Kapitel 36

Den store by lægges øde

Tolvte syn — Åbenbaringen 18:1–19:10

Emne: Babylon den Stores fald og ødelæggelse; bekendtgørelsen af Lammets bryllup

Tiden for opfyldelsen: Fra 1919 til efter den store trængsel

1. Hvad vil være begyndelsen til den store trængsel?

PLUDSELIG, chokerende, forfærdende — sådan vil Babylon den Stores undergang blive! Det vil blive en af historiens største katastrofer, ja, det vil være begyndelsen til „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. — Mattæus 24:21.

2. Hvilket imperium er blevet stående, selv om politiske riger er blevet opbygget og gået til grunde?

² Den falske religion har lang tid bag sig. Den har eksisteret uden afbrydelse siden den blodtørstige Nimrods tid, han der var i opposition til Jehova og satte folk til at bygge Babelstårnet. Da Jehova forvirrede disse oprøreres sprog og spredte dem ud over jorden, tog de Babylons falske religion med sig. (1 Mosebog 10:8-10; 11:4-9) Siden er politiske riger blevet opbygget og gået til grunde, men den babyloniske religion er blevet stående. Den har antaget mange former og skikkelser og er blevet til et religiøst verdensimperium, det forudsagte store Babylon. Den mest fremtrædende del af dette store Babylon er kristenheden, som blev til ved en sammensmeltning af gamle babyloniske lærdomme og falsk kristen lære. Eftersom det store Babylon har eksisteret i så lang tid, har mange svært ved at tro at det nogen sinde vil blive ødelagt.

3. Hvordan bekræfter Åbenbaringen at den falske religion vil lide undergang?

³ Det er derfor meget passende at Åbenbaringen bekræfter den falske religions undergang ved at give os to detaljerede beskrivelser af det store Babylons fald og de efterfølgende begivenheder der fører til dets fuldstændige tilintetgørelse. Vi har allerede set den falske religion skildret som en stor skøge der til sidst bliver lagt øde af sine fordums elskere fra den politiske verden. (Åbenbaringen 17:1, 15, 16) Nu skal vi, i et andet syn, se den skildret som en by, det religiøse modstykke til fortidens Babylon.

Babylon den Store falder

4. (a) Hvilket syn ser Johannes nu? (b) Hvordan kan vi se hvem engelen er, og hvorfor er det passende at det er ham der bekendtgør Babylon den Stores fald?

⁴ Johannes fortsætter sin beretning med ordene: „Efter dette så jeg en anden engel stige ned fra himmelen; han havde stor myndighed, og jorden blev oplyst af hans herlighed. Og han råbte med stærk røst idet han sagde: ’Hun er faldet! Babylon den Store er faldet.’“ (Åbenbaringen 18:1, 2a) Det er anden gang Johannes hører en engel bekendtgøre dette. (Se Åbenbaringen 14:8.) Denne gang bliver budskabets betydning imidlertid understreget af den himmelske engels storhed, for hans herlighed oplyser hele jorden! Hvem kan han være? Århundreder tidligere nævnte profeten Ezekiel i beskrivelsen af et himmelsk syn at „jorden lyste på grund af [Jehovas] herlighed“. (Ezekiel 43:2) Den eneste engel som har en herlighed der kan sammenlignes med Jehovas må være Herren Jesus, som er „[Guds] herligheds genskær og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen“. (Hebræerne 1:3) I 1914 blev Jesus indsat som konge i himmelen, og siden da har han udøvet myndighed over jorden som Jehovas medkonge og meddommer. Det er derfor passende at det er ham der bekendtgør Babylon den Stores fald.

5. (a) Hvem gør engelen brug af til at forkynde Babylon den Stores fald? (b) Hvordan gik det kristenheden da dommen begyndte med dem der bekendte sig til at være „Guds hus“?

⁵ Hvem benytter han til at forkynde denne forbløffende nyhed for menneskene? Det selv samme folk som blev sat i frihed som følge af dette fald, nemlig Johannesskaren, de sidste af de salvede som er tilbage på jorden. Fra 1914 til 1918 gennemgik de mange lidelser for Babylon den Stores hånd, men i 1918 begyndte Herren Jehova og „[Abrahams]pagtens sendebud“, Jesus Kristus, at dømme „Guds hus“, dem der bekendte sig som kristne. Derved blev den frafaldne kristenhed stillet til doms. (Malakias 3:1; 1 Peter 4:17) Den enorme blodskyld den havde pådraget sig under den første verdenskrig, dens meddelagtighed i forfølgelsen af Jehovas trofaste vidner, og dens babyloniske lærdomme — intet af dette tjente til gunst for den. Der var heller ingen andre dele af Babylon den Store som kunne opnå Guds godkendelse. — Jævnfør Esajas 13:1-9.

6. Hvordan kan det siges at Babylon den Store var faldet i 1919?

⁶ I 1919 var Babylon den Store derfor faldet, så Guds folk kunne blive udfriet og, så at sige på én dag, blive ført tilbage til sit land med åndelig velstand. (Esajas 66:8) På det tidspunkt havde Jehova Gud og Jesus Kristus, den større Darius og den større Kyros, ledet begivenhederne på en sådan måde at den falske religion ikke længere kunne fastholde Jehovas tjenere. Den kunne ikke længere forhindre dem i at tjene Jehova og gøre kendt for alle som ville høre, at det skøgelignende store Babylon var dømt og at Jehovas suverænitet snart ville blive hævdet! — Esajas 45:1-4; Daniel 5:30, 31.

7. (a) Hvordan betragtede Jehova det store Babylon, selv om det ikke blev udslettet i 1919? (b) Hvordan berørte Babylon den Stores fald Jehovas folk?

⁷ Det er sandt at Babylon den Store ikke blev ødelagt i 1919 — lige så lidt som oldtidsbyen Babylon blev ødelagt i 539 f.v.t. da den faldt for perserkongen Kyros’ hære. Men set med Jehovas øjne var denne religiøse organisation faldet. Den var juridisk set dødsdømt og ventede blot på henrettelsen; derfor kunne den falske religion ikke længere holde Jehovas tjenere i fangenskab. (Jævnfør Lukas 9:59, 60.) De blev udfriet, så de kunne tjene som Herrens trofaste og kloge træl og tilvejebringe åndelig mad i rette tid. De havde selv fået en positiv dom og blev sat til igen at være travlt optaget i Jehovas gerning. — Mattæus 24:45-47; 25:21, 23; Apostelgerninger 1:8.

