Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • „Godt nyt“ fra Apokalypsen
    Vagttårnet – 1999 | 1. december
    • „Godt nyt“ fra Apokalypsen

      „Jeg så en anden engel flyve midt på himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden.“ — ÅBENBARINGEN 14:6.

      1. Hvorfor kan Jehovas Vidner ikke kaldes „en apokalyptisk sekt“ selv om de tror på at Apokalypsen er inspireret af Gud?

      I MODSÆTNING til de anklager der rettes mod Jehovas Vidner, er de ikke „en apokalyptisk sekt“ eller „en dommedagskult“. De betragter imidlertid Apokalypsen, det vil sige Åbenbaringens Bog, som en del af Guds inspirerede ord. Åbenbaringen indeholder ganske vist nogle domsbudskaber rettet mod de ugudelige, men i deres offentlige forkyndelse fokuserer Jehovas vidner hovedsagelig på det vidunderlige håb der fremholdes i Bibelen, deriblandt i Apokalypsen, eller Åbenbaringen. På den måde føjer de hverken noget til eller tager noget bort fra de profetiske ord den indeholder. — Åbenbaringen 22:18, 19.

      Forkyndere af en god nyhed

      2. Hvilke skriftsteder bruger Jehovas vidner ofte i deres forkyndelse?

      2 Et ofte citeret bibelsk grundlag for Jehovas vidners offentlige forkyndelse er følgende udtalelse af Jesus: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Hvad er „denne gode nyhed om riget“? Mange Jehovas vidner ville sikkert svare ved at citere nogle vers fra Åbenbaringen, kapitlerne 20 og 21, der handler om Kristi tusindårsrige og hans rigsregering og et menneskesamfund hvor der ikke længere vil være død, sorg og smerte. — Åbenbaringen 20:6; 21:1, 4.

      3. Hvilken opgave svarer Jehovas vidners offentlige forkyndelse til?

      3 Som forkyndere af denne gode nyhed er Jehovas vidner i virkeligheden talerør for en symbolsk himmelsk budbringer, hvis opgave også beskrives i Åbenbaringens Bog. „Jeg så en anden engel flyve midt på himmelen, og han havde en evigvarende god nyhed at forkynde som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk.“ (Åbenbaringen 14:6) Denne ’evigvarende gode nyhed’ indbefatter en bekendtgørelse om at „verdensherredømmet er . . . blevet vor Herres og hans Messias’“, og at Jehovas „fastsatte tid“ er inde til at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:15, 17, 18) Det må siges at være en virkelig god nyhed!

      Hvad Åbenbaringen indebærer for os

      4. (a) Hvilke grundlæggende sandheder fremholdes i Åbenbaringens første kapitel? (b) Hvad kræves der af dem der gerne vil have gavn af den gode nyhed?

      4 Det indledende kapitel i Åbenbaringens Bog skildrer Jehova som „Alfa og Omega, . . . den som er og som var og som kommer, den Almægtige“. Og det skildrer hans søn, Jesus Kristus, som „det trofaste vidne“, „den førstefødte af de døde“ og „herskeren over jordens konger“. Jesus omtales desuden som „ham som elsker os og har løst os fra vore synder ved sit eget blod“. (Åbenbaringen 1:5, 8) Allerede i indledningen til Åbenbaringens Bog gøres der således rede for grundlæggende, livsvigtige sandheder. ’De der bor på jorden’ vil imidlertid ikke få gavn af den gode nyhed der fremholdes for dem, medmindre de anerkender Jehovas suverænitet, tror på Jesu udgydte blod og på at Jehova har oprejst ham, og at han nu har indsat ham som hersker over jorden. — Salme 2:6-8.

      5. Hvordan skildres Kristus i det 2. og 3. kapitel i Åbenbaringen?

      5 De næste to kapitler skildrer Kristus Jesus som den der fra himmelen kærligt fører tilsyn med sine disciples menigheder på jorden. Den skriftrulle der blev sendt til syv udvalgte kristne menigheder i Lilleasien i det første århundrede, indeholdt opmuntring og direkte vejledning der stadig er aktuel i dag. De budskaber der blev sendt til menighederne, begynder som regel med ord som „Jeg kender dine gerninger“ eller „Jeg kender din trængsel“. (Åbenbaringen 2:2, 9) Ja, Kristus vidste præcis hvad der foregik i hans disciples menigheder. Han roste nogle for deres kærlighed, deres tro, deres slid i tjenesten, deres udholdenhed og deres trofasthed mod hans navn og ord. Andre irettesatte han fordi de havde ladet deres kærlighed til Jehova og hans søn blive kold, eller fordi de havde gjort sig skyldige i kønslig umoralitet, afgudsdyrkelse eller frafald i form af sektvæsen.

