Pavebesøg ripper op i gamle sår

UNDER sit besøg i Tyskland i maj sidste år omtalte paven „de trængsler kirken blev udsat for i nazitiden“. Sådan skriver Kölner Stadt-Anzeiger, og tilføjer: „Han glemte at nævne at nogle ledende katolske gejstlige manglede mod, idet de prædikede til forsvar for de katolske skoler, men ikke mod forfølgelsen af jøderne.“

Saligkåringen af Edith Stein — en jøde som konverterede til katolicismen — blev også udsat for kritik. Jøder protesterede mod at hun blev fremstillet som katolsk martyr. Nürnberger Nachrichten skriver: „Edith Stein blev saligkåret som martyr for den kristne tro, hvilket ikke er helt korrekt. Hun blev i 1942 sendt til gaskammeret i Auschwitz fordi hun var jøde, ikke fordi hun var katolsk nonne.“ En katolsk gruppe hævder at saligkåringen var et forsøg på at dække over „den katolske kirkes pinlige tavshed efter at nazisterne var kommet til magten“. En anden katolsk gruppe siger at saligkåringen „ikke må få os til at lukke øjnene for at de katolske biskopper næsten ingen modstand gjorde, men tværtimod åbenlyst samarbejdede med det nationalsocialistiske system“.

Nogle kritikere har forlangt at den katolske kirke skal indrømme at den pådrog sig skyld ved at forblive tavs under ragnarokket, men noget sådant er ikke sket. „Under sit møde med biskopperne den foregående aften,“ fortæller en artikel i Süddeutsche Zeitung, „omtalte paven dette mørke kapitel i kirkehistorien med største varsomhed. Under naziregimet søgte pavestolen ved hjælp af et konkordat ’at forhindre det værst tænkelige’, men var ’ude af stand til at standse den katastrofale udvikling’. Paven udtalte at han ikke fandt at der var nogen grund til at anklage de tyske biskopper for deres tavshed.“

Hvem var det der led under Holocaust?

I JUNI måned sendte Den Jødiske Kongres i Amerika pave Johannes Paul II et åbent brev som den 26. juni blev offentliggjort i The New York Times. Brevet var en protest mod den pavelige audiens der var blevet tilstået den østrigske præsident, Kurt Waldheim, som netop var under anklage for at have været impliceret i de nazistiske jødeudryddelser under den anden verdenskrig. Kurt Waldheim blev betegnet som et symbol på „de anstrengelser der gøres i vor tid på at fortie, forvanske og glemme Holocaust“.

Efter at man i brevet havde erkendt at skændselsgerningerne under Holocaust ikke står til at ændre, hed det videre: „Men det er afgjort vor generations hellige pligt at huske — så vi ikke glemmer hvordan tavsheden medførte ligegyldighed, ligegyldigheden meddelagtighed, og hvordan dette endte i et mareridt for millioner og atter millioner som blev myrdet.“ Det hed videre i brevet at Kurt Waldheim „har til hensigt at tildele ofrene for disse masseudryddelser den sidste ydmygelse: glemsel“. Paven blev derefter stærkt kritiseret fordi han „havde tilsidesat moralprincipperne“ ved at modtage Kurt Waldheim i Vatikanet. Brevet fortsatte:

„Er det tænkeligt, Deres Hellighed, at Waldheims glemsomhed [om Holocaust] blot er et ekko, om end et fjernt ekko, af kirkens glemsomhed? Har Deres Hellighed beskæftiget sig med den ligegyldige holdning som de katolske kirker i Europa indtog til spørgsmålet om jødernes skæbne under den anden verdenskrig? Der har ikke lydt et eneste ord om dette under Deres pavelige besøg i forskellige europæiske lande eller i dødslejrene. Skønt mange katolikker som enkeltpersoner viste et usædvanligt heltemod, er det så ikke sandt at de officielle kirker, tillige med størstedelen af den øvrige verden, i det store og hele forblev tavse og svigtede jøderne under deres trængsler? Og hvis den kirke hvortil millioner søger for at få moralsk vejledning endnu ikke kan forlige sig med sin fortid, hvis den ikke kan handle i overensstemmelse med den hellige hukommelse, hvilket håb er der så for andre?“

Det folkedrab som millioner af jøder blev ofre for, kræver naturligvis at blive husket. Men overvej engang: Når der i dette brev tales om Holocaust, fremstiller man det så ikke som om det ene og alene var et jødisk holocaust? Blev den katolske kirke ikke udelukkende anklaget for sin ligegyldige indstilling til „jødernes skæbne“? Og giver dette brev ikke netop udtryk for at ’de andre trossamfund tillige med størstedelen af den øvrige verden svigtede jøderne under deres trængsler’? Men var det kun jøderne det gik ud over? Var der ikke andre der på samme måde blev udsat for store lidelser?

Bogen The Forgotten Holocaust gør opmærksom på at ikke færre end tre millioner ikke-jødiske polakker også blev ofre for Holocaust. Desuden nævner bogen History of the Modern World at millioner af andre folk blev inddraget i dette. Hvad angår Jehovas Vidner i Tyskland, har udenforstående berettet at „omkring 10.000 blev fængslet“ og at „mere end to tusind omkom i koncentrationslejrene“.

Holocaust bør derfor ikke kun betragtes som et angreb på jøderne. Hitler var besluttet på at udslette enhver gruppe der ikke ville bøje sig for hans tanker om det ariske overherredømme. Derfor blev Jehovas vidner også udsat for disse trængsler — fordi de troede på og efterlevede det bibelske princip i Apostelgerninger 17:16, 17.