8. Hvilken begivenhed giver vægteren meddelelse om i Esajas 21:8, 9, og hvem er denne vægter et forbillede på?

⁸ For over to tusind år siden lod Jehova andre profeter forudsige denne skelsættende begivenhed. Esajas talte for eksempel om en vægter der „råbte ... som en løve: ’På vagttårnet, Jehova, står jeg dagen lang, og på min vagt stiller jeg mig hver eneste nat.’“ Og hvad fik denne vægter at se, som han forkyndte modigt som en løve? Dette: „Hun er faldet! Babylon er faldet, og alle de udskårne billeder af hendes guder har [Jehova] knust og kastet til jorden!“ (Esajas 21:8, 9) Denne vægter er et udmærket billede på den årvågne Johannesskare i dag, der ved hjælp af bladet Vagttårnet og andre teokratiske publikationer udbreder budskabet om at Babylon er faldet.

En nedgangstid for Babylon den Store

9, 10. (a) Hvordan er det siden den første verdenskrig gået tilbage med den babyloniske religions indflydelse? (b) Hvordan beskriver den mægtige engel Babylon den Stores faldne tilstand?

⁹ Det gamle Babylons fald i 539 f.v.t. indledte en lang nedgangstid som endte med byens fuldstændige ødelæggelse. I lighed med dette er det siden den første verdenskrig gået stærkt tilbage for den babyloniske religions indflydelse overalt i verden. I Japan blev den shintoistiske kejserdyrkelse forbudt efter den anden verdenskrig. I Kina kontrollerer den kommunistiske regering al religiøs virksomhed. I det protestantiske Nordeuropa har de fleste mennesker mistet interessen for religion. Og den romersk-katolske kirke er på det seneste blevet svækket af indre splittelser og meningsforskelle i hele sit verdensomspændende domæne. — Jævnfør Markus 3:24-26.

¹⁰ Hele denne udvikling skal uden tvivl ses som et udtryk for at ’Eufratfloden er ved at tørre bort’ som en forberedelse til det kommende militaristiske angreb på Babylon den Store. Denne ’udtørring’ afspejles også i pavens meddelelse i oktober 1986 om at kirken må „vende tilbage til tiggeriet“ — på grund af sit kæmpestore underskud. (Åbenbaringen 16:12) Navnlig siden 1919 er Babylon den Store blevet afsløret for offentlighedens øjne som en åndelig ødemark, netop som den mægtige engel her bekendtgør: „Og hun er blevet bolig for dæmoner og skjulested for enhver uren dunst og skjulested for enhver uren og hadet fugl!“ (Åbenbaringen 18:2b) Inden længe vil det rent bogstaveligt blive en sådan ødemark — lige så øde som Babylons ruiner i nutidens Irak. — Se også Jeremias 50:25-28.

11. I hvilken forstand er Babylon den Store blevet „bolig for dæmoner“ og ’skjulested for urene dunster og urene fugle’?

¹¹ Ordet „dæmoner“ i denne passage kan uden tvivl føres tilbage til udtrykket „bukkelignende dæmoner“ (s^e‛īrīmʹ) i Esajas’ beskrivelse af Babylons fald: „Dér skal de tørre egnes dyr lægge sig, og husene skal fyldes med hornugler. Og dér skal strudsene tage bolig, og dér vil bukkelignende dæmoner springe omkring.“ (Esajas 13:21) Det hentyder sandsynligvis ikke til bogstavelige dæmoner, men snarere til langhårede ørkendyr hvis udseende fik dem der så dem, til at tænke på dæmoner. At der i Babylon den Stores ruiner billedligt findes sådanne dyr, foruden stillestående, giftig luft („enhver uren dunst“) og urene fugle, er et udtryk for dets åndeligt døde tilstand. Det kan ikke stille menneskene noget som helst liv i udsigt. — Jævnfør Efeserbrevet 2:1, 2.

12. Hvordan svarer Babylon den Stores tilstand til profetien i Jeremias 50?

¹² Dets tilstand svarer også til det der siges i Jeremias’ profeti: „’Sværd imod kaldæerne,’ lyder Jehovas udsagn, ’og imod Babylons indbyggere og imod dets fyrster og imod dets vismænd. ... Tørke over dets vande, og de tørres bort. For det er et land med billedstøtter, og på grund af skrækkelige syner handler de forrykt. Derfor vil de tørre egnes dyr bo deri sammen med hylende dyr; også strudsene skal bo der; og det vil aldrig mere blive beboet, og det vil heller aldrig selv tage bolig dér, generation efter generation.’“ Billeddyrkelse og fremsigelse af de samme bønner igen og igen kan ikke redde Babylon den Store fra en gengældelse som svarer til det der skete da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. — Jeremias 50:35-40.

Hendes lidenskabsvækkende vin

13. (a) Hvordan henleder den mægtige engel opmærksomheden på omfanget af Babylon den Stores skøgevæsen? (b) Hvilken form for umoralitet som trivedes i det gamle Babylon, findes også inden for Babylon den Store?

¹³ Den mægtige engel henleder dernæst opmærksomheden på det vældige omfang af Babylon den Stores skøgevæsen: „For på grund af hendes utugts lidenskabsvækkende vina er alle nationerne faldet som ofre, og jordens konger har begået utugt med hende, og jordens rejsende købmænd er blevet rige som følge af hendes skamløse overdådigheds magt.“ (Åbenbaringen 18:3) Den store skøge har lært alle nationerne at begå urene religiøse handlinger. I det gamle Babylon skulle enhver kvinde, ifølge den græske historieskriver Herodot, mindst én gang i sit liv tilbyde sig som prostitueret ved et tempel. Den dag i dag er frastødende seksuelt fordærv skildret i de krigsskadede skulpturer i Angkor Vat i Kampuchea og ligeledes i templerne i Khajuraho i Indien, hvor hinduguden Vishnu ses omgivet af afskyvækkende erotiske scener. De afsløringer af umoralitet der i 1987 og igen i 1988 rystede tv-evangelismens verden i De Forenede Stater, og den åbne indrømmelse af at mange præster praktiserer homoseksualitet, understreger at selv kristenheden tolererer chokerende, bogstavelig utugt. Imidlertid er alle nationerne faldet som ofre for en endnu alvorligere form for utugt.