      6. Hvad hjælper det syn der beskrives i kapitel 4, os til at forstå?

      6 Kapitel 4 indeholder et ærefrygtindgydende syn af Jehova Guds himmelske trone. Det giver et glimt af den herlighed der kendetegner Jehovas nærhed, og af den himmelske regeringsstruktur han vil benytte. De kronede regenter, hvis troner står i en kreds omkring universets centrale trone, bøjer sig ærbødigt for Jehova og erklærer: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11.

      7. (a) Hvad opfordrer engelen jordens beboere til at gøre? (b) Hvad er en vigtig del af vort undervisningsarbejde?

      7 Betyder dette noget for mennesker i vor tid? Ja. Hvis de ønsker at leve under tusindårsriget, må de give agt på det som ’engelen der flyver midt på himmelen’ siger: „Frygt Gud og giv ham ære, for hans doms time er kommet.“ (Åbenbaringen 14:6, 7) Et af hovedformålene med det bibelundervisningsarbejde som Jehovas vidner udfører, er at hjælpe „dem der bor på jorden“ til at lære Jehova at kende, tilbede ham, erkende at han er Skaberen, og villigt underordne sig hans retfærdige suverænitet.

      Lammet der er værdigt til ære

      8. (a) Hvordan skildres Kristus i kapitlerne 5 og 6? (b) Hvad kan alle der lytter til den gode nyhed, lære af dette syn?

      8 De to følgende kapitler, 5 og 6, skildrer Jesus Kristus som et lam der er fundet værdigt til at åbne en skriftrulle med syv segl. Denne skriftrulle beskriver i symbolske vendinger nogle begivenheder der indtræffer i vor tid. (Jævnfør Johannes 1:29.) Til dette symbolske lam siger et kor af stemmer fra himmelen: „Du er værdig til at tage skriftrullen og åbne dens segl, for du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ (Åbenbaringen 5:9, 10) Dette syn lærer os at på grundlag af Kristi udgydte blod er nogle mennesker med vidt forskellig baggrund blevet kaldet til at være sammen med ham i himmelen og „herske som konger over jorden“. (Jævnfør Åbenbaringen 1:5, 6.) Deres begrænsede antal afsløres længere fremme i Åbenbaringens Bog.

      9. Hvordan skildres Kristus i kapitel 6?

      9 I det samme syn skildres Kristus også som den kronede rytter på en hvid hest der rider ud „sejrende og for at fuldende sin sejr“. Han vil overvinde de forfærdelige forhold der symboliseres ved Apokalypsens tre andre ryttere, hvis vilde ridt har bragt krig, hungersnød og død over menneskeheden siden det afgørende år 1914. (Åbenbaringen 6:1-8) Den enestående stilling Kristus, Guds lam, indtager i forbindelse med menneskehedens frelse og gennemførelsen af Jehovas vidunderlige hensigter, er et af hovedtemaerne i Jehovas vidners bibelundervisningsarbejde.

      10. (a) Hvilken vigtig oplysning gives i kapitel 7? (b) Hvordan omtalte Kristus dem som Riget gives til?

      10 Kapitel 7 indeholder virkelig en god nyhed. Det er kun i Åbenbaringens Bog man kan finde antallet på dem Jesus kaldte den „lille hjord“ som Lammets Fader giver Riget til. (Lukas 12:32; 22:28-30) De er blevet beseglet af Jehova Gud ved hjælp af hans ånd. (2 Korinther 1:21, 22) Apostelen Johannes, der modtog Åbenbaringen, bevidner dette: „Jeg hørte tallet på de beseglede, et hundrede og fireogfyrre tusind.“ (Åbenbaringen 7:4) I et senere kapitel bekræftes det at dette nøjagtige tal er det antal der er blevet „købt fra jorden“ for at herske sammen med Lammet på det himmelske Zions Bjerg. (Åbenbaringen 14:1-4) Mens kristenhedens trossamfund giver vage og usandsynlige forklaringer på dette tal, har bibelforskeren E. W. Bullinger interessant nok sagt om det: „Det er en simpel oplysning om et faktum: et bestemt antal i modsætning til det ubestemte antal i samme kapitel.“

      11. (a) Hvilken god nyhed findes i kapitel 7? (b) Hvilke fremtidsudsigter har medlemmerne af ’den store skare’?

