Kapitel 3

Det der snart skal ske

1. Hvordan kan vi undgå at miste livet når Gud eksekverer dommen over denne verden?

BEGIVENHEDERNE i vore dages verden bør interessere dig. Hvorfor? Fordi denne verden ikke kan undgå at blive ramt af Guds dom. Men du kan undgå det. Det kan du gøre ved at skille dig ud fra den verden der er dømt til udslettelse. Det vil ikke sige at du skal begynde at føre en asketisk klostertilværelse. Nej, det vil sige at du, alt imens du lever et sundt og meningsfyldt liv, må tage afstand fra politisk korruption, fra begærlig kommercialisme, fra gudvanærende religion og fra enhver voldelig og umoralsk adfærd. Samtidig må du følge Guds høje adfærdsnormer og søge at gøre hans vilje. (Johannes 17:14-16; Zefanias 2:2, 3; Åbenbaringen 21:8) Åbenbaringsbogen viser hvor vigtigt det er at du sætter alt ind på at gøre dette, også selv om det betyder at du på nogle områder må forandre din livsform.

2. Hvordan indleder apostelen Johannes den storslåede Åbenbaringsprofeti, og hvem gav Gud dette vægtige budskab til?

² Apostelen Johannes indleder denne storslåede profetiske bog med ordene: „En åbenbaring ved Jesus Kristus, som Gud gav ham for at vise sine trælle det der snart skal ske.“ (Åbenbaringen 1:1a) Det var altså den opstandne Jesus Kristus der modtog dette vægtige budskab fra Gud. Frem for at være en del af en mystisk treenighed, fremstilles Jesus her som en der er underlagt sin Fader. På samme måde er de „trælle“ der udgør den kristne menighed underlagt Jesus Kristus, så de ’bliver ved med at følge ham hvor han end går hen’. (Åbenbaringen 14:4; Efeserne 5:24) Men hvem er i dag Guds sande „trælle“, og hvordan er Åbenbaringen til gavn for dem?

3. (a) Hvem er de „trælle“ der er underlagt Jesus Kristus? (b) Hvilket arbejde udfører de trofaste „trælle“ under engles ledelse?

³ Apostelen Johannes, der nedskrev Åbenbaringen, beskriver sig selv som en sådan træl. Han var den sidste overlevende apostel og tilhørte den udvalgte gruppe af salvede „trælle“ der arver udødeligt liv i himmelen. I dag er der kun nogle få tusind af disse „trælle“ tilbage på jorden. Gud har også andre tjenere, en stor skare mænd, kvinder og børn der nu tæller millioner. Under engles ledelse forkynder de sammen med de salvede „trælle“ en evigvarende god nyhed for hele menneskeheden. Ja, disse „trælle“ slider i det for at hjælpe jordens sagtmodige til at opnå frelse! (Mattæus 24:14; Åbenbaringen 7:9, 14; 14:6) Åbenbaringen viser hvad du må gøre for at få gavn af den glædebringende gode nyhed.

4. (a) Hvordan kunne Johannes tale om noget der ’snart skulle ske’, når der nu er gået over 1900 år siden han skrev Åbenbaringen? (b) Hvad peger vidnesbyrdene nu på vedrørende det der er forudsagt?

⁴ Men hvordan kunne Johannes sige at disse „trælle“ ville få noget at se som ’snart skulle ske’? Blev dette ikke sagt for over 1900 år siden? Jo, men for Jehova, i hvis øjne tusind år blot er „som dagen i går“, er 1900 år kun kort tid i sammenligning med de æoner han brugte til at skabe jorden og berede den som bolig for mennesket. (Salme 90:4) Apostelen Paulus skrev om sin „spændte forventning“ og sit „håb“, da han uden tvivl følte at hans egen belønning var nær. (Filipperne 1:20) Men i dag ser vi talrige vidnesbyrd om at alt hvad der er forudsagt, vil indtræffe til den fastsatte tid. Aldrig før i historien har selve menneskehedens fortsatte eksistens stået på spil! Og kun Gud har løsningen! — Esajas 45:21.

En meddelelseskanal

5. Hvordan blev Åbenbaringen meddelt apostelen Johannes og viderebragt til menighederne?

⁵ Åbenbaringen 1:1b, 2 fortsætter: „Og han [Jesus] udsendte sin engel og fremstillede det [Åbenbaringens indhold] gennem ham i tegn for sin træl Johannes, som har vidnet om det ord Gud gav og om det vidnesbyrd Jesus Kristus aflagde, ja om alt det han har set.“ Johannes modtog altså det inspirerede budskab gennem en engel der tjente som budbringer. Han nedskrev det i en bogrulle, som han overbragte til datidens menigheder. Vi kan være lykkelige for at Gud har bevaret bogen til opmuntring for de næsten 100.000 menigheder af hans forenede tjenere der virker på jorden i dag.

6. Hvordan viste Jesus hvilken kanal han ville bruge til at give sine „trælle“ åndelig føde i dag?

⁶ Gud havde en kanal hvorigennem Åbenbaringen blev givet på Johannes’ tid, og Johannes var det jordiske led i denne kanal. På samme måde har Gud en kanal hvorigennem han giver sine „trælle“ åndelig føde i dag. I sin store profeti om afslutningen på tingenes ordning omtalte Jesus den jordiske del af denne kanal som „den trofaste og kloge træl som hans herre har sat over sine tjenestefolk til at give dem deres mad i rette tid“. (Mattæus 24:3, 45-47) Han bruger denne Johannesskare til at åbenbare profetiens betydning.

7. (a) Hvordan burde de tegn der skildres i Åbenbaringen, berøre os? (b) Hvor længe har nogle af Johannesskarens medlemmer været med i opfyldelsen af Åbenbaringens syner?

⁷ Apostelen Johannes skriver at Jesus fremstillede Åbenbaringen „i tegn“, det vil sige billeder eller symboler. De er levende og magtfulde, og spændende at undersøge. De afspejler dynamisk aktivitet og burde opflamme os til nidkært at gøre profetien og dens betydning kendt for andre. Åbenbaringen skildrer en række animerende syner hvori Johannes selv tog del, enten aktivt eller som tilskuer. Johannesskarens medlemmer, hvoraf nogle har været med i synernes opfyldelse i mange årtier, er lykkelige for at Guds ånd har åbenbaret betydningen af dem så de kan forklare den for andre.

8. (a) Hvad er specielt for hvert af Åbenbaringens syner? (b) Hvordan hjælper Daniels profeti os til at forstå hvad vilddyrene i Åbenbaringen skildrer?

