Ikke retfærdighed ved mundtlige overleveringer

„Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftlærdes og farisæernes, vil I slet ikke komme ind i himlenes rige.“ — MATTÆUS 5:20.

1, 2. Hvad skete der lige inden Jesus holdt sin bjergprædiken?

JESUS havde tilbragt natten på et bjerg. Over ham tindrede stjernehimmelen. Små natdyr puslede i krattet. Mod øst skvulpede bølgerne blidt mod bredden af Galilæas Sø. Men Jesus har vel knap ænset den fredfyldte idyl. Han havde tilbragt natten i bøn til sin himmelske Fader, Jehova, for han behøvede sin Faders ledelse på den afgørende dag der ventede.

² I øst gryede det. Fuglene begyndte at røre på sig og kvidre sagte. De vilde blomster nejede i brisen. Da de første solstråler brød frem over horisonten, kaldte Jesus sine disciple til sig og udvalgte 12 af dem til at være apostle. Derpå begav de sig ned ad bjergsiden. De kunne allerede se skarer komme strømmende fra Galilæa, Tyrus, Zidon, Judæa og Jerusalem for at blive helbredt. Den kraft fra Jehova som udgik fra Jesus var så stærk at mange blev helbredt blot ved at røre ved ham. De kom også for at høre Jesu ord, der var som lindrende balsam for deres nedslåede sjæle. — Mattæus 4:25; Lukas 6:12-19.

3. Hvorfor var disciplene og skarerne forventningsfulde da Jesus tog ordet?

³ Rabbinerne sad som regel ned når de underviste, og denne særlige forårsmorgen i år 31 satte Jesus sig også til rette, åbenbart på et jævnt sted oppe ad skråningen. Da hans disciple og skarerne så dette, vidste de at der var noget særligt i gære og lejrede sig afventende. Med forventning hørte de ham indlede sin tale; da han noget senere sluttede talen var de forbløffede over det de havde hørt. Lad os se hvorfor. — Mattæus 7:28.

To former for retfærdighed

4. (a) Hvilke to former for retfærdighed talte Jesus om? (b) Hvad var formålet med overleveringerne, og blev dette formål opfyldt?

⁴ I Bjergprædikenen, der er gengivet både i Mattæus 5:1–7:29 og i Lukas 6:17-49, stillede Jesus to grupper op som tydelige modsætninger til hinanden: De skriftlærde og farisæerne kontra det jævne folk som de undertrykte. Han talte om to former for retfærdighed, farisæernes hykleriske retfærdighed og Guds sande retfærdighed. (Mattæus 5:6, 20) Farisæernes retfærdighed havde rod i mundtlige overleveringer der i det andet århundrede f.v.t. var blevet indført som „et gærde omkring Loven“ for at beskytte den mod påvirkning fra hellenismen, den græske kultur. Disse overleveringer fik med tiden status som en del af Loven, og de skriftlærde satte dem tilmed over den skrevne lov. Den jødiske Misjna, en samling af overleveringer, siger: „De skriftlærdes ord [overleveringer] må overholdes med større strenghed end den skrevne lovs ord.“ Deres overleveringer virkede altså ikke som et beskyttende „gærde omkring Loven“, men svækkede og ugyldiggjorde den, som Jesus sagde: „Behændigt tilsidesætter I Guds bud for at kunne beholde jeres overlevering.“ — Markus 7:5-9; Mattæus 15:1-9.

5. (a) Hvordan beskrives de jævne mennesker der kom for at høre Jesus, og hvordan betragtede de skriftlærde og farisæerne dem? (b) Hvad gjorde overleveringerne til så tung en byrde for den jævne befolkning?

⁵ De jævne mennesker der samledes om Jesus var åndeligt forarmede, „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. (Mattæus 9:36) De indbildske og hovmodige skriftlærde og farisæere kaldte dem hånligt for ’am-ha’aʹræts, „jordens (landets) folk“, og betragtede dem som uoplyste, fordømte syndere der var uværdige til en opstandelse eftersom de ikke adlød de mundtlige overleveringer. På Jesu tid var disse overleveringer vokset til en uoverskuelig lovjungle af juridiske spidsfindigheder, så belæssede med tidsrøvende ceremonier at menigmand umuligt kunne overholde dem. Intet under at Jesus kaldte overleveringerne for ’tunge byrder på folks skuldre’. — Mattæus 23:4; Johannes 7:45-49.