      11 Hvilket ubestemt antal sigtede Bullinger til? I vers 9 skrev apostelen Johannes: „Efter dette så jeg, og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål.“ (Åbenbaringen 7:9) Hvem består denne store skare af, hvordan er deres forhold til Gud i vor tid, og hvad vil fremtiden indebære for dem? Åbenbaringens svar er godt nyt for jordens beboere. Vi læser: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel, og de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ Ved tro på Kristi udgydte blod vil de blive beskyttet gennem „den store trængsel“. Kristus vil „lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ (Åbenbaringen 7:14-17) Ja, millioner af mennesker der lever i dag, kan blive en del af den store skare som ikke kan tælles, og som vil overleve afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning. Som undersåtter under kongen Jesu Kristi tusindårige herredømme vil de af ham blive ledet frem til evigt liv på jorden. Er det ikke en god nyhed?

      „Hans domme er sande og retfærdige“

      12, 13. (a) Hvad indeholder kapitlerne 8 til 19? (b) Hvorfor har oprigtige mennesker ingen grund til at føle sig foruroligede over disse profetier?

      12 Det skyldes for en stor del kapitlerne 8 til 19 at Apokalypsen eller Åbenbaringen har fået ry for at forudsige forfærdende katastrofer. Disse kapitler indeholder hårdtslående domsbudskaber (symboliseret ved trompetstød, plager og skåle med Guds harme) rettet mod forskellige dele af Satans tingenes ordning. Disse domme vil først blive eksekveret over falsk religion („Babylon den Store“), og derefter over de ugudelige politiske systemer, skildret ved vilddyr. — Åbenbaringen 13:1, 2; 17:5-7, 15, 16.a

      13 I disse kapitler skildres det hvordan himmelen renses, idet Satan og hans dæmoner kastes ned i jordens nærhed. Dette er den eneste logiske forklaring på de trængsler uden fortilfælde som har hærget verden siden 1914. (Åbenbaringen 12:7-12) De beskriver også i symbolske vendinger udslettelsen af Satans onde tingenes ordning på jorden. (Åbenbaringen 19:19-21) Er der grund til at oprigtige mennesker bliver chokerede over disse dramatiske begivenheder? Nej, for under eksekveringen af Guds domme siger en stor skare i himmelen: „Lovsyng Jah! Frelsen og herligheden og magten tilhører vor Gud, for hans domme er sande og retfærdige.“ — Åbenbaringen 19:1, 2.

      14, 15. (a) Hvordan vil denne onde tingenes ordning møde sin afslutning på en retfærdig måde? (b) Hvorfor bør denne del af Apokalypsen give oprigtige mennesker grund til at glæde sig?

      14 Jehova vil ikke indføre en retfærdig tingenes ordning uden at rense jorden for dem der ødelægger den. (Åbenbaringen 11:17, 18; 19:11-16; 20:1, 2) Men intet menneske og ingen politisk stat har myndighed eller magt til at gøre dette. Kun Jehova og hans indsatte Konge og Dommer, Kristus Jesus, kan gennemføre dette i retfærdighed. — 2 Thessaloniker 1:6-9.

      15 Mænd og kvinder som „sukker og stønner over alle de vederstyggeligheder der øves“, bør glæde sig over at Jehova har til hensigt at gøre ende på den nuværende onde ordning, sådan som det klart fremgår af Apokalypsen. (Ezekiel 9:4) Det bør vise dem at tiden nu er inde til at følge opfordringen fra den engel der forkynder godt nyt, og som sagde: „Frygt Gud . . . for hans doms time er kommet, ja tilbed ham som har dannet himmelen og jorden.“ (Åbenbaringen 14:7) Det er vort håb at disse mennesker vil tilbede og tjene Jehova sammen med hans vidner, der „holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. — Åbenbaringen 12:17.

