Side 2

DET har altid været den romersk-katolske kirkes grundholdning at den er den eneste sande apostolske kirke. Katolikker har fået at vide at kirkens enhed var et bevis for at det var den sande kirke. Men i dag må katolikker se i øjnene at deres kirke er splittet i spørgsmål om teologi, moral, liturgi og kirkens ledelse.

Når paven træffer afgørelser i betydningsfulde spørgsmål om tro og moral, modsiges han af katolske teologer, og mange katolikker nægter at følge ham. En katolsk ærkebiskop har sågar oprettet en international kæde af seminarier til uddannelse af afvigerpræster. Flere og flere katolikker er forvirrede, og spørger: ’Hvorfor er min kirke splittet?’

DEN dag var det som om Notre Dame-katedralens massive tårne i Paris symboliserede den traditionelle katolske kirkes soliditet. På den store plads foran denne bygning fra det 12. århundrede blev der afholdt en officiel kirkeprocession til minde om Marias himmelfart.

Underligt nok blev der samme dag, den 15. august 1986, afholdt en lignende procession foran en anden katolsk kirke, Saint-Nicolas-du-Chardonnet, blot nogle få hundrede meter derfra, på den modsatte side af Seinen. Efterhånden som processionen snoede sig gennem latinerkvarterets gader, sluttede adskillige tusind katolikker sig til den, efter sigende langt flere end de der overværede den officielle ceremoni ved Notre Dame. Men begge processioner var iværksat af præster fra den katolske kirke, og begge processioner var til ære for Maria. Hvorfor blev der afholdt to konkurrerende processioner for at fejre den samme katolske højtid?

Denne hændelse illustrerer på en udmærket måde den splittelse der i øjeblikket ryster den katolske kirke og som får den til at slå revner i alle retninger, både til højre og venstre og fra oven og ned.

Progressive katolikker kontra konservative

På venstrefløjen har vi de progressive eller liberale katolikker. Mange af disse føler sig tiltrukket af den såkaldte befrielsesteologi der opstod i Latinamerika. De føler sig hverken afskrækket af økumeni, socialisme eller af kommunisme. Men selv ikke i Latinamerika går alle katolikker ind for befrielsesteologien. Også i Brasilien er den katolske gejstlighed splittet mellem de progressive og traditionalisterne.

De fleste traditionalistiske katolikker er højreorienterede konservative som er af den mening at Det Andet Vatikankoncil åbnede døren for reformer der forråder den traditionelle katolicisme. De insisterer på at messen bliver holdt på latin og nægter at fraternisere med protestanter eller grupper på den politiske venstrefløj.

Midt imellem disse grupper findes de jævne katolikker, der uden tvivl udgør den største gruppe, men ikke nødvendigvis den mest nidkære. Både de progressive og traditionalisterne mener at denne centrumskatolicisme mister sin sjæl som følge af enten for få eller for mange reformer. Mange progressive katolikker mener at reformerne ikke er vidtrækkende nok og at kirkens politiske engagement til fordel for de fattige er for svagt. Traditionalisterne er overbeviste om at den katolicisme der er opstået efter Det Andet Vatikankoncil er i færd med at reformere sig til døde.

På tværs af alle disse hovedretninger er der opstået yderligere kløfter på ethvert plan. Katolikker er splittede i spørgsmål om tro og moral. Hvad angår trosspørgsmål står sådanne katolske dogmer som læren om et brændende helvede, skærsilden, arvesynden, ja, selv treenighedslæren, ikke længere uimodsagt inden for den katolske kirke. En opinionsundersøgelse som for nylig blev foretaget i Frankrig, der er blevet kaldt „kirkens ældste datter“, viste at 71 procent af de adspurgte franske katolikker tvivlede på at der findes et liv efter døden, 58 procent mente ikke at der findes et helvede, 54 procent troede ikke på skærsilden og 34 procent godtog ikke treenighedslæren.

Nu skal det jo også siges at der findes mange katolikker i hele verden som oprigtigt tror på disse læresætninger. Men det er blot endnu et bevis på at katolikkerne er splittede i trosspørgsmål.