6. Hvorfor var Jesu indledning så forbløffende, og hvad indebar dette for henholdsvis hans disciple og de skriftlærde og farisæerne?

⁶ Da Jesus satte sig på skråningen var det derfor hans disciple og de åndeligt udhungrede folkeskarer der kom hen for at lytte til ham. De må have undret sig over hans indledning: ’Lykkelige er de fattige, de der sulter, de der græder og de forhadte.’ Hvem kan være lykkelige når de er fattige, sultende, grædende og forhadte? Og Jesus udtalte et ve over dem der var rige og mætte, som lo og som man så op til. (Lukas 6:20-26) Med ganske få ord vendte Jesus op og ned på de sædvanlige, vedtagne begreber om menneskeværd og rangorden. Denne totale ombytning af rollerne harmonerede med Jesu ord ved en senere lejlighed: „Enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, men den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ — Lukas 18:9-14.

7. Hvordan må Jesu indledning have virket på hans åndeligt udhungrede tilhørerskare?

⁷ De der denne morgen opsøgte Jesus, var, i modsætning til de selvtilfredse skriftlærde og farisæere, klar over at de befandt sig i en bedrøvelig åndelig tilstand. Hans indledning må have fyldt dem med håb: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.“ Og de må have frydet sig da han tilføjede: „Lykkelige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de vil blive stillet tilfreds.“ (Mattæus 5:3, 6; Johannes 6:35; Åbenbaringen 7:16, 17) De ville blive stillet tilfreds, men ikke med den farisæiske retfærdighed!

Ikke nok at være ’retfærdig over for mennesker’

8. Hvorfor kunne nogle undre sig over at deres retfærdighed skulle overgå farisæernes og de skriftlærdes, og hvorfor skulle den det?

⁸ „Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftlærdes og farisæernes, vil I slet ikke komme ind i himlenes rige,“ sagde Jesus. (Mattæus 5:17-20; se også Markus 2:23-28; 3:1-6; 7:1-13.) Nogle må have tænkt: ’Overgå farisæerne i retfærdighed? De faster, beder, giver tiende og almisser og studerer Loven hele livet. Hvordan kan nogen blive mere retfærdig end dem?’ Det var ikke desto mindre det de skulle. Farisæerne var ganske vist agtede af mennesker, men ikke af Gud. Ved en anden lejlighed sagde Jesus til farisæerne: „I er folk som erklærer jer selv retfærdige over for mennesker, men Gud kender jeres hjerter; for det der er højt blandt mennesker, er en afskyelighed i Guds øjne.“ — Lukas 16:15.

9-11. (a) Nævn en af de måder hvorpå de skriftlærde og farisæerne mente at de kunne blive retfærdige i Guds øjne. (b) På hvilken anden måde forventede de at opnå retfærdighed? (c) Hvad var den tredje vej til retfærdighed, og hvilke ord af Paulus viser at denne var et vildspor?

⁹ Rabbinerne havde opstillet deres egne regler for retfærdiggørelse. En af disse gik ud på at Abrahams efterkommere indtog en særstilling: „Abrahams, vor faders, disciple nyder godt af denne verden og arver den kommende.“ (Misjna) Måske var det som modtræk mod denne overlevering at Johannes Døber indskærpede de farisæere der kom til ham: „Frembring . . . frugt som stemmer med sindsændringen, og mén ikke at I kan sige til jer selv: ’Vi har Abraham til fader’“ — som om det var nok. — Mattæus 3:7-9; se også Johannes 8:33, 39.

