-
Det første ve — græshopperÅbenbaringen — Det store klimaks er nær!
-
-
Kapitel 22
Det første ve — græshopper
1. Hvem følger det op på jorden når englene blæser i trompeterne, og hvad bekendtgør det femte trompetstød?
DEN femte engel gør sig rede til at blæse i sin trompet. Der har allerede lydt fire himmelske trompeter, og fire plager er blevet sendt over den tredjedel af jorden som Jehova anser for mest dadelværdig — kristenheden. Dens dødeligt syge tilstand er blevet afsløret. Det er engle der blæser i trompeterne, men menneskelige herolder følger det op på jorden. Nu er den femte engel med sin trompet klar til at bekendtgøre det første ve, som er mere forfærdeligt end det der er gået forud. Det har at gøre med en rædselsvækkende græshoppeplage. Men lad os først undersøge nogle andre skriftsteder som vil hjælpe os til bedre at forstå denne plage.
2. Hvilken bog i Bibelen beskriver en insektplage som minder om den Johannes ser, og hvordan ville denne plage berøre fortidens Israel?
2 I Joels bog, der blev skrevet i det niende århundrede f.v.t., beskrives en insektplage som svarer til den plage Johannes ser. (Joel 2:1-11, 25)a Den skulle volde de frafaldne israelitter meget ubehag, men ville samtidig føre til at enkelte jøder vendte om og på ny opnåede Jehovas gunst. (Joel 2:6, 12-14) Til den tid ville Jehova udgyde sin ånd over „al slags kød“, og der ville indtræffe frygtelige tegn og skræmmende varsler forud for „Jehovas store og frygtindgydende dag“. — Joel 2:11, 28-32.
En plage i det første århundrede
3, 4. (a) Hvornår gik profetien i Joels 2. kapitel i opfyldelse, og hvordan? (b) Hvilken symbolsk græshoppeplage indtraf i det første århundrede, og hvor længe fortsatte denne plage?
3 Profetien i Joels 2. kapitel fik en opfyldelse i det første århundrede. På pinsedagen i år 33 blev den hellige ånd udgydt, hvorved de første kristne blev salvet og fik kraft til at tale om „Guds storslåede gerninger“ på mange tungemål. Det bevirkede at en stor skare mennesker stimlede sammen. Apostelen Peter henvendte sig til disse forbløffede tilskuere, og idet han citerede Joel 2:28, 29 forklarede han at de var vidne til profetiens opfyldelse. (Apostelgerninger 2:1-21) Men der er ingen beretning om at der på det tidspunkt indtraf en bogstavelig insektplage som voldte ubehag for nogle og førte andre til anger og omvendelse.
4 Forekom der så en billedlig plage dengang? Ja, det gjorde der! Den kom som et resultat af de nysalvede kristnes uophørlige forkyndelse.b Gennem dem indbød Jehova de jøder der ville lytte, til at ændre sind og opnå velsignelser fra ham. (Apostelgerninger 2:38-40; 3:19) De der tog imod indbydelsen, opnåede hans gunst i bemærkelsesværdig grad. Men for dem der afslog indbydelsen, blev de kristne som en hærgende græshoppesværm. De begyndte i Jerusalem og spredte sig til hele Judæa og Samaria. Snart var de alle vegne og pinte de ikketroende jøder med deres offentlige forkyndelse af Jesu opstandelse med alt hvad dette indebar. (Apostelgerninger 1:8; 4:18-20; 5:17-21, 28, 29, 40-42; 17:5, 6; 21:27-30) Denne plage fortsatte indtil den „frygtindgydende dag“ i år 70 da Jehova førte de romerske hære mod Jerusalem for at ødelægge byen. Kun de kristne der i tro påkaldte Jehovas navn, blev frelst. — Joel 2:32; Apostelgerninger 2:20, 21; Ordsprogene 18:10.
Græshoppeplagen i dag
5. Hvordan er Joels profeti gået i opfyldelse siden 1919?
5 Det kunne forventes at Joels profeti ville få en endelig opfyldelse i endens tid. Og det har den i sandhed fået! Ved bibelstudenternes stævne i Cedar Point i staten Ohio, USA, fra 1. til 8. september 1919 bevægede en særlig udgydelse af Jehovas ånd hans folk til at organisere en verdensomspændende forkyndelseskampagne. Af alle der bekendte sig til kristendommen var de de eneste der, i erkendelse af at Jesus var blevet indsat som konge i himmelen, ikke skyede nogen anstrengelser for at forkynde denne gode nyhed vidt og bredt. Deres vedholdende forkyndelse, som var en opfyldelse af profetien, blev som en pinefuld plage for den frafaldne kristenhed. — Mattæus 24:3-8, 14; Apostelgerninger 1:8.
6. (a) Hvad så Johannes da den femte engel blæste i sin trompet? (b) Hvem er denne „stjerne“ et symbol på, og hvorfor?
