Kapitel 7

Genopliv den første kærlighed

EFESUS

1. Hvilken menighed er Jesu første budskab henvendt til, og hvad minder han tilsynsmændene om?

JESU første budskab er henvendt til menigheden i Efesus, som dengang var en blomstrende havneby på Lilleasiens kyst, ikke langt fra øen Patmos. Jesus befaler Johannes: „Skriv til menighedens engel i Efesus: Dette siger han som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer midt iblandt de syv guldlampestandere.“ (Åbenbaringen 2:1) Ligesom i de seks øvrige budskaber henleder Jesus her opmærksomheden på et træk som understreger hans myndighed. Han minder tilsynsmændene i Efesus om at alle ældste er underlagt hans beskyttende tilsyn og at han inspicerer alle menighederne. Han udøver fortsat denne kærlige myndighed helt frem til vor tid. Han våger over de ældste og vogter omsorgsfuldt alle som er tilsluttet menighederne. Og nu og da justerer han menighedsordningen, sådan at lyset kan skinne klarere. Ja, Jesus er overhyrden over Guds hjord. — Mattæus 11:28-30; 1 Peter 5:2-4.

2. (a) Hvilke positive ting roste Jesus Efesermenigheden for? (b) Hvilken vejledning fra apostelen Paulus havde de ældste i Efesus åbenbart fulgt?

² Jesus indleder sit budskab med at rose menigheden varmt — et mønster han følger i fem af sine syv budskaber. Han siger til efeserne: „Jeg kender dine gerninger og dit slid og din udholdenhed, og jeg ved at du ikke kan døje onde mennesker, og at du har prøvet dem som siger at de er apostle men ikke er det, og at du har fundet at de er løgnere. Du viser også udholdenhed, og du har døjet for mit navns skyld og er ikke blevet træt.“ (Åbenbaringen 2:2, 3) Mange år tidligere havde apostelen Paulus advaret de ældste fra Efesus om at der ville fremstå „undertrykkende ulve“, frafaldne som ville forstyrre hjorden, og han havde sagt til disse ældste at de skulle ’holde sig vågne’, ligesom han selv utrætteligt gjorde. (Apostelgerninger 20:29, 31) Eftersom Jesus nu roser dem for deres slid og udholdenhed og for at de ikke er blevet trætte, må de have fulgt denne vejledning.

3. (a) Hvordan har „falske apostle“ forsøgt at vildlede de trofaste i vore dage? (b) Hvilken advarsel gav Peter angående frafaldne?

³ På Herrens dag er der også nu og da fremstået „falske apostle“ som ’fremfører fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig’. (2 Korinther 11:13; Apostelgerninger 20:30; Åbenbaringen 1:10) De ser noget godt i alle de indbyrdes modstridende, sekteriske trosretninger, hævder at Gud ikke har en organisation, og benægter at Jesus modtog regeringsmagt i 1914. De opfylder profetien i Andet Petersbrev 3:3, 4: „I de sidste dage vil der komme folk som angriber med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“

4. (a) Hvordan kommer spotteres stolthed og oprørskhed til udtryk? (b) Hvordan behandler de kristne i dag sådanne modstandere, ligesom de kristne gjorde i Efesus?

⁴ Disse spottere stejler ved tanken om at bekende deres tro offentligt. (Romerne 10:10) De har sikret sig støtte hos kristenhedens gejstlige og fået nyhedsblade og tv-stationer til at hjælpe sig med at udsprede løgnagtige rapporter om deres tidligere trosfæller. De trofaste indser hurtigt at disse bedrageres tale og adfærd ikke stemmer med sandheden. Ligesom de kristne i Efesus kan de kristne i dag ’ikke døje onde mennesker’, hvorfor de udstøder dem af deres menigheder.a

5. (a) Hvilken svaghed sagde Jesus at efeserne havde? (b) Hvilke ord skulle efeserne have husket?

⁵ Herefter peger Jesus imidlertid — som han gør over for i alt fem af de syv menigheder — på et alvorligt problem. Han siger til efeserne: „Dog har jeg det imod dig at du har forladt din første kærlighed.“ (Åbenbaringen 2:4) De burde ikke være kommet til kort i denne henseende, for Paulus havde 35 år tidligere skrevet til dem om ’den store kærlighed hvormed Gud elskede os’, og havde tilskyndet dem: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed, ligesom Messias også elskede jer.“ (Efeserne 2:4; 5:1, 2) Desuden skulle disse ord af Jesus have været indskrevet uudsletteligt i deres hjerter: „Jehova vor Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Markus 12:29-31) Efeserne havde mistet denne første kærlighed.

6. (a) Hvilken fare og hvilke tilbøjeligheder må vi være på vagt over for, hvad enten vi er gamle eller nye i menigheden? (b) Hvad bør vor kærlighed til Gud tilskynde os til at gøre?

⁶ Hvad enten vi er gamle eller nye i menigheden, må vi passe på at vi ikke mister vor første kærlighed til Jehova. Hvordan kunne vi miste den? Det kunne ske at vi lod interessen for vort verdslige arbejde, ønsket om at tjene mange penge eller glæden ved fornøjelser fylde vort liv, med det resultat at vi blev kødeligsindede i stedet for åndeligsindede. (Romerne 8:5-8; 1 Timoteus 4:8; 6:9, 10) Vor kærlighed til Jehova bør få os til at rette enhver tilbøjelighed af den art og ’blive ved med først at søge Guds rige og hans retfærdighed’, så vi ’samler os værdier i himmelen’. — Mattæus 6:19-21, 31-33.

7. (a) Hvad bør vor tjeneste for Jehova være ledet af? (b) Hvad sagde Johannes om kærlighed?

⁷ Måtte vor tjeneste for Jehova altid være ledet af dyb kærlighed til ham. Måtte vi af hjertet værdsætte alt hvad Jehova og Kristus har gjort for os. Som Johannes selv senere skrev: „Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.“ Johannes siger videre: „Gud er kærlighed, og den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud, og Gud forbliver i samhørighed med ham.“ Vi må aldrig lade vor kærlighed til Jehova, til Herren Jesus Kristus og til Guds levende ord kølnes. Vi kan vise denne kærlighed både ved at tjene Gud nidkært og ved at adlyde ’det bud vi har fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder’. — 1 Johannes 4:10, 16, 21; Hebræerne 4:12; se også Første Petersbrev 4:8; Kolossenserbrevet 3:10-14; Efeserbrevet 4:15.

’Gør de tidligere gerninger’

8. Hvad sagde Jesus at efeserne burde gøre?

⁸ Hvis efeserne ikke vil miste deres stilling, må de genoplive den kærlighed de engang havde. „Du må derfor huske hvorfra du er faldet,“ siger Jesus til dem, „og ændre sind og gøre de tidligere gerninger. Ellers kommer jeg til dig, og jeg vil flytte din lampestander fra dens plads, medmindre du ændrer sind.“ (Åbenbaringen 2:5) Hvordan tog de kristne i Efesermenigheden imod disse ord? Vi ved det ikke. Vi håber at de ændrede sind og at det lykkedes dem at genoplive deres kærlighed til Jehova. Hvis ikke, ville deres lampe blive slukket og deres lampestander fjernet. De ville miste det privilegium at lade sandhedens lys skinne.

9. (a) Hvilket opmuntrende ord havde Jesus til efeserne? (b) Hvordan viste det sig at menighederne efter Johannes’ tid ikke fulgte den vejledning Jesus havde givet efeserne?

⁹ Ikke desto mindre havde Jesus dette opmuntrende ord til dem: „Dog, du har dette at du hader Nikolaus-sektens gerninger, som jeg også hader.“ (Åbenbaringen 2:6) Ja, de hadede i det mindste sekteriske splittelser, ligesom Herren Jesus Kristus hader dem. Som årene gik var der imidlertid mange menigheder som ignorerede disse ord af Jesus. I deres mangel på kærlighed til Jehova, til sandheden og til hinanden gled de ud i åndeligt mørke. De blev opdelt i utallige indbyrdes stridende sekter. „Kristne“ skriftlærde som ikke havde kærlighed til Jehova, fjernede Guds navn fra de græske bibelhåndskrifter. Mangelen på kærlighed bevirkede også at man i kristendommens navn begyndte at fremholde babyloniske og græske lærdomme, for eksempel om helvede, skærsilden og treenigheden. Og da de fleste af dem der hævdede at være kristne hverken elskede Gud eller sandheden, holdt de op med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. De blev underlagt en selvisk præsteklasse der skabte sig sit eget rige her på jorden. — Jævnfør Første Korintherbrev 4:8.