¹⁰ Farisæerne mente også at man kunne blive retfærdig ved at give almisser. Dette fremgår af to apokryfe bøger skrevet af troende jøder i det andet århundrede f.v.t. I Tobits Bog 12:13 hedder det: „Godgørenhed frier fra Døden, og den aftvætter enhver Synd.“ Siraks Bog erklærer tilsvarende: „Som Vandet slukker den luende Ild, saaledes soner Godgørenhed Synder.“ — 3:29; begge fra Mosbech og Myginds oversættelse.

¹¹ Den tredje måde hvorpå farisæerne søgte retfærdighed, var ved lovgerninger. Deres overleveringer lærte at man blev frelst dersom ens gerninger var overvejende gode. Man dømmes ifølge Misjna efter om „de fleste af ens gerninger er gode eller onde“. For at få en gunstig dom var farisæerne optaget af „at indlægge sig fortjenester der vejede tungere end deres synder“. Hvis en mands gode gerninger oversteg hans misgerninger med én, blev han frelst — som om Gud førte lister over hvad hver enkelt havde foretaget sig! (Mattæus 23:23, 24) Paulus sætter begreberne på plads med ordene: „Ved lovgerninger vil . . . intet kød blive erklæret retfærdigt over for [Gud].“ (Romerne 3:20) De kristnes retfærdighed må afgjort overgå de skriftlærdes og farisæernes!

„I har hørt at der er blevet sagt“

12. (a) På hvilken usædvanlig måde begyndte Jesus i Bjergprædikenen at citere fra De Hebraiske Skrifter, og hvorfor? (b) Hvad lærer vi af det sjette tilfælde hvor Jesus siger: ’Der er blevet sagt’?

¹² Da Jesus ved en tidligere lejlighed citerede fra De Hebraiske Skrifter, sagde han: „Der står skrevet.“ (Mattæus 4:4, 7, 10) Men seks gange i Bjergprædikenen indledte han citater der tilsyneladende stammede fra De Hebraiske Skrifter ved for eksempel at sige: „Der er blevet sagt.“ (Mattæus 5:21, 27, 31, 33, 38, 43) Hvorfor? Fordi han henviste til Skrifterne som de blev tolket i lyset af farisæernes overleveringer, der modsagde Guds bud. (5 Mosebog 4:2; Mattæus 15:3) Dette fremgår tydeligt af Jesu sjette og sidste citat: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’“ Intetsteds i Moseloven stod der: ’Had din fjende.’ Det var de skriftlærdes og farisæernes udlægning af Lovens bud om at man skulle elske sin næste — kun sin jødiske næste, vel at mærke.

13. Hvordan advarer Jesus os mod at slå ind på en kurs der kan føre til mord?

¹³ Lad os nu se på den første af disse seks udtalelser. Jesus sagde: „I har hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’Du må ikke myrde; og enhver som begår mord skal stå til ansvar over for domstolen.’ Men jeg siger jer at enhver som vedvarende er vred på sin broder, skal stå til ansvar over for domstolen.“ (Mattæus 5:21, 22) Vrede i hjertet kan føre til grove ord eller forbandelser, og i sidste instans endog til mord. Vedvarende vrede kan være dødbringende: „Enhver der hader sin broder er en manddraber.“ — 1 Johannes 3:15.

14. Hvilken vejledning giver Jesus om at undgå en handlemåde der kan føre til ægteskabsbrud?

¹⁴ Jesus fortsatte: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud.’ Men jeg siger jer at enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Mattæus 5:27, 28) Du kunne ikke tænke dig at begå ægteskabsbrud, vel? Men blot ved at lege med tanken om det har du taget det første skridt. Vogt derfor dit hjerte, hvor sådanne tanker udspringer. (Ordsprogene 4:23; Mattæus 15:18, 19) I Jakob 1:14, 15 advares der: „Hver enkelt prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldbyrdet, frembringer den død.“ Det siges at man ikke skal begynde på noget man ikke kan fuldføre, men her kan vi sige at man ikke skal begynde på noget man ikke kan standse. Nogle der har været trofaste selv under trussel om at blive skudt, er siden bukket under for den kønslige umoralitets underfundige tillokkelser.