6 Denne plage beskrives også i Åbenbaringen, som blev skrevet cirka 26 år efter Jerusalems ødelæggelse. Hvad føjer den til Joels beskrivelse? Lad os se på Johannes’ beretning: „Og den femte engel blæste i sin trompet. Og jeg så en stjerne som var faldet ned fra himmelen til jorden, og nøglen til afgrundens brønd blev givet ham.“ (Åbenbaringen 9:1) Denne „stjerne“ er forskellig fra den der nævnes i Åbenbaringen 8:10, som Johannes så idet den faldt. Her ser han en stjerne som er faldet ned fra himmelen og som nu har en opgave i forbindelse med jorden. Er det en åndeskabning eller et menneske? Indehaveren af „nøglen til afgrundens brønd“ optræder senere som den der kaster Satan i „afgrunden“. (Åbenbaringen 20:1-3) Han må derfor være en mægtig åndeskabning. I Åbenbaringen 9:11 fortæller Johannes at græshopperne har en konge over sig, „afgrundens engel“. Begge vers må sigte til den samme person, eftersom den engel der har nøglen til afgrunden logisk nok må være afgrundens engel. Stjernen må da symbolisere Jehovas udnævnte konge, eftersom de salvede kristne kun anerkender denne ene konge blandt englene, nemlig Jesus Kristus. — Kolossenserne 1:13; 1 Korinther 15:25.
7. (a) Hvad sker der idet „afgrundens brønd“ bliver åbnet? (b) Hvad er ’afgrunden’, og hvem tilbragte en kort tid i den?
7 Beretningen fortsætter: „Og han åbnede afgrundens brønd, og der steg røg op fra brønden som røgen fra en stor ovn, og solen blev formørket, også luften, af røgen fra brønden. Og fra røgen kom der græshopper ud over jorden; og der blev givet dem myndighed, den samme myndighed som jordens skorpioner har.“ (Åbenbaringen 9:2, 3) „Afgrunden“ er ifølge Bibelen et uvirksomhedens eller dødens sted. (Jævnfør Romerbrevet 10:7; Åbenbaringen 17:8; 20:1, 3.) Ved slutningen af den første verdenskrig (1918-19) befandt den lille skare af Jesu brødre sig en kort tid i en sådan ’afgrund’ hvor de var relativt uvirksomme. Men da Jehova i 1919 udgød sin ånd over sine angrende tjenere, sværmede de ud for at give sig i kast med det arbejde der lå foran dem.
8. På hvilken måde ledsages udfrielsen af græshopperne af en mængde „røg“?
8 Som Johannes nævner, er græshoppernes udfrielse ledsaget af en mængde røg der er som „røgen fra en stor ovn“.c Det var sådan det viste sig at være i 1919. Situationen formørkedes for kristenheden og for verden i almindelighed. (Jævnfør Joel 2:30, 31.) Græshoppernes eller Johannesskarens udfrielse var i virkeligheden et nederlag for kristenhedens gejstlige, der havde pønset på og lagt planer om at dræbe Rigets arbejde for bestandig og som nu forkastede Guds rige. Og da græshopperne fik myndighed af Gud og begyndte at udøve denne myndighed ved at forkynde kraftige domsbudskaber, sås der vidnesbyrd om at noget der svarede til et røgtæppe bredte sig over den frafaldne kristenhed. Kristenhedens ’sol’ — det lys den giver det udseende af at udsende — blev formørket, og „luften“ blev tyk af ’røg’, fyldt med guddommelige domserklæringer som afslørede at kristenhedens gud er „herskeren over luftens myndighed“. — Efeserne 2:2; Johannes 12:31; 1 Johannes 5:19.
Græshopperne der volder pine
9. Hvilke kampinstruktioner fik græshopperne?
9 Hvilke kampinstruktioner fik disse græshopper? Johannes beretter: „Og der blev sagt til dem at de ikke måtte skade jordens plantevækst eller noget grønt eller noget træ, men kun de mennesker som ikke har Guds segl på deres pander. Og det blev givet græshopperne ikke at dræbe dem, men at forårsage at de blev pint i fem måneder, og den pine de følte, var som den pine en skorpion volder når den stikker et menneske. Og i de dage vil menneskene søge døden men slet ikke finde den, og de vil ønske at dø, men døden bliver ved med at flygte fra dem.“ — Åbenbaringen 9:4-6.
10. (a) Hvem er plagen hovedsagelig rettet imod, og hvilken virkning har den på dem? (b) Hvilken form for pine er der tale om? (Se også fodnoten.)
10 Læg mærke til at denne plage ikke i første række er rettet mod folkene eller de fremtrædende iblandt dem — ’jordens plantevækst eller træer’. (Jævnfør Åbenbaringen 8:7.) Græshopperne skal kun skade dem der ikke har Guds segl på deres pander, det vil sige dem i kristenheden som hævder at være beseglede men hvis handlinger viser noget andet. (Efeserne 1:13, 14) De nutidige græshoppers pinevoldende udtalelser blev derfor i første række rettet mod kristenhedens religiøse ledere. Det må have været meget pinefuldt for disse selvbestaltede ledere at høre det forkyndt offentligt at de ikke førte deres hjorde til himmelen og heller ikke selv ville komme der!d De var ’blinde som ledte blinde’! — Mattæus 15:14.
11. (a) Hvor længe bliver græshopperne bemyndiget til at pine Guds fjender, og hvorfor er det ikke blot en kort tid? (b) Hvor alvorlig er pinen?