10. Hvordan var den religiøse situation i kristenheden i 1918?

¹⁰ Da dommen begyndte med Guds hus i 1918, var kristenhedens sekteriske gejstlige åbenlyst i færd med at støtte den første verdenskrig, idet de tilskyndede katolikker og protestanter på begge sider af fronten til at dræbe hinanden. (1 Peter 4:17) I modsætning til Efesermenigheden, der hadede Nikolaus-sektens gerninger, havde kristenhedens kirker længe været befængt med selvmodsigende, gudløse læresætninger, og deres præster havde gjort fælles sag med verden, som Jesus sagde at hans disciple ikke måtte være en del af. (Johannes 15:17-19) Deres menigheder, som var uvidende om Bibelens tema, Guds rige, var ikke lampestandere som udsendte Bibelens sandhedslys, og deres medlemmer var ikke en del af Jehovas åndelige tempel. Deres ledende mænd (og kvinder) var ikke stjerner, men blev afsløret som værende medlemmer af „lovløshedens menneske“. — 2 Thessaloniker 2:3; Malakias 3:1-3.

11. (a) Hvilken kristen gruppe som fandtes på verdensskuepladsen i 1918, gav agt på Jesu vejledning til efeserne? (b) Hvad gjorde Johannesskaren fra 1919 og fremefter?

¹¹ Johannesskaren kom derimod ud af den første verdenskrigs stormfulde år med en kærlighed til Jehova og til sandheden som ansporede dem til at tjene ham med brændende nidkærhed. De modstod dem der søgte at indføre sektvæsen ved næsten at forgude Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, efter hans død i 1916. Tugtet af forfølgelsen og modgangen, fik disse kristne tydeligvis en gunstig dom af deres Herre og blev indbudt til at gå ind til hans glæde. (Mattæus 25:21, 23) De så i verdensbegivenhederne og i deres egne erfaringer opfyldelsen af det tegn der ifølge Jesus ville markere hans usynlige nærværelse i Rigets magt. Fra 1919 tog de aktivt del i den fortsatte opfyldelse af Jesu store profeti: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 6:9, 10; 24:3-14) Hvis deres kærlighed til Jehova på nogen måde havde været utilstrækkelig, brændte den i hvert fald klart fra da af.

12. (a) Hvilken opfordring lød ved et historisk stævne i 1922? (b) Hvilket navn antog de sande kristne i 1931, og hvad angrede de?

¹² Ved et historisk stævne som blev afholdt i Cedar Point, Ohio, USA, fra 5. til 13. september 1922, og som blev overværet af 18.000 af disse kristne, lød opfordringen: „Tilbage til Slagmarken, o I den højeste Guds Sønner! ... Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. ... Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige!“ Jehovas dyrebare navn kom mere i forgrunden. I 1931 antog disse kristne, forsamlede til et stævne i Columbus, Ohio, USA, med glæde det navn Gud selv anviste dem i Esajas’ profeti — Jehovas Vidner. (Esajas 43:10, 12) Med udgaven for 1. marts 1939 (den danske udgave for 15. juni 1939) blev navnet på samfundets vigtigste tidsskrift ændret til Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige, hvorved den største ære blev rettet mod Skaberen og hans kongelige regering. Jehovas Vidner havde med fornyet kærlighed til Jehova angret enhver mulig tidligere undladelse af at ære og ophøje hans herlige navn og rige. — Salme 106:6, 47, 48.

„Den der sejrer“

13. (a) Hvilken velsignelse ville efeserne opnå hvis de ’sejrede’? (b) Hvordan ville de kristne i Efesus ’sejre’?

¹³ Ligesom i sine øvrige budskaber slutter Jesus af med at henvise til at det er Guds ånd der gennem ham fremholder belønningen for trofasthed. Han siger til efeserne: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.“ (Åbenbaringen 2:7) De der havde hørende ører ville ivrigt rette sig efter dette vigtige budskab, vel vidende at det ikke var fra Jesus selv men kom fra den suveræne Herre Jehova gennem hans hellige ånd eller virkekraft. Hvordan ville de ’sejre’? Ved at følge lige i Jesu fodspor, han der bevarede sin uangribelighed til døden og som derfor kunne sige: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ — Johannes 8:28; 16:33; se også Første Johannesbrev 5:4.

14. Hvad må udtrykket „Guds paradis“ sigte til?

¹⁴ Hvordan kan salvede kristne få lejlighed til at „spise af livets træ, som er i Guds paradis“? Der kan ikke være tale om det genoprettede paradis på jorden, for de 144.000 salvede kristne, deriblandt dem der tilhørte menigheden i Efesus, er jo købt fra menneskeslægten og skal som åndelige sønner af Gud herske sammen med Lammet, Kristus Jesus, på det himmelske Zions bjerg. (Efeserne 1:5-12; Åbenbaringen 14:1, 4) Udtalelsen må derfor sigte til det himmelske paradisiske domæne som disse sejrvindere arver. Dér, „i Guds paradis“, ja i Jehovas egen nærhed, vil disse sejrvindere som har fået udødelighed, fortsætte med at leve evigt, her symboliseret ved at de spiser af livets træ.

15. Hvorfor er Jesu tilskyndelse til at sejre også af afgørende interesse for den store skare i dag?

¹⁵ Hvordan vil det så gå de 144.000 salvedes loyale medarbejdere på jorden? Disse Vidner, der udgør en stor skare, sejrer også. Men deres håb består i at få adgang til et jordisk paradis, hvor de vil drikke af „en flod med livets vand“ og finde lægedom ved hjælp af „bladene på træerne“ som er plantet langs flodens bredder. (Åbenbaringen 7:4, 9, 17; 22:1, 2) Hvis du hører til denne skare, måtte du da også vise din dybe kærlighed til Jehova og vinde troens sejr. Derved kan du opnå den glæde og lykke at leve evigt i det jordiske paradis. — Jævnfør Første Johannesbrev 2:13, 14.

[Fodnote]

Kapitel 8

Stræb efter at vinde sejr

SMYRNA

1. (a) Hvilken menighed er den næste som får et budskab fra den herliggjorte Jesus? (b) Hvad minder Jesus de kristne i denne menighed om idet han kalder sig „den Første og den Sidste“?

I DAG ligger fortidens Efesus i ruiner. Men bestemmelsesstedet for Jesu andet budskab er stadig en blomstrende by. Omkring 65 kilometer nord for ruinerne af Efesus ligger den tyrkiske by Izmir, hvor der selv i dag findes fire nidkære menigheder af Jehovas Vidner. Her lå fortidens Smyrna. Læg nu mærke til Jesu næste ord: „Og skriv til menighedens engel i Smyrna: Dette siger ’den Første og den Sidste’, som var død og blev levende.“ (Åbenbaringen 2:8) Med disse ord til de kristne i Smyrna minder Jesus dem om at han var den første trofaste som Jehova oprejste til udødeligt, åndeligt liv, og ligeledes den sidste der ville blive oprejst på denne måde. Alle andre salvede ville blive oprejst af Jesus. Han er derfor udmærket i stand til at vejlede sine brødre, der har håb om at opnå udødeligt liv i himmelen sammen med ham.

2. Hvorfor er det en trøst for alle kristne at læse budskabet fra den som „var død og blev levende“?

² Jesus gik foran med hensyn til at udholde forfølgelse for retfærdigheds skyld, og han blev belønnet. Hans trofasthed til døden og hans efterfølgende opstandelse giver alle kristne grund til at nære håb. (Apostelgerninger 17:31) At Jesus „var død og blev levende“ viser at uanset hvad man må udholde for sandhedens skyld, er kampen ikke forgæves. Jesu opstandelse er en kilde til dyb opmuntring for alle kristne, især når de må lide for deres tro. Er du udsat for dette? I så fald kan du også hente mod i de næste ord Jesus henvender til menigheden i Smyrna:

3. (a) Hvilken opmuntring gav Jesus de kristne i Smyrna? (b) Hvorfor sagde Jesus at de kristne i Smyrna var rige skønt de var fattige?

³ „Jeg kender din trængsel og fattigdom — men du er rig — og spotten fra dem som siger at de er jøder, og ikke er det, men er Satans synagoge.“ (Åbenbaringen 2:9) Jesus har ingen kritik til sine brødre i Smyrna, kun uforbeholden ros. De har lidt megen trængsel på grund af deres tro. Materielt er de fattige, sandsynligvis på grund af deres trofasthed. (Hebræerne 10:34) Men deres største interesse er det åndelige, og de har samlet sig værdier i himmelen, sådan som Jesus tilrådede. (Mattæus 6:19, 20) Derfor betragter overhyrden dem som rige. — Jævnfør Jakob 2:5.