14-16. (a) Hvilket illegitimt forhold mellem religion og politik udviklede sig i det fascistiske Italien? (b) Hvilke udtalelser blev fremsat af biskopper i den romersk-katolske kirke da Italien invaderede Abessinien?

¹⁴ Vi har allerede været inde på det åndeligt umoralske forhold mellem religion og politik som bragte Hitler til magten i Nazityskland. Andre lande har også lidt under at religionen har blandet sig i verdslige anliggender. I det fascistiske Italien blev Lateranforliget den 11. februar 1929 underskrevet af Mussolini og kardinal Gasparri, hvorved Vatikanstaden blev en suveræn stat. Pave Pius XI hævdede at han havde „givet Italien tilbage til Gud, og Gud tilbage til Italien“. Var det sandt? Overvej hvad der skete seks år senere. Den 3. oktober 1935 gik Italien ind i Abessinien under påskud af at det var „et barbarisk land der stadig praktiserer slaveri“. Men hvem var i virkeligheden barbarisk? Fordømte den katolske kirke Mussolinis barbari? Mens paven selv formulerede sig tvetydigt, holdt hans biskopper sig ikke tilbage fra at velsigne deres italienske „fædrelands“ væbnede styrker. I bogen The Vatican in the Age of the Dictators fortæller Anthony Rhodes:

¹⁵ „I sit hyrdebrev den 19. oktober [1935] skrev biskoppen af Udine [Italien]: ’Det er hverken betimeligt eller passende at vi udtaler os om det rigtige eller det forkerte i sagen. Vor pligt som italienere, og endnu mere som kristne, er at bidrage til vore værns fremgang.’ Biskoppen af Padova skrev den 21. oktober: ’I de vanskelige timer vi gennemgår, beder vi jer have tro på vore statsmænd og væbnede styrker.’ Den 24. oktober indviede biskoppen af Cremona et antal regimentsfaner og sagde: ’Gud velsigne disse soldater der, på afrikansk jord, vil erobre nye og frugtbare områder for den italienske genius og derved bringe dem den romerske og kristne kultur. Måtte Italien igen stå som den kristne læremester for hele verden.’“

¹⁶ Abessinien blev overfaldet, med den katolske gejstligheds velsignelse. Kunne nogen af disse gejstlige rettelig hævde at de, ligesom apostelen Paulus, var ’rene for alles blod’? — Apostelgerninger 20:26.

17. Hvordan har Spanien lidt under at dets præster ikke har ’smedet deres sværd til plovjern’?

¹⁷ Til Tyskland, Italien og Abessinien kan føjes endnu et land der er faldet som offer for Babylon den Stores utugt — nemlig Spanien. Borgerkrigen i dette land fra 1936 til 1939 blev delvis udløst af at den demokratiske regering tog skridt til at begrænse den romersk-katolske kirkes enorme magt. Da krigen var under opsejling beskrev den katolske, fascistiske leder af oprørsstyrkerne, Francisco Franco, sig selv som „den kristne generalissimus for det hellige korstog“, en titel han senere opgav. Flere hundrede tusind spaniere døde under kampene. Ud over dette myrdede Francos nationalister, ifølge et forsigtigt skøn, 40.000 af folkefrontens medlemmer, mens disse myrdede 8000 af kirkens folk — munke, præster, nonner og novicer. Borgerkrigens rædsler og tragedier understreger visdommen i Jesu ord: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Hvor afskyvækkende at kristenheden lader sig involvere i en sådan blodsudgydelse! Dens gejstlige har i sandhed undladt at „smede deres sværd til plovjern“! — Esajas 2:4.

Rejsende købmænd

18. Hvem er „jordens rejsende købmænd“?

¹⁸ Hvem er „jordens rejsende købmænd“? I dag vil vi nok kalde dem forretningsfolk, erhvervsgiganter, finansfyrster. Det vil ikke sige at det er forkert at drive en lovlig forretning. Bibelen indeholder gode råd til forretningsfolk, idet den advarer mod uærlighed, havesyge og lignende. (Ordsprogene 11:1; Zakarias 7:9, 10; Jakob 5:1-5) Den største vinding er „gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har“. (1 Timoteus 6:6, 17-19) Satans verden følger imidlertid ikke sådanne retfærdige principper. Tværtimod trives korruptionen, både inden for religion, inden for politik — og på højt plan i erhvervslivet. Fra tid til anden afsløres skandaler i nyhedsmedierne, som for eksempel underslæb begået af højtstående regeringsembedsmænd, eller illegal våbenhandel.

19. Hvilken omstændighed i forbindelse med verdensøkonomien er med til at forklare hvorfor jordens købmænd får negativ omtale i Åbenbaringen?

¹⁹ Den internationale handel med våben beløber sig til over 6.000.000.000.000 kroner om året, mens hundredmillioner af mennesker savner de mest elementære livsfornødenheder. Dette er i sig selv slemt nok. Men rustningsindustrien synes endog at være et hovedgrundlag for verdensøkonomien. Den 11. april 1987 oplyste en artikel i Londonbladet Spectator: „Selv om man kun medregner direkte involverede industrier, drejer det sig om cirka 400.000 arbejdspladser i USA og 750.000 i Europa. Men samtidig med at våbenfabrikationens sociale og økonomiske rolle er vokset, er spørgsmålet om hvorvidt producenterne selv har et tilstrækkeligt forsvar, pudsigt nok gledet i baggrunden.“ Der tjenes store penge på salg af bomber og andre våben over hele jorden, også til potentielle fjender. Men en dag kan bomberne komme retur i en holocaust som udsletter dem der har solgt dem. Hvilket paradoks! Læg hertil den svindel der er knyttet til våbenindustrien. Alene i De Forenede Stater, oplyser Spectator, „mister Pentagon hvert år af uforklarlige grunde våben og udrustning til en værdi af 900 millioner dollars“, eller 6 milliarder kroner. Det er intet under at jordens købmænd får negativ omtale i Åbenbaringen!

20. Hvilket eksempel viser at religionen er dybt involveret i uhæderlige forretningsmetoder?

²⁰ Som forudsagt af den herlige engel, har religionen været dybt involveret i sådanne uhæderlige forretningsmetoder. Tag for eksempel Vatikanets rolle i forbindelse med den italienske Banco Ambrosianos krak i 1982. Sagen er siden trukket i langdrag. Det store spørgsmål er stadig hvor pengene er blevet af. I februar 1987 udstedte byretten i Milano arrestordrer mod tre af Vatikanets gejstlige, deriblandt en amerikansk ærkebiskop, som blev tiltalt for meddelagtighed i svigagtig fallit, men Vatikanet nægtede at udlevere dem til retsforfølgelse. I juli 1987 blev arrestordrerne trods voldsomme protester annulleret af Italiens øverste appelret på grundlag af en gammel traktat mellem Vatikanet og Italiens regering.