Den oprørske ærkebiskop

DEN franske journalist sprang ind i en taxa i Rom og bad om at blive kørt til Rospigliosi-Pallavicini-paladset. Taxachaufføren sendte ham et sigende blik og sagde: „Si.“ Han skulle nok køre ham til „il vescovo ribelle!“ (den oprørske biskop).

I flere dage havde enhver der var noget i Rom, været i spændt forventning. Til de vatikanske myndigheders store indignation havde prinsesse Elvina Pallavicini, et medlem af en af Roms førende patricierfamilier, indvilliget i at hjælpe den franske katolske ærkebiskop Marcel Lefebvre til at lufte sine afvigende synspunkter her i Rom, og havde tilmed udsendt i hundredvis af invitationer til en halvofficiel pressekonference. Hun havde stillet familiepaladset, der havde huset en pave og adskillige kardinaler blandt hendes forfædre, til Lefebvres rådighed. Men det værste var at hun havde til hensigt at lade ham holde sin konference i tronsalen, under pave Clemens IX’s store tronhimmel.

Selv om Vatikanets dignitarer lagde et stort pres på prinsessen, stod hun fast ved sin beslutning. Den romerske presse dækkede hele dette møde der blev betragtet som en „provokation“ lige på „Vatikanets dørtærskel“. Taxachaufføren fulgte åbenbart godt med i det lokale nyhedsstof!

Kirken ’ikke længere katolsk’

Prinsesse Pallavicini retfærdiggjorde sin beslutning ved at sige at den katolske kirke er splittet og at sådanne „alvorlige problemer ikke kan løses ved forblommet stilhed, men kun ved modig åbenhed“. Ved at give ærkebiskop Lefebvre mulighed for at udtrykke sine synspunkter, var det hendes håb at fremme „freden og roen i den katolske verden“. Prælaten takkede sin værtinde og velsignede hende og hendes familie, idet han lykønskede dem for at have „bevaret den traditionelle tro“.

Mødet blev overværet af omkring et tusind mennesker, hovedsagelig konservative katolikker fra forskellige lande, men også mange journalister fra fjernsyn og presse. Ærkebiskoppen gav udtryk for sin store uenighed med den officielle kirkepolitik der er blevet ført siden Det Andet Vatikankoncil (1962-65). Det franske dagblad Le Monde skrev: „I næsten to timer gav [ærkebiskop Lefebvre] udtryk for sine klagepunkter mod den nye Kirke ’der ikke længere er katolsk’. Intet gik ram forbi: katekismen, præsteseminarierne, messen, økumenismen, for slet ikke at nævne ’kollektiviseringen af sakramenterne’ og de ’kommunistorienterede kardinaler’.“

Ærkebiskop Lefebvre konkluderede: „Situationen er tragisk. Kirken bevæger sig i en retning der ikke er katolsk, og det ødelægger vor religion. Skal jeg indordne mig eller forblive katolik, en romersk-katolsk katolik, en livslang katolik? Jeg har truffet mit valg foran Gud. Jeg nærer intet ønske om at dø som protestant.“

Kardinal Poletti, der var pave Paul VI’s stedfortræder i bispedømmet Rom, udtalte at Monsignore Lefebvre ved at afholde denne konference i Rom, „havde fornærmet troen, den katolske kirke og dens guddommelige Herre, Jesus, [og] at det også var en personlig fornærmelse mod paven og et misbrug af hans tålmodighed at gøre forsøg på at skabe uro inden for hans apostolske domæne“.

Hvordan oprøret begyndte

Den omtalte konference blev afholdt den 6. juni 1977. Men allerede i 1965, før Det Andet Vatikankoncil var afsluttet, var der tale om et „skisma“ inden for den katolske kirke. Mange konservative katolikker var af den opfattelse at Det Andet Vatikankoncil indførte reformer der forrådte den traditionelle katolicisme.

Ærkebiskop Lefebvre, der tidligere har virket som ærkebiskop af Dakar i Senegal og som biskop af Tulle i Sydfrankrig, havde også deltaget i Det Andet Vatikankoncil. I 1962 blev han valgt som overhoved for Helligåndsordenen i Frankrig. Men da han i stadig højere grad var uenig i den politik som den katolske kirke førte efter Det Andet Vatikankoncil, trak han sig i 1968 tilbage fra denne stilling.