11 Pinen varer fem måneder. Er det en forholdsvis kort tid? Ikke for en bogstavelig græshoppe. Fem måneder svarer til dette insekts normale levetid. De nutidige græshopper bliver altså i hele deres levetid ved med at stikke Guds fjender. Pinen er endda så alvorlig at menneskene søger døden. Vi har ganske vist ingen beretninger om at nogen af dem der er blevet stukket af græshopperne virkelig har forsøgt at dræbe sig selv, men udtrykket hjælper os til at forestille os hvor heftig pinen er — som den pine der forvoldes af et vedvarende skorpionangreb. Den er som de lidelser Jeremias forudså for de utro israelitter der ville blive spredt af de babyloniske erobrere, og for hvem døden ville være at foretrække frem for livet. — Jeremias 8:3; se også Prædikeren 4:2, 3.
12. Hvorfor får græshopperne lov til i åndelig forstand at pine kristenhedens religiøse ledere, men ikke at dræbe dem?
12 Hvorfor bliver det kun givet græshopperne i åndelig forstand at pine Guds fjender og ikke at dræbe dem? Fordi det kun er et indledende ve der skal afsløre hvordan kristenheden har fremført løgne og er kommet til kort. Kristenhedens åndeligt døde tilstand skal først bekendtgøres fuldt ud senere på Herrens dag. Først under det andet ve bliver en tredjedel af menneskene dræbt. — Åbenbaringen 1:10; 9:12, 18; 11:14.
Græshopper udrustede til kamp
13. Hvordan ser græshopperne ud?
13 Disse græshopper ser ejendommelige ud! Johannes beskriver dem: „Og græshoppernes skikkelser lignede heste beredt til kamp; og på deres hoveder var der noget der så ud som kroner der lignede guld, og deres ansigter var som menneskers ansigter, og de havde hår som kvinders hår. Og deres tænder var som løvers; og de havde brystharnisker ligesom brystharnisker af jern. Og lyden af deres vinger var som lyden af vogne med mange heste der løber ud til kamp.“ — Åbenbaringen 9:7-9.
14. Hvordan svarer Johannes’ beskrivelse til de loyale genoplivede kristne i 1919?
14 Dette er en udmærket skildring af den loyale gruppe genoplivede kristne i 1919. Ligesom heste var de rede til kamp, ivrige efter at kæmpe for sandheden på den måde apostelen Paulus beskriver. (Efeserne 6:11-13; 2 Korinther 10:4) På deres hoveder ser Johannes noget der ser ud som kroner af guld. Det vil ikke være passende at de bærer virkelige kroner, for de begynder ikke at herske så længe de stadig er på jorden. (1 Korinther 4:8; Åbenbaringen 20:4) Men i 1919 havde de allerede et kongeligt udseende. De var Kongens brødre, og de himmelske kroner lå rede til dem, forudsat de forblev trofaste til enden. — 2 Timoteus 4:8; 1 Peter 5:4.
15. Hvad betegner (a) græshoppernes brystharnisker af jern? (b) deres ansigter, der er som menneskeansigter? (c) deres hår, der er som kvinders hår? (d) deres tænder, der er som løvetænder? (e) den larm de frembringer?
15 I synet har græshopperne brystharnisker af jern, der symboliserer ubrydelig retfærdighed. (Efeserne 6:14-18) De har menneskeansigter, hvilket udtrykker egenskaben kærlighed, eftersom mennesket blev skabt i Guds billede, han som er kærlighed. (1 Mosebog 1:26; 1 Johannes 4:16) Deres hår er langt som kvinders, et udmærket billede på at de underkaster sig deres konge, afgrundens engel. Og deres tænder ligner løvetænder. En løve bruger tænderne til at tygge kød med. Siden 1919 har Johannesskaren igen været i stand til at fortære fast åndelig føde, især sandhederne om Guds rige, hvori „løven af Judas stamme“, Jesus Kristus, er konge. Ligesom løven er et symbol på mod, har det krævet et vældigt mod at fordøje dette hårde budskab, at fremføre det på tryk og at udbrede det i hele verden. De symbolske græshopper har lavet en masse støj, ligesom „lyden af vogne med mange heste der løber ud til kamp“. Efter de første kristnes eksempel har de ikke i sinde at forholde sig tavse. — 1 Korinther 11:7-15; Åbenbaringen 5:5.
16. Hvilken betydning ligger der i at græshopperne har „haler og brodde ligesom skorpioner“?
16 Deres forkyndelse omfatter mere end det talte ord. „De har også haler og brodde ligesom skorpioner; og i deres haler er deres myndighed til at skade menneskene i fem måneder.“ (Åbenbaringen 9:10) Hvad kan dette betyde? Jo, i deres virke for Riget fremsætter Jehovas Vidner, både ved det talte ord og gennem trykte publikationer, myndige udtalelser baseret på Guds ord. Deres budskab virker som skorpionstik fordi de advarer om Jehovas hævns dag, der nærmer sig. (Esajas 61:2) Før den nuværende generation af åndelige græshopper har afsluttet sin levetid, vil den have fuldført sit gudgivne arbejde med at forkynde Jehovas domme — til skade for alle stivnakkede gudsbespottere.
17. (a) Hvad blev bekendtgjort ved bibelstudenternes stævne i 1919 som ville forstærke den svidende virkning af deres vidnegerning? (b) Hvordan er gejstligheden blevet pint, og hvordan har den reageret?