21. Hvordan ved vi at Jesus ikke havde noget at gøre med tvivlsomme forretningsmetoder, men hvad ser vi i forbindelse med den babyloniske religion i dag?

²¹ Havde Jesus noget at gøre med tvivlsomme forretningsmetoder? Nej. Han havde ingen besiddelser, for han sagde at han ’ikke havde noget sted hvor han kunne hvile sit hoved’. En rig ung leder fik dette råd af ham: „Sælg alt hvad du har og del det ud til de fattige, så vil du have værdier i himlene; og kom så og følg mig.“ Det var et godt råd, for det kunne befri ham for enhver bekymring vedrørende forretningsanliggender. (Lukas 9:58; 18:22) I modsætning til dette har den babyloniske religion ofte usmagelige forbindelser til forretningsverdenen. For eksempel meddelte avisen Albany Times Union i 1987 at den økonomiske administrator af det katolske ærkebispedømme Miami i Florida havde indrømmet at kirken ejede aktier i firmaer der fremstiller kernevåben, cigaretter og spillefilm som er uegnede for børn.

„Gå ud fra hende, mit folk“

22. (a) Hvad siger en stemme fra himmelen? (b) Hvad førte til at Guds folk kunne glæde sig i 537 f.v.t. og igen i 1919?

²² Det næste Johannes skriver, viser at det profetiske mønster får endnu en opfyldelse: „Og jeg hørte en anden stemme fra himmelen sige: ’Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.’“ (Åbenbaringen 18:4) I De Hebraiske Skrifters profetier om det gamle Babylons fald henvender Jehova denne befaling til sit folk: „Flygt fra Babylon.“ (Jeremias 50:8, 13) I lighed med dette bliver Guds folk nu opfordret til at flygte fordi Babylon den Store snart skal ødelægges. I 537 f.v.t. vakte udsigten til at slippe ud af Babylon stor glæde blandt de trofaste israelitter. På samme måde gav udfrielsen af Guds tjenere fra det babyloniske fangenskab i 1919 anledning til stor glæde iblandt dem. (Åbenbaringen 11:11, 12) Og siden har millioner andre fulgt befalingen om at flygte.

23. Hvordan understreger stemmen fra himmelen at det er vigtigt at flygte fra Babylon den Store?

²³ Er det virkelig så vigtigt at flygte fra Babylon den Store — at melde sig ud af verdens religiøse samfund og skille sig helt ud fra dem? Ja, det er det, for vi må anlægge Guds syn på dette ældgamle religiøse misfoster, Babylon den Store. Han kalder det rent ud den store skøge. Stemmen fra himmelen siger nu videre til Johannes om denne skøge: „For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder. Betal hende som hun har betalt, og gør dobbelt så meget imod hende, ja dobbelt af det hun har gjort; i det bæger hvori hun skænkede en blanding, skal I skænke dobbelt så meget af blandingen til hende. I det omfang hun har herliggjort sig selv og levet i skamløs overdådighed, i det omfang skal I give hende pine og sorg. For i sit hjerte bliver hun ved med at sige: ’Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og jeg skal aldrig se sorg.’ Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ — Åbenbaringen 18:5-8.

24. (a) For at undgå hvad må Guds folk flygte fra Babylon den Store? (b) Hvilke synder bliver de der ikke flygter fra Babylon den Store, meddelagtige i?

²⁴ Det er stærke ord! Det er derfor nødvendigt at handle. Jeremias tilskyndede i fortiden israelitterne til at handle, idet han sagde: „Flygt fra Babylon ... For dette er tiden for Jehovas hævn. Han gengælder det efter fortjeneste. Gå ud fra hende, mit folk, og lad hver enkelt bringe sin sjæl i sikkerhed for Jehovas brændende vrede.“ (Jeremias 51:6, 45) På samme måde advarer stemmen fra himmelen i dag Guds tjenere om at flygte fra Babylon den Store for at de ikke skal få del i dets plager. Jehovas domsplager over denne verden, herunder Babylon den Store, er nu ved at blive forkyndt. (Åbenbaringen 8:1–9:21; 16:1-21) Guds tjenere må skille sig ud fra den falske religion hvis de ikke selv vil rammes af disse plager og til sidst lide døden sammen med skøgen. Desuden ville de, ved at forblive i denne skøgeorganisation, blive delagtige med hende i hendes synder. De ville blive lige så skyldige som hende i åndelig utugt og i udgydelsen af blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. — Åbenbaringen 18:24; jævnfør Efeserbrevet 5:11; Første Timoteusbrev 5:22.

25. I hvilken forstand forlod Guds folk det gamle Babylon?

²⁵ Men hvordan går Guds folk ud fra Babylon den Store? I forbindelse med fortidens Babylon måtte jøderne rent bogstaveligt forlade byen for at rejse tilbage til det forjættede land. Men det var ikke det hele. Esajas sagde profetisk til israelitterne: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent; drag ud fra hende, bevar jer rene, I som bærer Jehovas redskaber.“ (Esajas 52:11) Ja, de måtte forlade alle den babyloniske religions urene skikke og handlinger som kunne besmitte deres tilbedelse af Jehova.

26. Hvad måtte de kristne i Korinth gøre for at adlyde ordene: ’Gå ud fra dem og hold op med at røre det urene’?

²⁶ Apostelen Paulus citerede Esajas’ ord i sit brev til korintherne, hvor han skrev: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? ... ’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ De korinthiske kristne behøvede ikke at forlade Korinth for at adlyde denne befaling. Men de måtte rent bogstaveligt undgå den falske religions urene templer, og de måtte i åndelig henseende tage afstand fra afgudsdyrkernes urene handlinger. I 1919 begyndte Guds tjenere at flygte fra Babylon den Store på denne måde, idet de rensede sig for enhver rest af urene lærdomme og skikke. Derved blev de i stand til at tjene Gud som hans rene folk. — 2 Korinther 6:14-17; 1 Johannes 3:3.