      Det herlige tusindårsrige

      16. (a) Hvorfor har kristenhedens kirker forkastet håbet om tusindårsriget? (b) Hvorfor tror Jehovas vidner at mønsterbønnen vil blive opfyldt?

      16 Kapitlerne 20 til 22 i Åbenbaringens Bog indeholder det bibelske grundlag for håbet om tusindårsriget. Det er den eneste del af Bibelen der omtaler en tusindårig periode som vil danne optakten til en evighed med lykke i himmelen og på jorden. Kristenhedens kirker har forkastet håbet om tusindårsriget. Eftersom kirken lærer at de gode kommer i himmelen og de onde i helvede, har den ingen brug for et paradis på jorden. Mønsterbønnen, hvori man beder om at Guds vilje må ske „som i himmelen, således også på jorden“, har mistet ethvert indhold for de fleste medlemmer af kristenhedens kirker. (Mattæus 6:10) Men det gælder ikke Jehovas vidner. De tror fuldt og fast at Jehova Gud ikke skabte jorden „forgæves“, men „dannede den til at bebos“. (Esajas 45:12, 18) De gamle profetier, mønsterbønnen og Åbenbaringens ord om tusindårsriget stemmer således overens. I løbet af tusindårsriget vil Kristus sørge for at Jehovas vilje sker på jorden, ligesom den sker i himmelen.

      17. Hvad viser at „de tusind år“ skal opfattes bogstaveligt?

      17 Ordene „tusind år“ forekommer seks gange i de syv første vers i Åbenbaringen, kapitel 20. Det er værd at lægge mærke til at de bruges fire gange med den bestemte artikel „de“, hvilket viser at de sigter til et bogstaveligt årtusind, ikke blot til en lang tidsperiode af ikke nærmere angivet varighed, som mange af kristenhedens kommentatorer gerne vil have os til at tro. Hvad vil der ske i tusindårsriget? Først og fremmest vil Satan være uskadeliggjort i hele denne periode. (Åbenbaringen 20:1-3; jævnfør Hebræerbrevet 2:14.) Det er afgjort en god nyhed!

      18. (a) Hvorfor kan tusindårsriget kaldes ’en domsdag’? (b) Hvad vil der ske efter de tusind år?

      18 Eftersom de der ’hersker som konger sammen med Kristus i de tusind år’, får „magt til at dømme“, er denne periode i virkeligheden en tusindårig ’domsdag’. (Åbenbaringen 20:4, 6; jævnfør Apostelgerninger 17:31; Andet Petersbrev 3:8.) De døde vil blive oprejst, og sammen med dem der overlever „den store trængsel“, vil de blive dømt på retfærdig vis, efter deres gerninger til den tid. (Åbenbaringen 20:12, 13) Efter de tusind år vil Satan blive løst en kort tid for at menneskene kan blive stillet på en endelig prøve, hvorefter han, hans dæmoner og de oprørske mennesker på jorden som følger ham, vil blive tilintetgjort for evigt. (Åbenbaringen 20:7-10) De mennesker der består prøven, vil få deres navn skrevet uudsletteligt i „livets bog“ og vil få lov til at tjene og tilbede Jehova i lykke på en paradisisk jord til evig tid. — Åbenbaringen 20:14, 15; Salme 37:9, 29; Esajas 66:22, 23.

      19. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at de vidunderlige løfter der gives i Åbenbaringens Bog, vil blive opfyldt? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

      19 Det er denne gode nyhed der findes i Apokalypsen. Det er ikke tomme løfter, som dem mennesker giver. Apostelen Johannes skrev: „Han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’“ (Åbenbaringen 21:5) Hvad må vi gøre for at få del i opfyldelsen af denne gode nyhed? Åbenbaringens Bog indeholder megen vejledning til dem der gerne vil glæde Gud. Hvis vi følger denne vejledning, vil det være til stor glæde for os, både nu og for evigt, som den næste artikel vil vise.