17 Græshopperne jublede da det ved deres stævne i 1919 blev bekendtgjort at der ville blive udgivet et nyt blad, The Golden Age. Det ville udkomme hver anden uge og skulle forstærke den svidende virkning af deres vidnegerning.e Nr. 27 af bladet, der udkom den 29. september 1920, afslørede præsteskabets underfundige deltagelse i forfølgelsen af bibelstudenterne i De Forenede Stater i perioden 1918-19. Op gennem 1920’erne og 1930’erne pinte The Golden Age præsteskabet med flere svidende artikler og karikaturtegninger som afslørede præsters rænkefulde blanden sig i politik, og især det katolske hierarkis overenskomster med de fascistiske og nazistiske diktatorer. Som svar skabte præsterne „uret i lovens navn“ og organiserede pøbeloverfald på Guds tjenere. — Salme 94:20, den danske autoriserede oversættelse af 1931.
Verdensherskerne underrettes
18. Hvilken gerning havde græshopperne at gøre, og hvad indtraf som reaktion på det femte trompetstød?
18 De nutidige græshopper havde en gerning at gøre. Den gode nyhed om Riget skulle forkyndes. Religiøse vildfarelser skulle afsløres. Fortabte får skulle findes. Da græshopperne tog fat på disse opgaver gik det ikke stille af; verdens opmærksomhed blev vakt. I lydighed mod englenes trompetstød er Johannesskaren vedblevet med at afsløre at kristenheden fortjener at blive ramt af Jehovas ugunstige domme. Som reaktion på det femte trompetstød blev en særlig side af disse domme understreget ved bibelstudenternes stævne i London i dagene fra 25. til 31. maj 1926. I Royal Albert Hall oplæstes resolutionen „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“, hvorefter der blev holdt et offentligt foredrag over temaet „Hvorfor Verdensmagterne vakler — Hjælpemidlet“. Dagen efter blev både resolutionen og foredraget bragt i deres fulde ordlyd i en førende Londonavis. Senere uddelte græshoppesværmen i hele verden 50 millioner eksemplarer af resolutionen i traktatform — hvad der i sandhed pinte gejstligheden! Mange år senere talte folk i England stadig om denne svidende afsløring.
19. Hvilket yderligere kampvåben fik de symbolske græshopper i hænde, og hvad blev der sagt heri om Londonmanifestet?
19 Ved dette stævne fik de symbolske græshopper også andre kampvåben i hænde, især en ny bog med titlen Verdensbefrielsen. Den indeholdt en bibelsk behandling af tegnet som viste at ’drengebarnet’, Kristi himmelske rigsregering, var blevet født i 1914. (Mattæus 24:3-14; Åbenbaringen 12:1-10) Derefter citerede den et manifest der blev offentliggjort i London i 1917, underskrevet af otte gejstlige der blev betegnet som „nogle af Verdens største Prædikanter“ og som repræsenterede de førende protestantiske trosretninger — baptistkirken, den kongregationalistiske kirke, den presbyterianske kirke, den episkopale kirke og metodistkirken. De erklærede i dette manifest at „den nuværende Krise peger hen imod Afslutningen af Hedningernes Tider“ og at „Herrens Aabenbarelse kan ventes hvilket Øjeblik som helst“. Ja, disse gejstlige havde genkendt tegnet på Jesu nærværelse! Men ville de gøre noget ved det? Bogen Verdensbefrielsen fortæller: „Det mest ejendommelige ved det hele er, at selve de Mænd, som underskrev Manifestet, senere tilbagekaldte det og forkastede Tegnene og Beviserne paa, at vi nu oplever Verdens Ende og Tiden for Herrens anden Nærværelse.“
20. (a) Hvad har gejstligheden valgt at gøre i forbindelse med græshopperne og deres konge? (b) Hvem siger Johannes at græshopperne har over sig, og hvad er hans navn?
20 I stedet for at bekendtgøre Guds riges komme har kristenhedens gejstlige valgt at holde sig til Satans verden. De ønsker intet fællesskab med græshopperne og deres konge, om hvem Johannes nu siger: „Over sig har de en konge, afgrundens engel. På hebraisk er hans navn Abaddōn [der betyder „ødelæggelse“], men på græsk har han navnet Apollyon [der betyder „ødelægger“].“ (Åbenbaringen 9:11) Som „afgrundens engel“ eller ’ødelæggeren’ havde Jesus i sandhed sendt en voldsom plage, et „ve“, over kristenheden. Men der følger mere!
[Fodnoter]
a Sammenlign Joel 2:4, 5, 7 (hvor insekterne beskrives som heste, som et mægtigt folk og som mennesker, og hvor det siges at de lyder som stridsvogne) med Åbenbaringen 9:7-9, og sammenlign Joel 2:6, 10 (der beskriver insektplagens smertefulde virkning) med Åbenbaringen 9:2, 5.
b Se artiklen „Forenede mod nationerne i opgørets dal“ i Vagttårnet for 1. april 1962.
c Bemærk at dette skriftsted ikke kan bruges til at bevise at der var ild i afgrunden, som om afgrunden var en slags brændende helvede. Johannes siger at han så en tyk røg der var som røgen fra en stor ovn. (Åbenbaringen 9:2) Han fortæller ikke noget om at han så flammer i afgrunden.
d Det græske ord der bruges her, kommer af roden basaniʹzō, der undertiden bruges om bogstavelig pine eller tortur. Det kan imidlertid også bruges om mental pine. Vi læser for eksempel i Andet Petersbrev 2:8 at Lot ’pintes i sin retfærdige sjæl’ på grund af den ondskab han så i Sodoma. De religiøse ledere i aposteltiden led også mental pine, men selvfølgelig af en helt anden grund.
e Bladet udkom på dansk fra 1930 under navnet Ny Verden, og det fik i 1947 navnet Vaagn op!