27. Hvilke paralleller er der mellem dommen over det gamle Babylon og dommen over Babylon den Store?

²⁷ Det gamle Babylons fald og senere ødelæggelse var en straf for dets synder. „For dommen over det er nået til himmelen.“ (Jeremias 51:9) På samme måde har Babylon den Stores synder „hobet sig op, helt op til himmelen“, så de påkalder sig Jehovas opmærksomhed. Det har gjort sig skyldigt i uretfærdighed, afgudsdyrkelse, umoralitet, undertrykkelse, røveri og mord. Det gamle Babylons fald indtraf delvis som en hævn for de ting det havde øvet mod Jehovas tempel og hans sande tilbedere. (Jeremias 50:8, 14; 51:11, 35, 36) Babylon den Stores fald og senere tilintetgørelse indtræffer ligeledes som en hævn for de ting det gennem århundreder har øvet mod de sande tilbedere. Dets endelige tilintetgørelse vil indtræffe på begyndelsen af „hævnens dag fra vor Gud“. — Esajas 34:8, 10; 61:2; Jeremias 50:28.

28. Hvilken norm for retfærdighed anvender Jehova over for Babylon den Store, og hvorfor?

²⁸ Hvis en israelit stjal noget fra sin landsmand, måtte han ifølge Moseloven betale mindst det dobbelte tilbage i erstatning. (2 Mosebog 22:1, 4, 7, 9) Ved Babylon den Stores tilintetgørelse vil Jehova følge en tilsvarende norm for retfærdighed. Det store Babylon vil få dobbelt så meget igen som det selv har givet ud. Der vil ikke være nogen barmhjertighed, for det har ikke selv vist sine ofre nogen barmhjertighed. Det har snyltet på jordens folkeslag for selv at kunne leve i „skamløs overdådighed“. Nu vil det komme til at opleve pine og sorg. Det gamle Babylon følte sig sikker, og sagde pralende ved sig selv: „Jeg kommer ikke til at sidde som enke, og jeg kommer ikke til at kende til barnløshed.“ (Esajas 47:8, 9, 11) Babylon den Store føler sig også sikker. Men dets ødelæggelse, der er bestemt af Jehova, som er stærk, vil indtræffe hurtigt, som „på én dag“!

[Fodnote]

[Ramme på side 263]

„Jordens konger har begået utugt med hende“

I begyndelsen af 1800-tallet smuglede europæiske købmænd store mængder opium ind i Kina. I marts 1839 forsøgte de kinesiske myndigheder at standse den illegale handel ved at beslaglægge det britiske opiumslager på 20.000 kasser. Dette medførte stærke spændinger mellem England og Kina. Mens forholdet mellem de to lande forværredes, opfordrede protestantiske missionærer, med erklæringer som denne, England til at gribe til våben:

„Hvor disse vanskeligheder dog glæder mit hjerte, for jeg tror at de vil vække den engelske regerings vrede og at Gud med sin magt vil nedbryde de skranker der forhindrer Kristi evangelium i at trænge ind i Kina.“ — Henrietta Shuck, baptistmissionær.

Til sidst udbrød der krig — den krig der i dag er kendt under navnet Opiumskrigen. Flere missionærer erklærede helhjertet England deres støtte med udtalelser som disse:

„Jeg er nødsaget til at betragte den nuværende tingenes tilstand, ikke så meget som et anliggende der drejer sig om opium eller engelske interesser, men som Forsynets store plan hvorved menneskets ondskab bringes til at tjene Hans hensigt, at vise Kina barmhjertighed ved at nedbryde den mur det har rejst omkring sig.“ — Peter Parker, kongregationalistisk missionær.

En anden kongregationalistisk missionær, Samuel W. Williams, tilføjede: „Guds hånd er synlig i alt hvad der på bemærkelsesværdig vis har fundet sted, og vi tvivler ikke på at han som sagde at han kom for at bringe sværd på jorden, er kommet her, og dét for at bringe hastig undergang over sine fjender og for at oprette sit eget rige. Han vil omstyrte og omstyrte indtil han har grundfæstet Fredsfyrsten.“

Om den grufulde nedslagtning af kinesiske borgere skrev missionæren J. Lewis Shuck: „Jeg betragter sådanne scener ... som Herrens direkte middel til at rydde det affald af vejen som hæmmer den Guddommelige Sandheds fremtrængen.“

Den kongregationalistiske missionær Elijah C. Bridgman tilføjede: „Gud har ofte gjort brug af den borgerlige magts stærke arm for at berede vejen for sit rige ... Redskabet i disse store øjeblikke er menneskeligt; den styrende kraft er guddommelig. Den store statholder over alle nationerne har benyttet England til at tugte og ydmyge Kina.“ — Citaterne er taget fra „Ends and Means“, 1974, en afhandling af Stuart Creighton Miller, offentliggjort i The Missionary Enterprise in China and America (en Harvard-studie udgivet af John K. Fairbank).

[Ramme på side 264]

„Jordens rejsende købmænd er blevet rige“

„Mellem 1929 og udbruddet af den anden verdenskrig anbragte [Bernadino] Nogara [Vatikanets økonomiske administrator] Vatikan-kapital og Vatikan-folk inden for forskellige områder af italiensk økonomi — især inden for elkraft, telekommunikation, kredit- og bankvæsen, små jernbaneselskaber, og produktionen af landbrugsredskaber, cement og kunstige tekstilfibre. Mange af disse investeringer gav et godt udbytte.

Nogara gjorde det af med en række firmaer, deriblandt La Società Italiana della Viscosa, La Supertessile, La Società Meridionale Industrie Tessili og La Cisaraion. Han slog dem sammen til én virksomhed, som han kaldte CISA-Viscosa og stillede under ledelse af baron Francesco Maria Oddasso, en af Vatikanets mest betroede lægfolk, hvorefter det lykkedes ham at få den nye virksomhed absorberet af Italiens største tekstilfabrik, SNIA-Viscosa. Vatikanets interesser i SNIA-Viscosa blev større og større, og med tiden overtog Vatikanet kontrollen — derom vidner den omstændighed at baron Oddasso senere blev vicedirektør.

På denne måde trængte Nogara ind i tekstilindustrien. Han trængte ind i andre industrier på andre måder, for han havde mange kort i ærmet. Denne uselviske mand ... bidrog sandsynligvis mere til at bringe liv i italiensk økonomi end nogen anden forretningsmand i Italiens historie ... Det lykkedes aldrig Benito Mussolini at opbygge det imperium han drømte om, men han gjorde det muligt for Vatikanet og Bernadino Nogara at opbygge et herredømme af en anden art.“ — The Vatican Empire af Nino Lo Bello, side 71-73.