15. Hvori adskilte Jesu holdning til skilsmisse sig fuldstændig fra holdningen i jødernes overleveringer?

¹⁵ Vi er nu nået til Jesu tredje udtalelse: „Der er også blevet sagt: ’Enhver der skiller sig fra sin hustru skal give hende en skilsmisseattest.’ Men jeg siger jer at enhver der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, udsætter hende for at begå ægteskabsbrud, og enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde [det vil sige en der er skilt af andre grunde end umoralitet] begår ægteskabsbrud.“ (Mattæus 5:31, 32) Nogle jøder handlede troløst mod deres hustruer og lod sig skille på grund af bagateller. (Malakias 2:13-16; Mattæus 19:3-9) De mundtlige overleveringer tillod en mand at skille sig fra sin hustru „endda hvis hun ødelagde en ret mad for ham“ eller „hvis han fandt en der var smukkere end hende“. — Misjna.

16. Hvilken jødisk skik forfladigede edsaflæggelse, og hvad sagde Jesus i den forbindelse?

¹⁶ I forlængelse heraf fortsatte Jesus: „I har også hørt at der blev sagt til dem der levede i gamle dage: ’Du må ikke aflægge en ed uden at holde den’ . . . Men jeg siger jer: I skal slet ikke aflægge eder.“ På den tid misbrugte jøderne edsaflæggelse og aflagde eder i dagligdags sager uden at indfri løfterne. Men Jesus sagde: „I skal slet ikke aflægge eder . . . Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ Han gav en enkel regel: Vær altid sandfærdig, så du ikke behøver at underbygge dit ord med en ed. Aflæg kun ed i vigtige anliggender. — Mattæus 5:33-37; jævnfør 23:16-22.

17. Hvad lærte Jesus at man skulle gøre frem for at gengælde „øje for øje og tand for tand“?

¹⁷ Derefter sagde Jesus: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer: Modstå ikke den der er ond; men uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ (Mattæus 5:38-42) Jesus talte ikke om et kvæstende slag, men om en fornærmende lussing med håndryggen. Nedværdig dig ikke til at svare igen med ukvemsord. Gengæld ikke ondt med ondt, men gengæld ondt med godt og „overvind til stadighed det onde med det gode“. — Romerne 12:17-21.

18. (a) Hvordan fordrejede jøderne lovbudet om at man skulle elske sin næste, og hvordan imødegik Jesus dette? (b) Hvad svarede Jesus en lovkyndig der gerne ville indskrænke betydningen af udtrykket „næste“?

¹⁸ I sit sjette og sidste eksempel viste Jesus tydeligt hvordan Moseloven var blevet udvandet af rabbinernes overleveringer: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ (Mattæus 5:43, 44) Den skrevne Moselov satte ingen grænser for kærligheden: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) Det var farisæerne der vægrede sig ved at adlyde dette bud og som derfor indskrænkede udtrykket „næste“ til kun at gælde dem der fulgte overleveringerne. Da Jesus senere mindede en lovkyndig om budet: „Du skal elske din næste som dig selv,“ spurgte manden derfor undvigende: „Hvem er egentlig min næste?“ Jesus svarede ved at fortælle lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der lærer os at vi skal gøre os selv til næste for den der trænger til vores hjælp. — Lukas 10:25-37.

19. Hvordan skulle vi, ifølge Jesus, efterligne Jehovas adfærd over for de onde?

¹⁹ Jesus fortsatte sin tale ved at erklære at ’Gud viser kærlighed til de onde, idet han lader solen skinne og regnen falde på dem. Det er ikke noget særligt hvis vi elsker dem der elsker os. Det gør de onde også, og det fortjener ingen særlig belønning. Vi må vise at vi er sønner af Gud ved at efterligne ham. Vær alles næste, og elsk jeres næste. Vær således „fuldkomne, ligesom [vor] himmelske Fader er fuldkommen“.’ (Mattæus 5:45-48) Det er en høj norm at leve op til! Og det viser hvor utilstrækkelig de skriftlærdes og farisæernes retfærdighed var.