-
-
Det andet ve — rytterhæreÅbenbaringen — Det store klimaks er nær!
-
-
Kapitel 23
Det andet ve — rytterhære
1. Hvordan er det gået trods præsternes forsøg på at udrydde græshopperne, og hvad vidner dét at der skal komme endnu to veer om?
SIDEN 1919 har den symbolske græshoppeinvasion i kristenheden voldt præsterne betydeligt ubehag. De har forsøgt at udrydde græshopperne, men plagen er blot taget til i styrke. (Åbenbaringen 9:7) Og ikke nok med det! Johannes skriver: „Det ene ve er forbi. Se! Der kommer endnu to veer efter dette.“ (Åbenbaringen 9:12) Der er flere pinefulde plager i vente for kristenheden.
2. (a) Hvad sker der idet den sjette engel blæser i sin trompet? (b) Hvad repræsenterer ’stemmen fra hornene på guldalteret’? (c) Hvorfor nævnes der fire engle?
2 Hvorfra kommer det andet ve? Johannes skriver: „Og den sjette engel blæste i sin trompet. Og jeg hørte en stemme fra hornene på guldalteret der er foran Gud, sige til den sjette engel, som havde trompeten: ’Løs de fire engle som er bundet ved den store flod Eufrat.’“ (Åbenbaringen 9:13, 14) Englene bliver løst som svar på en stemme der lyder fra hornene på guldalteret. Det er det gyldne røgelsesalter, og røgelsen i guldkarrene fra dette alter er to gange tidligere blevet forbundet med de helliges bønner. (Åbenbaringen 5:8; 8:3, 4) Stemmen fra dette alter repræsenterer derfor de forenede bønner der opsendes af de hellige på jorden. De beder om at de selv må blive udfriet, så de atter kan udføre deres energiske tjeneste som Jehovas „sendebud“, hvilket er grundbetydningen af det græske ord der her er gengivet med „engle“. Hvorfor er der fire engle? Dette symbolske antal synes at angive at de ville være sådan organiseret at de kunne dække hele jorden. — Åbenbaringen 7:1; 20:8.
3. I hvilken forstand havde de fire engle været „bundet ved den store flod Eufrat“?
3 I hvilken forstand havde disse engle været „bundet ved den store flod Eufrat“? Floden Eufrat dannede i fortiden den nordøstlige grænse for det land Jehova havde lovet Abraham. (1 Mosebog 15:18; 5 Mosebog 11:24) Englene var åbenbart blevet holdt tilbage ved grænsen til deres gudgivne land eller jordiske virkeområde, så de ikke kunne gå fuldt og helt ind i den tjeneste Jehova havde beredt dem. Eufrat var også nært knyttet til byen Babylon, og efter Jerusalems fald i 607 f.v.t. tilbragte de kødelige israelitter 70 år i fangenskab dér, „bundet ved den store flod Eufrat“. (Salme 137:1) Ved begyndelsen af 1919 var de åndelige israelitter bundet på tilsvarende måde; de var dybt bedrøvede og bad om Jehovas ledelse.
4. Hvilken opgave har de fire engle, og hvordan er den blevet udført?
4 Johannes kan lykkeligvis berette: „Og de fire engle, som var beredt til timen og dagen og måneden og året, blev løst, så de kunne dræbe en tredjedel af menneskene.“ (Åbenbaringen 9:15) Jehova er tidsbevidst og præcis. Han har en tidsplan som han nøje overholder. Disse sendebud bliver derfor løst nøjagtig til tiden, i tide til at udføre den opgave de skal i gang med. Det var med stor glæde de kom ud af trældommen i 1919, rede til at virke. Det blev pålagt dem ikke blot at pine men til sidst at „dræbe en tredjedel af menneskene“. Dette har tilknytning til de plager der blev bebudet af de fire første trompetstød og som hjemsøgte en tredjedel af jorden, havet, skabningerne i havet, floderne, vandkilderne og de himmelske lyskilder. (Åbenbaringen 8:7-12) De fire engle går videre. De ’dræber’ en tredjedel af menneskene, det vil sige afslører til fulde kristenhedens åndeligt døde tilstand. Dette er sket ved hjælp af erklæringer som er blevet udbasuneret fra 1922 og frem til i dag.
5. Hvordan blev lyden af det sjette trompetstød gentaget over for kristenheden i 1927?
5 Husk at den himmelske engel netop har blæst i den sjette trompet. Som reaktion blev det sjette af bibelstudenternes årlige internationale stævner holdt i Toronto i staten Ontario, Canada. Programmet om søndagen, den 24. juli 1927, blev udsendt over 53 radiostationer, den største sammenkobling af radiostationer der indtil da havde fundet sted. Dette talte budskab nåede ud til en lytterskare på uden tvivl mange millioner. Først blev der oplæst en magtfuld resolution der afslørede kristenheden som åndeligt død og fremsatte indbydelsen: „Gud byder i denne Forvirringens Time Menneskene at vende sig bort fra den organiserede Kristenhed og ophøre med at støtte den ... I Stedet for bør Menneskene sværge Gud Jehova og hans Rige Troskab.“ Titlen på det efterfølgende offentlige foredrag var „Frihed for Folkene“. J. F. Rutherford holdt det i sin sædvanlige dynamiske stil, som svarede udmærket til „ilden og røgen og svovlet“ som Johannes dernæst ser i synet.