⁸ Disse syner i Åbenbaringen fremstilles ikke i kronologisk orden. Hvert syn har sin egen periode hvori den opfyldes. Mange af synerne indeholder et ekko af tidligere profetier, som giver et fingerpeg om hvordan de skal tydes. I Daniels profeti optræder der for eksempel fire skrækindjagende vilddyr, og det forklares at de skildrer regeringsmagter på jorden. Dette hjælper os til at forstå at vilddyrene i Åbenbaringen betegner politiske magter, deriblandt dem der eksisterer i dag. — Daniel 7:1-8, 17; Åbenbaringen 13:2, 11-13; 17:3.

9. (a) Hvilken indstilling har Johannesskaren lagt for dagen, ligesom apostelen Johannes i fortiden? (b) Hvordan viser Johannes vejen til lykke?

⁹ Johannes aflagde trofast vidnesbyrd om det budskab Gud gav ham gennem Jesus Kristus. Han gav en detaljeret beskrivelse af ’alt det han så’. Johannesskaren har ivrigt søgt vejledning fra Gud og Jesus Kristus for at kunne forstå profetien fuldt ud og gøre dens vigtige indhold kendt for Guds folk. Til gavn for den salvede menighed (og den internationale store skare som Gud vil bevare i live gennem den store trængsel) skriver Johannes: „Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder det der står skrevet i den, for den fastsatte tid er nær.“ — Åbenbaringen 1:3.

10. Hvad må vi gøre med Åbenbaringen for at opnå denne lykke?

¹⁰ Du vil få stor gavn af at læse Åbenbaringen, og endnu større gavn af at overholde det der står skrevet i den. Johannes forklarede i et af sine breve: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde, for alt hvad der er født som følge af Gud, sejrer over verden. Og dette er den sejr som har sejret over verden, vor tro.“ (1 Johannes 5:3, 4) Ved at opbygge en sådan tro kan du blive overmåde lykkelig!

11. (a) Hvorfor haster det med at overholde profetiens ord? (b) Hvilken tid må nu være faretruende nær?

¹¹ Det haster med at overholde profetiens ord, „for den fastsatte tid er nær“. Den fastsatte tid til hvad? Til at Åbenbaringens profetier, deriblandt profetierne om Guds domme, skal gå i opfyldelse. Tiden er nær da Gud og Jesus Kristus vil eksekvere den endelige dom over Satans verdensordning. Da Jesus var på jorden sagde han at det kun var hans Fader der kendte „den dag eller timen“. Men idet han forudså de vanskeligheder der ville brede sig på jorden i vor tid, sagde han også: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ Den fastsatte tid da Gud vil gøre hvad han har besluttet, må derfor være faretruende nær. (Markus 13:8, 30-32) Som der siges i Habakkuk 2:3: „Synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden, og det lyver ikke. Hvis det tøver, da bevar forventningen om det; for det skal nok komme. Det vil ikke være forsinket.“ Vor frelse i den store trængsel afhænger af om vi overholder Guds profetiske ord. — Mattæus 24:20-22.

Kapitel 4

Jesus kommer med opmuntring

1. Hvem skriver Johannes nu til, og hvem bør i dag vise dyb interesse for hans budskab?

ALLE som er tilsluttet Guds folks menigheder i dag bør nære dyb interesse for det næste der siges. Der følger nu en række budskaber som har særlig aktualitet når „den fastsatte tid“ nærmer sig. (Åbenbaringen 1:3) Det er til evig gavn for os at give agt på disse udtalelser. Beretningen indledes med ordene: „Johannes til de syv menigheder som er i provinsen Asien: Måtte I have ufortjent godhed og fred fra ’den som er og som var og som kommer’, og fra de syv ånder som er foran hans trone, og fra Jesus Kristus.“ — Åbenbaringen 1:4, 5a.

2. (a) Hvad betegner tallet „syv“? (b) Hvem gælder budskaberne til de „syv menigheder“ på Herrens dag?

² Johannes henvender sig her til „syv menigheder“ hvis navne nævnes senere i profetien. Dette tal, „syv“, går igen flere gange i Åbenbaringen. Det betegner fuldstændighed, især i forbindelse med det der vedrører Gud og hans salvede menighed. Vi kan derfor være sikre på at det der i første række siges til de „syv menigheder“ af salvede, også gælder Guds folk som helhed i dag, på Herrens dag, hvor der findes titusinder af menigheder i hele verden. (Åbenbaringen 1:10) Ja, Johannes har et livsvigtigt budskab til alle Jehovas Vidners menigheder og alle som er tilsluttet dem, overalt på jordens flade.

3. (a) Hvorfra kommer, ifølge Johannes’ hilsen, „ufortjent godhed og fred“? (b) Hvilke ord som apostelen Paulus skrev, minder om Johannes’ hilsen?

³ „Ufortjent godhed og fred“ — det er i sandhed ønskværdige egenskaber, især når vi tænker på hvor de kommer fra! De udgår fra den suveræne Herre Jehova selv, „evighedens Konge“, som lever „fra den fjerne fortid til den fjerne fremtid“. (1 Timoteus 1:17; Salme 90:2) Desuden nævnes „de syv ånder“, et udtryk der viser at Guds virkekraft eller hellige ånd virker med i fuldt omfang for at bringe forståelse og velsignelse til alle som giver agt på profetien. En hovedrolle spilles også af „Jesus Kristus“, om hvem Johannes senere skrev: „Han var fuld af ufortjent godhed og sandhed.“ (Johannes 1:14) Johannes’ hilsen indeholder altså de samme elementer som den hilsen hvormed apostelen Paulus afsluttede sit andet brev til menigheden i Korinth: „Herren Jesu Kristi ufortjente godhed og Guds kærlighed og den hellige ånds fællesskab være med jer alle.“ (2 Korinther 13:14) Måtte disse ord også gælde enhver som elsker sandheden i dag! — Salme 119:97.

„Det trofaste vidne“

4. Hvordan beskriver Johannes nu Jesus Kristus, og hvorfor er de udtryk han bruger, meget passende?

⁴ Næst efter Jehova er Jesus den der har størst herlighed i universet, sådan som Johannes anerkender idet han beskriver ham som „’det trofaste vidne’, ’den førstefødte af de døde’ og ’herskeren over jordens konger’“. (Åbenbaringen 1:5b) Som månen på himmelen er han et pålideligt vidne, ja det største vidne om Jehovas guddommelighed. (Salme 89:37) Efter at han havde bevaret sin uangribelighed til offerdøden, blev han den første fra menneskeslægten som blev oprejst til udødeligt, åndeligt liv. (Kolossenserne 1:18) Og nu hvor han er i Jehovas nærhed, er han højt ophøjet over alle jordiske konger og har fået „al myndighed i himmelen og på jorden“. (Mattæus 28:18; Salme 89:27; 1 Timoteus 6:15) I 1914 blev han indsat som konge for at herske blandt de jordiske nationer. — Salme 2:6-9.

