Der forkyndes fra landsby til landsby i Spanien

JESUS KRISTUS rejste „igennem by efter by og landsby efter landsby og underviste mens han fortsatte på sin rejse til Jerusalem“. (Lukas 13:22) For at fuldføre deres tjeneste forkyndte Jesus og hans disciple ikke kun i „by efter by“ men også i „landsby efter landsby“. De rejste ikke uden om de mange afsidesliggende landsbyer skønt det havde været lettere at koncentrere sig om byerne.a

Jehovas vidner i Spanien har været stillet over for en udfordring der ligner den Jesus mødte. I 1970 var der endnu store områder af uberørt landdistrikt der var modent til høst. (Mattæus 9:37, 38) Budskabet om Riget var aldrig nået ud til de hundreder af landsbyer i de regnfulde bjerge i nord, til de tørre centrale sletter eller til områderne langs kysten.

Jehovas vidner i Spanien ville ikke sky nogen anstrengelse for at bringe den gode nyhed ud til disse egne. Men hvorfor havde de der boede i disse egne måttet vente så længe på at høre budskabet om Riget? Og hvordan reagerede de på budskabet?

Juridisk anerkendelse sætter gang i forkyndelsen på landet

Jehovas Vidners arbejde i Spanien blev forbudt ved slutningen af Den Spanske Borgerkrig i 1939. I 1950’erne og 1960’erne forkyndte nidkære Jehovas vidner med varsomhed i byerne, hvor de vakte mindre opsigt. Da deres arbejde endelig i 1970 blev juridisk anerkendt, var der omtrent 10.000 forkyndere i Spanien. De fleste af disse forkyndere boede i byerne, men landsbyerne i Spanien havde også behov for at høre budskabet om Riget. Hvem ville tage udfordringen op?

I 1970’erne blev der iværksat en kampagne for at nå ud til alle egne af hovedlandet med den gode nyhed. Næsten hver måned fra 1973 til 1979 angav en særlig bekendtgørelse i Rigets Tjeneste — en månedlig publikation med anvisninger til Jehovas Vidners menigheder angående forkyndelsen — behovet i forskellige dele af landet. Mange familier var villige og fulgte opråbet om at tjene hvor der var større behov.

Et godt eksempel er Rosendo og hans hustru, Luci. De blev sendt ud som specialpionerer (heltidsforkyndere af Riget) til en fiskerby i det nordvestlige Spanien og besluttede senere, da de blev forældre, at blive i området. „Jeg må indrømme at vi har været igennem meget svære tider,“ erkender Rosendo. „Det var ikke nemt at finde verdsligt arbejde, men vi regnede med hjælp fra Jehova, og vi har aldrig sultet eller manglet tag over hovedet. Det har bestemt været det værd.“ Igennem årene har de været med til at oprette fire menigheder i denne del af Spanien.

’Find frem til dem der fortjener det’

Jesus sagde til sine disciple at de i hver by eller landsby skulle ’finde frem til dem der fortjente det’. (Mattæus 10:11) I Spaniens landdistrikter kræver denne søgen flid og foretagsomhed, hvilket Ángel, en broder fra Alcoy (Alicante), erfarede. Han var lige blevet færdig med at besøge nogle huse i landsbyen Masías da han hørte en hane gale. Han tænkte ved sig selv: „Hvis der er en hane må der være et hus et eller andet sted — et hus vi har overset.“ Efter at have gået rundt og søgt fandt Ángel en sti der førte over en bakkekam og endelig til en ejendom der lå helt for sig selv.

På denne gård boede José og Dolores, der var søskende. De var begge i tresserne. De lyttede opmærksomt og tog straks imod tilbudet om et bibelstudium. Det var imidlertid ikke nemt at studere med disse ydmyge mennesker eftersom de hverken kunne læse eller skrive og alt måtte oversættes fra spansk til den dialekt der tales i Valencia, da det var det eneste sprog de kunne forstå. Dernæst kom de ud for stor modstand fra deres naboer. Trods disse vanskeligheder gjorde både José og Dolores fremskridt i sandheden — selv om det at overvære møderne betød en lang rejse over bjergene. Efterhånden kvalificerede de sig til at blive døbt, og begge tjener fortsat trofast Jehova.

Rosendo og Luci, der blev nævnt tidligere, genkalder sig hvordan en lammet kvinde i et afsidesliggende hus nær Moaña, i den nordvestlige del af Spanien, tog imod sandheden. Hun hed María. Da hun første gang talte med Jehovas vidner kunne hun hverken læse eller skrive; hun havde i årevis været sengeliggende fordi hun som barn havde pådraget sig polio. Hendes hus lå cirka to kilometer fra den nærmeste rigtige vej. Ikke desto mindre var hun ivrig efter at studere Bibelen, og hendes beslutning om at tjene Jehova viste sig snart. María lærte at læse og skrive og begyndte at overvære møderne, takket være menighedens selvopofrende indsats. Brødre bar hende 200 meter fra hendes hus til en ujævn markvej hvor de forsigtigt kunne sætte hende ind i en bil. Hun gjorde fremskridt og blev døbt, selv om hun i begyndelsen mødte modstand fra sin familie. På grund af den selvtillid som hendes åndelige fremskridt resulterede i, har hun nu lært at køre en invalidebil og har fuldført en grundlæggende uddannelse. „Når man får lov til at hjælpe mennesker som María, er det alle anstrengelserne værd,“ siger Rosendo.