6. Hvordan beskriver Johannes de rytterhære han dernæst ser?
6 „Og tallet på rytterhærene var to gange ti tusind gange ti tusind: Jeg hørte tallet på dem. Og sådan så jeg hestene i synet og dem der sad på dem: de havde ildrøde og hyacintblå og svovlgule brystharnisker; og hestenes hoveder var som løvehoveder, og ud af deres munde kom ild og røg og svovl. Ved disse tre plager blev en tredjedel af menneskene dræbt, af ilden og røgen og svovlet som kom ud af deres munde.“ — Åbenbaringen 9:16-18.
7, 8. (a) Under hvis ledelse kommer disse rytterhære tordnende? (b) På hvilke måder svarer rytterhærene til græshopperne i det foregående?
7 Disse rytterhære kommer åbenbart tordnende under ledelse af de fire engle. Hvilket frygtindgydende syn! Forestil dig hvordan du ville reagere hvis du var målet for et sådant rytteriangreb! Selve rytteriets udseende ville slå dig med rædsel. Lagde du for øvrigt mærke til hvor meget disse rytterhære minder om de forudgående græshopper? Græshopperne lignede heste; i rytterhærene er der heste. Begge grupper er altså involveret i teokratisk krigsførelse. (Ordsprogene 21:31) Græshopperne havde tænder som løver; hestene i rytterhærene har hoveder som løver. Begge parter er derfor knyttet til den modige løve af Judas stamme, Jesus Kristus, som er deres fører, kommandør og forbillede. — Åbenbaringen 5:5; Ordsprogene 28:1.
8 Både græshopperne og rytterhærene deltager i Jehovas domsgerning. Græshopperne kom ud af den røg der varslede ve og ødelæggende ild for kristenheden; af hestenes munde udgår der ild, røg og svovl. Græshopperne havde brystharnisker af jern, hvilket betegnede at deres hjerte var beskyttet af urokkelig hengivenhed for retfærdighed; rytterne har brystharnisker som er røde, blå og gule, og som derved afspejler ilden, røgen og svovlet i de dødbringende domsbudskaber der vælder frem fra hestenes munde. (Jævnfør Første Mosebog 19:24, 28; Lukas 17:29, 30.) Græshopperne havde haler ligesom skorpioner til at pine med; hestene har haler ligesom slanger til at dræbe med! Det ser ud til at det der blev påbegyndt af græshopperne, skal følges op med forøget styrke og afsluttes af rytterhærene.
9. Hvad symboliserer rytterhærene?
9 Hvad symboliserer disse rytterhære så? Ligesom det var den salvede Johannesskare der indledte den trompetlignende proklamation af Jehovas dom over kristenheden, med myndighed til at ’stikke og skade’ den, må vi kunne forvente at det er den samme gruppe der sendes ud for at „dræbe“ den, det vil sige bekendtgøre at kristenheden og dens præsteskab er fuldstændig døde i åndelig henseende, forkastede af Jehova og tjenlige til at komme i den evige tilintetgørelses ’ildovn’. Ja, hele det store Babylon vil blive udslettet. (Åbenbaringen 9:5, 10; 18:2, 8; Mattæus 13:41-43) Men før kristenheden bliver tilintetgjort, bruger Johannesskaren „åndens sværd, det vil sige Guds ord,“ til at afsløre dens dødlignende tilstand. Dette arbejde, hvorved „en tredjedel af menneskene“ i billedlig forstand dræbes, bliver ledet af de fire engle og hestenes ryttere. (Efeserne 6:17; Åbenbaringen 9:15, 18) Det vidner om at det hele er godt organiseret og teokratisk ledet under tilsyn af Herren Jesus Kristus når den imponerende hær af rigsforkyndere kaster sig ud i kampen.
To gange ti tusind gange ti tusind
10. I hvilken forstand er der to gange ti tusind gange ti tusind ryttere?
10 Hvordan kan der være to gange ti tusind gange ti tusind af disse ryttere? Det bliver i alt 200 millioner.a Det er glædeligt at der nu er flere millioner rigsforkyndere, men der er langtfra 200 millioner! Husk imidlertid hvad Moses sagde ifølge Fjerde Mosebog 10:36: „Vend tilbage, Jehova, til Israels titusinder af tusinder.“ (Jævnfør Første Mosebog 24:60.) Opfattet bogstaveligt ville dette betyde at Israel skulle bestå af mindst tyve millioner. Men Israel talte kun omkring to-tre millioner på Moses’ tid. Hvad mente Moses da? Han tænkte uden tvivl på at israelitterne ikke skulle kunne tælles, at de skulle være talløse „som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred“. (1 Mosebog 22:17; 1 Krønikebog 27:23) Han benyttede altså ordet for „ti tusind“ til at angive et stort men ikke nærmere angivet antal. Verset gengives derfor således i The New English Bible: „Hvil, HERRE over Israels utallige tusinder.“ Dette stemmer med at det græske og det hebraiske ord for „ti tusind“ ifølge ordbøgerne også kan bruges i betydningen ’mængde’, ’utallig, stor mængde’. — Gesenius: A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament; C. Berg: Græsk-dansk Ordbog.
