Nogle få måneder senere, mens kampene mellem regeringstropperne og de såkaldte junglekommandoer (hovedsagelig busknegre) var koncentreret omkring Albina, en landsby ved Maronifloden, måtte busknegerbrødrene i det sydøstlige Surinam afgøre om de skulle tage til stævnet i Paramaribo. „De vidste at hvis de tog af sted måtte de rejse gennem det område hvor kampene stod på,“ forklarer Cecyl, „men de ville ikke gå glip af stævnet, så de besluttede at tage af sted.“ Ti dage før stævnet sejlede 60 brødre, søstre og børn med kano ned ad floden mod kampområdet. Fredag nåede de Albina, bandt deres hængekøjer op i rigssalen og sov der.

Før daggry genlød Albinas gader af geværild. Junglekommandoer fejede gennem landsbyen, soldater slog igen, og kugler rikochetterede fra rigssalens tag. Brødrene krøb i dækning og lå fladt på gulvet resten af dagen.

Om aftenen lykkedes det en af dem at ringe til afdelingskontoret. „Kom og hent os,“ tryglede han. Søndag eftermiddag var tre ældste på vej. De nåede frem til brødrene ved ellevetiden om aftenen.

De ældste ville tage af sted næste dag, men busknegerbrødrene sagde: „Lad os tage af sted nu. De begynder måske at skyde igen.“ De ældste bad om Jehovas ledelse, og efter midnat var tre overlæssede biler langsomt på vej mod hovedstaden.

„Vejen var øde,“ fortæller Paul Naarendorp, en af chaufførerne. „Da vi nærmede os en militærkontrolpost, begyndte mit hjerte at slå hurtigere. Hæren kæmpede jo mod junglekommandoer, og nu dukkede en konvoj med 60 busknegre, mange af dem stærke unge mænd, op lige foran dem.“ Ville de fejlagtigt blive taget for at være junglekommandoer?

Stående bag en stolpe gav en soldat signal til konvojen om at stoppe. „Vi så lige ind i kanonløbet på en kampvogn,“ fortsætter Paul, „og var omgivet af svært bevæbnede soldater. Én uventet bevægelse kunne udløse geværild. Men efter at vi havde forklaret at vi var Jehovas vidner, kontrollerede soldaterne bilerne og lod os køre.“

Da brødrene nåede frem til Paramaribo, hørte de at kampene var blusset op igen i Albina. De var taget af sted i tide.

Og nu hjemturen

Efter stævnet fik brødrene at vide at hæren havde lukket den eneste vej der førte til Albina. Nu var busknegerbrødrene strandet igen. Da de havde ventet i to uger, længtes de sådan efter at komme tilbage til regnskoven at de indtrængende bad: „Kør os til floden. Derfra kan vi komme hjem.“

Der blev lagt en plan og bedt om Jehovas ledelse. Først ville de ti rorgængere og nogle ældste fra Paramaribo prøve at nå til Albina. „Jeg kan ikke forklare hvorfor,“ fortæller en ældste, „men selv om soldaterne så os, gav de os ikke besked på at vende om.“ Da busknegerbrødrene endelig fik øje på Maronifloden, dansede de af glæde.

Næste dag tog søstrene og børnene af sted, og de fik også lov til at passere kontrolposten, mens andre blev stoppet. Ved floden ventede rorgængerne med bådene. Hvilken genforening!

Der blev planlagt en tur mere. To lastbiler blev læsset med 96 sække ris, 16 tønder benzin, 7 tønder petroleum samt fødevarer, og brødrene kørte igen til kontrolposten. Til trods for at disse forsyninger blev kørt ind i det område der kontrolleredes af junglekommandoerne, og det ikke var tilladt at fragte varer dertil, lod vagterne lastbilerne passere. „Et mirakel,“ siger en broder. „Det var tydeligt at Jehovas hånd var med os.“

En uge senere nåede de 60 brødre hjem med alle forsyningerne. De havde brugt fem uger på at overvære et tredages stævne. Nogle uger senere standsede hæren alle forsyninger til det indre af landet, og der opstod alvorlig fødevaremangel. Men de brødre der havde overværet stævnet havde mad til flere måneder og benzin til forkyndelsesture. „Når jeg ser tilbage,“ siger Cecyl, „kan jeg se hvordan Jehova ledede os til at træffe den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt.“

De løb for livet

Året efter rykkede kampene til Moengo, en mineby øst for Paramaribo. Tropper blev sat ind, men mødte hård modstand. Kugler fløj gennem bygninger, huse gik op i flammer og folk løb for livet.

De fleste af brødrene flygtede ind i regnskoven og kom i sikkerhed. Nogle nåede til Paramaribo, mens andre padlede mod Maronifloden, der ligger på grænsen til Fransk Guyana. De satte over den fem kilometer brede flod og kom ind i Fransk Guyana. Cirka 50 Jehovas vidner reddede livet på denne måde.

Så flyttede han og andre pionerer midt i 1980’erne til Maronifloden. Busknegrenes reaktion var overvældende, men de boede så spredt at det var umuligt at nå dem alle. I 1985 blev dette problem imidlertid løst. Hvordan?

Det år godkendte Det Styrende Råd en forhøjelse af benzingodtgørelsen til specialpionererne i regnskoven. Med mere benzin til påhængsmotorerne styrede pionererne nu kanoerne fra den ene bebyggelse til den anden og fandt masser af interesse. I 1985 blev der oprettet en ny menighed med cirka 30 forkyndere i landsbyen Gakaba. Nogle måneder senere var forkyndertallet vokset til 50, og cirka 20 af disse forkyndere begyndte i pionertjenesten. Inden længe transporterede Do Amedon igen cementsække gennem vandfaldene. Rigssal nummer to dukkede op i regnskoven.

En vækst på ti fold

„En gruppe unge brødre har fuldført en rigssal med 200 siddepladser på en naturskøn ø i Maronifloden,“ rapporterer afdelingskontorets koordinator, Wim van Seijl, der for nylig besøgte området.