5. (a) Med hvilke ord fortsætter Johannes med at give udtryk for sin værdsættelse af Herren Jesus Kristus? (b) Hvem får gavn af at Jesus gav sit fuldkomne menneskeliv, og hvordan har de salvede kristne fået en særlig velsignelse?

⁵ Johannes fortsætter med at give udtryk for sin dybe værdsættelse af Herren Jesus Kristus med disse begejstrede ord: „Ham som elsker os og har løst os fra vore synder ved sit eget blod — og han gjorde os til et kongerige, præster for sin Gud og Fader — ja, ham tilkommer herligheden og magten for evigt. Amen.“ (Åbenbaringen 1:5c, 6) Jesus gav sit fuldkomne menneskeliv for at enhver af menneskehedens verden som tror på ham, kan opnå liv i fuldkommenhed. Du, kære læser, kan få del i dette! (Johannes 3:16) Og de der, ligesom Johannes, bliver salvede kristne, får ved Jesu offerdød adgang til en særlig velsignelse. De er på grundlag af Jesu genløsningsoffer blevet erklæret retfærdige. Og idet de, ligesom Jesus, har givet afkald på enhver mulighed for fremtidigt liv på jorden, er disse kristne, der udgør en lille hjord, blevet avlet af Guds ånd med udsigt til at blive oprejst til himmelen for at tjene som konger og præster sammen med Jesus Kristus i hans rige. (Lukas 12:32; Romerne 8:18; 1 Peter 2:5; Åbenbaringen 20:6) Hvilket storslået privilegium! Intet under at Johannes så afgjort udbrød at herligheden og magten tilkommer Jesus!

„Kommer med skyerne“

6. (a) Hvad bekendtgør Johannes angående Jesu ’komme med skyerne’, og hvilken profeti af Jesus er Johannes sikkert blevet mindet om? (b) Hvordan „kommer“ Jesus, og hvem på jorden vil opleve stor sorg?

⁶ Derefter bekendtgør Johannes jublende: „Se! Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de der har gennemboret ham; og alle jordens stammer skal slå sig selv af sorg på grund af ham. Ja, amen.“ (Åbenbaringen 1:7) Der er ingen tvivl om at Johannes her blev mindet om Jesu tidligere profeti angående afslutningen på tingenes ordning, hvori han sagde: „Derpå vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed.“ (Mattæus 24:3, 30) Jesus „kommer“ altså ved at rette sin opmærksomhed mod det at fuldbyrde Jehovas domme over nationerne. Det vil medføre store forandringer på jorden, og eftersom „alle jordens stammer“ har ignoreret Jesu kongedømme, vil de med sikkerhed komme til at erfare ’Guds, den Almægtiges, vredes harme’. — Åbenbaringen 19:11-21; Salme 2:2, 3, 8, 9.

7. Hvordan vil „hvert øje“, også de ulydiges, „se“ Jesus?

⁷ Den sidste aften Jesus var sammen med sine disciple sagde han til dem: „Endnu en kort tid og verden ser mig ikke mere.“ (Johannes 14:19) I hvilken forstand skal „hvert øje“ da „se ham“? Vi må ikke forvente at Jesu fjender vil se ham med deres bogstavelige øjne, for apostelen Paulus sagde efter hans himmelfart at han nu „bor i et utilgængeligt lys“ og at „intet menneske har set eller kan se“ ham. (1 Timoteus 6:16) Johannes mente åbenbart „se“ i betydningen „opfatte“, ligesom vi kan se, eller opfatte, Guds usynlige egenskaber i hans skaberværk. (Romerne 1:20) Jesus „kommer med skyerne“ i den forstand at han da er lige så usynlig for det bogstavelige øje som solen er når den befinder sig bag skyerne. Men selv når solen er dækket af skyer ved vi at den er der, på grund af dagslyset der omgiver os. På samme måde vil Herren Jesus, selv om han er usynlig, blive åbenbaret så tydeligt som ’en flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke adlyder den gode nyhed om ham’. Også de bliver tvunget til at „se ham“. — 2 Thessaloniker 1:6-8; 2:8.

8. (a) Hvem var det der ’gennemborede ham’ i år 33, og hvem svarer de til i dag? (b) Hvordan kan folk ’gennembore Jesus’, eftersom han ikke længere er på jorden?

⁸ Jesus vil også blive ’set’ af ’dem der har gennemboret ham’. Hvem kan det være? Da Jesus blev henrettet i år 33 gennemborede de romerske soldater ham bogstaveligt. Jøderne var medskyldige i mordet på ham, for Peter sagde til nogle af dem på Pinsedagen: „Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ (Apostelgerninger 2:5-11, 36; jævnfør Zakarias 12:10; Johannes 19:37.) Disse romere og jøder har nu været døde i næsten 2000 år. De der ’gennemborer ham’ i dag, må derfor være nationer og folkeslag som viser den samme hadefulde indstilling som blev vist da Jesus blev pælfæstet. Jesus er ikke længere personligt på jorden, men når modstandere enten aktivt forfølger Jehovas Vidner, som aflægger vidnesbyrd om Jesus, eller passivt billiger en sådan forfølgelse, er det som om disse modstandere ’gennemborer’ Jesus selv. — Mattæus 25:33, 41-46.

„Alfa og Omega“

9. (a) Hvem tager nu til orde, og hvor mange gange i Åbenbaringen gør han dette? (b) Hvad betyder det at Jehova kalder sig selv „Alfa og Omega“ og „den Almægtige“?

⁹ Nu tager den suveræne Herre Jehova selv til orde. Hvor underfuldt! Og hvor velvalgt som indledning til de syner der skal oprulles, i betragtning af at han er vor store Lærer og Åbenbaringens egentlige kilde! (Esajas 30:20) Vor Gud erklærer: „Jeg er Alfa og Omega, ... den som er og som var og som kommer, den Almægtige.“ (Åbenbaringen 1:8) Dette er den første af tre gange i Åbenbaringen hvor Jehova selv taler fra himmelen. (Se også Åbenbaringen 21:5-8; 22:12-15.) Det første århundredes kristne ville nemt genkende alfa og omega som det første og det sidste bogstav i det græske alfabet. At Jehova betegner sig med disse to bogstaver understreger at der før ham ikke fandtes nogen almægtig Gud, og at der ikke kommer nogen efter ham. Han vil bringe en lykkelig og varig afslutning på striden om hvem der er Gud. Han vil for evigt stadfæste sin stilling som den eneste og ene almægtige Gud, den øverste Suveræn over hele sit skaberværk. — Jævnfør Esajas 46:10; 55:10, 11.

10. (a) Hvordan beskriver Johannes derpå sig selv, og hvor var han i fangenskab? (b) Med hvis medvirken må den skriftrulle som Johannes skrev, være blevet sendt til menighederne? (c) Hvordan bringes den åndelige føde ofte til veje i dag?