4. Fra hvis side led de kristne i Smyrna megen modstand, og hvordan betragtede Jesus disse modstandere?

⁴ Jesus bemærker specielt at de kristne i Smyrna har udholdt megen modstand fra de kødelige jøders side. Tidligere har mange af jødedommens tilhængere hårdnakket modarbejdet kristendommens udbredelse. (Apostelgerninger 13:44, 45; 14:19) Og nu, blot få årtier efter Jerusalems fald, lægger jøderne i Smyrna den samme djævelske ånd for dagen. Intet under at Jesus betragter dem som „Satans synagoge“!a

5. Hvilke prøvelser kunne de kristne i Smyrna vente at blive udsat for?

⁵ På grund af dette had som de kristne i Smyrna er stillet over for, trøster Jesus dem: „Vær ikke bange for det du vil komme til at lide. Se! Djævelen vil blive ved med at kaste nogle af jer i fængsel for at I kan blive prøvet fuldt ud, og for at I kan have trængsel i ti dage. Vis dig trofast indtil døden, og jeg vil give dig livets krone.“ (Åbenbaringen 2:10) Her bruger Jesus tre gange flertalsformen „I“ eller „jer“, hvorved han viser at hans ord gælder hele menigheden. Jesus kan ikke love de kristne i Smyrna at deres prøvelser snart vil få ende. Nogle af dem vil fortsat blive forfulgt og kastet i fængsel. De vil have trængsel i „ti dage“. Ti er et tal der symboliserer jordisk helhed eller fuldstændighed. Selv de åndeligt rige kristne i Smyrna, som har bevaret deres uangribelighed, vil blive grundigt prøvet mens de er i kødet.

6. (a) Hvorfor skulle de kristne i Smyrna ikke være bange? (b) Hvordan sluttede Jesus sit budskab til menigheden i Smyrna?

⁶ Dog bør de ikke være bange eller gå på kompromis. Hvis de forbliver trofaste til enden vil de som belønning få „livets krone“, som i deres tilfælde er udødeligt liv i himmelen. (1 Korinther 9:25; 2 Timoteus 4:6-8) Apostelen Paulus anså denne belønning for så dyrebar at det var værd at ofre alt andet, endog livet, for den. (Filipperne 3:8) De trofaste kristne i Smyrna havde åbenbart samme indstilling. Jesus slutter sit budskab med at sige: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer vil på ingen måde blive skadet af den anden død.“ (Åbenbaringen 2:11) De der sejrer kan se frem til udødeligt liv i himmelen, et liv som døden ikke kan røre. — 1 Korinther 15:53, 54.

„Trængsel i ti dage“

7, 8. Hvordan blev den kristne menighed i 1918 „prøvet fuldt ud“, ligesom menigheden i Smyrna?

⁷ Ligesom de kristne i Smyrna bliver Johannesskaren og dens medarbejdere i dag „prøvet fuldt ud“. Deres trofasthed under prøvelserne viser at de er Guds eget folk. (Markus 13:9, 10) Kort efter at Herrens dag var begyndt, bragte Jesu ord til de kristne i Smyrna sand trøst til den lille internationale skare af Jehovas tjenere. (Åbenbaringen 1:10) Siden 1879 havde de fundet åndelige rigdomme i Guds ord som de gavmildt delte med andre. Men under den første verdenskrig mødte de had og hård modstand, dels fordi de ikke lod sig rive med af krigsfeberen og dels fordi de frygtløst afslørede kristenhedens vildfarelser. Den forfølgelse de blev udsat for på foranledning af nogle af kristenhedens ledere, kulminerede i 1918 og kunne sammenlignes med den modstand de kristne i Smyrna blev udsat for fra jødernes side.

⁸ En bølge af forfølgelse i Amerikas Forenede Stater nåede et højdepunkt da Vagttårnsselskabets nye præsident, Joseph F. Rutherford, og syv af hans nære medarbejdere blev sendt i fængsel den 22. juni 1918, de fleste af dem med domme på 20 år. Ni måneder senere blev de løsladt mod kaution, og den 14. maj 1919 omstødte appeldomstolen de uretfærdige domme; det blev påvist at der var blevet begået 130 fejl under retssagen. Den katolske dommer Martin T. Manton, der var ridder af Gregor-ordenen og som i 1918 havde nægtet at løslade disse kristne mod kaution, blev senere, i 1939, idømt to års fængsel og en bøde på 10.000 dollars på grund af seks anklager for pengeafpresning og modtagelse af bestikkelse.

9. Hvordan blev Jehovas Vidner i Nazityskland behandlet af Hitler, og hvordan reagerede gejstligheden på dette?

⁹ Under nazistyret i Tyskland forbød Hitler totalt Jehovas Vidners forkyndelse. I årevis blev tusinder af Jehovas Vidner indespærret i koncentrationslejre og fængsler, hvor mange af dem døde, mens omkring 200 unge mænd som nægtede at kæmpe i Hitlers hær blev henrettet. At Hitler havde præsteskabets støtte til alt dette fremgår af følgende som blev skrevet af en katolsk præst i bladet The German Way den 29. maj 1938: „Der er nu ét land på jorden hvor de såkaldte ... bibelstudenter [Jehovas Vidner] er forbudt. Det er Tyskland! ... Da Adolf Hitler kom til magten og det tysk-katolske episkopat gentog kravet, sagde Hitler: ’Disse såkaldte alvorlige bibelstudenter [Jehovas Vidner] er urostiftere; ... jeg betragter dem som charlataner; jeg vil ikke tåle at de tyske katolikker skal udskældes på en sådan måde af denne amerikaner, dommer Rutherford; jeg opløser [Jehovas Vidner] i Tyskland.’“ Præsten tilføjede: „Bravo!“

10. (a) Hvilken forfølgelse er Jehovas Vidner blevet udsat for efterhånden som Herrens dag er skredet frem? (b) Hvordan er det ofte gået når de kristne har kæmpet for religionsfriheden ved domstolene?

¹⁰ Som Herrens dag er skredet frem, er Slangen og hans afkom på intet tidspunkt hørt op med at kæmpe mod de salvede kristne og deres medarbejdere. Mange af dem er blevet fængslet og grusomt forfulgt. (Åbenbaringen 12:17) Fjenderne er fortsat med at ’skabe uret i lovens navn’, men Jehovas tjenere har standhaftigt erklæret: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Salme 94:20, den danske autoriserede oversættelse af 1931; Apostelgerninger 5:29) I 1955 meddelte bladet Vagttaarnet: „Over 70 lande har på et eller andet tidspunkt i de sidste 40 år indført hæmmende forordninger og forfulgt Jehovas vidner.“ Hvor det har været muligt at kæmpe for religionsfriheden ved domstolene, har disse kristne gjort det, og i flere lande har de vundet eklatante sejre. Alene i De Forenede Stater har Jehovas Vidner vundet 50 højesteretsafgørelser.

11. Hvilken del af Jesu profeti om tegnet på hans nærværelse er blevet opfyldt på Jehovas Vidner i løbet af Herrens dag?

¹¹ Der findes ingen anden gruppe der så samvittighedsfuldt har adlydt Jesu befaling om at tilbagebetale kejseren det der er kejserens. (Lukas 20:25; Romerne 13:1, 7) Men der findes heller ingen anden gruppe hvis medlemmer er blevet fængslet i så mange lande under så mange forskellige regeringsformer, og dette gælder den dag i dag både i Amerika, Europa, Afrika og Asien. I sin store profeti om tegnet på sin nærværelse sagde Jesus blandt andet: „Da vil man overgive jer til trængsel og dræbe jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Mattæus 24:3, 9) Dette er i sandhed blevet opfyldt på Jehovas kristne vidner på Herrens dag.

12. Hvordan har Johannesskaren styrket Guds folk til at udholde forfølgelse?

¹² For at styrke Guds tjenere mod trængslerne har Johannesskaren til stadighed mindet dem om indholdet af Jesu ord til de kristne i Smyrna. Da den nazistiske forfølgelse begyndte, indeholdt Vagttaarnet således artikler som „Frygt ikke for dem“, der behandlede Mattæus 10:26-33; „Smelteovnen“, der var bygget over Daniel 3:17, 18; og „Løvernes Gab“, med Daniel 6:22 som nøgleskriftsted. I 1980’erne, det årti da denne bog først blev udgivet, og hvor Jehovas Vidner blev hårdt forfulgt i over 40 lande, styrkede Vagttårnet Guds folk med artikler som „Lykkelige trods forfølgelse!“ og „Kristne holder ud under forfølgelse“.b

13. Hvorfor har Jehovas kristne vidner, ligesom de kristne i Smyrna, ikke været bange for forfølgelsen?

¹³ Jehovas kristne vidner lider i sandhed fysisk forfølgelse og døjer andre trængsler i symbolske ti dage. Ligesom de kristne i Smyrna har de imidlertid ikke været bange, og vi har heller ingen grund til at være bange nu hvor vanskelighederne tager til på jorden. Om man så ’røver hvad vi ejer’, er vi indstillet på at finde os i det med glæde. (Hebræerne 10:32-34) Ved at studere Guds ord og gøre det til en del af os selv, udruster vi os til at forblive faste i troen. Vi er forvissede om at Jehova både kan og vil beskytte os så længe vi bevarer vor uangribelighed. „Kast ... al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:6-11.

