En ’kæmpemæssig opgave er fuldført’

FOR halvtreds år siden hævede en elskværdig kvinde i 60-årsalderen røsten, og verden lyttede. Det skete den 10. december 1948 i Paris. FN’s Generalforsamling var trådt sammen i det nyopførte bygningskompleks Palais de Chaillot da formanden for FN’s Menneskerettighedskommission, Eleanor Roosevelt, rejste sig for at holde en tale. Med beslutsom stemme sagde denne høje kvinde, der var enke efter USA’s forhenværende præsident Franklin D. Roosevelt, følgende til de forsamlede: „I dag står vi på tærskelen til en stor begivenhed i både FN’s og menneskehedens historie, nemlig Generalforsamlingens vedtagelse af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.“

Efter at hun havde oplæst erklæringens indledning og dens 30 artikler, blev dokumentet vedtaget af Generalforsamlingen.a For at ære mrs. Roosevelts enestående lederevner gav FN-medlemmerne derefter „hele verdens førstedame“, som man hengivent kaldte hende, en stående hyldest. Ved dagens slutning skrev hun følgende notat: ’En kæmpemæssig opgave er fuldført.’

Fra mange synspunkter til én erklæring

To år tidligere, i januar 1947, kort efter at FN-kommissionens arbejde var blevet påbegyndt, stod det klart at det ville blive en formidabel opgave at udarbejde en menneskerettighedserklæring som alle FN-medlemmer kunne nå til enighed om. Lige fra starten førte store meningsforskelle blandt kommissionens 18 medlemmer til endeløse diskussioner der sinkede arbejdet. Den kinesiske delegerede mente at erklæringen burde indbefatte Kungfutses filosofi, et katolsk kommissionsmedlem søgte at fremme Thomas Aquinas lære, USA forsvarede den amerikanske Bill of Rights, og Rusland forfægtede Karl Marx’ idéer. Og det er blot nogle få af de stærkt divergerende meninger der blev fremsat.

Kommissionsmedlemmernes konstante mundhuggeri satte mrs. Roosevelts tålmodighed på prøve. Under en forelæsning på Sorbonne-universitetet i 1948 i Paris sagde hun at hun hidtil havde ment at hun som mor til en stor familie havde fået prøvet sin tålmodighed til det yderste. Derefter skal hun, til stor moro for tilhørerne, have tilføjet: „Men at præsidere over Menneskerettighedskommissionen krævede endnu større overbærenhed.“

Hendes erfaring som mor kom hende ikke desto mindre til gode. En journalist skrev dengang at mrs. Roosevelts væremåde over for medlemmerne af kommissionen mindede ham om en mor „der tager sig af en stor familie med drenge der ofte er støjende og undertiden uregerlige, men som inderst inde er kærlige og blot indimellem har brug for at blive sat på plads“. (Eleanor Roosevelt — A Personal and Public Life) Med en blanding af imødekommenhed og fasthed mestrede hun den kunst at overbevise sine modstandere uden at gøre dem til fjender.

Efter to års møder, i hundredvis af ændringer, i tusindvis af redegørelser og 1400 afstemninger om praktisk taget hvert eneste ord og hver eneste paragraf nåede kommissionen frem til en erklæring der indeholder de menneskerettigheder som alle mænd og kvinder i hele verden har krav på. Den blev kaldt Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. En tilsyneladende umulig opgave var nu fuldført.

Store forventninger

Selv om man ikke forventede at undertrykkelsens mure ville smuldre ved lyden af dette første trompetsignal, vakte vedtagelsen af Verdenserklæringen om Menneskerettighederne store forventninger hos mange. Australieren dr. Herbert V. Evatt, Generalforsamlingens daværende formand, forudsagde at „millioner af jordens mænd, kvinder og børn der bor langt fra Paris og New York, vil hente hjælp, vejledning og inspiration i denne erklæring“.

Der er nu gået halvtreds år siden Herbert Evatt udtalte disse ord. I den periode har mange betragtet verdenserklæringen som en vejleder og brugt den som målestok for i hvor høj grad man respekterer menneskerettighederne rundt om i verden. Hvilke iagttagelser har de gjort sig? Lever FN’s medlemsstater op til menneskerettighedserklæringen? Hvordan er menneskerettighedernes status i dag?

[Fodnote]

Verdenserklæringen om menneskerettighederne

Forfatteren og nobelpristageren Aleksándr Solsjenítsyn har kaldt verdenserklæringen for „det bedste dokument“ FN har udfærdiget. Et hurtigt blik på dens indhold viser hvorfor mange er af samme mening.

Erklæringens grundtanke omtales i artikel 1: „Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.“

Erklæringens ophavsmænd sikrede på dette grundlag to kategorier af menneskerettigheder. Den første skitseres i artikel 3: „Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.“ Denne artikel danner basis for de borgerlige og politiske rettigheder, der er opført i artiklerne 4 til 21. Den anden kategori bygger på artikel 22, hvori det i uddrag hedder at enhver har krav på at få opfyldt de rettigheder „der er uundværlige for hans værdighed og hans personligheds frie udvikling“. Den støtter artiklerne 23 til 27, der handler om menneskets økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Verdenserklæringen var det første internationale dokument der erkendte at denne anden kategori af rettigheder hørte med til de grundlæggende menneskerettigheder. Faktisk var den det første internationale dokument der brugte udtrykket „menneskerettigheder“.

Den brasilianske sociolog Ruth Rocha beskriver klart og tydeligt hvad der er kernen i verdenserklæringen: „Det betyder ikke noget hvilken race du tilhører. Det betyder ikke noget om du er mand eller kvinde. Det betyder ikke noget hvilket sprog du taler, hvilken religion du har, hvad din politiske holdning er, hvilket land du kommer fra, eller hvem din familie er. Det betyder ikke noget om du er rig eller fattig. Det betyder ikke noget hvilken verdensdel du kommer fra; om dit land er et kongerige eller en republik. Disse rettigheder og friheder skal gælde alle.“

Verdenserklæringen er siden dens vedtagelse blevet oversat til over 200 sprog og har udøvet en betydelig indflydelse på nationale forfatninger. I dag mener nogle politiske ledere dog at erklæringen trænger til at blive omskrevet. Men det er FN’s generalsekretær, Kofi Annan, ikke enig med dem i. En FN-talsmand citerer ham for at sige: „Ligesom det ikke er nødvendigt at omskrive Bibelen eller Koranen, er det heller ikke nødvendigt at ændre på erklæringen. Det er ikke verdenserklæringens tekst, men dens disciples adfærd der skal ændres.“

[Illustration]

FN’s generalsekretær, Kofi Annan