  • Vær lykkelige læsere af Åbenbaringens Bog
    Vagttårnet – 1999 | 1. december
    • Vær lykkelige læsere af Åbenbaringens Bog

      „Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder det der står skrevet i den.“ — ÅBENBARINGEN 1:3.

      1. Hvilken situation befandt apostelen Johannes sig i da han skrev Åbenbaringens Bog, og hvad var hensigten med at disse syner blev nedskrevet?

      „JEG, Johannes, . . . befandt mig på den ø som kaldes Patmos fordi jeg havde talt om Gud og vidnet om Jesus.“ (Åbenbaringen 1:9) Det var under disse omstændigheder apostelen Johannes skrev den bog som kaldes Apokalypsen, eller Åbenbaringen. Det menes at han blev forvist til øen Patmos under den romerske kejser Domitian (81-96 e.v.t.), som gennemtvang kejserdyrkelsen og forfulgte de kristne. Mens Johannes befandt sig på Patmos, modtog han en række syner som han nedskrev. Han genfortalte dem ikke for de første kristne i den hensigt at skræmme dem, men for at styrke, trøste og opmuntre dem så de kunne klare de trængsler de blev udsat for nu, og dem der måtte komme i fremtiden. — Apostelgerninger 28:22; Åbenbaringen 1:4; 2:3, 9, 10, 13.

      2. Hvorfor er den situation som Johannes og hans trosfæller befandt sig i, af interesse for kristne i dag?

      2 De omstændigheder som denne bibelske bog blev skrevet under, har stor betydning for kristne der lever i dag. Johannes blev forfulgt fordi han var et vidne for Jehova og hans søn, Kristus Jesus. Selv om han og hans trosfæller bestræbte sig for at være gode borgere, mødte de fjendtlighed fordi de ikke kunne tage del i kejserdyrkelsen. (Lukas 4:8) I nogle lande står sande kristne i dag i en lignende situation fordi staten har tiltaget sig retten til at definere hvad der er „religiøst korrekt“. Ordene i indledningen til Åbenbaringens Bog er derfor til stor trøst: „Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder det der står skrevet i den, for den fastsatte tid er nær.“ (Åbenbaringen 1:3) Ja, de der læser Åbenbaringens Bog og giver agt på det de læser, og som adlyder det, kan finde sand lykke og opnå mange velsignelser.

      3. Hvem er den egentlige kilde til den åbenbaring Johannes fik?

      3 Hvem er den egentlige kilde til Åbenbaringen, og gennem hvilken kanal blev den videregivet? I det første vers står der: „En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle det der snart skal ske. Og han udsendte sin engel og fremstillede det gennem ham i tegn for sin træl Johannes.“ (Åbenbaringen 1:1) Åbenbaringen stammer altså fra Jehova Gud, der gav den til Jesus, som gennem en engel formidlede den til Johannes. En nøjere undersøgelse viser at Jesus også gjorde brug af den hellige ånd da han overbragte budskaber til menighederne, og da han gav Johannes syner. — Åbenbaringen 2:7, 11, 17, 29; 3:6, 13, 22; 4:2; 17:3; 21:10; jævnfør Apostelgerninger 2:33.

      4. Hvordan leder Jehova i dag sit folk på jorden?

      4 Jehova underviser stadig sine tjenere på jorden gennem sin søn, „menighedens hoved“. (Efeserne 5:23; Esajas 54:13; Johannes 6:45) Jehova bruger også sin ånd i forbindelse med undervisningen af sit folk. (Johannes 15:26; 1 Korinther 2:10) Og ligesom Jesus lod „sin træl Johannes“ formidle nærende åndelig føde til menighederne i det første århundrede, bruger han i dag „den trofaste og kloge træl“, som består af hans salvede „brødre“ på jorden, til at give hans tjenestefolk og deres medarbejdere åndelig „mad i rette tid“. (Mattæus 24:45-47; 25:40) Lykkelige er de der forstår hvem der er kilden til de ’gode gaver’ vi får i form af åndelig føde, og hvilken kanal han benytter. — Jakob 1:17.

      Menigheder der ledes af Kristus

      5. (a) Hvad sammenlignes de kristne menigheder og deres tilsynsmænd med? (b) Hvad kan hjælpe os til at være lykkelige trods den menneskelige ufuldkommenhed?