20. På hvilken måde gav Jesus Moseloven større vægt og fremhævede ånden bag den, snarere end at tilsidesætte den?

²⁰ Når Jesus henviste til Loven og tilføjede: „Men jeg siger jer,“ tilsidesatte han altså ikke Moseloven og erstattede den med noget andet. Nej, han gav den større vægt ved at fremhæve ånden bag den. En højere lov om broderskab stempler fortsat nag som mord. En højere lov om renhed fordømmer et vedvarende begær som ægteskabsbrud. En højere lov om ægteskab forbyder skilsmisse på et løst grundlag fordi et nyt ægteskab kan resultere i ægteskabsbrud. En højere lov om sandfærdighed viser at gentagne edsaflæggelser er overflødige. En højere lov om mildhed afværger hævntørst. Og en højere lov om kærlighed maner os til at opdyrke en grænseløs kærlighed som Guds.

21. Hvad afslørede Jesu formaninger om rabbinernes selvretfærdighed, og hvad skulle tilhørerne nu lære?

²¹ Disse enestående formaninger må have virket stærkt på skaren, der hørte dem for første gang. Den hykleriske selvretfærdighed der var en følge af trældom under rabbinernes overleveringer, blev her afsløret i al sin tomhed. Men som Bjergprædikenen skred frem skulle skaren, der hungrede og tørstede efter Guds retfærdighed, lære hvordan man kan få del i denne retfærdighed. Næste artikel vil belyse dette emne.

1, 2. Hvilken fejl begik de skriftlærde og farisæerne når de udførte nogle handlinger der i sig selv var gode, og hvilken advarsel gav Jesus derfor sine disciple?

DE SKRIFTLÆRDE og farisæerne søgte retfærdighed på deres egen måde, en måde som afveg fra Guds. Og ikke nok med det, men når de gjorde nogle gerninger der i sig selv var gode, lavede de hykleriske optrin for at blive set af mennesker. De tjente ikke Gud, men tænkte kun på deres egen forfængelighed. Jesus advarede sine disciple mod denne påtagne godhed: „Pas endelig på at I ikke udøver jeres retfærdighed i menneskers påsyn for at blive bemærket af dem; ellers vil I ikke få nogen belønning hos jeres Fader som er i himlene.“ — Mattæus 6:1.

² Jehova glæder sig over dem der giver til de fattige — men ikke over dem der giver som farisæerne gjorde. Jesus advarede sine disciple mod at efterligne de sidstnævnte: „Når du derfor går hen for at give barmhjertighedsgaver, så lad ikke blæse i trompet foran dig, sådan som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de kan blive herliggjort af mennesker. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ — Mattæus 6:2.

3. (a) Hvordan fik de skriftlærde og farisæerne „hele deres belønning“ for det de gav? (b) Hvad sagde Jesus om det at give?

³ Det græske ord for „de har fået hele“ (apeʹchō) blev ofte anvendt i forretningsdokumenter. Så når det forekommer i Bjergprædikenen, er det for at vise at de omtalte „har fået hele deres belønning“, det vil sige at „de har kvitteret for modtagelsen af deres belønning; deres ret til at modtage en belønning er blevet honoreret, ganske som om de allerede havde kvitteret for den“. (An Expository Dictionary of New Testament Words af W. E. Vine) Bidragsforpligtelser over for de fattige blev offentliggjort på gaden. I synagogerne blev givernes navne bekendtgjort. De der ydede store bidrag nød den særlige ære at sidde ved siden af rabbinerne under gudstjenesten. De gav bidrag for at blive bemærket, og de blev da også både set og herliggjort af deres medmennesker. De havde fået en så fuldgyldig belønning for deres bidrag at det var som om de havde kvitteret for den. Jesu indstilling var fundamentalt anderledes! Giv „i det skjulte; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig“. — Mattæus 6:3, 4; Ordsprogene 19:17.