¹⁰ I tillid til at Jehova vil lede begivenhedernes udfald siger Johannes til sine medtrælle: „Jeg, Johannes, som er jeres broder og delagtig med jer i trængselen og riget og udholdenheden i samfund med Jesus, befandt mig på den ø som kaldes Patmos fordi jeg havde talt om Gud og vidnet om Jesus.“ (Åbenbaringen 1:9) Som fange på øen Patmos for den gode nyheds skyld, som en kristen der udholder trængsler sammen med sine brødre og håber fast på en andel i det kommende rige, ser den aldrende Johannes nu det første af Åbenbaringens syner. Han blev uden tvivl meget opmuntret af disse syner, ligesom Johannesskaren i dag bliver styrket og opmuntret af deres opfyldelse. Vi ved ikke hvordan Johannes fra sit fangenskab bar sig ad med at sende skriftrullen med Åbenbaringen til menighederne. (Åbenbaringen 1:11; 22:18, 19) Jehovas engle må have medvirket til dette, ligesom de så ofte i dag har beskyttet Jehovas trofaste vidner der tjener under forbud og begrænsninger, sådan at de har været i stand til at formidle betimelig åndelig føde til deres sandhedshungrende brødre. — Salme 34:6, 7.

11. Hvilken forret, svarende til den Johannes fik, værdsætter Johannesskaren i dag?

¹¹ Johannes må virkelig have værdsat det privilegium at blive brugt af Jehova som hans meddelelseskanal til menighederne! På samme måde værdsætter Johannesskaren i dag det privilegium det er at kunne forsyne Guds husstand med åndelig „mad i rette tid“. (Mattæus 24:45) Måtte du høre til dem der bliver styrket af denne åndelige foranstaltning, så du når frem til det herlige mål, det evige liv! — Ordsprogene 3:13-18; Johannes 17:3.

Kapitel 5

Johannes ser den herliggjorte Jesus

Første syn — Åbenbaringen 1:10–3:22

Emne: Jesus inspicerer det åndelige Israel på jorden og giver kærlig opmuntring

Tiden for opfyldelsen: Dette træk ved Herrens dag strækker sig fra 1914 indtil den sidste af de trofaste salvede dør og bliver oprejst

1. I hvilken sammenhæng præsenteres det første syn, og hvordan viser Johannes hvilken tid det i virkeligheden tager sigte på?

DET første syn i Åbenbaringsbogen begynder i kapitel 1, vers 10. Ligesom de øvrige syner i bogen bliver dette syn indledt med en erklæring om at Johannes hører eller ser noget usædvanligt. (Åbenbaringen 1:10, 12; 4:1; 6:1) Synet bliver præsenteret i en datidig ramme eller sammenhæng, idet der stiles budskaber til syv menigheder som fandtes på Johannes’ tid. Men Johannes viser hvilken tid synet i virkeligheden tager sigte på idet han siger: „Ved inspiration befandt jeg mig på Herrens dag.“ (Åbenbaringen 1:10a) Hvornår er denne „dag“? Har den nogen forbindelse med de voldsomme verdensbegivenheder i disse stormfulde tider? I så fald bør vi give nøje agt på profetien, for da berører den direkte os — ja vort liv. — 1 Thessaloniker 5:20, 21.

På Herrens dag

2. Hvornår begynder Herrens dag, og hvornår slutter den?

² I hvilken tidsramme placerer dette udtryk Åbenbaringens opfyldelse? Apostelen Paulus omtaler Herrens dag som en tid hvor der skal dømmes og Guds løfter opfyldes. (1 Korinther 1:8; 2 Korinther 1:14; Filipperne 1:6, 10; 2:16) Når denne „dag“ oprinder, vil Jehovas storslåede hensigter være på vej mod deres sejrrige gennemførelse. ’Dagen’ begynder med at Jesus krones til konge i himmelen. Efter at Jesus har fuldbyrdet dommen over Satans verden, fortsætter Herrens dag med at Paradiset genoprettes og menneskeheden fuldkommengøres, indtil Jesus til sidst „overgiver riget til sin Gud og Fader“. — 1 Korinther 15:24-26; Åbenbaringen 6:1, 2.

3. (a) Hvordan hjælper Daniels profeti om ’de syv tider’ os til at se hvornår Herrens dag begynder? (b) Hvilke begivenheder på jorden bekræfter at Herrens dag begyndte i året 1914?

³ Andre bibelprofetiers opfyldelse hjælper os til at se hvornår Herrens dag begynder. Daniel beskrev for eksempel hvordan herredømmet i kong Davids slægt blev ’fældet’ eller omstyrtet, og han forudsagde at det efter „syv tider“ ville blive kendt at „den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han ønsker“. (Daniel 4:23, 24, 31, 32) Den større opfyldelse af denne profeti begyndte med ødelæggelsen af Juda rige, der ifølge bibelske vidnesbyrd var fuldført i oktober 607 f.v.t. Af Åbenbaringen 12:6, 14 fremgår det at 3 ¹/2 tid svarer til 1260 dage; syv tider (det dobbelte) må derfor være 2520 dage. Når vi regner „en dag for et år“, kommer vi så til det resultat at de „syv tider“ svarer til 2520 år. (Ezekiel 4:6) Jesus Kristus må derfor være tiltrådt sit himmelske herredømme i sidste halvdel af 1914. Udbruddet af den første verdenskrig i dette år markerede „en begyndelse til veer“ som stadig plager menneskeheden. De begivenheder der er indtruffet på vor blodplettede klode siden 1914, har tydeligt bekræftet at ’dagen’ for Jesu nærværelse begyndte i det år! — Mattæus 24:3-14.a

4. (a) Hvad viser Åbenbaringens egne ord om tiden for opfyldelsen af det første syn? (b) Hvornår slutter opfyldelsen af det første syn?

⁴ Dette første syn og den vejledning der gives i det, er altså bestemt for Herrens dag fra 1914 og fremefter. Denne tidsangivelse underbygges af den omstændighed at Åbenbaringen senere beskriver fuldbyrdelsen af Guds sande og retfærdige domme — begivenheder som Herren Jesus spiller en fremtrædende rolle i. (Åbenbaringen 11:18; 16:15; 17:1; 19:2, 11) Hvis synets opfyldelse begyndte i 1914, hvornår slutter den så? Som det fremgår af budskaberne selv, er de henvendt til Guds menighed af salvede på jorden. Opfyldelsen af dette første syn afsluttes derfor når det sidste trofaste medlem af den salvede menighed dør og bliver oprejst til liv i himmelen. Men Herrens dag med velsignelser til de andre får på jorden fortsætter frem til afslutningen af Jesu Kristi tusindårige regering. — Johannes 10:16; Åbenbaringen 20:4, 5.

5. (a) Hvad befaler en stemme Johannes at gøre? (b) Hvorfor var det ikke vanskeligt at sende en skriftrulle til „de syv menigheder“?