      5 I Åbenbaringens indledende kapitler sammenlignes de kristne menigheder med lampestandere. Deres tilsynsmænd sammenlignes med engle (sendebud) og stjerner. (Åbenbaringen 1:20)a Idet han talte om sig selv, sagde Kristus til Johannes at han skulle skrive: „Dette siger han som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer midt iblandt de syv guldlampestandere.“ (Åbenbaringen 2:1) De syv budskaber som blev sendt til de syv menigheder i Lilleasien, viser at det første århundredes menigheder og ældste havde deres stærke og svage sider. Det samme gælder i dag. Vi kan derfor tjene med meget større glæde hvis vi altid husker på at Kristus, vort hoved, er midt iblandt menighederne. Han ved præcis hvad der foregår. Tilsynsmændene befinder sig i symbolsk forstand ’i hans højre hånd’, det vil sige under hans herredømme og ledelse, og de skal stå ham til regnskab for den måde hvorpå de virker som hyrder for menighederne. — Apostelgerninger 20:28; Hebræerne 13:17.

      6. Hvad viser at det ikke kun er tilsynsmændene der skal stå Kristus til regnskab?

      6 Vi narrer imidlertid os selv hvis vi tror at det kun er tilsynsmændene der skal stå Kristus til regnskab for hvad de gør. I et af sine budskaber sagde Kristus: „Alle menighederne vil blive klar over at jeg er den der ransager nyrer og hjerter, og jeg vil give jer hver især efter jeres gerninger.“ (Åbenbaringen 2:23) Dette er både en advarsel og en opmuntring — en advarsel om at Kristus kender vore inderste motiver, og en opmuntring fordi ordene forsikrer os om at Kristus er opmærksom på de bestræbelser vi gør os, og vil velsigne os hvis vi gør hvad vi kan. — Markus 14:6-9; Lukas 21:3, 4.

      7. Hvordan havde de kristne i Filadelfia ’overholdt ordet om Jesu udholdenhed’?

      7 I Kristi budskab til menigheden i den lydiske by Filadelfia er der ingen irettesættelse, men et løfte som bør være af stor interesse for os. „Fordi du har overholdt ordet om min udholdenhed, vil jeg også holde dig fra prøvelsens time, som skal komme over hele den beboede jord for at sætte dem der bor på jorden på prøve.“ (Åbenbaringen 3:10) De græske ord for „overholdt ordet om min udholdenhed“ kan også betyde „overholdt det jeg sagde om udholdenhed“. Vers 8 tyder på at de kristne i Filadelfia ikke blot havde adlydt Kristi bud, men også havde fulgt hans vejledning om selv at holde trofast ud. — Mattæus 10:22; Lukas 21:19.

      8. (a) Hvilket løfte gav Jesus de kristne i Filadelfia? (b) Hvem berøres i dag af „prøvelsens time“?

      8 Jesus tilføjede at han ville holde dem fra „prøvelsens time“. Vi ved ikke præcis hvad det betød for de kristne i det første århundrede. Der kom ganske vist en kort pause i forfølgelsen efter Domitians død i år 96 e.v.t., men under Trajan (98-117 e.v.t.) begyndte en ny bølge af forfølgelse, som uden tvivl medførte flere prøvelser. Men den største „prøvelsens time“ indtræffer på „Herrens dag“ i „endens tid“, som vi nu lever i. (Åbenbaringen 1:10; Daniel 12:4) De salvede kristne gennemgik en særlig prøvende periode under og umiddelbart efter den første verdenskrig. Denne „prøvelsens time“ varer imidlertid stadig ved. Den berører „hele den beboede jord“, deriblandt de millioner som udgør den store skare der håber at få lov at overleve den store trængsel. (Åbenbaringen 3:10; 7:9, 14) Vi kan være lykkelige hvis vi ’overholder det Jesus sagde om udholdenhed’, nemlig: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ — Mattæus 24:13.

      Underkastelse under Jehovas suverænitet bringer lykke

      9, 10. (a) Hvordan bør synet af Jehovas trone berøre os? (b) Hvordan kan det bidrage til vor lykke at læse Åbenbaringens Bog?