I 1969 gav en katolsk biskop i Schweiz den afvigende ærkebiskop lov til at åbne et traditionalistisk præsteseminarium i bispedømmet Fribourg i Schweiz. Det følgende år stiftede ærkebiskop Lefebvre hvad han kaldte „Sankt Pius X’s præsteorden“ og oprettede et seminarium i Ecône i den schweiziske kanton Valais. Dette skete med den katolske biskop af Sions godkendelse.

I begyndelsen var det ikke et udpræget afvigende præsteseminarium. Seminaristerne bar selvfølgelig sorte præstekjoler og fik en grundig traditionalistisk uddannelse. Messen blev holdt på latin, skønt pave Paul VI havde udstedt et dekret der påbød at messen skulle holdes på landets eget sprog. Men præsteseminariet blev tolereret af kirkens officielle myndigheder fordi ærkebiskop Lefebvre på daværende tidspunkt ikke havde i sinde at uddanne de fremtidige præster helt frem til deres ordination. Han havde håbet at de ville kunne færdiggøre deres uddannelse ved enten Det Pavelige Lateran-universitet i Rom eller ved universitetet i Fribourg i Schweiz, de to universiteter der i hans øjne var den traditionelle katolicismes sidste bastioner.

Vanskelighederne begyndte først for alvor da ærkebiskop Lefebvre nåede til den slutning at man ikke engang kunne betro disse to katolske universiteter at oplære fremtidige præster i det der ud fra hans betragtning var den sande katolske tradition. Han besluttede at han for fremtiden selv ville ordinere de præster der blev uddannet på præsteseminariet i Ecône. Hvad der yderligere forværrede det hele var at han i 1974 udsendte et manifest der kraftigt tog afstand fra de fleste af de reformer der blev vedtaget ved Det Andet Vatikankoncil. På det tidspunkt havde Ecône over ét hundrede seminarister der blev uddannet af en gruppe traditionalistiske professorer.

I 1975 blev Vatikanets autorisation af seminariet i Ecône, gennem den lokale biskop i Schweiz, trukket tilbage. Men ærkebiskop Lefebvre fortsatte uanfægtet med at ordinere de nye præster efterhånden som de færdiggjorde deres studier. Af den grund suspenderede pave Paul VI ham i 1976 fra alle præstelige funktioner, heriblandt celebrering af messe, forrettelse af den første kommunion, uddeling af sakramenterne, og ordination af præster. Men præsteseminariet i Ecône fortsatte, hvilket medførte den paradoksale situation at der nu fandtes et ultrakatolsk seminarium der frembragte i snesevis af ultratraditionalistiske katolske præster, ordineret af en desavoueret biskop der hævdede at han var mere katolsk end paven!

Oprørets omfang

En fransk ærkebiskops oprør ville slet ikke have været værd at nævne hvis det kun omfattede et præsteseminarium der lå i en fjern afkrog af de schweiziske alper. Men ærkebiskop Lefebvre blev hurtigt samlingspunktet for et indflydelsesrigt udsnit af katolicismen i hele verden. I sin bog L’Église Catholique 1962-1986 — Crise et renouveau (Den katolske kirke 1962-1986 — Krise og fornyelse), skrev forfatteren Gérard Leclerc: „Den traditionalistiske kontrovers afspejler ikke blot tendensen blandt en lille minoritet af katolikker. Den er et udtryk for følelser der næres af en stor del af de troende.“

Ærkebiskop Lefebvre har modtaget økonomisk støtte fra mange konservative katolikker i hele verden. Det har sat ham i stand til at foretage mange rejser, ofte på invitation fra grupper af traditionalistiske katolikker. Han har kritiseret Det Andet Vatikankoncil ved store møder i mange lande, og celebreret messe ud fra den latinske liturgi der blev vedtaget i det 16. århundrede ved kirkemødet i Trento, også kaldet den tridentinske (eller Pius V’s) liturgi. Disse traditionalistiske møder er til tider blevet afholdt på de mest usædvanlige steder, som for eksempel i et nedlagt supermarked nord for London.