Dette er blot ét eksempel på det nære samarbejde mellem jordens købmænd og Babylon den Store. Det er intet under at disse købmænd vil sørge når deres forretningspartner ikke findes mere!

Kapitel 37

Sorg og glæde over Babylons undergang

1. Hvordan vil „jordens konger“ reagere på Babylon den Stores pludselige undergang?

BABYLONS undergang er godt nyt for Jehovas folk, men hvordan vil nationerne reagere? Johannes fortæller: „Og jordens konger som har begået utugt med hende og levet i skamløs overdådighed, vil græde og slå sig selv af sorg over hende, når de ser på røgen fra ilden der opbrænder hende, mens de står langt borte på grund af deres frygt for hendes pine og siger: ’Ve, ve, du store by, Babylon, du stærke by, for på én time er din dom kommet!’“ — Åbenbaringen 18:9, 10.

2. (a) Hvorfor sørger „jordens konger“ over Babylon den Stores endeligt, når det er det skarlagenrøde vilddyrs symbolske ti horn der ødelægger det? (b) Hvorfor står de sørgende konger langt borte fra den domfældte by?

² Det kan virke overraskende at nationerne vil reagere sådan, i betragtning af at Babylon blev ødelagt af de symbolske ti horn på det skarlagenrøde vilddyr. (Åbenbaringen 17:16) Men når Babylon er borte vil „jordens konger“ øjensynlig indse hvor nyttig den falske religion var for dem til at holde folket nede og i ro. Præsterne har erklæret krige hellige, optrådt som rekrutteringsagenter og prædiket de unge ud på slagmarkerne. Religionen har skabt et dække af hellighed bag hvilket korrupte herskere har kunnet operere og undertrykke det jævne folk. (Jævnfør Jeremias 5:30, 31; Mattæus 23:27, 28.) Læg imidlertid mærke til at disse sørgende konger nu står langt borte fra den domfældte by. De vover sig ikke så nær hen til den at de kan komme den til undsætning. De er kede af at se den blive ødelagt, men ikke nok til at ville risikere noget for dens skyld.

Købmændene græder og sørger

3. Hvem begræder også Babylon den Stores bortgang, og hvilke grunde til dette anfører Johannes?

³ Jordens konger er ikke de eneste der begræder Babylon den Stores bortgang. „Og jordens rejsende købmænd græder og sørger over hende, fordi der ingen er til at købe deres fulde lager mere, et fuldt lager af guld og sølv og kostbare sten og perler og fint linned og purpur og silke og skarlagen, og alt i duftende træ og enhver genstand af elfenben og enhver genstand af det kostbareste træ og af kobber og af jern og af marmor; også kanel og indisk krydderi og røgelse og vellugtende olie og virak og vin og olivenolie og fint hvedemel og hvede og kvæg og får, og heste og rejsevogne og slaver og menneskesjæle. Ja, den saftige frugt som din sjæl begærede, er forsvundet fra dig [Babylon den Store], og alle de elegante ting og alle de flotte ting er gået tabt for dig, og man vil aldrig mere finde dem.“ — Åbenbaringen 18:11-14.

4. Hvorfor græder og sørger de „rejsende købmænd“ over Babylon den Stores undergang?

⁴ Ja, Babylon den Store var en nær ven af de rige købmænd, og en god kunde hos dem. Kristenhedens kirker og klostre har således gennem århundrederne anskaffet sig enorme mængder guld, sølv, kostbare sten, værdifuldt træ og andre værdigenstande. Desuden er religionens velsignelse blevet udtalt over de overdådige indkøbs- og drikkeorgier der ledsager fejringen af den Kristus-vanærende jul og andre såkaldte helligdage. Kristenhedens missionærer er draget ud til fjerne lande og har åbnet nye markeder for denne verdens „rejsende købmænd“. I 1600-tallets Japan blev katolicismen, der var kommet med handelsmændene, endog involveret i feudalkrige. I beskrivelsen af et afgørende slag som stod foran fæstningen i Osaka fortæller The Encyclopædia Britannica: „Tokugawa-tropperne kom til at stå over for en fjende hvis bannere var prydet med korset og med billeder af Frelseren og Skt. Jakob, Spaniens skytshelgen.“ Den sejrende part forfulgte derefter katolikkerne og udryddede praktisk taget katolicismen i Japan. Kirkens deltagelse i verdslige anliggender i dag vil heller ikke bringe den nogen velsignelse.

5. (a) Hvordan beskriver stemmen fra himmelen videre købmændenes sørgen? (b) Hvorfor står købmændene også „langt borte“?

⁵ Stemmen fra himmelen siger videre: „De købmænd der rejser med disse ting og som er blevet rige i kraft af hende, vil stå langt borte på grund af deres frygt for hendes pine og vil græde og sørge idet de siger: ’Ve, ve — den store by, klædt i fint linned og purpur og skarlagen og rigt smykket med guldornament og kostbar sten og perle, for på én time er så stor en rigdom blevet lagt øde!’“ (Åbenbaringen 18:15-17a) Ved Babylon den Stores undergang sørger ’købmændene’ over tabet af deres handelspartner. De siger: „Ve, ve,“ men læg mærke til at deres grunde til at sørge er helt igennem selviske, og at de — ligesom kongerne — ’står langt borte’. De kommer ikke tæt nok til at kunne hjælpe Babylon den Store.

6. Hvordan giver kaptajner og søfolk udtryk for deres sorg, ifølge stemmen fra himmelen, og af hvilken grund?

⁶ Beretningen fortsætter: „Og enhver kaptajn og enhver der sejler, uanset hvor, og sømænd og alle som har havet som levevej, stod langt borte og råbte mens de så på røgen fra ilden der opbrændte hende, og sagde: ’Hvilken by er ligesom den store by?’ Og de kastede støv på deres hoveder og råbte, grædende og sørgende, og sagde: ’Ve, ve — den store by, i hvilken alle som havde både på havet blev rige som følge af hendes overdådighed, for på én time er hun blevet lagt øde!’“ (Åbenbaringen 18:17b-19) Fortidens Babylon var en handelsby og havde en stor skibsflåde. I lighed med dette driver Babylon den Store mange forretninger med de „mange vande“ det hviler på. Dette giver beskæftigelse til mange af dets religiøse undersåtter. Dets undergang bliver et hårdt slag for dem. De finder aldrig et levebrød så godt som dette.