11. Hvad må der til for at Johannesskaren, selv i symbolsk forstand, kan omtales som to gange ti tusind gange ti tusind?
11 Men de medlemmer af Johannesskaren der endnu er tilbage på jorden, tæller jo ikke engang én gange ti tusind. Hvordan kan de sammenlignes med en rytterhær på utallige tusinder? Ville de ikke behøve forstærkning for at kunne omtales som „to gange ti tusind gange ti tusind“, selv i symbolsk forstand? Jo, det har de behøvet, og ved Jehovas ufortjente godhed har de også fået det! Hvor er denne forstærkning kommet fra?
12, 13. Hvilken historisk udvikling fra 1918 til 1935 viser hvorfra der er kommet forstærkning?
12 I perioden fra 1918 til 1922 begyndte Johannesskaren at fremholde den lykkelige fremtidsudsigt for den nødlidende menneskehed at ’millioner af nulevende mennesker aldrig skulle dø’. I 1923 blev det gjort kendt at fårene i Mattæus 25:31-34 ville arve liv på jorden under Guds rige. Det samme håb blev fremholdt i brochuren Frihed for Folkene, der blev udgivet ved det internationale stævne i 1927. I begyndelsen af 1930’erne blev det påvist at den retskafne Jonadabskare og ’de mænd der sukkede og stønnede’ over kristenhedens sørgelige åndelige tilstand, var de samme som de symbolske får der havde udsigt til liv på jorden. (Ezekiel 9:4; 2 Kongebog 10:15, 16) Disse mennesker blev henvist til de nutidige „tilflugtsbyer“. I Vagttaarnet for 15. oktober 1934 stod der: „Jonadabskaren har hørt Lyden af Guds Horn, Guds Basun, og har givet Agt paa Advarselen om at fly til Guds Organisation og slutte sig til Guds Folk. I denne Stilling maa de forblive.“ — 4 Mosebog 35:6.
13 I 1935 blev de der udgjorde denne Jonadabskare specielt indbudt til at overvære Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C., USA. Fredag den 31. maj holdt J. F. Rutherford dér sit berømte foredrag „Den store Skare“, hvori han klart viste at denne gruppe der omtales i Åbenbaringen 7:9, er identisk med fårene i Mattæus 25:33 — en indviet skare med et jordisk håb. Som et forvarsel om det der ville komme, blev der ved dette stævne døbt 840 nye Vidner, hvoraf de fleste hørte til den store skare.b
14. Ville den store skare komme til at deltage i det symbolske rytteriangreb, og hvilken beslutning blev der givet udtryk for i 1963?
14 Har denne store skare deltaget i rytteriangrebet der begyndte i 1922 og som fik særlig kraft ved Torontostævnet i 1927? Det har den ganske afgjort — under ledelse af de fire engle, den salvede Johannesskare. Ved den verdensomspændende stævnerække i 1963 over temaet „En evigvarende god nyhed“ vedtog den sammen med Johannesskaren en opflammende resolution. Det blev heri erklæret at „verden vil ... rammes af enorme vanskeligheder som af et jordskælv uden lige“ og at „alle dens politiske institutioner og nutidens religiøse Babylon vil synke i grus“. Og der blev givet udtryk for denne beslutning: „Vi [vil] uden partiskhed forkynde alle mennesker ’den evigvarende gode nyhed’ om hans messianske rige og om hans domme, der rammer fjenderne som en plage; men når de eksekveres vil det betyde frihed for alle de mennesker der ønsker at tilbede Gud, Skaberen, i ånd og i sandhed.“ Denne resolution blev vedtaget med begejstring ved 24 stævner jorden rundt af i alt 454.977 stævnedeltagere, hvoraf over 95 procent var af den store skare.
15. (a) Hvor stor en procentdel udgjorde den store skare i 2005 af den arbejdsstyrke Jehova bruger i marken? (b) Hvordan fremgår det af Jesu bøn i Johannes 17:20, 21 at den store skare er i samhørighed med Johannesskaren?
15 Den store skare er vedblevet med at erklære sin uforbeholdne samhørighed med Johannesskaren i udgydelsen af plagerne over kristenheden. I 2005 udgjorde denne store skare over 99,8 procent af den arbejdsstyrke Jehova benytter i marken. Dens medlemmer er i fuld overensstemmelse med Johannesskaren, om hvem Jesus bad denne bøn i Johannes 17:20, 21: „Jeg beder ikke blot for disse, men også for dem som gennem deres ord får tro på mig, for at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os, for at verden kan tro at du har udsendt mig.“ Mens den salvede Johannesskare fører an under Jesu ledelse, slår den nidkære store skare følge med den i det mest ødelæggende rytteriangreb i hele menneskehedens historie!c
16. (a) Hvordan beskriver Johannes de symbolske hestes munde og haler? (b) Hvordan har Jehovas tjenere fået munden beredt til tjeneste? (c) Hvad svarer til at „deres haler er ligesom slanger“?