[Fodnoter]

Kapitel 9

Holder fast ved Jesu navn

PERGAMUM

1. Hvilken menighed sendes Jesu næste budskab til, og hvordan var den by disse kristne boede i?

HVIS man fra Smyrna rejser 80 kilometer mod nord ad kystvejen og derpå 24 kilometer mod nordøst op gennem Kaikos-floddalen, kommer man til Pergamum, det nuværende Bergama. Byen var i oldtiden kendt for sit Zeus- eller Jupitertempel. I 1800-tallet bragte arkæologer templets alter til Tyskland, hvor det, sammen med talrige statuer og relieffer af hedenske guder, stadig kan ses på Pergamon-museet i Berlin. Hvilket budskab ville Herren Jesus sende til en menighed der var omgivet af så megen afgudsdyrkelse?

2. Hvordan præsenterer Jesus sig, og hvad betyder det at han har ’det tveæggede sværd’?

² Jesus begynder med at præsentere sig, idet han siger: „Og skriv til menighedens engel i Pergamum: Dette siger han som har det lange, skarpe, tveæggede sværd.“ (Åbenbaringen 2:12) Jesus gentager her den beskrivelse der blev givet af ham i Åbenbaringen 1:16. Som dommer og domsfuldbyrder vil han gøre det af med dem der forfølger hans disciple — en trøstende forsikring for dem der forfølges. Hvad dom angår må de der befinder sig inden for menigheden imidlertid også tage sig i agt, for Jehova vil gennem dette „pagtens sendebud“, Jesus Kristus, „være et hastigt vidne“ mod alle navnkristne der øver afgudsdyrkelse, umoralitet, løgn og uærlighed og som ikke tager sig af de nødlidende. (Malakias 3:1, 5; Hebræerne 13:1-3) Den vejledning og retledning Gud giver gennem Jesus, må efterkommes!

3. Hvilken afgudsdyrkelse fandt sted i Pergamum, og hvordan kan det siges at „Satans trone“ var dér?

³ Jesus siger nu til menigheden: „Jeg ved hvor du bor, dér hvor Satans trone er.“ (Åbenbaringen 2:13a) Ja, disse kristne var omgivet af satanisk afgudsdyrkelse. Foruden Zeustemplet havde byen en helligdom for Asklepios, lægekunstens gud. Pergamum var også et velkendt center for kejserdyrkelsen. Det hebraiske ord der gengives med Satan betyder „modstander“, og hans „trone“ repræsenterer hans verdensherredømme som Gud har tilladt for en tid. (Job 1:6, fodnote i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen) De mangfoldige former for afgudsdyrkelse der fandtes i Pergamum, viste at Satans „trone“ stod stærkt i denne by. Det må afgjort have vakt Satans vrede at de kristne i byen ikke bøjede sig for ham i nationalistisk tilbedelse!

4. (a) Hvad roste Jesus de kristne i Pergamum for? (b) Hvad skrev den kejserlige legat Plinius til kejser Trajan om behandlingen af de kristne? (c) Hvordan forholdt de kristne i Pergamum sig, trods den fare dette indebar?

⁴ Ja, „Satans trone“ står dér i Pergamum. „Og dog,“ fortsætter Jesus, „bliver du ved med at holde fast ved mit navn, og du har ikke fornægtet din tro på mig, end ikke i Antipas’ dage, han som var mit vidne, min trofaste, som blev dræbt hos jer, dér hvor Satan bor.“ (Åbenbaringen 2:13b) Hvilken hjertevarmende ros! Antipas blev uden tvivl dræbt som martyr fordi han nægtede at deltage i dæmoniske skikke og dyrkelsen af den romerske kejser. Ikke længe efter at Johannes havde modtaget sine profetiske budskaber skrev Plinius den Yngre, som var kejser Trajans personlige legat, til kejseren og forklarede hvilken fremgangsmåde han fulgte over for dem der blev angivet som kristne — en fremgangsmåde kejseren godkendte. De der nægtede at være kristne blev løsladt når de, „idet [Plinius] sagde ordene for dem, anråbte guderne og ofrede røgelse og vin til [Trajans] billede ... og desuden forbandede Christus“. De der viste sig at være kristne blev henrettet. Men selv om de kristne i Pergamum var udsat for denne fare, fornægtede de ikke deres tro. De ’holdt fast ved Jesu navn’ idet de fortsatte med at ære ham i hans høje stilling som Jehovas domsfuldbyrder og udnævnte dommer. De fulgte loyalt i Jesu fodspor som vidner for Riget.

5. (a) Hvilket nutidigt modstykke til kejserkulten har udsat mange kristne i vor tid for svære prøvelser? (b) Hvilken hjælp har Vagttårnet ydet de kristne?

⁵ Jesus havde ved forskellige lejligheder givet udtryk for at Satan var denne onde verdens hersker, men at han, på grund af Jesu uangribelighed, ikke havde noget tag i Jesus. (Mattæus 4:8-11; Johannes 14:30) I vor tid har mægtige nationer, især „nordens konge“ og „sydens konge“, kæmpet om verdensherredømmet. (Daniel 11:40) En patriotisk stemning er blevet oppisket, og kejserkulten har fundet et moderne modstykke i den bølge af nationalisme der har fejet hen over jorden. Artikler om neutralitet i Vagttårnet for 1. januar 1940 og siden i numrene for 1. februar 1980 og 1. september 1986 har tydeligt vist hvad Bibelen siger om dette spørgsmål og givet retningslinjer til de kristne der ønsker at vandre i Jehovas navn og besejre verden ligesom Jesus så modigt gjorde. — Mika 4:1, 3, 5; Johannes 16:33; 17:4, 6, 26; 18:36, 37; Apostelgerninger 5:29.

6. Hvordan har Jehovas Vidner i nutiden handlet ligesom Antipas?

⁶ Denne vejledning har været hårdt tiltrængt. Både salvede og ikkesalvede Jehovas Vidner har måttet stå fast i troen over for glødende og fanatisk patriotisme. Under den anden verdenskrig blev hundreder af børn og lærere i De Forenede Stater bortvist fra skolerne fordi de ikke hilste flaget, mens Vidnerne i Tyskland blev forfulgt på det grusomste fordi de nægtede at hilse hagekorset. Som allerede nævnt, dræbte Hitlers nazister tusinder af Jehovas loyale tjenere fordi de nægtede at deltage i en sådan nationalistisk afgudsdyrkelse. I 1930’erne, da den shintoistiske kejserdyrkelse stod stærk i Japan, såede to pionerforkyndere flittigt Rigets sæd i det japansk besatte Taiwan. Militærstyret kastede dem i fængsel, hvor den ene af dem døde på grund af den brutale behandling. Den anden blev senere løsladt, blot for at blive skudt i ryggen — en nutidens Antipas. Der er lande den dag i dag hvor det kræves at man dyrker nationalistiske symboler og viser staten ubetinget troskab. Mange unge Jehovas Vidner er blevet fængslet, og ikke så få henrettet, på grund af deres modige standpunkt som neutrale kristne. Hvis du er en ung kristen som er stillet over for dette stridsspørgsmål, da studer Guds ord dagligt, så du kan ’have tro og bevare sjælen i live’, med evigt liv i sigte. — Hebræerne 10:39–11:1; Mattæus 10:28-31.

7. Hvad er nogle børn i Indien blevet udsat for, og med hvilket resultat?

⁷ Skolebørn har stået over for de samme spørgsmål. I 1985 nægtede tre børn af Jehovas Vidner i den indiske delstat Kerala at gå imod deres bibelsk begrundede tro ved at synge nationalsangen. De blev stående respektfuldt mens de andre elever sang, men blev ikke desto mindre bortvist fra skolen. Deres fader appellerede sagen helt op til Indiens højesteret, hvor de to dommere afgjorde sagen i børnenes favør, idet de modigt erklærede: „Vor tradition bygger på tolerance; vor filosofi lærer tolerance; vor forfatning praktiserer tolerance; lad os ikke udvande dette.“ Avisreferater og positive lederartikler oplyste derefter hele nationen, der da udgjorde nær ved en femtedel af jordens befolkning, om at der findes kristne i dette land som tilbeder den sande Gud, Jehova, og som loyalt holder fast ved Bibelens principper.

Fordærvende indflydelse

8. Hvilken kritik finder Jesus det nødvendigt at rette mod de kristne i Pergamum?

⁸ Ja, de kristne i Pergamum har bevaret deres uangribelighed. „Dog,“ siger Jesus, „har jeg nogle få ting imod dig.“ Hvad har de gjort som fortjener kritik? Jesus fortsætter: „Du ... har nogle som holder fast ved Bileams lære, han som lærte Balak at lægge en snublesten for Israels sønner, nemlig den at spise noget der var ofret til afguder og at begå utugt.“ — Åbenbaringen 2:14.

