„Jehovas Vidner reddede mig!“

I DISSE sidste dage har mange vist sig at være „vilde, uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:1, 3) Isaac, en frivillig medarbejder på et af Vagttårnsselskabets afdelingskontorer i Vestafrika, fik dette at føle. Han fortæller:

„I januar 1992 kørte jeg på en øde strækning i en taxa sammen med fem andre passagerer. Jeg indledte en samtale med damen jeg sad ved siden af, og hun tog med glæde imod en bibelsk brochure.

Omkring klokken 16 kørte en bil uden nummerplader pludselig ind foran os, og taxaen måtte hugge bremserne i så hjulene hvinede. Tre store mænd, hver med sit gevær, sprang ud af den anden bil og åbnede med et ryk dørene i taxaen. ’Ud med jer alle sammen!’ brølede en af dem.

En anden mand snuppede min taske med bøger. Da han så at den kun indeholdt bibelske publikationer, kylede han tasken væk. ’Hvad har du ellers?’ spurgte han og rettede sit gevær imod mig. Jeg rakte ham straks pengene i min tegnebog. ’Er det alt?’ spurgte han. Jeg fortalte ham at jeg var et af Jehovas vidner og at de ikke lyver. Han snuppede min tegnebog ud af hånden, så mit identifikationskort fra Vagttårnsselskabet og sagde: ’Ok, Vagttårn. Vent her.’

Han vendte sig nu mod den dame jeg havde talt med i taxaen. Hun tog straks sin halskæde af og gav ham de penge hun havde i sin pung. Da røveren fik øje på brochuren i hendes rystende hånd, gik han ud fra at vi var sammen, og gjorde tegn til at hun skulle stille sig ved siden af mig.

I mellemtiden var de andre bevæbnede banditter gået til angreb på vore rejsefæller. De slog og plyndrede taxachaufføren og den mand der rejste sammen med os. En af røverne greb ud efter den anden kvindes halskæde. Da hun modsatte sig det, slog de hende i hovedet og i brystet med deres geværkolber til hun døde. Den tredje kvinde slæbte de ud af bilen, hvorefter de skød hende i brystet. Også hun døde. Kun den unge dame og jeg led ingen fysisk overlast.

Da vi senere blev samlet op af en forbipasserende bilist, blev den chokerede dame ved med at gentage: ’Jehovas Vidner reddede mig!’“