16 Rytterhærene behøver udrustning til kampen. Og Jehova har i sandhed sørget for dette! Johannes beskriver det: „For hestenes myndighed er i deres munde og i deres haler; for deres haler er ligesom slanger og har hoveder, og med dem gør de skade.“ (Åbenbaringen 9:19) Jehova har ordineret sine indviede, døbte forkyndere til denne tjeneste. Gennem den teokratiske skole og andre menighedsmøder og skoler har han lært dem at forkynde ordet, sådan at de kan tale myndigt med „de oplærtes tunge“. Han har lagt sine ord i deres mund og sendt dem ud for at gøre hans domme kendt „offentligt og fra hus til hus“. (2 Timoteus 4:2; Esajas 50:4; 61:2; Jeremias 1:9, 10; Apostelgerninger 20:20) Johannesskaren og den store skare har efterladt et stikkende og svidende budskab, svarende til hestenes haler, i de milliarder af bibler, bøger, brochurer og blade de har uddelt i årenes løb. For deres modstandere, der underrettes om den „skade“ der vil komme fra Jehova, synes disse rytterhære i sandhed at tælle to gange ti tusind gange ti tusind. — Jævnfør Joel 2:4-6.
17. Har Jehovas Vidner i de lande hvor man ikke kan uddele publikationer fordi arbejdet er forbudt, nogen andel i rytteriangrebet? Forklar nærmere.
17 En meget nidkær deling af disse rytterhære udgøres af brødrene i de lande hvor Jehovas Vidners arbejde er underlagt forbud. Som får blandt ulve må de være „forsigtige som slanger og dog uskyldige som duer“. I lydighed mod Jehova kan de ikke holde op med at tale om det de har set og hørt. (Mattæus 10:16; Apostelgerninger 4:19, 20; 5:28, 29, 32) Skal vi mene at de ikke har nogen andel i rytteriangrebet, fordi de kun har få eller måske ingen trykte publikationer at uddele offentligt? Nej, på ingen måde! De har deres mund, og de har myndighed fra Jehova til at bruge den til at tale Bibelens sandhed. Dette gør de uformelt og overbevisende, hvorved de opretter bibelstudier og ’fører mange til retfærdighed’. (Daniel 12:3) Skønt de måske ikke stikker med deres haler ved at efterlade hårdtslående trykte budskaber, udgår der ild, røg og svovl fra deres mund når de taktfuldt og forstandigt aflægger vidnesbyrd om Jehovas hævns dag der nærmer sig.
18. På hvor mange sprog og i hvor stort et antal har rytterhærene uddelt det plagende budskab i trykt form?
18 Andre steder spredes der fortsat publikationer om Riget som afslører kristenhedens babyloniske lærdomme og skikke og derved i billedlig forstand volder den fortjent skade. Ved til enhver tid at anvende moderne trykkemetoder har den talrige rytterhær i de 68 år forud for 2005 været i stand til at udbrede milliarder af bibler, bøger, blade og brochurer på over 450 af verdens sprog — mange gange flere end bogstaveligt to gange ti tusind gange ti tusind. Disse haler har i sandhed voldt smertefuld skade!
19, 20. (a) Hvordan har enkeltpersoner i lande der ligger langt fra kristenheden, reageret, selv om de plagende budskaber specielt har været rettet mod kristenheden? (b) Hvordan beskriver Johannes folks almindelige reaktion?
19 Det var Jehovas hensigt at dette plagende budskab skulle „dræbe en tredjedel af menneskene“. Det har derfor især været rettet imod kristenheden. Men det er også nået ud til lande som ligger langt fra kristenhedens område, deriblandt mange hvor de kristne trosretningers hykleri er velkendt. Har folk i disse lande nærmet sig Jehova som følge af de plager de har set blive rettet mod denne fordærvede religiøse organisation? Mange har. Der har været en villig og positiv reaktion blandt de ydmyge og sagtmodige mennesker der bor i områder uden for kristenhedens umiddelbare indflydelsessfære. Men hvad folk i almindelighed angår, har deres reaktion været som Johannes beskriver: „Men de øvrige af menneskene, som ikke blev dræbt af disse plager, ændrede ikke sind med hensyn til deres hænders gerninger, så de ikke tilbad dæmonerne og afguderne af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå; og de ændrede ikke sind med hensyn til deres myrderier eller deres spiritistiske handlinger eller deres utugt eller deres tyverier.“ (Åbenbaringen 9:20, 21) Der vil ikke finde nogen verdensomvendelse sted. Alle som fortsætter med deres onde handlinger må imødese en ugunstig dom fra Jehova på den store dag hvor han hævder sit navn. Men ’enhver som påkalder Jehovas navn skal undslippe’. — Joel 2:32; Salme 145:20; Apostelgerninger 2:20, 21.
20 Det vi har behandlet her, er en del af det andet ve. Men som vi får at se i de følgende kapitler, kommer der mere før dette ve er afsluttet.
[Fodnoter]
a Henry Barclay Swetes Commentary on Revelation siger om tallet „to gange ti tusind gange ti tusind“: „Dette vældige antal gør det umuligt for os at søge en bogstavelig opfyldelse, og den efterfølgende beskrivelse støtter denne konklusion.“
b Se siderne 119-26 i det foregående; også Det store Opgør, bind 3, udgivet af Jehovas Vidner i 1934, siderne 85, 86.
c Rytterne som Johannes så, bar ikke, sådan som græshopperne, „noget der så ud som kroner der lignede guld“. (Åbenbaringen 9:7) Dette stemmer med at den store skare, der i dag udgør hovedparten af rytterhærene, ikke har håb om at skulle regere i Guds himmelske rige.
-