⁵ Før Johannes ser noget i dette første syn, hører han noget: „Og jeg hørte bag mig en kraftig stemme, som lyden af en trompet, der sagde: ’Hvad du ser skal du skrive i en skriftrulle, og du skal sende den til de syv menigheder, i Efesus og i Smyrna og i Pergamum og i Tyatira og i Sardes og i Filadelfia og i Laodikea.’“ (Åbenbaringen 1:10b, 11) Myndigt og bydende som et trompetstød befaler en stemme Johannes at skrive til „de syv menigheder“. Han vil få en række budskaber og skal offentliggøre det han kommer til at se og høre. Læg mærke til at de menigheder der nævnes, var nogle der fandtes på Johannes’ tid. De lå alle i Lilleasien, ikke langt fra Patmos. De var forbundet med hinanden af de udmærkede romerske veje der fandtes i området. En budbringer ville ikke have svært ved at bringe skriftrullen fra den ene menighed til den anden. Disse syv menigheder kunne sammenlignes med et udsnit af en nutidig kreds af Jehovas Vidner.

6. (a) Hvad sigtes der til med udtrykket „det som er“? (b) Hvorfor kan vi gå ud fra at forholdene i de salvede kristnes menighed i dag må svare til forholdene i menighederne på Johannes’ tid?

⁶ De fleste af Åbenbaringens profetier skulle først opfyldes efter Johannes’ tid. De angik ’det som skulle ske efter dette’. Men vejledningen til de syv menigheder tog sigte på „det som er“, situationer der virkelig eksisterede i datidens syv menigheder. Budskaberne var en værdifuld hjælp for de trofaste udnævnte ældste i de syv menigheder, samt i alle andre menigheder af salvede kristne dengang.b Men eftersom synet i første række gjaldt Herrens dag, er Jesu udtalelser et varsko om at lignende forhold kan forventes i de salvede kristnes menighed i vor tid. — Åbenbaringen 1:10, 19.

7. Hvem ser Johannes i dette første syn, og hvorfor er dette af stor interesse og betydning for os i dag?

⁷ I dette første syn ser Johannes den strålende Herre Jesus Kristus i hans himmelske herlighed. Hvad kunne være mere passende i en bog med profetier om den store dag der netop er forbundet med denne Herre som himmelen har udpeget? Og hvad kunne have større betydning for os, som nu lever i denne tidsperiode og nøje adlyder alle hans bud? Enhver som støtter Jehovas suverænitet bliver hermed forvisset om at det messianske afkom, som udholdt alle de prøvelser og al den forfølgelse som Satan rettede imod ham og led en smertefuld død da hans ’hæl’ blev knust for næsten 2000 år siden, nu lever i himmelen, med magt og myndighed til at gennemføre Guds storslåede hensigt! — 1 Mosebog 3:15.

8. Hvad er Jesus nu rede til?

⁸ Det er tydeligt at Jesus nu er rede til at skride til handling som den indsatte konge. Han er blevet udnævnt til som Jehovas øverste domsfuldbyrder at eksekvere Jehovas endelige domme over denne gamle, onde tingenes ordning og dens djævelske gud, Satan. Han er også rede til at dømme medlemmerne af sin salvede menighed og deres medarbejdere af den store skare, foruden verden i almindelighed. — Åbenbaringen 7:4, 9; Apostelgerninger 17:31.

9. (a) Hvordan beskriver Johannes den herliggjorte Jesus Kristus midt iblandt guldlampestanderne? (b) Hvad leder de tempellignende omgivelser og den klædning Jesus bærer, tanken hen på? (c) Hvad symboliserer hans guldbælte?

⁹ Johannes vender sig ved lyden af den kraftige stemme, og fortæller hvad han ser: „Jeg vendte mig for at se den stemme som talte med mig, og da jeg havde vendt mig så jeg syv guldlampestandere.“ (Åbenbaringen 1:12) Han får senere at vide hvad disse syv lampestandere symboliserer. Men det er en som står mellem lampestanderne der specielt tiltrækker sig hans opmærksomhed. „Midt iblandt lampestanderne [så jeg] én ligesom en menneskesøn, iført en klædning der nåede ned til fødderne, og med et guldbælte spændt om brystet.“ (Åbenbaringen 1:13) Menneskesønnen, Jesus, præsenterer sig her for den overvældede tilskuer, Johannes, som en prægtig skikkelse. Han fremtræder i blændende herlighed blandt tændte guldlampestandere. Denne tempellignende ramme fortæller Johannes at Jesus her optræder i rollen som Jehovas store ypperstepræst, med magt og myndighed til at dømme. (Hebræerne 4:14; 7:21-25) Hans lange, pragtfulde klædning svarer til hans præstelige embede. Ligesom de jødiske ypperstepræster i fortiden, bærer han et bælte — et guldbælte som han har spændt om brystet så det dækker hans hjerte. Det symboliserer at han helhjertet vil fuldføre det hverv han har fået af Jehova Gud. — 2 Mosebog 28:8, 30; Hebræerne 8:1, 2.

10. (a) Hvad er Jesu snehvide hår og hans flammende øjne et udtryk for? (b) Hvad betyder det at Jesu fødder er som glødende kobber?

¹⁰ Johannes fortsætter sin beskrivelse: „Endvidere var hans hoved og hans hår hvidt som hvid uld, som sne, og hans øjne som en ildflamme.“ (Åbenbaringen 1:14) Hans snehvide hår er udtryk for et langt livs visdom. (Jævnfør Ordsprogene 16:31.) Og hans flammende øjne viser at han er vågen og klarsynet når han udforsker, ransager eller giver udtryk for vrede. Endog Jesu fødder fanger Johannes’ opmærksomhed: „Og hans fødder var ligesom fint kobber når det gløder i en ovn; og hans stemme var som lyden af mange vande.“ (Åbenbaringen 1:15) I synet er Jesu fødder ligesom kobber der er blankt og skinnende — en passende beskrivelse af en der vandrer nidkært og har et godt ståsted i Jehova Guds nærhed. Mens det guddommelige i Bibelen ofte skildres ved guld, skildres det menneskelige undertiden ved kobber.c At Jesu fødder gløder ligesom fint kobber minder os derfor om hvor ’skønne’ hans fødder var da han gik på jorden og forkyndte den gode nyhed. — Esajas 52:7; Romerne 10:15.

11. (a) Hvad minder den herlighed der er forbundet med Jesu fødder, os om? (b) Hvad vil det sige at Jesu stemme er „som lyden af mange vande“?