Bibellæsere er lydhøre

I 1970’erne blev Bibelen for første gang tilgængelig for Spaniens almindelige befolkning. Mange købte et eksemplar af Bibelen, og nogle begyndte at læse i den. Pilar fra Medina del Campo (Valladolid), var allerede gået i gang med at læse Bibelen da Jehovas vidner for første gang, i 1973, besøgte den by hun boede i. Hun var forsigtig med at modtage publikationer fra Jehovas vidner da hun var katolik, men hun ønskede at forstå Bibelen. Derfor indvilligede hun i en ugentlig drøftelse for at få svar på sine bibelske spørgsmål.

Ved at gøre god brug af de publikationer som Vagttårnets Selskab har udgivet, kunne den pionersøster der besøgte Pilar besvare hendes mange spørgsmål. Pilar var betaget af det hun lærte, så efter nogle uger sagde hun ja til at studere Bibelen ved hjælp af bogen Sandheden der fører til evigt liv. Inden de havde studeret ’Sandhedsbogen’ færdig, havde hun selv læst hele Bibelen og var overbevist om at hun havde fundet sandheden. Hun blev det første Jehovas vidne i Medina del Campo, hvor de nu har en flot rigssal og en menighed med 63 forkyndere.

Forkynderne i Spanien finder stadig nogle der „erkender deres åndelige behov“ og som regelmæssigt læser i Bibelen for at forstå Guds vilje. (Mattæus 5:3) Pepi, en forhenværende katolik der engang underviste i katekismus i Zumayasognet (i Nordspanien), forkyndte i en nærliggende landsby da hun mødte sognepræsten.

„Du spilder din tid, Pepi,“ sagde præsten til hende. „I landsbyen Itziar er der kun to der er interesserede i åndelige spørgsmål, nemlig et ægtepar. De andre går kun i kirke fordi det er blevet en vane.“

„Godt,“ svarede Pepi, „hvis der er to mennesker der er interesserede i åndelige spørgsmål, så bliver de Jehovas vidner.“

Pepi fortsatte med at forkynde fra hus til hus sammen med de andre Jehovas vidner indtil alle i landsbyen var besøgt. Og ganske rigtigt: brødrene fandt det ægtepar som præsten havde omtalt — i et afsidesliggende hus. De læste i Bibelen men forstod ikke det de læste. De tog straks imod et bibelstudium, gjorde hurtigt fremskridt og blev døbt i april 1991.

Nogle retskafne spaniere har lært sandheden at kende ved på egen hånd at læse Vagttårnsselskabets bibelske publikationer. Jehovas vidner fra Almadén (Ciudad Real) forkyndte for eksempel i en lille by der hedder Ciruelas (Badajoz), og her mødte de en dame der lyttede opmærksomt til deres budskab. På grund af hendes tydelige interesse tilbød de et hjemmebibelstudium. Det afslog hun imidlertid idet hun fortalte at en ældre herre allerede underviste hende i Bibelen. Adskillige andre i området havde omtalt den samme mand. Det vakte brødrenes nysgerrighed, og de forhørte sig om den ældre herre. De fik hans adresse og aflagde ham et besøg.

Til deres overraskelse opdagede de at denne mand, der hed Felipe, i Madrid havde modtaget bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Da han havde læst bogen forstod han at han havde pligt til at dele den gode nyhed med sine naboer. Derfor havde han benyttet bogen når han underviste dem ud fra Bibelen. Brødrene sørgede for at der kom et studium i gang med ham. En dame som han havde studeret Bibelen med indvilligede også i at få et bibelstudium. Felipe gør gode fremskridt i sandheden selv om han er 80 år gammel og har problemer med helbredet.

Fordomme overvindes

I landdistrikterne støder man på nogle specielle udfordringer. Religiøse traditioner og overtro holder som regel befolkningen i sådanne områder i et jerngreb, og derfor har mange der bor på landet en rodfæstet mistænksomhed over for en „ny religion“. Nogle landsbyboere er især følsomme over for hvad deres naboer og slægtninge vil tænke hvis de skifter tro. Men kraften fra Guds ord kan løse sådanne problemer og ændre en persons liv. Det var tilfældet i fiskerbyen Cangas de Morrazo i den nordvestlige del af Spanien.

Roberto, der var vokset op i denne landsby, tog til søs som 14-årig fordi han længtes efter uafhængighed. Hans liv som ansat i handelsflåden bragte ham i berøring med andre unge sømænd der drak voldsomt og tog stoffer for at slå de ensomme timer på havet ihjel. Inden længe drak Roberto også meget og blev stofmisbruger.