9. Hvem var Bileam, og hvordan lagde han „en snublesten for Israels sønner“?

⁹ På Moses’ tid lejede kong Balak af Moab Bileam, en ikkeisraelitisk profet der kendte noget til Jehovas veje, til at forbande Israel. Jehova modstod Bileam og tvang ham til at udtale velsignelser over israelitterne og forbandelser over deres fjender. Bileam formildede derefter den opbragte Balak ved at foreslå et mere underfundigt angreb: Lad Moabs kvinder forlede Israels mænd til grov umoralitet og til dyrkelse af guden Ba’al-Peor! Denne taktik virkede. Jehovas retfærdige vrede blussede op, og han sendte en plage der dræbte 24.000 af de utugtige israelitter — en plage der først standsede da præsten Pinehas tog skridt til at fjerne ondskaben fra Israel. — 4 Mosebog 24:10, 11; 25:1-3, 6-9; 31:16.

10. Hvilke snublesten var åbenbart blevet indført i menigheden i Pergamum, og hvorfor har de kristne dér måske ment at Gud ville se gennem fingre med deres overtrædelser?

¹⁰ Findes der nu, på Johannes’ tid, lignende snublesten i Pergamum? Ja, det gør der. Umoralitet og afgudsdyrkelse er trængt ind i menigheden. De kristne dér har ikke givet agt på Guds advarsler gennem apostelen Paulus. (1 Korinther 10:6-11) Da de har udholdt forfølgelse, mener de måske at Jehova vil se gennem fingre med deres seksuelle overtrædelser. Men Jesus gør det klart for dem at de må tage afstand fra sådanne onde handlinger.

11. (a) Hvad må kristne være på vagt over for, og hvad må de ikke tro? (b) Hvor mange er gennem årene blevet udstødt af den kristne menighed, og hovedsagelig af hvilken grund?

¹¹ På samme måde må kristne i dag vogte sig for at ’forvandle vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed’. (Judas 4) Vi må hade det onde og ’banke løs på vort legeme’ for at leve som rene kristne. (1 Korinther 9:27; Salme 97:10; Romerne 8:6) Vi må aldrig forfalde til at tro at nidkærhed i Guds tjeneste og uangribelighed under forfølgelse berettiger os til at bedrive kønslig umoralitet. Der er gennem årene blevet udstødt i titusindvis af overtrædere af den verdensomspændende kristne menighed, heraf de fleste på grund af umoralitet. I nogle år er der endog blevet udstødt flere end der faldt i fortidens Israel på grund af Ba’al-Peor. Måtte vi altid være på vagt, så vi ikke ender i det selskab! — Romerne 11:20; 1 Korinther 10:12.

12. Hvilke principper gælder for kristne i dag, ligesom de gjaldt for Guds tjenere i fortiden?

¹² Jesus revser også de kristne i Pergamum for at ’spise noget der er ofret til afguder’. Hvad hentyder han til? I betragtning af Paulus’ ord til korintherne var der måske nogle som misbrugte deres kristne frihed og med overlæg krænkede andres samvittighed. Det er dog mere sandsynligt at de på en eller anden måde direkte deltog i afgudsceremonier. (1 Korinther 8:4-13; 10:25-30) Kristne der lever i dag må bruge deres kristne frihed på en måde der afspejler uselvisk kærlighed, idet de altid er opmærksomme på ikke at bringe andre til snublen og fald. Og de må naturligvis undgå de moderne former for afgudsdyrkelse, hvor man for eksempel dyrker stjerner inden for film, fjernsyn og sport, eller gør penge, eller endog bugen, til en gud. — Mattæus 6:24; Filipperne 1:9, 10; 3:17-19.

Undgå sektvæsen

13. Hvilken irettesættelse giver Jesus derefter de kristne i Pergamum, og hvorfor var den tiltrængt i denne menighed?

¹³ Jesus fortsætter med at irettesætte de kristne i Pergamum, idet han siger: „Således har du også nogle der på samme måde holder fast ved Nikolaus-sektens lære.“ (Åbenbaringen 2:15) I det første brev roste Jesus efeserne for at de hadede denne sekts gerninger. Men de kristne i Pergamum må mindes om nødvendigheden af at holde menigheden fri for sektvæsen. De kristne normer må følges med større strenghed, så den samhørighed Jesus bad om i Johannes 17:20-23 kan blive bevaret. Det er nødvendigt ’både at tilskynde med den lære der er sund og at retlede dem som siger imod’. — Titus 1:9.

14. (a) Hvem har den kristne menighed fra tidlig tid måttet kæmpe med, og hvad kalder apostelen Paulus dem? (b) Hvilke ord af Jesus bør enhver som har følt sig fristet til at følge en udbrydergruppe, give agt på?

¹⁴ Den kristne menighed har fra tidlig tid måttet kæmpe med stolte frafaldne som med deres glatte og bedrageriske tale „er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære“ der forkyndes gennem Jehovas kanal. (Romerne 16:17, 18) Paulus advarede om denne trussel i næsten alle sine breve.a I vor tid, hvor Jesus har genoprettet den kristne enhed og renhed i den sande menighed, er faren for sektvæsen fortsat til stede. Enhver som kunne føle sig fristet til at følge en udbrydergruppe og således slutte sig til en sekt, bør derfor give agt på Jesu næste ord: „Du skal derfor ændre sind. Ellers kommer jeg hurtigt til dig, og jeg vil føre krig mod dem med min munds lange sværd.“ — Åbenbaringen 2:16.

15. Hvordan opstår sektvæsen?

¹⁵ Hvordan opstår sektvæsen? En selvbestaltet lærer begynder måske at så tvivl, idet han bestrider en af de bibelske sandheder (som for eksempel at vi lever i de sidste dage), og en gruppe skiller sig ud og følger ham. (2 Timoteus 3:1; 2 Peter 3:3, 4) Eller én kritiserer måske den måde Jehova lader sit arbejde udføre på og appellerer til andres magelighed ved at hævde at det ikke er bibelsk korrekt og heller ikke nødvendigt at gå fra hus til hus med Rigets budskab. Ved at deltage i denne tjeneste efter Jesu og hans apostles eksempel ville de bevare deres ydmyghed, men de foretrækker at skille sig ud og at tage den med ro, måske ved blot at læse i Bibelen sammen under private former nu og da. (Mattæus 10:7, 11-13; Apostelgerninger 5:42; 20:20, 21) De danner sig deres egen opfattelse af højtiden til minde om Jesu død, den bibelske befaling om at afholde sig fra blod, fejringen af helligdage og brugen af tobak. De kaster tilmed vrag på Jehovas navn; og inden længe følger de atter Babylon den Stores principløse veje. Nogle bevæges endog af Satan til at gøre det som er endnu værre: De begynder at ’slå deres medtrælle’, deres tidligere brødre. — Mattæus 24:49; Apostelgerninger 15:29; Åbenbaringen 17:5.

16. (a) Hvorfor bør de der vakler på grund af frafaldnes påvirkning, være hurtige til at ændre sind? (b) Hvordan vil det gå dem der ikke ændrer sind?

¹⁶ Enhver som vakler på grund af frafaldnes indflydelse bør være hurtig til at efterkomme Jesu opfordring til at ændre sind. De frafaldnes propaganda må afvises som den gift den er. Den udspringer af misundelse og had, i modsætning til de rene og retfærdige sandheder som Jesus i kærlighed nærer sin menighed med. (Lukas 12:42; Filipperne 1:15, 16; 4:8, 9) Hvis nogle ikke vil ændre sind, vil Herren Jesus „føre krig mod dem med [sin] munds lange sværd“. Han sigter sit folk for at bevare den enhed han nævnte i sin bøn den sidste aften han var sammen med sine disciple på jorden. (Johannes 17:20-23, 26) Eftersom de frafaldne afviser den kærlige vejledning og hjælp der tilbydes dem af stjernerne i hans højre hånd, dømmer og straffer han dem „med største strenghed“, idet han sender dem „ud i mørket udenfor“. De bliver udstødt, så de ikke længere kan virke som surdej blandt Guds folk. — Mattæus 24:48-51; 25:30; 1 Korinther 5:6, 9, 13; Åbenbaringen 1:16.

’Den skjulte manna og en hvid sten’

17. Hvilken belønning venter der de salvede kristne som sejrer, og hvad måtte de kristne i Pergamum overvinde?

¹⁷ Alle som følger Jesu vejledning, der er givet gennem Jehovas hellige ånd, kan se frem til en storslået belønning. Hør blot: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer, ham vil jeg give noget af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på stenen et nyt navn skrevet som ingen kender undtagen den der får det.“ (Åbenbaringen 2:17) De kristne i Pergamum bliver altså, ligesom de kristne i Smyrna, opfordret til at sejre. Hvis dette skal lykkes for dem der bor i Pergamum, hvor Satans trone er, må de afsky afgudsdyrkelse. De må overvinde den umoralitet, det sektvæsen og det frafald der forbindes med Balak, Bileam og Nikolaus-sekten. Derefter vil disse salvede kristne blive indbudt til at spise noget af „den skjulte manna“. Hvad vil det sige?

