To floder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I INDIEN

To floder på Det Indiske Subkontinent danner livsgrundlag for flere hundrede millioner mennesker. Floderne udspringer i nærheden af hinanden i gletscherområderne i verdens højeste bjergkæde. De har begge et majestætisk løb på omkring 2500 kilometer og snor sig hovedsagelig gennem to lande. De løber ud i hver sit hav. Begge floder har været arnested for en af fortidens civilisationer. De har begge oplevet en ny stor religion blive til. Begge floder bliver værdsat for deres værdier, og den ene tilbedes den dag i dag. Vi taler om Indus og Ganges, eller Ganga, som den kaldes i Indien.

I FORTIDEN opstod der civilisationer omkring floderne fordi mennesker må have vand for at overleve og gøre fremskridt. Da man undertiden personificerede floder som guder og gudinder, kan historiske optegnelser være sløret af mytologi. Det gælder også de beretninger der findes om Indus og Ganges, i Indien også kaldet Ganga Ma (Moder Ganga).

Både hinduer og buddhister regner Kailasbjerget (6714 meter) og den nærliggende sø, Manasarovar, for at være gudernes bolig. Man troede i lang tid at der flød fire store floder ud fra søen af munden på forskellige dyr. Indus var løvefloden, og Ganges var påfuglefloden.

Tibetanerne tog ikke venligt imod fremmede opdagelsesrejsende. I 1811 rejste en engelsk dyrlæge som var ansat af East India Company, imidlertid igennem landet i forskellige forklædninger. Ifølge hans beretning udgår der ingen floder fra søen Manasarovar, selv om den får tilløb fra nogle bjerge. Først i begyndelsen af det 20. århundrede blev det fastslået hvor Indus og Ganges har deres udspring. Indus udspringer i Tibet i det nordlige Himalaya, og Ganges i en gletscherport på Himalayas skråninger i det nordlige Indien.

Fortidige civilisationers vugge

Man mener at de tidligste indbyggere på Det Indiske Subkontinent rejste mod øst ind i Indusdalen. Her har arkæologerne fundet ruiner efter højt udviklede civilisationer som Harappa og Mohenjo-daro. Indtil begyndelsen af det 20. århundrede havde man ment at de første indvandrere var primitive nomadestammer, men det ændrede man syn på efter at disse fund blev gjort. For mere end 4000 år siden var Induskulturen på højde med den mesopotamiske kultur, hvis ikke den overgik den. Alt peger på at man havde systematisk anlagte byer med et rektangulært gadenet, etagehuse og boligblokke, fortræffelige kloakerings- og afløbssystemer, vældige kornlagre, templer og badeanlæg til rituelle renselsesceremonier. Der er også vidnesbyrd om handelsforbindelser med Mesopotamien og Mellemøsten. Indus udgjorde en vandvej som begyndte flere hundrede kilometer inde i landet og førte til Det Arabiske Hav.

Det ser ud til at naturkatastrofer — måske jordskælv eller store oversvømmelser — i århundredernes løb har svækket by-civilisationen i Indusdalen. Der blev derfor ikke gjort nogen særlig modstand mod nomadestammerne, som normalt kaldes indoeuropæere eller ariere, der i bølger trængte ind fra Centralasien. De drev de fleste byboere væk fra floden så den ældste kultur, som var opstået omkring Indus, nu flyttede til det sydlige Indien, hvor den dravidiske race fortsat er en af de større etniske grupper i Indien.

Hvordan har floderne det i dag?

Flodvandet har større betydning for livsgrundlaget i dag end for 4000 år siden da folk bosatte sig ved Indus og Ganges’ bredder. For at dække behovet hos den store befolkning i Indien, Pakistan og Bangladesh må man omhyggeligt kontrollere vandet. (Se kortet på side 16-17.) Det har været nødvendigt at indgå internationale aftaler, da floderne løber gennem flere lande. I Pakistan har man blandt andet bygget den tre kilometer lange og 143 meter høje Tarbela-dæmning til kunstvanding. Den er en af de største i verden, og der er brugt 148.500.000 kubikmeter opfyldningsmateriale til den.

[Ramme/kort på side 16, 17]

Den mægtige Indus

Indusflodens løb dannes af mange strømme, og det er derfor blevet diskuteret hvor floden har sit egentlige udspring. Men der hersker ingen tvivl om at den store flod fødes højt oppe i Himalayas bjerge. Floden gennemløber 320 kilometer i Tibets højsletter, som kaldes „verdens tag“, og flyder i nordvestlig retning, hvor den mødes med andre vandstrømme på sin vej. Ved grænsen til Indien i Ladakh-regionen arbejder den sig ned i bjergene og skærer sig som en kanal gennem Himalaya og Karakorambjergene. I det indiske landområde falder den hen ved 3700 meter på de næste 560 kilometer. Efter dette fald fortsætter den rejsen mod nord og drejer derefter skarpt mod vest i udkanten af Himalaya og får tilslutning af Gilgit, en stor flod som strømmer fra Hindu Kush-bjergkæden. Derefter løber floden mod syd gennem Pakistan. Indus fortsætter turen imellem bjergene, bugter og svinger sig med voldsom kraft og når endelig sletterne og flyder videre gennem Punjab. Punjab betyder „Femflodslandet“, da fem store bifloder — Beas, Sutlej, Ravi, Jhelum og Chenab — spreder sig som fingre på en gigantisk hånd, mødes med Indus og fortsætter turen med den indtil den slutter sin majestætiske rejse på næsten 3000 kilometer.