      9 Det syn af Jehovas trone og af hans himmelske forgård der beskrives i Åbenbaringen, kapitel 4 og 5, bør fylde os med ærefrygt. De inderlige lovprisninger som mægtige, himmelske åndeskabninger giver udtryk for mens de med glæde underlægger sig Jehovas retfærdige suverænitet, bør gøre indtryk på os. (Åbenbaringen 4:8-11) Vore stemmer bør kunne høres blandt dem der siger: „Ham som sidder på tronen, og Lammet, tilkommer velsignelsen og æren og herligheden og magten i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 5:13.

      10 Rent praktisk betyder dette at vi med glæde må underlægge os Jehovas vilje i alt hvad vi gør. Apostelen Paulus skrev: „Hvad I end gør i ord eller i gerning, gør alt i Herren Jesu navn, idet I takker Gud, Faderen, gennem ham.“ (Kolossenserne 3:17) Vi vil blive lykkelige ved at læse Åbenbaringens Bog hvis vi selv i de lønligste kroge af vort sind og hjerte anerkender Jehovas suverænitet og tager hans vilje i betragtning i hvert eneste aspekt af vor tilværelse.

      11, 12. (a) Hvordan vil Satans jordiske ordning blive rystet og tilintetgjort? (b) Hvem vil ifølge Åbenbaringen, kapitel 7, være i stand til at „bestå“ til den tid?

      11 At man med glæde underordner sig Jehovas suverænitet, er grundlaget for hver enkelt skabnings lykke såvel som hele universets lykke. Inden længe vil et symbolsk stort jordskælv ryste Satans verdensordning i dens grundvolde og tilintetgøre den. Der vil ikke findes noget tilflugtssted for mennesker som nægter at underkaste sig Kristi himmelske rigsregering, der repræsenterer Guds retmæssige herredømme. I profetien siges der: „Jordens konger og stormændene og militærtribunerne og de rige og de stærke og hver træl og fri skjulte sig i hulerne og i bjergenes klipper. Og de bliver ved med at sige til bjergene og til klipperne: ’Fald over os og skjul os for ham som sidder på tronen, for hans ansigt, og for Lammets vrede, for deres vredes store dag er kommet, og hvem kan bestå?’“ — Åbenbaringen 6:12, 15-17.

      12 I forbindelse med dette spørgsmål siger apostelen Johannes i det følgende kapitel om dem der udgør den store skare som kommer ud af den store trængsel, at de står „foran tronen og foran Lammet“. (Åbenbaringen 7:9, 14, 15) At de står foran Guds trone, viser at de anerkender denne trone og fuldt ud underordner sig Jehovas suverænitet. De er derfor godkendt af ham.

      13. (a) Hvad tilbeder de fleste af jordens beboere, og hvad betyder mærket på deres pande eller deres hånd? (b) Hvorfor er det nødvendigt at være udholdende?

      13 Kapitel 13 skildrer at jordens øvrige beboere tilbeder Satans politiske ordning, der symboliseres ved et vilddyr. De får et mærke på deres „pande“ eller på deres „hånd“, hvilket viser at de mentalt og fysisk støtter denne ordning. (Åbenbaringen 13:1-8, 16, 17) Derefter tilføjes der i kapitel 14: „Hvis nogen tilbeder vilddyret og dets billede og modtager et mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han også drikke af Guds harmes vin som er skænket ufortyndet i hans vredes bæger . . . Her gælder det de helliges udholdenhed, de som holder sig til Guds bud og Jesu tro.“ (Åbenbaringen 14:9, 10, 12) Som tiden går, er der et spørgsmål som får stadig større betydning: Hvem støtter du? Jehova og hans suverænitet eller den ugudelige politiske ordning der skildres ved vilddyret? De der undgår at modtage vilddyrets mærke, og som holder trofast ud idet de underkaster sig Jehovas suverænitet, kan være lykkelige.

      14, 15. Hvilket budskab bringes midt i beskrivelsen af Harmagedon, og hvad betyder det for os?