18, 19. (a) Hvad var den manna Jehova tilvejebragte til israelitterne? (b) Hvilken manna blev skjult? (c) Hvad er dét at spise af den skjulte manna et symbol på?

¹⁸ På Moses’ tid tilvejebragte Jehova manna til israelitterne under ørkenvandringen. Denne manna var ikke skjult, for hver morgen — undtagen på sabbatten — lå den mirakuløst ligesom skælagtigt rim på jorden. Det var en guddommelig foranstaltning som holdt israelitterne i live. Til minde om dette skulle Moses komme noget af dette „brød“ i en guldkrukke og opbevare den i pagtens ark „i denne og kommende [israelitiske] generationer“. — 2 Mosebog 16:14, 15, 23, 26, 33; Hebræerne 9:3, 4.

¹⁹ Dette var et meget passende symbol. Denne manna blev skjult i tabernaklets Allerhelligste, hvor det mirakuløse lys der svævede over arkens låg symboliserede Jehovas egen tilstedeværelse. (2 Mosebog 26:34) Ingen havde lov til at gå ind på dette hellige sted for at spise af den skjulte manna. Men nu siger Jesus at hans salvede disciple som sejrer, vil komme til at spise af „den skjulte manna“. Ligesom Kristus selv har gjort forud for dem, går de „ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen“. (Hebræerne 9:12, 24) Ved deres opstandelse iklædes de udødelighed og uforgængelighed — en storslået foranstaltning fra Jehova som symbolsk skildres ved at de får den uforgængelige „skjulte manna“. Det lille antal sejrvindere er i sandhed en privilegeret skare! — 1 Korinther 15:53-57.

20, 21. (a) Hvad er dét at de salvede kristne får en hvid sten, et symbol på? (b) Hvilket håb er der for den store skare, eftersom der kun findes 144.000 hvide sten?

²⁰ De får også „en hvid sten“. Ved romerske domstole brugte man sten når man afsagde domme.b En hvid sten betød frifindelse, hvorimod en sort sten betød at én var kendt skyldig, ofte til døden. At Jesus giver de kristne sejrvindere i Pergamum „en hvid sten“, betyder altså at han kender dem uskyldige, rene. Der kan imidlertid ligge mere i Jesu ord. I romertiden brugte man også sten som adgangsbeviser til vigtige begivenheder. Den hvide sten kan således symbolisere noget ganske særligt for den salvede kristne der sejrer — nemlig at han får adgang til en ærefuld plads i himmelen ved Lammets bryllup. Der udleveres kun 144.000 sådanne sten. — Åbenbaringen 14:1; 19:7-9.

²¹ Vil det sige at du er ladt ude af betragtning hvis du hører til den store skare? På ingen måde. Du får ganske vist ikke en hvid sten som giver adgang til himmelen, men hvis du holder ud kan du komme igennem den store trængsel og få del i den glæde det vil være at genoprette Paradiset på jorden. Andre som vil deltage i dette arbejde, er de opstandne trofaste fra førkristen tid og „andre får“ som er døde inden for de senere år. Derefter vil alle andre genløste døde blive velsignet med en opstandelse til liv i det jordiske paradis. — Salme 45:16; Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9, 14.

22, 23. Hvilken betydning ligger der i det navn der står skrevet på den sten de salvede kristne får, og hvilken tilskyndelse ligger der i dette?

²² Hvad er det nye navn der står skrevet på stenen? Et navn er noget der identificerer en person og som tjener til at adskille vedkommende fra andre. Eftersom de salvede kristne først får stenen efter at de har afsluttet deres jordiske livsløb som sejrvindere, må navnet på stenen have at gøre med det privilegium at de bliver forenet med Jesus i himmelen — at de knyttes nært til ham i en kongelig tjeneste som kun opnås og kun virkelig forstås af dem der arver det himmelske rige. Det er således et navn, eller en embedstitel, „som ingen kender undtagen den der får det“. — Jævnfør Åbenbaringen 3:12.

²³ Dette tilskynder i høj grad Johannesskarens medlemmer til at „høre hvad ånden siger til menighederne“ og give agt på det! Og det animerer deres medarbejdere i den store skare til at tjene trofast sammen med dem så længe de kan nyde fællesskabet med dem på jorden og gøre Jehovas rige kendt sammen med dem!

[Fodnoter]

Kapitel 10

Afsky „Satans dybder“

TYATIRA

1. Hvor lå Tyatira i forhold til de andre menigheder, og hvordan var de religiøse forhold i byen?

OMKRING 65 kilometer sydøst for Bergama (Pergamum) ligger den travle tyrkiske by Akhisar — samme sted som byen Tyatira lå for 1900 år siden. En rejsende tilsynsmand kunne nemt komme til Tyatira ad vejen fra Pergamum og derefter rejse i en kreds til de sidste menigheder, der er nævnt i Åbenbaringens 3. kapitel — Sardes, Filadelfia og Laodikea. I modsætning til Pergamum synes Tyatira ikke at have været et vigtigt center for kejserdyrkelsen, men der fandtes dog både helligdomme og templer for hedenske guder i byen. Tyatira var især en vigtig handelsby.

2, 3. (a) Hvilken tidligere oplysning har vi om en indbygger fra Tyatira der blev kristen? (b) Hvad betyder det for de kristne i Tyatira at Jesus er Guds søn og at hans „øjne er som en ildflamme“?

² Da Paulus forkyndte i Makedonien traf han en kvinde fra Tyatira, en purpurhandlerske ved navn Lydia. Hun og hendes husstand tog med glæde imod det budskab Paulus forkyndte, og viste en usædvanlig gæstfrihed. (Apostelgerninger 16:14, 15) Hun blev den første indbygger fra Tyatira som man véd tog imod kristendommen. Med tiden blev der oprettet en kristen menighed i byen. Jesus henvender sit længste budskab til den: „Og skriv til menighedens engel i Tyatira: Dette siger Guds søn, han hvis øjne er som en ildflamme og hvis fødder er ligesom fint kobber.“ — Åbenbaringen 2:18.

³ Dette er den eneste gang udtrykket „Guds søn“ forekommer i Åbenbaringen, skønt Jesus dog andre steder omtaler Jehova som sin „Fader“. (Åbenbaringen 2:27; 3:5, 21) Brugen af denne titel minder uden tvivl de kristne i Tyatira om Jesu nære forhold til Jehova. Hans „øjne er som en ildflamme“ — en advarsel til brevets modtagere om at hans fortærende dom vil ramme alt hvad han ser besmitte menigheden. At han igen henviser til sine skinnende, kobberlignende fødder, understreger det lysende eksempel på trofasthed han satte mens han gik på jorden. De kristne i Tyatira fulgte uden tvivl hans vejledning, og det samme må vi gøre i dag. — 1 Peter 2:21.

4, 5. (a) Hvad kunne Jesus rose de kristne i Tyatira for? (b) Hvordan er menigheden i Tyatira typisk for Jehovas Vidners menigheder i dag?

⁴ Jesus kan lykkeligvis rose dem der er i Tyatira. Han siger: „Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og tro og tjeneste og udholdenhed, og jeg ved at dine sidste gerninger er flere end de første.“ (Åbenbaringen 2:19) I modsætning til efeserne har de salvede kristne i Tyatira ikke mistet deres første kærlighed til Jehova. Deres tro er stærk. Desuden er deres gerninger flere end de første, og ligesom de tre foregående menigheder viser de kristne i Tyatira udholdenhed. Det samme kan siges om de næsten 100.000 menigheder af Jehovas Vidner der findes på jorden i dag! Kærligheden til Jehova skinner klart igennem, idet organisationen er gennemtrængt af en nidkærhedens ånd som ansporer både unge og gamle. Et stigende antal melder sig som pionerer og bruger den tilbageværende tid klogt i forkyndelsen af det storslåede håb om Guds kommende rige. — Mattæus 24:14; Markus 13:10.

⁵ Mange trofaste, både af den salvede rest og af den store skare, har i årtier vist en forbilledlig udholdenhed i Guds tjeneste, mens verden omkring dem er kommet længere og længere ud i håbløshedens mørke. Men lad os være ved godt mod! Åbenbaringen bekræfter Guds tidligere profeters udsagn. „Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt.“ — Zefanias 1:14; Joel 2:1; Habakkuk 2:3; Åbenbaringen 7:9; 22:12, 13.

„Kvinden Jesabel“

6. (a) Hvilket problem peger Jesus på i Tyatiramenigheden som kræver omgående opmærksomhed? (b) Hvem var fortidens Jesabel, og kunne hun med rette gøre krav på at være profetinde?

