De hebraiske ord tsæʹdhæq og tsedhaqahʹ og det græske ord dikaiosyʹnē bruges ofte til at beskrive at Gud handler rigtigt: som den suveræne Hersker (Job 37:23; Sl 71:19; 89:14), når han afsiger og eksekverer sine domme (Sl 9:8; 85:11; Es 26:9; 2Kor 3:9), når han straffer sit folk (Es 10:22), når han forsvarer sig selv for retten (Sl 51:4; Ro 3:4, 5), og når han forsvarer sit folk (Mik 7:9).

det græske dikaiosyʹnē, der gengives med „retfærdighed“, indeholder tanken om redelighed og retskaffenhed, at noget er i overensstemmelse med en standard eller norm for hvad der er moralsk retskaffent. Begrebet „retfærdighed“ bruges ofte i forbindelse med en dommer eller en domshandling, hvorved det får et juridisk anstrøg. (Sl 35:24; 72:2; 96:13; Es 11:4; Åb 19:11)

Den græskkyndige Kenneth S. Wuest siger: „Gud er den objektive norm, den der fastsætter betydningsindholdet af dikaios [retfærdig], og som samtidig sørger for at dette betydningsindhold bevares konstant og uændret eftersom Han er uforanderlig.“ Derefter citerer han Cremer, som siger: „Retfærdighed i bibelsk forstand vil sige at noget er ret og rigtigt ifølge Guds norm, at det er vurderet efter Guds norm, ytrer sig ved en adfærd Gud kan godkende, og frem for alt har noget at gøre med forholdet til Gud og med det at vandre for Hans ansigt. Den er, og den kaldes dikaiosune theou (Guds retfærdighed) (Rom. 3:21, 1:17), retfærdighed som den findes hos Gud og er af værdi for Gud, guddommelig retfærdighed, se Ef. 4:24; med en retfærdighed defineret på denne måde kommer evangeliet (Rom. 1:17) ind i en verden af nationer som har været vant til at følge en anden norm.“ — Studies in the Vocabulary of the Greek New Testament, 1946, s. 37.