¹¹ Som fuldkomment menneske havde Jesus en udstråling der var tydelig for både engle og mennesker. (Johannes 1:14) Hans fødders herlighed minder os også om at han betræder hellig grund i Jehovas organisation, hvori han tjener som ypperstepræst. (Jævnfør Anden Mosebog 3:5.) Desuden taler han med en rungende tordenrøst der lyder som et mægtigt, brusende vandfald. Hans stemme vækker ærefrygt, som man kunne forvente af den der kaldes Guds Ord, den der kommer for at „dømme den beboede jord med retfærdighed“. — Apostelgerninger 17:31; Johannes 1:1.

12. Hvad betyder det lange, skarpe, tveæggede sværd?

¹² „Og han havde i sin højre hånd syv stjerner, og af hans mund udgik et langt, skarpt, tveægget sværd, og hans ansigt var som solen når den skinner i sin kraft. Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder.“ (Åbenbaringen 1:16, 17a) Lidt længere fremme forklarer Jesus selv hvad de syv stjerner betyder. Men læg mærke til hvad der udgår af hans mund: „et langt, skarpt, tveægget sværd.“ Dette er et meget rammende symbol, for Jesus er den der er udnævnt til at afsige Jehovas endelige domme over hans fjender. De beslutninger der udgår af hans mund, fører til at alle de onde bliver udslettet. — Åbenbaringen 19:13, 15.

13. (a) Hvad minder det os om at Jesu ansigt skinner klart som solen? (b) Hvilket helhedsindtryk får vi af Johannes’ beskrivelse af Jesus?

¹³ At Jesu ansigt skinner klart, minder os om at Moses’ ansigt strålede efter at Jehova havde talt med ham på Sinaj Bjerg. (2 Mosebog 34:29, 30) Husk også at da Jesus blev forvandlet for øjnene af tre af sine apostle for næsten 2000 år siden, ’skinnede hans ansigt som solen, og hans yderklæder blev blændende som lyset’. (Mattæus 17:2) Som han fremstilles i synet på Herrens dag afspejler hans ansigt igen den stråleglans der kendetegner en der har opholdt sig i Jehovas nærhed. (2 Korinther 3:18) Ja, fremstillingen som helhed giver indtryk af en overmåde strålende herlighed. Fra det snehvide hår, de flammende øjne og det skinnende ansigt ned til de glødende fødder er det et ypperligt syn af den der nu bor i „et utilgængeligt lys“. (1 Timoteus 6:16) Synet er så realistisk at det forekommer som virkelighed. Hvordan reagerer den overvældede Johannes? Apostelen fortæller: „Og da jeg så ham, faldt jeg som død ned for hans fødder.“ — Åbenbaringen 1:17.

14. Hvordan bør vi reagere når vi læser skildringen af Johannes’ syn af den herliggjorte Jesus?

¹⁴ Den malende, detaljerede skildring af Johannes’ syn fylder i dag Guds folk med dyb værdsættelse. Vi har allerede oplevet over 90 år af Herrens dag med synets spændende opfyldelse. Jesu rigsherredømme er ikke et fremtidshåb for os, men en levende, nærværende realitet. Som Rigets loyale undersåtter bør vi derfor følge interesseret med i Johannes’ fortsatte beskrivelse af sit første syn og lytte opmærksomt til den herliggjorte Jesu Kristi ord.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 23]

Ruinerne af de syv byer hvor de syv menigheder lå, er med til at bekræfte Bibelens beretning. Det var her de kristne i det første århundrede modtog Jesu opmuntrende budskaber som nu styrker og animerer den verdensomspændende menighed

PERGAMUM

SMYRNA

TYATIRA

SARDES

EFESUS

FILADELFIA

LAODIKEA

Kapitel 6

En hellig hemmelighed afsløres

1. Hvordan bør vi reagere på det strålende billede der præsenteres i Åbenbaringen 1:10-17?

SYNET af den ophøjede Jesus er i sandhed ærefrygtindgydende. Hvis vi havde oplevet det sammen med apostelen Johannes, ville vi uden tvivl også være blevet overvældet af den strålende herlighed og have kastet os til jorden, ligesom han gjorde. (Åbenbaringen 1:10-17) Beskrivelsen af dette storslåede inspirerede syn er blevet bevaret for at anspore os til handling i dag. Ligesom Johannes bør vi vise ydmyg værdsættelse af alt hvad synet symboliserer. Måtte vi altid vise ærbødig respekt for Jesus i hans stilling som konge, ypperstepræst og dommer. — Filipperne 2:5-11.

„Den Første og den Sidste“

2. (a) Med hvilken titel præsenterer Jesus sig? (b) Hvad sigter Jehova til når han siger: „Jeg er den første og jeg er den sidste“? (c) Hvad hentyder Jesu titel „den Første og den Sidste“ til?

² Vor ærefrygt bør dog ikke blive til sygelig frygt, til dyb rædsel. Som apostelen videre fortæller, beroligede Jesus ham. „Og han lagde sin højre hånd på mig og sagde: ’Vær ikke bange. Jeg er den Første og den Sidste og den levende.’“ (Åbenbaringen 1:17b, 18a) I Esajas 44:6 beskriver Jehova med rette sig selv som den ene og eneste almægtige Gud, idet han siger: „Jeg er den første og jeg er den sidste, og ud over mig er der ingen Gud.“a Når Jesus præsenterer sig med titlen „den Første og den Sidste“ gør han ikke krav på at være ligestillet med Jehova, den store Skaber. Han anvender en titel som Gud med rette har skænket ham. I Esajas’ bog fremsatte Jehova en erklæring om sin uforlignelige stilling som den sande Gud. Han er den evige Gud, og ud over ham er der i virkeligheden ingen Gud. (1 Timoteus 1:17) I Åbenbaringen taler Jesus om den titel han har fået, en titel der sigter til hans særlige opstandelse.

3. (a) I hvilken forstand var Jesus „den Første og den Sidste“? (b) Hvad menes der med at Jesus har „dødens og Hades’ nøgler“?

³ Jesus var „den Første“ af menneskeslægten der blev oprejst til udødeligt, åndeligt liv. (Kolossenserne 1:18) Desuden er han „den Sidste“ der bliver oprejst på denne måde af Jehova selv. Derved er han blevet „den levende“ der „lever i evighedernes evigheder“. Han er udødelig. I denne henseende ligner han sin udødelige Fader, der kaldes „den levende Gud“. (Åbenbaringen 7:2; Salme 42:2) For alle andre af menneskeslægten er Jesus selv „opstandelsen og livet“. (Johannes 11:25) I overensstemmelse med dette siger han til Johannes: „Jeg var død, men se! jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Hades’ nøgler.“ (Åbenbaringen 1:18b) Jehova har givet ham myndighed til at oprejse de døde. Det er derfor Jesus kan sige at han har nøglerne til at åbne portene for dem der er lukket inde i døden og Hades (graven). — Jævnfør Mattæus 16:18.