⁶ Jesu flammende blik er trængt dybere, og han bemærker noget der kræver omgående opmærksomhed. Det fremgår af hans næste ord til de kristne i Tyatira: „Dog har jeg det imod dig at du tolererer kvinden Jesabel, som kalder sig profetinde og som lærer og vildleder mine trælle til at begå utugt og spise noget der er ofret til afguder.“ (Åbenbaringen 2:20) I det tiende århundrede f.v.t. var dronning Jesabel, kong Akab af Israels ba’alsdyrkende hustru, berygtet for sin blodtørst, utugt og herskesyge. Jehu, der tjente som Jehovas salvede, lod hende henrette. (1 Kongebog 16:31; 18:4; 21:1-16; 2 Kongebog 9:1-7, 22, 30, 33) Den afgudsdyrkende Jesabel kunne ikke med rette kalde sig profetinde. Hun var ikke som Mirjam og Debora, der tjente som trofaste profetinder i Israel. (2 Mosebog 15:20, 21; Dommerne 4:4; 5:1-31) Og Jehovas ånd bevægede hende ikke til at profetere, sådan som i tilfældet med den aldrende Anna og evangelieforkynderen Filips fire døtre. — Lukas 2:36-38; Apostelgerninger 21:9.

7. (a) Hvilken indflydelse sigter Jesus uden tvivl til med udtrykket „kvinden Jesabel“? (b) Hvordan har nogle kvinder i menigheden måske forsøgt at retfærdiggøre deres egenrådige kurs?

⁷ „Kvinden Jesabel“ som hævder at være profetinde i Tyatira er altså en svindler. Hun har ikke Guds ånd. Hvem er hun? Hun er sandsynligvis en kvinde eller en gruppe kvinder der øver en skændig og fordærvende indflydelse i menigheden. Et antal kvinder som er tilsluttet menigheden har måske forledt nogle af dens medlemmer til umoralitet, samtidig med at de skamløst retfærdiggør deres egenrådige handlinger ved at fordreje Skriften. Derved optræder de som falske profeter. De vil gerne påvirke andre til at gøre dem følgeskab „med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse“. (Kolossenserne 3:5) De vil gerne have menighedens medlemmer til at slå ind på en umoralsk, egoistisk livsform af den slags der nu accepteres eller tolereres inden for de fleste af kristenhedens kirkesamfund.

8. (a) Hvad siger Jesus om „Jesabel“ i Tyatira? (b) Hvordan har en uretmæssig kvindelig indflydelse gjort sig gældende i vor tid?

⁸ Jesus siger videre til de ældste i Tyatira: „Og jeg har givet hende tid til at ændre sind, men hun er ikke villig til at ændre sind med hensyn til sin utugt. Se! Jeg vil kaste hende på sygesengen, og dem der begår ægteskabsbrud med hende, ud i stor trængsel, medmindre de ændrer sind med hensyn til hendes gerninger.“ (Åbenbaringen 2:21, 22) Ligesom fortidens Jesabel tydeligvis dominerede Akab og derefter forsøgte at trodse Guds domsfuldbyrder, Jehu, sådan forsøger denne kvindelige indflydelse i Tyatiramenigheden uden tvivl at manipulere med ægtemændene og de ældste, og det ser ud til at de ældste tolererer denne usømmelige Jesabel-indflydelse. Jesus retter her en kraftig advarsel til dem, og dermed til hele den verdensomspændende menighed af Jehovas folk i dag. I vor tid har sådanne viljestærke kvinder forledt deres mænd til frafald og har tilmed anlagt sag mod Jehovas trofaste tjenere. — Jævnfør Judas 5-8.

9. (a) Hvorfor er Jesu ord om Jesabel på ingen måde en kritik af alle kvinder i menigheden? (b) Hvad skal der til for at der opstår en Jesabel-indflydelse?

⁹ Dette er på ingen måde en kritik af de mange trofaste kvinder i den kristne menighed. En stor del af vidnearbejdet udføres i dag af trofaste søstre, og ved de bibelstudier de leder, fører de skarer af nye til menigheden. Gud selv velsigner dette, som det fremgår af Salme 68:11: „Jehova lader ordet lyde; de kvinder der forkynder godt nyt er en talrig hær.“ Ægtemænd kan blive præget i en gunstig retning af deres hustruers milde og respektfulde adfærd, som er „af stor værdi i Guds øjne“. (1 Peter 3:1-4) Den dygtige, flittige hustru prises af kong Lemuel. (Ordsprogene 31:10-31) Det er kun når kvinder forlader deres plads og forsøger at forføre mændene eller udfordre eller ignorere deres myndighed at der opstår en Jesabel-indflydelse. — Efeserne 5:22, 23; 1 Korinther 11:3.

10. (a) Hvorfor bliver Jesabel og hendes børn dømt? (b) Hvilken farlig tilstand befinder de der bliver børn af Jesabel sig i, og hvad bør de gøre?

¹⁰ Jesus siger videre angående „kvinden Jesabel“: „Og hendes børn vil jeg dræbe med en dødbringende plage, så alle menighederne vil blive klar over at jeg er den der ransager nyrer og hjerter, og jeg vil give jer hver især efter jeres gerninger.“ (Åbenbaringen 2:23) Jesus har givet Jesabel og hendes børn tid til at ændre sind, men de fortsætter deres umoralske adfærd og må derfor dømmes. Heri ligger der et magtfuldt budskab til kristne i dag. De der efterligner Jesabel, hvad enten det er mænd eller kvinder, og bliver hendes børn ved at krænke Bibelens principper vedrørende moral og myndighed eller ved stædigt at ignorere teokratisk orden, befinder sig i en faretruende tilstand af åndelig sygdom. Det er sandt at hvis en der er åndeligt syg tilkalder menighedens ældste og lader dem bede over ham, vil ’troens bøn gøre den sløje rask, og Jehova vil rejse ham op’ — forudsat at han ydmygt handler i harmoni med de bønner der bedes. Men ingen må tro at de kan narre Gud eller Kristus ved at forsøge at skjule umoralske handlinger eller ved at give det udseende af at de tjener nidkært. — Jakob 5:14, 15.

11. Hvordan hjælpes menighederne i dag til at være på vagt over for en uretmæssig kvindelig indflydelse?

¹¹ De fleste af Jehovas Vidners menigheder er i dag opmærksomme på denne fare. De ældste holder et vågent øje med tilbøjeligheder til en uteokratisk indstilling eller adfærd. De forsøger at hjælpe både mænd og kvinder som vover sig ud på en farefuld vej, til at blive åndeligt opbygget og komme ind på rette spor igen før det er for sent. (Galaterne 5:16; 6:1) Kærligt og myndigt modvirker disse kristne tilsynsmænd ethvert kvindeligt forsøg på at danne kliker der tager sigte på at fremme en form for kvindefrigørelse. Desuden gives der nu og da betimelig vejledning i Jehovas Vidners publikationer.a   

12. Hvordan udviser Johannesskaren i dag en nidkærhed som svarer til Jehus?

¹² Hvis nogle begår grov umoralitet, og specielt hvis de kommer i vane med det, og ikke vil ændre sind, må de imidlertid udstødes. Vi husker hvor nidkært Jehu udslettede ethvert spor af Jesabels indflydelse i Israel. På samme måde griber Johannesskaren i dag myndigt ind, hvorved de sætter eksemplet for deres „Jonadab“-medarbejdere og viser at de på ingen måde ligner kristenhedens „tolerante“ præster. — 2 Kongebog 9:22, 30-37; 10:12-17.

13. Hvad vil der ske med dem der giver efter for en uret kvindelig indflydelse?

¹³ Som Jehovas sendebud og dommer afslører Guds søn med rette hvordan det står til med nutidens Jesabel og kaster hende på en sygeseng, for hendes åndelige sygdom er tydeligvis kronisk. (Malakias 3:1, 5) De der har givet efter for denne urette kvindelige indflydelse vil også lide stor trængsel — sorgen over at blive udstødt, afskåret fra den kristne menighed som var de døde. Medmindre de ændrer sind, vender om og bliver genoptaget i menigheden må de også imødese den fysiske død, der vil komme ved „en dødbringende plage“ — senest i den store trængsel. I mellemtiden har de mulighed for at komme på fode igen hvis de fuldt ud angrer deres urette handlinger. — Mattæus 24:21, 22; 2 Korinther 7:10.

14. (a) Hvordan bruger Jesus de ældste til at tage sig af visse problemer, herunder en eventuel Jesabel-indflydelse der gør sig gældende? (b) Hvordan bør menigheden støtte de ældste der behandler sådanne problemer?

