En af dem der bevarede den hed Patrick. Han blev født af katolske forældre i England ved slutningen af det fjerde århundrede, og man ved at han forkyndte budskabet om Kristus i den vestligste del af Europa, nemlig i Irland. Ifølge legenden omvendte han her i tusindvis af mennesker og oprettede hundreder af kirker.

Missionærer i et splittet hus

Begge grene af den kirke der bekendte sig til kristendommen, og som havde deres hovedsæde i henholdsvis Rom og Konstantinopel, iværksatte missionskampagner. Deres forsøg på at „kristne“ Bulgarien førte til en forvirring der er typisk for et religiøst splittet hus. Bulgariens hersker, Boris I, konverterede til den græsk-ortodokse tro. Men da han opdagede at Konstantinopel indskrænkede den bulgarske kirkes uafhængighed betydeligt, vendte han sig til Vestkirken og lod tyske missionærer der repræsenterede Rom indføre deres form for kristendom. Omkring år 870 stod det klart at Vestkirken om muligt var endnu mere restriktiv end Østkirken. Tyskerne blev derfor udvist af Bulgarien, der atter kastede sig i armene på den østortodokse kirke, hvor den religiøst set er forblevet lige siden.

Omkring samme tid introducerede missionærer fra Vestkirken „kristendommen“ i Ungarn. Samtidig vandt begge grene af „kristendommen“ tilhængere i Polen. Ifølge The Encyclopedia of Religion var „polakkernes kirke i det store og hele styret af Vestkirken, men var samtidig under betydelig indflydelse fra Østkirken“. Estland, Letland og Litauen blev også „fanget i rivaliseringen mellem de vestlige og østlige kræfter, med alle dens kirkelige konsekvenser“. Efter at Finland i slutningen af det ellevte og begyndelsen af det tolvte århundrede havde antaget „kristendommen“, blev landet genstand for det samme tovtrækkeri mellem øst og vest.

I løbet af det niende århundrede bragte to brødre fra en fremtrædende græsk familie i Thessalonika den byzantinske „kristendom“ til de slaviske befolkningsgrupper i Europa og Asien. Kyrillos, også kaldet Konstantin, og Methodios er blevet kaldt „slavernes apostle“.