4. Hvilken befaling gentager Jesus, og til gavn for hvem?

⁴ Jesus gentager her sin befaling til Johannes: „Skriv derfor ned hvad du har set og det som er og det som skal ske efter dette.“ (Åbenbaringen 1:19) Hvilke spændende oplysninger vil Johannes bekendtgøre i det følgende, til belæring for os?

Stjernerne og lampestanderne

5. Hvilken forklaring giver Jesus på „de syv stjerner“ og „de syv lampestandere“?

⁵ Johannes har set Jesus midt iblandt syv guldlampestandere med syv stjerner i sin højre hånd. (Åbenbaringen 1:12, 13, 16) Nu forklarer Jesus hvad dette betyder: „Angående den hellige hemmelighed om de syv stjerner som du så på min højre hånd, og om de syv guldlampestandere: De syv stjerner betyder syv menigheders engle, og de syv lampestandere betyder syv menigheder.“ — Åbenbaringen 1:20.

6. Hvad symboliserer de syv stjerner, og hvorfor blev budskaberne specielt stilet til disse?

⁶ ’Stjernerne’ er de syv menigheders „engle“. I Åbenbaringen symboliserer stjerner undertiden bogstavelige engle, men Jesus ville næppe bruge en jordisk sekretær til at skrive til usynlige åndeskabninger. De „stjerner“ der nævnes her, må derfor være jordiske tilsynsmænd eller ældste i menighederne, opfattet som Jesu sendebud.b Budskaberne bliver stilet til stjernerne, da det er dem der har til opgave at føre tilsyn med Jehovas hjord. — Apostelgerninger 20:28.

7. (a) Betød dét at Jesus kun henvendte sig til én engel i hver menighed at der kun var én ældste i hver menighed? Begrund svaret. (b) Hvem er de syv stjerner i Jesu højre hånd i virkeligheden et symbol på?

⁷ Jesus henvender sig kun til én „engel“ i hver menighed. Vil det sige at hver menighed kun har én ældste? Nej. Allerede på Paulus’ tid var der ikke blot én men flere ældste i menigheden i Efesus. (Åbenbaringen 2:1; Apostelgerninger 20:17) På Johannes’ tid, da budskaberne blev sendt til de syv stjerner for at blive oplæst for menighederne (deriblandt menigheden i Efesus), må stjernerne derfor have stået for alle som var medlemmer af ældsterådene i Jehovas salvede menighed. På samme måde oplæser tilsynsmændene i dag breve som de modtager fra Det Styrende Råd, bestående af salvede tilsynsmænd der tjener under Jesu ledelse. De lokale ældsteråd må sørge for at Jesu vejledning bliver fulgt af menighederne. Vejledningen er jo ikke kun til ældsterådene, men til alle som er tilsluttet menighederne. — Se Åbenbaringen 2:11a.

8. Hvad betyder det at de ældste er i Jesu højre hånd?

⁸ Eftersom Jesus er menighedens hoved kan de ældste med rette siges at befinde sig i hans højre hånd, det vil sige under hans myndighed og ledelse. (Kolossenserne 1:18) Han er overhyrden og de er underhyrder. — 1 Peter 5:2-4.

9. (a) Hvad repræsenterer de syv lampestandere, og hvorfor er dette et passende symbol? (b) Hvad har synet uden tvivl mindet apostelen Johannes om?

⁹ De syv lampestandere er de syv menigheder som Johannes sender Åbenbaringsbogen til: Efesus, Smyrna, Pergamum, Tyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea. Hvorfor bliver menigheder fremstillet som lampestandere? Fordi de kristne, både som enkeltpersoner og kollektivt som menigheder, skal ’lade deres lys skinne for folk’ i denne formørkede verden. (Mattæus 5:14-16) Desuden var lampestandere en del af udstyret i Salomons tempel. At menighederne betegnes som lampestandere har uden tvivl mindet Johannes om at hver lokal menighed af salvede i billedlig forstand er „Guds tempel“, et sted hvor Guds ånd har bolig. (1 Korinther 3:16) Endvidere tjener medlemmerne af den salvede menighed i modbilledet til den jødiske tempelordning som „et kongeligt præsteskab“ i Jehovas store åndelige tempelordning, hvori Jesus er ypperstepræsten og hvor Jehova personligt bor i det Allerhelligste i himmelen. — 1 Peter 2:4, 5, 9; Hebræerne 3:1; 6:20; 9:9-14, 24.

Det store frafald

10. Hvad skete der med den jødiske ordning og dens tilhængere i år 70?

¹⁰ Da Johannes skrev Åbenbaringen havde kristendommen bestået i godt og vel 60 år. Den havde overlevet 40 års uafbrudt forfølgelse fra jødedommens side, hvorefter den jødiske ordning havde fået et dødsstød i år 70, da jøderne mistede deres nationale identitet og det der nærmest var en afgud for dem — templet i Jerusalem.

11. Hvorfor var det betimeligt at overhyrden advarede menighederne om den tendens der var under udvikling?

¹¹ Apostelen Paulus havde imidlertid forudsagt at der ville opstå et frafald blandt de salvede kristne, og Jesu budskaber viser at dette frafald allerede var under udvikling på den aldrende Johannes’ tid. Johannes var den sidste af dem der holdt frafaldet tilbage, den sidste af dem der virkede som et bolværk mod dette samlede forsøg fra Satans side på at fordærve kvindens afkom. (2 Thessaloniker 2:3-12; 2 Peter 2:1-3; 2 Johannes 7-11) Det var derfor i rette tid at Jehovas overhyrde skrev til de ældste i menighederne for at advare dem om den tendens der var under udvikling og tilskynde de oprigtige til at stå fast for retfærdigheden.

12. (a) Hvordan udviklede frafaldet sig i århundrederne efter Johannes’ tid? (b) Hvordan blev kristenheden til?

¹² Vi ved ikke hvordan menighederne i år 96 reagerede på Jesu budskaber. Men vi ved at frafaldet tog fart efter Johannes’ død. De „kristne“ holdt op med at bruge Jehovas navn og udskiftede det med „Herren“ eller „Gud“ i de håndskrevne bibeludgaver. I det fjerde århundrede havde den falske lære om treenigheden vundet indpas i menighederne. I samme periode antog man læren om en udødelig sjæl. Til sidst blev „kristendommen“ af den romerske kejser Konstantin godkendt som statsreligion; det blev begyndelsen til kristenheden, hvor kirken og staten delte regeringsmagten i tusind år. Det var nemt at blive „kristen“ under de nye forhold. Hele folkestammer tilpassede deres hedenske opfattelser så de stemte med en version af den „kristne“ religion. Mange af kristenhedens ledere blev undertrykkende politiske tyranner som gennemtvang deres frafaldne opfattelser ved hjælp af sværdet.