¹⁴ „Alle menighederne“ må være klar over at Jesus ransager ’nyrerne’, de dybeste følelser, og ’hjertet’, det indre menneske med dets bevæggrunde. Hertil anvender han betroede stjerner, eller ældste, idet han lader dem tage sig af visse problemer, som for eksempel en Jesabel-indflydelse der gør sig gældende. (Åbenbaringen 1:20) Når disse ældste har undersøgt en sådan sag og har fældet en dom, er det ikke op til enkeltpersoner i menigheden at finde ud af hvorfor den pågældende afgørelse er truffet. Alle bør ydmygt acceptere de ældstes behandling af sådanne sager og fortsætte med at støtte disse stjerner i menigheden. Loyalitet mod Jehova og hans organisationsordning vil blive belønnet. (Salme 37:27-29; Hebræerne 13:7, 17) Måtte du for dit vedkommende blive velsignet når Jesus giver hver især efter hans gerninger. — Galaterne 5:19-24; 6:7-9.

’Hold fast ved det I har’

15. (a) Hvad havde Jesus at sige til dem der ikke var blevet fordærvet af Jesabel? (b) Hvoraf fremgår det at ikke alle som gjorde krav på at være kristne i 1918 var blevet fordærvet af den frafaldne kristenhed?

¹⁵ Jesu næste ord bringer trøst og opmuntring: „Men jeg siger til de andre af jer som er i Tyatira, alle som ikke har denne lære, dem der ikke har lært ’Satans dybder’, som de siger, at kende: Jeg lægger ikke nogen anden byrde på jer. Hold alligevel fast ved det I har, indtil jeg kommer.“ (Åbenbaringen 2:24, 25) Der er trofaste sjæle i Tyatira som ikke har ladet sig påvirke af Jesabel. Svarende hertil har der i 40 år forud for 1918 og i årene siden været kristne som ikke har tolereret den umoralitet og det fordærv der er så udbredt i kristenheden. Den lille gruppe bibelstudenter, nu kendt som Jehovas Vidner, der forsøgte at hjælpe kirkemedlemmer til at indse at mange af kristenhedens læresætninger havde en ukristen baggrund, har befriet sig selv for ethvert spor af babyloniske lærdomme og skikke som de havde overtaget fra den frafaldne kristenhed. Dette indbefatter ’kvinden Jesabels’ principløse lære.

16. Hvad må vi, ifølge Jesu ord og det styrende råds afgørelse i det første århundrede, holde os fra, skønt der ikke er pålagt os yderligere byrder?

¹⁶ Johannesskaren har også tilskyndet sine medarbejdere, den store skare, til at tage sig i agt for umoralsk påvirkning, der for eksempel gør sig gældende i den fordærvede underholdningsverden. Der er ingen grund til at se på eller give sig af med fordærv hverken af nysgerrighed eller for at undersøge hvad det er man skal undgå. Det er klogt at holde sig på lang afstand af „Satans dybder“. Som Jesus siger: „Jeg lægger ikke nogen anden byrde på jer.“ Dette minder om den bestemmelse det kristne styrende råd udsendte i det første århundrede: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt.“ (Apostelgerninger 15:28, 29) Skal det gå os godt i åndelig henseende må vi altså undgå falsk religion, misbrug af blod (for eksempel ved blodtransfusion) og umoralitet. Dette vil uden tvivl også beskytte vort fysiske helbred.

17. (a) Hvordan har Satan fristet mennesker i dag med ting der forekommer ’dybe’? (b) Hvordan bør vi se på ’dybderne’ i Satans sofistikerede verden?

¹⁷ Satan har også andre „dybder“ i dag, ting der anses for at være ’dybe’, som for eksempel komplicerede spekulationer og filosofiske anskuelser hvormed der lefles for intellektet. Foruden principløse, umoralske ræsonnementer omfatter dette sådanne ting som spiritismen og udviklingsteorien. Hvordan betragter den alvise Skaber disse „dybder“? Apostelen Paulus citerer ham for ordene: „Jeg vil lade de vises visdom gå til grunde.“ I modsætning hertil er „Guds dybder“ enkle, klare og opbyggende. Forstandige kristne undgår ’dybderne’ i Satans sofistikerede verden. Husk at „verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. — 1 Korinther 1:19; 2:10; 1 Johannes 2:17.

18. Hvilke velsignelser lovede Jesus de salvede kristne der forbliver trofaste til enden, og hvilken forret vil de opstandne få i Harmagedon?

¹⁸ Jesus henvender nu nogle hjertevarmende ord til de kristne i Tyatira, ord som også opmuntrer de salvede kristne i dag: „Og den der sejrer og holder sig til mine gerninger til enden, ham vil jeg give myndighed over nationerne, og han skal vogte dem med en jernstav så de knuses som lerkar, således som jeg også har fået myndighed fra min Fader.“ (Åbenbaringen 2:26, 27) Hvilken storslået forret! Denne myndighed, som de salvede sejrvindere får ved deres opstandelse, består i at de sammen med Jesus får en andel i at svinge den knusende „jernstav“ mod de oprørske nationer i Harmagedon. Disse nationers kernevåben vil i bedste fald gå af som en fuser når Kristus knuser sine fjender som var de lerkar. — Salme 2:8, 9; Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-13, 15.

19. (a) Hvem er „morgenstjernen“, og hvordan vil den blive givet til dem der sejrer? (b) Hvilken opmuntring er der til den store skare?

¹⁹ Jesus tilføjer: „Og jeg vil give ham morgenstjernen.“ (Åbenbaringen 2:28) Jesus forklarer selv senere hvad denne ’morgenstjerne’ er, idet han siger: „Jeg er Davids rod og afkom, den strålende morgenstjerne.“ (Åbenbaringen 22:16) Ja, det er Jesus der opfylder den profeti Jehova lod komme over Bileams uvillige læber: „En stjerne skal fremtræde fra Jakob, og et scepter rejse sig fra Israel.“ (4 Mosebog 24:17) Hvordan vil Jesus give „morgenstjernen“ til dem der sejrer? Åbenbart ved at give dem ham selv, ved at lade dem indgå det nærest tænkelige, mest fortrolige forhold til ham. (Johannes 14:2, 3) I sandhed en stærk tilskyndelse til at holde ud! Det er også styrkende for den store skare at vide at „morgenstjernen“ snart vil udøve sin regeringsmyndighed ved at genoprette Paradiset på jorden!

Bevar din uangribelighed

20. Hvilken udvikling inden for kristenheden minder os om nogle af svaghederne i menigheden i Tyatira?

²⁰ Dette budskab må have været til stor opmuntring for de kristne i Tyatira. Tænk, den herliggjorte Guds søn i himmelen havde selv talt til dem om nogle af deres problemer! I det mindste nogle af menighedens medlemmer må have reageret positivt på denne kærlige omsorg. Dette det længste af de syv budskaber hjælper os til at udpege den sande kristne menighed i dag. Da Jesus i 1918 kom til Jehovas tempel for at dømme, var det store flertal af de samfund der gjorde krav på at være kristne, besmittet af afgudsdyrkelse og åndelig umoralitet. (Jakob 4:4) Nogle af dem byggede deres tro på lærdomme som var blevet fremsat af viljefaste kvinder i det 19. århundrede, som for eksempel Ellen White fra syvendedagsadventisterne og Mary Baker Eddy fra Kristen Videnskab, og siden har mange kvinder stået på prædikestolene. (Se i modsætning hertil Første Timoteusbrev 2:11, 12.) Inden for de katolske retninger bliver Maria ofte æret mere end Gud og Kristus. Jesus viste hende ikke en sådan ære. (Johannes 2:4; 19:26) Kan samfund der ligger under for en sådan uretmæssig kvindelig indflydelse, virkelig anerkendes som kristne?

21. Hvordan kan vi som enkeltpersoner tage ved lære af Jesu budskab til Tyatira?

²¹ Hvad enten vi hører til Johannesskaren eller til de andre får, gør vi som enkeltpersoner vel i at overveje dette budskab. (Johannes 10:16) Nogle kan finde det fristende at følge den lette vej, ligesom Jesabel-disciplene i Tyatira. Der er også fristelsen til at gå på kompromis. Det er en udfordring at skulle leve op til Guds krav, for eksempel i forbindelse med ikke at spise blodprodukter eller modtage blodtransfusioner. Nogle mener måske at deres nidkærhed i tjenesten eller det at de holder foredrag giver dem ret til at tage mere afslappet på andre ting, som for eksempel at se voldsprægede og umoralske film eller videobånd, eller at drikke rigeligt med alkohol. Jesu advarsel til de kristne i Tyatira viser at vi ikke må tage os sådanne friheder. Jehova ønsker at vi skal være rene og tjene ham af en hel sjæl, og ikke være tvesindede, sådan som mange af de kristne var i Tyatira.

22. Hvordan understreger Jesus betydningen af at have et hørende øre?

²² Til sidst erklærer Jesus: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne.“ (Åbenbaringen 2:29) Det er fjerde gang han fremsætter denne appel, og den står også som afslutning på de tre sidste budskaber. Har du et hørende øre? Da bliv ved med at lytte opmærksomt til Gud, idet han ved sin ånd fortsætter med at give vejledning gennem sin kanal.

[Fodnote]