Glæde over dets tilintetgørelse

7, 8. Hvordan afslutter stemmen fra himmelen sit budskab om Babylon den Store, og hvem vil følge denne opfordring?

⁷ I sin profeti om fortidens Babylon, der blev omstyrtet af mederne og perserne, sagde Jeremias: „Og himmelen og jorden og alt hvad der er i dem skal råbe af glæde over Babylon.“ (Jeremias 51:48) Når Babylon den Store bliver ødelagt afslutter stemmen fra himmelen sit budskab med dette højdepunkt: „Glæd dig over hende, du himmel, og glæd jer, I hellige og I apostle og I profeter, for Gud har retsligt bragt straf over hende for jeres skyld!“ (Åbenbaringen 18:20) Jehova og englene vil fryde sig over tilintetgørelsen af Guds gamle fjende, og det samme vil apostlene og de oldkristne profeter, som nu er blevet oprejst og har indtaget deres plads i ordningen med de 24 ældste. — Jævnfør Salme 97:8-12.

⁸ Ja, alle de hellige — hvad enten de er blevet oprejst til himmelen eller stadig lever på jorden — vil råbe af glæde, og det samme vil den store skare andre får. Med tiden vil alle fortidens trofaste blive oprejst i den nye tingenes ordning, og vil tage del i glæden. Guds tjenere har ikke forsøgt at hævne sig på deres religiøse forfølgere. De har lagt sig Jehovas ord på sinde: „Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.“ (Romerne 12:19; 5 Mosebog 32:35, 41-43) Men nu har Jehova øvet gengæld. Alt det blod Babylon den Store har udgydt, er blevet hævnet.

En stor møllesten slynges i havet

9, 10. (a) Hvad gør og siger en stærk engel nu? (b) Hvilken tilsvarende handling fandt sted på Jeremias’ tid, og hvad var den en garanti for? (c) Hvad er den handling som den stærke engel udfører, en garanti for?

⁹ Det næste Johannes ser, bekræfter at Jehovas dom over Babylon den Store er uigenkaldelig: „Og en stærk engel tog en sten op der var som en stor møllesten og slyngede den i havet idet han sagde: ’Således vil Babylon, den store by, med et rask kast blive slynget ned, og hun skal aldrig findes mere.’“ (Åbenbaringen 18:21) På Jeremias’ tid blev der foretaget en lignende handling som havde stor profetisk betydning. Jeremias blev inspireret til i en bog at skrive om „hele den ulykke der ville komme over Babylon“. Han gav bogen til Seraja og pålagde ham at rejse til Babylon. Da Seraja var nået frem oplæste han, som Jeremias havde befalet ham, denne erklæring imod byen: „Jehova, du har selv talt mod dette sted for at udrydde det så der ikke vil være nogen der bor der, hverken mennesker eller husdyr, og det ikke bliver til andet end ødemarker for stedse.“ Derefter bandt Seraja en sten til bogen og kastede den ud i Eufratfloden idet han sagde: „Sådan vil Babylon synke til bunds og aldrig komme op igen, på grund af den ulykke som jeg bringer over det.“ — Jeremias 51:59-64.

¹⁰ At bogen med stenen bundet til sig blev kastet i floden var en garanti for at Babylon ville forsvinde, gå i glemme, og aldrig komme frem igen. At apostelen Johannes ser en stærk engel gennemføre en tilsvarende handling, er på samme måde en stærk garanti for at Jehovas vilje med Babylon den Store vil ske. Det gamle Babylons øde ruiner er i dag et magtfuldt vidnesbyrd om hvordan det i nær fremtid vil gå den falske religion.

11, 12. (a) Hvilke ord henvender den stærke engel nu til Babylon den Store? (b) Hvad profeterede Jeremias angående det frafaldne Jerusalem, og hvad peger det frem til i vor tid?

¹¹ Den stærke engel henvender sig nu til Babylon den Store og siger: „Og lyden af sangere der akkompagnerer sig selv på harpe og af musikere og af fløjtespillere og af trompetblæsere skal aldrig mere høres i dig, og ingen håndværker af noget fag skal nogen sinde mere findes i dig, og ingen lyd af møllesten skal nogen sinde mere høres i dig, og lys af lampe skal aldrig mere skinne i dig, og brudgoms og bruds stemme skal aldrig mere høres i dig; for dine rejsende købmænd var jordens stormænd, og ved din udøvelse af spiritisme blev alle nationerne vildledt.“ — Åbenbaringen 18:22, 23.

¹² I tilsvarende vendinger profeterede Jeremias om det frafaldne Jerusalem: „Jeg vil udrydde lyden af glæde og lyden af fryd fra dem, brudgommens stemme og brudens stemme, håndkværnens lyd og lampens lys. Og hele dette land skal blive et øde sted, noget man forfærdes over.“ (Jeremias 25:10, 11) Som det malende er skildret ved Jerusalems øde og forladte tilstand efter 607 f.v.t., vil kristenheden, den mest fremtrædende del af Babylon den Store, blive som en livløs ruin. Den religiøse organisation der førhen var munter og sorgløs og summede af liv, vil blive overvundet og forladt.

13. Hvilken pludselig forandring kommer Babylon den Store ud for, og hvad kommer det til at betyde for de „rejsende købmænd“?

¹³ Ja, som engelen her fortæller Johannes, vil hele det store Babylon blive forvandlet fra et mægtigt, internationalt imperium til en gold og ørkenlignende ødemark. Dets „rejsende købmænd“, deriblandt store finansfyrster, har brugt dets religion til egen fordel eller som et skalkeskjul, og præsterne har fundet det fordelagtigt at dele rampelyset med dem. Men disse købmænd har ikke længere det store Babylon som forbundsfælle. Det kan heller ikke længere føre nationerne bag lyset med sine mystiske religiøse handlinger.

Forfærdende blodskyld

14. Hvilken grund anfører den stærke engel til at Jehovas dom er så hård, og hvilken tilsvarende udtalelse fremsatte Jesus da han var på jorden?

