedon. – Sl. 45:3, 4, 13-17.
13. Hvad vil der ske ved Lammets bryllup?
13 Hvilken betydning har Lammets bryllup for de involverede parter? Ligesom et bryllup forener en mand og en kvinde, vil det her symbolske bryllup forene Kongen, Jesus Kristus, med hans “brud”, de 144.000. Den storslåede begivenhed markerer begyndelsen på de 1.000 år hvor de 144.000 skal regere over jorden sammen med Jesus. – Åb. 20:6.
EN HELT UNIK BY OG DIN FREMTID
I Åbenbaringen, kapitel 21, beskrives en symbolsk by, det nye Jerusalem, “der kom ned fra himlen fra Gud”. Under tusindårsriget vil denne by sørge for en overflod af velsignelser til alle mennesker der er lydige mod Gud (Se paragraf 14-16)
14-15. Hvad bliver de 144.000 sammenlignet med i Åbenbaringen, kapitel 21? (Se forsidebilledet).
14 Åbenbaringen, kapitel 21, beskriver nu de 144.000 som en ekstremt smuk by, “det nye Jerusalem”. (Åb. 21:2, 9) Byen har 12 grundsten, og på dem er der skrevet “de 12 navne på Lammets 12 apostle”. Hvorfor har det sikkert fanget Johannes’ opmærksomhed? Fordi han så sit eget navn skrevet på en af de sten. Sikke en stor ære! – Åb. 21:10-14; Ef. 2:20.
15 Den symbolske by er helt unik. Hovedgaden er af rent guld, de 12 porte er 12 perler, murene og fundamentet er smykket med kostbare sten, og byens mål er perfekt afstemt. (Åb. 21:15-21) Men Johannes lagde mærke til at der manglede noget: “Jeg så ikke noget tempel i byen, for Jehova Gud, Den Almægtige, er dens tempel, og det er Lammet også. Byen har ikke brug for solen eller månen til at skinne på den, for Guds herlighed har oplyst den, og Lammet er dens lampe.” (Åb. 21:22, 23) De der udgør det nye Jerusalem, vil være sammen med Jehova. (Hebr. 7:27; Åb. 22:3, 4) Jehova og Jesus er altså templet i byen.
Hvem vil få glæde af de velsignelser som ‘floden’ og ‘træerne’ er et billede på? (Se paragraf 16-17)
16. Hvilke velsignelser vil mennesker opleve under tusindårsriget?
16 Det er spændende for de salvede at tænke over Johannes’ syn af byen. Men synet er også meget interessant for dem der har håb om at komme til at leve for evigt på jorden. Under tusindårsriget vil det nye Jerusalem gøre en masse gode ting for mennesker på jorden. I synet strømmer disse velsignelser ud som “en flod med livets vand”. På begge sider af floden står “livets træer”, hvis “blade virker helbredende på nationerne”. (Åb. 22:1, 2) De mennesker der lever til den tid, vil kunne få glæde af de skønne ting, og alle der er lydige mod Jehova, vil efterhånden blive fuldkomne. Sygdom, sorg og smerte vil høre fortiden til. – Åb. 21:3-5.
17. Hvem vil ifølge Åbenbaringen 20:11-13 også få gavn af velsignelserne i tusindårsriget?
17 Hvem vil få gavn af de fantastiske velsignelser? Det vil den store skare der overlever Harmagedon, og de børn der måtte blive født i den nye verden. Men i Åbenbaringen, kapitel 20, står der også at de døde vil få en opstandelse. (Læs Åbenbaringen 20:11-13). Blandt dem der får livet igen, vil der være både “retfærdige og uretfærdige”. (Ap.G. 24:15; Joh. 5:28, 29) De “retfærdige” er trofaste tjenere for Jehova der er døde op gennem tiden. De “uretfærdige” er mennesker der ikke har haft en rimelig mulighed for at lære Jehova at kende. Betyder det at alle de døde vil få en opstandelse i løbet af tusindårsriget? Nej. De der helt bevidst afviste muligheden for at lære Jehova at kende, vil ikke få livet igen. De har vist at de ikke er værdige til at få evigt liv i Paradiset. – Matt. 25:46; 2. Thess. 1:9; Åb. 17:8; 20:15.
DET ENDELIGE RESULTAT
18. Hvordan vil menneskers situation være ved slutningen af de 1.000 år?
18 Ved slutningen af de 1.000 år vil alle der lever på jorden, være blevet fuldkomne. Ingen vil nogensinde igen blive påvirket af den synd Adam gav videre til sine efterkommere. (Rom. 5:12) Ethvert spor af Adams synd vil være fuldstændigt fjernet. Alle på jorden vil ‘blive levende’ ved slutningen af de 1.000 år i den forstand at de er blevet fuldkomne. – Åb. 20:5.
19. Hvad vil den sidste prøve vise?
19 Vi ved at Jesus afviste Satans forsøg på at få ham til at gå på kompromis. Han var loyal mod Jehova da han blev prøvet. Men vil alle fuldkomne mennesker også være det når Satan får mulighed for at sætte dem på prøve? Det vil være op til hver enkelt af dem at besvare det spørgsmål når Satan bliver løsladt fra afgrunden efter de 1.000 år. (Åb. 20:7) De der forbliver loyale under den sidste prøve, vil få evigt liv og endelig kunne nyde ægte frihed. (Rom. 8:21) De der gør oprør, vil blive udslettet for evigt sammen med Satan og hans dæmoner. – Åb. 20:8-10.
20. Hvilke følelser vækker de spændende profetier i Åbenbaringen i dig?
20 Hvilke tanker gør du dig efter den her korte gennemgang af Åbenbaringen? Er det ikke spændende at du er en del af de fantastiske profetier? Og motiverer det dig ikke til at invitere andre til at blive en del af Guds folk? (Åb. 22:17) Når vi tænker over de spændende ting der vil ske i fremtiden, får vi helt sikkert lyst til at sige ligesom Johannes: “Amen! Kom, Herre Jesus.” – Åb. 22:20.
-