• Jeg fandt en kostelig skat
    Vågn op! – 1989 | 22. februar

    • Jeg fandt en kostelig skat

      WOODSTOCKFESTIVALEN i 1969 var højdepunktet på min musikkarriere. Det var betagende at skue ud over dette menneskehav der strakte sig så langt øjet rakte!

      Jeg var basguitarist og sanger i gruppen „Sly and the Family Stone“, en af tidens berømteste musikgrupper. Et øredøvende råb på ekstranummer lød fra den halve million tilhørere.

      Det var virkelig et betagende øjeblik, men alligevel ikke det mest uforglemmelige i mit liv. For jeg har siden fundet en kostelig skat. Men inden jeg fortæller hvori den består, vil jeg berette om den første del af mit liv.

      Jeg bliver musiker

      Jeg er enebarn, og født i Texas i 1946. Min familie var meget musikalsk; mor var pianist for kirkekoret, og far var jazzguitarist. Kort tid efter flyttede vi til Oakland i Californien, hvor jeg som femårig begyndte at gå til stepdans. To år senere lærte jeg at spille klaver af min bedstemoder, som passede mig i mine tidlige drengeår.

      Da jeg var 11 år forærede far mig sin el-guitar og forstærker, og jeg gik ivrigt i gang med at lære at spille. Senere lærte jeg også at spille på trommer, klarinet og saxofon. Allerede som 13-årig havde jeg mit eget professionelle rock’n’roll-band kaldet The Five Riffs. Og som 15-årig begyndte jeg at spille på natklubber i Dell Graham Trioen, som bestod af min mor på klaver, mig på guitar, samt en trommeslager.

      Senere dannede mor og jeg en duo. For at opveje tabet af trommerne udviklede jeg en helt speciel spillestil hvor jeg anslog rytmen ved hjælp af guitarens basstrenge. En af vores faste tilhørere var så begejstret for min spillestil at hun ringede til discjockeyen Sly Stone og overtalte ham til at komme og høre mig. Som følge heraf fik jeg i 1966 tilbud om at være basguitarist i syvmandsgruppen Sly and the Family Stone.

      Pladen „Dance to the Music“ blev et internationalt hit, og gjorde os til tidens populæreste gruppe af sorte musikere. I kølvandet fulgte andre kassesucceser, deriblandt „Hot Fun in the Summertime“, „Everyday People“ og „Thank You for Letting Me Be Myself Again“. Derefter optrådte vi som nævnt ved Woodstockfestivalen sammen med andre internationalt kendte musikere. Senere spillede vi for 300.000 mennesker på Isle of Wight i Storbritannien og for 350.000 ved en musikfestival i Vesttyskland.