Bønner der behager Gud

4. Hvorfor fik farisæernes bønner Jesus til at kalde dem hyklere?

⁴ Jehova glæder sig når man beder til ham — men ikke hvis man beder som farisæerne gjorde. Jesus sagde til sine disciple: „Når I beder må I heller ikke være som hyklerne; de kan jo lide at stå og bede i synagogerne og på hjørnerne af de brede gader så de kan blive set af mennesker. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ (Mattæus 6:5) Farisæerne havde mange daglige bønner at fremsige på bestemte tidspunkter, uanset hvor de befandt sig. Formelt skulle de bede i det skjulte, men de sørgede med overlæg for at befinde sig „på hjørnerne af de brede gader“ hvor de kunne blive set af forbipasserende i alle retninger når bedetimen oprandt.

5. (a) Hvilke andre skikke hos farisæerne var skyld i at Gud ikke hørte deres bønner? (b) Hvad lod Jesus få førstepladsen i sin mønsterbøn, og hvilken betydning har det i folks bevidsthed i dag?

⁵ Skinhelligt ’sagde de lange bønner som et skalkeskjul’. (Lukas 20:47) En overlevering oplyser: „Fortidens fromme mænd plejede at vente en time før de fremsagde Tefillah[bønnen].“ (Misjna) Så skulle alle nok se deres fromhed og forundres! Men sådanne bønner nåede ikke højere end til deres egne hoveder. Jesus sagde at man skulle bede uset, uden at komme med tomme gentagelser. Jesu mønsterbøn var enkel og ligetil. (Mattæus 6:6-8; Johannes 14:6, 14; 1 Peter 3:12) Han nævnte det vigtigste først: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske.“ (Mattæus 6:9-13) I dag er der kun få som kender Jehovas navn, endsige ønsker at se det helliget. Derved gør de Gud navnløs. Lad Guds rige komme? Mange mener at det allerede er her, inden i menneskene selv. Måske beder de om at hans vilje må ske, samtidig med at de følger deres eget hoved. — Ordsprogene 14:12.

6. Af hvilken grund fordømte Jesus farisæernes faste som værdiløs?

⁶ Jehova billiger faste — men ikke den måde farisæerne fastede på. Jesus forkastede de skriftlærdes og farisæernes faste, der var lige så værdiløs som deres godgørenhed og bønner: „Hold op med når I faster at se bedrøvede ud ligesom hyklerne, for de laver deres ansigt til så mennesker kan se på dem at de faster. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ (Mattæus 6:16) Mens jøderne regelmæssigt vaskede sig og indgned kroppen med olie når de ikke fastede, påbød overleveringerne fastende farisæere at gnide aske i hovedet og forbød dem at vaske sig eller salve sig.

7. (a) Hvordan skulle Jesu disciple bære sig ad når de fastede? (b) Hvad ønskede Jehova på Esajas’ tid vedrørende faste?

⁷ Jesu vejledning angående faste lød: „Indgnid dit hoved med olie og vask dit ansigt, så at ikke mennesker, men derimod din Fader . . . kan se på dig at du faster.“ (Mattæus 6:17, 18) På Esajas’ tid yndede de troløse jøder at faste, spæge deres sjæle, bøje deres hoveder og sidde i sæk og aske; men Jehova ville have at de skulle befri de undertrykte, bespise de sultne, give de hjemløse husly og klæde de nøgne. — Esajas 58:3-7.

Vi må samle skatte i himlene

8. Hvorfor glemte de skriftlærde og farisæerne hvordan man skulle opnå Guds godkendelse, og hvilket princip som Paulus senere fremsatte, overså de?

⁸ I deres stræben efter retfærdighed glemte de skriftlærde og farisæerne hvordan man opnår Guds godkendelse og gik i stedet op i at blive beundret af mennesker. De var så opslugte af overleveringer at de tilsidesatte Guds ord. De foretrak jordiske skatte og prestige frem for at have skatte i himlene, og de overså den enkle sandhed som kommer til udtryk i følgende ord af en tidligere farisæer der blev kristen: „Hvad I end gør, så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven.“ — Kolossenserne 3:23, 24.