13. Hvad skete der, til trods for at Jesus havde advaret imod sektvæsen?

¹³ Jesu ord til de syv menigheder blev fuldstændig ignoreret af de kristne som var på vej ud i frafaldet. Jesus havde tilskyndet efeserne til at genoplive den kærlighed de havde i begyndelsen. (Åbenbaringen 2:4) Men kristenhedens medlemmer, som ikke længere var forenede i kærligheden til Jehova, udkæmpede voldsomme krige og forfulgte hinanden grusomt. (1 Johannes 4:20) Jesus havde advaret menigheden i Pergamum mod sektvæsen. Men allerede i det andet århundrede opstod der sekter, og i dag er kristenheden opdelt i tusinder af indbyrdes kævlende sekter og trossamfund. — Åbenbaringen 2:15.

14. (a) Hvad gjorde de navnkristne, selv om Jesus havde advaret dem imod at befinde sig i en åndelig dødstilstand? (b) Hvordan stillede de navnkristne sig til Jesu advarsel mod afgudsdyrkelse og umoralitet?

¹⁴ Jesus havde advaret Sardesmenigheden imod at være åndeligt død. (Åbenbaringen 3:1) Men de navnkristne glemte snart at gøre kristne gerninger og overlod det vigtige forkyndelsesarbejde til en lille, betalt præsteklasse. Jesus havde advaret menigheden i Tyatira mod afgudsdyrkelse og utugt. (Åbenbaringen 2:20) Men kristenheden godkendte åbent brugen af billeder og fremmede tilmed mere underfundige former for afgudsdyrkelse som nationalisme og materialisme. Og selv om den somme tider har prædiket imod umoralitet, har den altid tolereret umoralske medlemmer.

15. Hvad afslører Jesu ord til de syv menigheder vedrørende kristenhedens trossamfund, og hvad har kristenhedens gejstlige vist sig at være?

¹⁵ Jesu ord til de syv menigheder afslører altså at ingen af kristenhedens trossamfund kan være det folk Jehova har udvalgt. Tværtimod har kristenhedens gejstlige været de mest fremtrædende medlemmer af Satans afkom. Apostelen Paulus omtalte dem under ét som ’den lovløse’ og forudsagde at deres nærværelse „ifølge Satans virke [ville være] ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og af ethvert uretfærdigt bedrag“. — 2 Thessaloniker 2:9, 10.

16. (a) Hvem nærede kristenhedens ledere et særligt had til? (b) Hvad skete der i middelalderen inden for kristenheden? (c) Ændrede det protestantiske oprør, eller reformationen, noget ved kristenhedens optræden?

¹⁶ Samtidig med at kristenhedens ledere, de religiøse såvel som de verdslige, hævdede at være hyrder for Guds hjord, nærede de et særligt had til enhver som afslørede deres ubibelske handlinger eller som forsøgte at tilskynde folk til at læse i Bibelen. Johan Hus og bibeloversætteren William Tyndale blev forfulgt og dræbt som martyrer. I den mørke middelalder nåede frafaldet et højdepunkt med den djævelske katolske inkvisition. Enhver som betvivlede kirkens lære eller myndighed blev nådeløst undertrykt, og i tusindvis af såkaldte kættere blev torteret til døde eller brændt på bålet. Således forsøgte Satan at sikre sig at ethvert sandt afkom af Guds hustrulignende organisation hurtigt blev knust. Da det protestantiske oprør, eller reformationen, fandt sted (fra 1517 og fremefter), viste mange protestantiske kirker en tilsvarende intolerance. De pådrog sig også blodskyld ved at dræbe dem der forsøgte at være loyale over for Gud og Kristus. ’Helliges blod’ blev udgydt i mængde. — Åbenbaringen 16:6; jævnfør Mattæus 23:33-36.

Afkommet består

17. (a) Hvad forudsagde Jesus i sin lignelse om hveden og ukrudtet? (b) Hvad skete der i 1918, og hvem blev henholdsvis forkastet og godkendt?

¹⁷ I sin lignelse om hveden og ukrudtet forudsagde Jesus det åndelige mørke der ville råde mens kristenheden havde overtaget. Under hele det århundredlange frafald ville der dog være enkelte hvedelignende kristne, enkelte som var ægte salvede. (Mattæus 13:24-29, 36-43) Da Herrens dag gryede i oktober 1914 var der derfor stadig sande kristne på jorden. (Åbenbaringen 1:10) Det ser ud til at Jehova kom til sit åndelige tempel for at holde dom cirka tre og et halvt år senere, i 1918, ledsaget af Jesus som „pagtens sendebud“. (Malakias 3:1; Mattæus 13:47-50) Da var tiden inde til at Herren endeligt ville forkaste de falske kristne og sætte ’den trofaste og kloge trælleskare’ over ’alt hvad han ejede’. — Mattæus 7:22, 23; 24:45-47.

18. Hvilken „time“ kom i 1914, og hvad var tiden inde til at trællen måtte gøre?

¹⁸ Det var også på dette tidspunkt at denne træl måtte vise de ting der stod skrevet i Jesu budskaber til de syv menigheder, særlig opmærksomhed, som det fremgår af budskabernes indhold. Jesus henviser for eksempel til at han kommer for at dømme menighederne, en dom der begyndte i 1918. (Åbenbaringen 2:5, 16, 22, 23; 3:3) Han taler om at beskytte menigheden i Filadelfia mod „prøvelsens time, som skal komme over hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 3:10, 11) Denne „prøvelsens time“ indtraf da Herrens dag begyndte i 1914, hvorefter de kristne blev prøvet med hensyn til deres loyalitet mod Guds oprettede rige. — Jævnfør Mattæus 24:3, 9-13.

19. (a) Hvad står de syv menigheder for i dag? (b) Hvem har i stort tal sluttet sig til de salvede kristne, og hvorfor tager Jesu vejledning og de tilstande han beskriver, også sigte på dem? (c) Hvordan bør vi betragte Jesu budskaber til de syv menigheder i det første århundrede?

¹⁹ Jesu ord til menighederne tager altså i særlig grad sigte på tiden efter 1914. Her står de syv menigheder for alle menighederne af salvede kristne på Herrens dag. I løbet af de sidste 70 år eller mere har de salvede kristne som Johannes var et billede på, desuden fået tilslutning af et stort antal troende hvis håb er at leve evigt i det jordiske paradis. Vejledningen fra den herliggjorte Jesus Kristus og de tilstande han fandt ved sin inspektion af de syv menigheder, gælder i samme grad disse troende, da der kun findes én norm for retfærdighed og trofasthed som alle Jehovas tjenere må leve op til. (2 Mosebog 12:49; Kolossenserne 3:11) Jesu budskaber til de syv menigheder i Lilleasien i det første århundrede er altså ikke blot af historisk interesse. De betyder liv eller død for hver enkelt af os. Lad os derfor lytte opmærksomt til Jesu ord.

[Fodnoter]