¹⁴ Til slut fortæller den stærke engel hvorfor Jehova fælder så hård en dom over Babylon den Store. Engelen siger: „Ja, i hende fandtes blod af profeter og af hellige og af alle som er blevet slået ihjel på jorden.“ (Åbenbaringen 18:24) Da Jesus var på jorden sagde han til de religiøse ledere i Jerusalem at de var ansvarlige for „alt det retfærdige blod der er udgydt på jorden, ... fra den retfærdige Abels blod“ og fremefter. Derfor blev denne forkvaklede generation udslettet i år 70. (Mattæus 23:35-38) I dag har en anden generation af religionsudøvere pådraget sig blodskyld ved at forfølge Guds tjenere.

15. På hvilke to måder pådrog den katolske kirke i Nazityskland sig blodskyld?

¹⁵ I sin bog The Catholic Church and Nazi Germany skriver Guenter Lewy: „Da Jehovas Vidner blev undertrykt i Bayern den 13. april [1933], påtog kirken sig endog den opgave der blev pålagt den af uddannelses- og kirkeministeriet, nemlig at indberette ethvert medlem af sekten som stadig udøvede den forbudte tro.“ Den katolske kirke har således et medansvar for at tusinder af Jehovas Vidner blev sendt i koncentrationslejre; dens hænder er plettede af blodet af hundreder af Vidner som blev henrettet. Da unge Jehovas Vidner, som for eksempel Wilhelm Kusserow, viste at de modigt kunne møde døden ved skydning, besluttede Hitler at denne død var for god for dem der af samvittighedsgrunde nægtede militærtjeneste. Wilhelms broder Wolfgang, som var 20 år gammel, blev derfor halshugget i guillotinen. Samtidig opfordrede den katolske kirke unge tyske katolikker til at gå ind i hæren og være villige til at dø for fædrelandet. Dens blodskyld er kun alt for tydelig!

16, 17. (a) Hvilken blodskyld må tilregnes Babylon den Store, og hvordan pådrog Vatikanet sig blodskyld i forbindelse med de jøder der mistede livet under de nazistiske pogromer? (b) På hvilken måde er den falske religion skyld i at millioner af mennesker har mistet livet i hundreder af krige i vore dage?

¹⁶ Profetien siger imidlertid at Babylon den Store må holdes ansvarligt for blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. Dette har i sandhed været tilfældet i nyere tid. Eftersom katolske intriger var med til at bringe Hitler til magten i Tyskland, må Vatikanet bære en del af den frygtelige blodskyld i forbindelse med de seks millioner jøder der mistede livet under de nazistiske pogromer. Og alene i vor tid er der blevet ført i hundredvis af krige hvori over hundrede millioner mennesker er blevet dræbt. Har den falske religion været medskyldig i dette? Ja, på to måder.

¹⁷ For det første kan mange krige sættes i forbindelse med religiøse uoverensstemmelser. De voldelige sammenstød mellem muslimer og hinduer i Indien i 1946-48 var således religiøst motiverede. Hundredtusinder af mennesker mistede livet. Konflikten mellem Iran og Irak i 1980’erne havde at gøre med sekteriske forskelle, og hundredtusinder blev dræbt. Volden mellem katolikker og protestanter i Nordirland har krævet i tusindvis af menneskeliv. Spalteredaktøren C. L. Sulzberger, som har forsket i dette emne, skrev i 1976: „Det er sørgeligt men sandt at måske halvdelen eller flere af de krige der for øjeblikket udkæmpes rundt om i verden, enten er åbenlyst religiøse konflikter eller har forbindelse med religiøse uoverensstemmelser.“ Sådan har det altid været i Babylon den Stores lange, omtumlede historie.

18. På hvilken anden måde har verdens kirker og religionssamfund pådraget sig blodskyld?

¹⁸ For det andet har verdens kirker og religionssamfund pådraget sig blodskyld i Jehovas øjne fordi de ikke på overbevisende måde har lært deres tilhængere sandheden om de krav Jehova stiller til sine tjenere. De har ikke med overbevisning lært folk at Guds sande tilbedere må efterligne Jesus Kristus og vise deres medmennesker kærlighed uanset hvilken nation de tilhører. (Mika 4:3, 5; Johannes 13:34, 35; Apostelgerninger 10:34, 35; 1 Johannes 3:10-12) At religionssamfundene i Babylon den Store ikke har ført denne lære, er årsagen til at deres tilhængere har kunnet hvirvles ind i krigenes malstrøm. Dette var kun alt for tydeligt i de to verdenskrige i første halvdel af det 20. århundrede, som begge begyndte i kristenheden og førte til at trosfæller myrdede hinanden! Hvis alle som hævdede at være kristne havde fulgt Bibelens principper, ville disse krige aldrig være blevet udkæmpet.

19. Hvilken forfærdende blodskyld hviler på Babylon den Store?

¹⁹ Jehova lægger skylden for al denne blodsudgydelse på Babylon den Store. Havde de religiøse ledere, specielt i kristenheden, lært deres hjorde sandheden fra Bibelen, ville dette blodbad aldrig have fundet sted. Det er derfor sandt at Babylon den Store — den store skøge og den falske religions verdensimperium — enten direkte eller indirekte må stå Jehova til ansvar, ikke alene for ’blodet af profeter og af hellige’ som det har forfulgt og dræbt, men også for blodet af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“. Der hviler en forfærdende blodskyld på Babylon den Store. Dets endelige tilintetgørelse vil være en stor befrielse!

[Ramme på side 270]

Kompromisets pris

Guenter Lewy skriver i sin bog The Catholic Church and Nazi Germany: „Havde katolicismen i Tyskland fra begyndelsen resolut modstået nazistyret, kunne verdenshistorien meget vel have fået et andet forløb. Og selv om denne kamp i sidste ende ikke havde knækket Hitler og afværget alle hans mange forbrydelser, ville den i hvert fald have hævet kirkens moralske anseelse betydeligt. De menneskelige omkostninger ved en sådan modstand ville unægtelig have været store, men disse ofre ville være blevet bragt for den største sag af alle. Med en upålidelig hjemmefront ville Hitler sikkert ikke have vovet at gå i krig, og millioner af menneskeliv ville være blevet skånet. ... Da tusinder af tyske antinazister blev torteret til døde i Hitlers koncentrationslejre, da de polske intellektuelle blev myrdet, da hundredtusinder af russere døde fordi de blev behandlet som slaviske Untermenschen, og da 6.000.000 mennesker blev ombragt fordi de var ’ikkeariere’, understøttede katolske kirkefolk i Tyskland det regime der øvede disse forbrydelser. Paven i Rom, den romersk-katolske kirkes åndelige overhoved og øverste morallærer, forholdt sig tavs.“ — Side 320, 341.