-
Længes du efter en retfærdig verden?Vagttårnet – 1997 | 15. november
-
-
Længes du efter en retfærdig verden?
ET TREMASTET sejlskib med to dæk nærmer sig kysten af det der nu kaldes Cape Cod i Massachusetts, USA. Besætningen og de 101 passagerer om bord er udmattede efter 66 dage på havet. De har foretaget en anstrengende rejse tværs over Atlanterhavet på flugt fra religiøs forfølgelse og økonomiske problemer.
Da passagerne på dette skib, Mayflower, fik land i sigte den 11. november 1620, strålede deres øjne ved tanken om at de skulle begynde på en frisk. De ønskede at lægge grundvolden til en bedre verden, og senere underskrev de fleste af de mandlige passagerer Mayflower-pagten. I denne pagt enedes de om at vedtage „retfærdige og upartiske love“ til „koloniens bedste“. Er deres drøm om en moralsk retskaffen verden hvor alle behandles retfærdigt, blevet til virkelighed?
Til trods for at denne pagt, som blev underskrevet om bord på Mayflower, anses for at være en af grundpillerne i den amerikanske styreform, forekommer der jævnligt uretfærdigheder i Amerika — som det også sker rundt om i verden. For eksempel blev en mand skudt i ryggen af politiet da han forsøgte at flygte efter at have begået røveri og skudt en butiksindehaver. Han sagsøgte politiet og byen New York og vandt sagen. Han fik flere millioner dollars i erstatning.
Lad os tage et andet eksempel. Da nogle jurastuderende var oppe til eksamen i Pasadena i Californien, fik en af eleverne et hjerteanfald og besvimede. To elever gik straks i gang med at yde livreddende førstehjælp indtil ambulancen kom. De brugte 40 minutter på at hjælpe manden. Men da de anmodede eksamensudvalget om at få kompensation for den tabte tid så de kunne fuldføre deres eksamen, blev de afvist.
Et andet område er strafudmåling for kriminelle handlinger. Økonomen Ed Rubenstein siger: „De fleste forbrydelser ender ikke med arrestation. Mange af de arresterede bliver ikke retsforfulgt. Mange domfældte bliver prøveløsladt. Den straf en kriminel kan forvente at afsone, er en mulighed, men bestemt ikke en selvfølge.“ Med henvisning til data for tyverier konkluderer Ed Rubenstein at en potentiel tyv „i over 98 procent af tilfældene vil slippe for at blive fængslet“. Den lave risiko for at blive straffet resulterer i mere kriminalitet og flere ofre. — Prædikeren 8:11.
I mange lande er der en rig minoritet som øger sin velstand, mens det store flertal af fattige oplever økonomisk uretfærdighed. Sådanne uretfærdigheder florerer når folk på grund af deres hudfarve, etniske baggrund, sprog, køn eller religion kun har ringe mulighed for at forbedre deres kår eller bare tjene til livets fornødenheder. Ifølge The New York Times er der for eksempel „næsten en kvart milliard i det hinduiske Sydasien — flest i Indien og Nepal — der er født og vil dø som kasteløse“. Som følge heraf må millioner kæmpe med fattigdom, sult og sygdom. Fra vugge til grav bliver de uretfærdigt behandlet.
Hvad med de uretfærdigheder som mennesker tilsyneladende ikke kan kontrollere? Som for eksempel spædbørn der fødes blinde, retarderede eller vanskabte? Vil en kvinde ikke føle det uretfærdigt hvis hendes nyfødte er vanskabt, mens andre kvinder kan holde et velskabt barn i deres arme?
Sørgeligt nok sker der mange uretfærdigheder, og konsekvenserne — ufattelige lidelser, mangel på fred, glæde og tilfredshed — rammer bredt. I vrede over den uretfærdighed folk ser eller selv bliver ofre for, er mange tyet til voldshandlinger, som kun øger lidelserne. De fleste krige er blevet udkæmpet på grund af påståede uretfærdigheder.
Hvorfor har mennesket ikke formået at skabe en retfærdig verden? Er det kun en ønskedrøm?
-
-
En retfærdig verden er ikke kun en ønskedrømVagttårnet – 1997 | 15. november
-
-
Hvorfor er det mislykkedes?
En grundlæggende årsag til at vi ikke har formået at skabe retfærdige forhold, er den skavank vi har arvet fra vore første forældre, Adam og Eva. Bibelen forklarer: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ (Romerne 5:12) Synden er vores skavank. Adam og Eva blev skabt fuldkomne, men de besluttede at gøre oprør mod Gud og gjorde sig derved til syndere. (1 Mosebog 2:16, 17; 3:1-6) Det bevirkede at deres syndige og forkerte tilbøjeligheder gik i arv til deres børn.
Kan man ikke med rette sige at personlighedstræk som begærlighed og fordomsfuldhed er eksempler på syndige tilbøjeligheder? Og bidrager sådanne træk ikke til de uretfærdigheder vi oplever i verden? Begærlighed er den egentlige årsag til bevidst udpining af miljøet og økonomisk undertrykkelse. Og fordomsfuldhed er uden tvivl årsagen til etniske stridigheder og racemæssige uretfærdigheder. Sådanne egenskaber får også folk til at stjæle, snyde og på andre områder opføre sig på en måde der skader andre.
Selv de mest oprigtige anstrengelser for at udøve retfærdighed og gøre godt mislykkes ofte på grund af vore syndige tilbøjeligheder. Apostelen Paulus indrømmede: „Det gode som jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg.“ Han fortsatte med at beskrive denne kamp: „Jeg glæder mig jo over Guds lov, ifølge det menneske jeg er i det indre, men i mine lemmer ser jeg en anden lov, der fører krig imod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.“ (Romerne 7:19-23) I dag oplever vi sikkert den samme konflikt. Det er grunden til at der så ofte forekommer uretfærdigheder.
Menneskenes måde at regere på har også bidraget til uretfærdighederne i verden. I alle lande findes der love, og myndigheder som håndhæver disse love. Og der er selvfølgelig også dommere og retsbygninger. Der har i tidens løb været principfaste mænd som har forsøgt at værne om menneskerettighederne og tilstræbt at alle var lige for loven. Alligevel er de fleste af deres anstrengelser mislykkedes. Hvorfor? Jeremias 10:23 nævner en af årsagerne: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ Når mennesker udelukker Gud, er de ganske enkelt ikke i stand til at skabe en retfærdig verden. — Ordsprogene 14:12; Prædikeren 8:9.
En stor hindring for menneskenes forsøg på at skabe en retfærdig verden er Satan Djævelen. Bibelen siger tydeligt at den oprørske engel Satan er den første „manddraber“ og „løgner“, og at „hele verden ligger i den ondes magt“. (Johannes 8:44; 1 Johannes 5:19) Apostelen Paulus kalder ham „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:3, 4) Da Satan hader retfærdighed, gør han alt hvad der står i hans magt for at fremme ondskaben. Så længe han kontrollerer verden, vil alle de uretfærdigheder og lidelser det resulterer i, trælbinde menneskeheden.
Betyder alt dette at vi må acceptere uretfærdigheder som noget uundgåeligt i menneskesamfundet? Er en retfærdig verden en urealistisk drøm?
-