Med tiden vendte Roberto hjem, men han ville og kunne ikke aflægge sine dårlige vaner. For at finansiere sit stofmisbrug begyndte han at stjæle og sad i fængsel seks gange. Da han var 18 år gammel slugte han en blanding af vin og beroligende midler der kunne have kostet ham livet. Lægerne reddede hans liv, men han forlod hospitalet berøvet sin førlighed i arme og ben. Han holdt ikke op med sit stofmisbrug selv om han var lænket til en kørestol. Religion skuffede ham, og stofmisbruget syntes at være det eneste der gjorde livet værd at leve — indtil han tre år senere blev besøgt af Jehovas vidner.

Roberto blev hjulpet til at overvinde sin skepticisme ved at lære om de profetier i Bibelen der har fået deres opfyldelse. Den varme velkomst han fik i rigssalen overbeviste ham om at sand religion kan give livet en mening. På ni måneder aflagde Roberto sit stofmisbrug og blev døbt. Til trods for sit svære fysiske handicap har han tjent som pioner i otte år. I de seneste to år har han også været ældste i menigheden. Francisco, en af hans tidligere kammerater, var så imponeret over de forandringer Roberto havde foretaget i sit liv at han selv blev et Jehovas vidne; han er nu menighedstjener. Den bemærkelsesværdige forandring i dette tilsyneladende uhelbredelige misbrug gav folk på stedet en bedre forståelse af hvad vort arbejde går ud på. En dame kom endda hen i rigssalen med sin unge søn, der var stofmisbruger, i håb om at Jehovas vidner kunne helbrede ham.

De undersøgte Bibelen for at finde sandheden

Som regel viser folk der lever på landet en sådan værdsættelse af sandheden at det ofte gør de vise i verden til skamme. (1 Korinther 1:26, 27) Adelina, en genert midaldrende kvinde, er et eksempel på dette. Hun plejede at tage sin katolske tro meget alvorligt. Hver morgen, uden undtagelse, knælede hun og bad en bøn hvori hun adskillige gange reciterede Fadervor og Ave Maria. Hver dag i ugens løb rettede hun sine bønner til forskellige „helgener“ — bare for at være på den sikre side.

Da Adelina begyndte at studere Bibelen overførte hun den samme religiøse nidkærhed til sin nyfundne tro. Ikke engang hendes generthed holdt hende tilbage — og det tog ellers hende og hendes mand ti minutter at samle mod til at gå ind i rigssalen den første gang. Men da hun først var kommet indenfor lyttede hun opmærksomt. Ved en lejlighed hørte hun om Kristi tusindårsrige. Dette emne fascinerede hende, og da hun kom hjem havde hun lyst til at læse mere om det i sin bibel. Men hverken hun eller hendes mand vidste hvor de kunne finde noget om det; de mente dog at det var nævnt et eller andet sted i Åbenbaringens Bog. Den aften begyndte Adelina derfor at læse Åbenbaringen, og hun fortsatte indtil hun endelig, hen på de tidlige morgentimer fandt det omtalt i kapitel 20.

Ved en anden lejlighed lærte Adelina at det var passende at ægtemanden bad på sin hustrus vegne. Hendes ægtemand ville gerne bede til Gud, men han vidste ikke hvad han skulle sige. Om aftenen besluttede Adelina at finde ud af hvor i Bibelen der fandtes vejledning om det. Klokken to om natten vækkede hun sin mand og fortalte ham at hun havde fundet Mattæus, kapitel 6, der i detaljer behandler emnet bøn. Efter at have læst Jesu anvisninger bad hendes mand til Gud for dem begge to. I dag er både Adelina og hendes mand Jehovas vidner.

En god høst

Efter at nidkære tjenere for Jehova i omkring 25 år har forkyndt ude på landet, har hver eneste krog af Spanien hørt den gode nyhed. Som det var tilfældet i Lilleasien i det første århundrede er ’Jehovas ord blevet bragt ud over hele landet’. (Apostelgerninger 13:49) Det har resulteret i at tusinder af landsbyboere har reageret positivt på budskabet.

I Spanien og andre steder kræver en grundig gennemgang af landdistrikterne tålmodighed og selvopofrelse. Men eftersom det er Guds vilje „at alle slags mennesker skal frelses“, er Jehovas vidner lykkelige for at finde frem til dem der vil lytte. (1 Timoteus 2:4) Og som de ovennævnte erfaringer viser har Jehova rigt belønnet de anstrengelser der er gjort i Spanien for at forkynde fra landsby til landsby.

[Fodnote]

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

FRANKRIG

PORTUGAL

SPANIEN

BALEARERNE

DE KANARISKE ØER

[Kildeangivelse på side 24]

Vilac, Lérida

[Kildeangivelse på side 24]

Puebla de Sanabria, Zamora

[Kildeangivelse på side 25]

Casarabonela, Málaga

[Kildeangivelse på side 25]

Sinués, Huesca

[Kildeangivelse på side 26]

Lekeitio, Vizcaya