      14 Herskerne over „hele den beboede jord“ styrer mod en konfrontation med Jehova i forbindelse med spørgsmålet om suverænitet. Det store opgør finder sted i Harmagedon, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. (Åbenbaringen 16:14, 16) Midt i beskrivelsen af hvordan jordens herskere samles til krigen med Jehova, er der et interessant indskud. Jesus bryder selv ind i synet for at sige: „Se! Jeg kommer som en tyv. Lykkelig er den der holder sig vågen og bevarer sine yderklæder, så han ikke skal gå nøgen omkring og folk se hans uanstændighed.“ (Åbenbaringen 16:15) Dette kan sigte til den situation hvor levitiske tempelvogtere blev fundet sovende på deres vagt. Hvis det skete, tog man klæderne af dem, hvilket var til offentlig skændsel for dem.

      15 Budskabet er klart og tydeligt: Hvis vi vil overleve Harmagedon, må vi holde os åndeligt vågne og bevare den symbolske klædning der identificerer os som trofaste vidner for Jehova Gud. Vi vil være lykkelige hvis vi undgår at blive åndeligt sløve og nidkært bliver ved med at forkynde ’den evigvarende gode nyhed’ om Guds oprettede rige. — Åbenbaringen 14:6.

      ’Lykkelig er enhver som overholder disse ord’

      16. Hvorfor giver Åbenbaringens afsluttende kapitler os særlig grund til at være lykkelige?

      16 De lykkelige læsere af Åbenbaringens Bog kan ikke andet end fyldes med begejstring når de læser de afsluttende kapitler der beskriver vort fantastiske håb — en ny himmel og en ny jord, det vil sige, en retfærdig rigsregering i himmelen som hersker over et nyt, renset menneskesamfund til pris for „Jehova Gud den Almægtige“. (Åbenbaringen 21:22) Ved slutningen af rækken af disse vidunderlige syner sagde engelen til Johannes: „Disse ord er troværdige og sande; ja, Jehova, profeternes inspirerede udtalelsers Gud, har udsendt sin engel for at vise sine trælle det der snart skal ske. Og se! jeg kommer hurtigt. Lykkelig er enhver som overholder ordene i denne skriftrulles profeti.“ — Åbenbaringen 22:6, 7.

      17. (a) Hvilken forsikring gives i Åbenbaringen 22:6? (b) Hvad bør vi være opmærksomme på at undgå?

      17 Åbenbaringens lykkelige læsere husker sikkert at der blev sagt noget lignende i begyndelsen af ’skriftrullen’. (Åbenbaringen 1:1, 3) Disse ord forsikrer os om at alt det der forudsiges her i Bibelens sidste bog, „snart skal ske“. Vi lever så langt fremme på endens tid at de vigtige begivenheder der forudsiges i Åbenbaringen, uden tvivl snart må indtræffe i hastig rækkefølge. Vi må derfor ikke lade os lulle i søvn af en tilsyneladende stabilitet i Satans ordning. Den vågne læser vil huske de advarsler som blev givet i budskaberne til de syv menigheder i Lilleasien, og vil undgå snarer som materialisme, afgudsdyrkelse, umoralitet, lunkenhed, frafald og sektvæsen.

      18, 19. (a) Hvorfor må Jesu ’komme’ høre fremtiden til, og hvilket håb som Johannes gav udtryk for, har vi del i? (b) I hvilken hensigt vil Jehova ’komme’?

      18 I Åbenbaringens Bog siger Jesus flere gange: „Jeg kommer hurtigt.“ (Åbenbaringen 2:16; 3:11; 22:7, 20a) Han er endnu ikke kommet for at eksekvere dommen over Babylon den Store, Satans politiske ordning og alle mennesker der nægter at underlægge sig Jehovas suverænitet, som nu kommer til udtryk ved det messianske rige. Sammen med apostelen Johannes siger vi: „Amen! Kom, Herre Jesus.“ — Åbenbaringen 22:20b.

      19 Jehova siger selv: „Se! Jeg kommer hurtigt, og den løn jeg giver, har jeg med mig for at give hver enkelt som hans gerning er.“ (Åbenbaringen 22:12) Mens vi venter på at modtage den vidunderlige belønning i form af evigt liv som en del af enten den lovede ’nye himmel’ eller ’den nye jord’, bør vi ivrigt være med til at lade denne indbydelse gå ud til alle oprigtige mennesker: „’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åbenbaringen 22:17) Det er vort håb at de også vil blive lykkelige læsere af den inspirerede og inspirerende Åbenbaringens Bog!

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del