Den omfattende økonomiske støtte har sat den oprørske ærkebiskop i stand til at åbne flere præsteseminarier, hvor traditionalistiske katolske præster i Frankrig, Vesttyskland, Italien, Argentina og De Forenede Stater kan blive uddannet. I februar 1987 skrev det franske dagblad Le Figaro at disse seminarier på daværende tidspunkt var i færd med at uddanne 260 seminarister. Ærkebiskop Lefebvre har ordineret mellem 40 og 50 præster om året fra mange forskellige dele af verden, heriblandt Afrika.

Mange af disse traditionalistiske præster er tilknyttet et af de 75 „klostre“ som ærkebiskop Lefebvres „orden“ har oprettet i 18 lande i Nord- og Sydamerika, Europa og Afrika. Disse præster celebrerer messe på latin for de konservative katolikker der findes i disse lande.

De traditionalistiske gudstjenester bliver i mange tilfælde holdt i særligt oprettede kirker. Men flere og flere højreorienterede katolikker kæmper med det ortodokse katolske hierarki for at få lov til at bruge de almindelige katolske kirkebygninger til deres gudstjenester. Dette har ført til situationer som har foruroliget mange oprigtige katolikker dybt.

Stridigheder om kirkebygninger

Lige siden 1969, hvor pave Paul VI indførte en ny form for messe der foruden andre reformer indbefatter at man bruger landets modersmål, har traditionalistiske katolikker afholdt private messer hvor de har anvendt den ældre latinske liturgi. Hundreder af sådanne katolikker plejede at samles i Wagram-hallen nær Triumfbuen. Da det på dette tidspunkt var blevet obligatorisk at anvende den nye liturgi, nægtede den lokale ærkebiskop at give dem lov til at anvende en kirke.

Det endte med at traditionalisterne den 27. februar 1977 tog sagen i deres egen hånd, og anført af en konservativ præst med magt besatte Saint-Nicolas-du-Chardonnet-kirken i latinerkvarteret. Kirkens præster og sognebørn var nu lukket ude af deres egen kirke. Da de nogle få dage senere forsøgte at holde messe i kirken, endte det i slagsmål. En præst måtte køres på hospitalet, og de andre søgte tilflugt i den nærliggende præstebolig.

I dag, ti år senere, er Saint-Nicolas-du-Chardonnet-kirken stadig besat af traditionalistiske katolikker, til trods for at de ved to retskendelser er blevet bortvist. Omkring 5000 mennesker overværer hver søndag de fem latinske messer der afholdes i kirken. Gudstjenesterne holdes af en præst der er udgået fra Ecône og ordineret af ærkebiskop Lefebvre, og „den oprørske prælat“ besøger regelmæssigt kirken når børn af traditionalistiske katolikker skal konfirmeres.

Få måneder efter at Saint-Nicolas-du-Chardonnet-kirken var blevet besat af traditionalisterne, afholdt adskillige hundrede progressive katolikker et møde for at protestere imod besættelsen af kirken. Der deltog adskillige præster og katolske professorer fra Sorbonne og Institut Catholique de Paris. Pludselig tiltvang en gruppe unge traditionalistiske katolikker sig adgang til salen og afbrød mødet, idet de brugte jernstænger og en røgbombe. Flere kom til skade og en katolsk professor måtte på hospitalet.

Også den katolske biskop i Strasbourg i Østfrankrig blev chikaneret af traditionalistiske katolikker da han forsøgte at komme ind i den kirke de havde besat for at celebrere messe på latin. I Paris stormede „kommandotropper“ bestående af traditionalistiske katolikker nogle katolske kirker for at afbryde gudstjenesterne. Årsagen hertil var at man lod en kvinde læse højt fra evangelierne under messen eller at protestantiske og ortodokse præster var til stede i forbindelse med en økumenisk gudstjeneste.

I marts 1987 kom det næsten til kampe mellem traditionalistiske katolikker og almindelige katolikker i Port-Marly, vest for Paris, og politiet måtte gribe ind for at skille parterne. Striden drejede sig om hvem der havde ret til at benytte den katolske Saint Louis-kirke. Palmesøndag den følgende måned anvendte traditionalistiske katolikker en murbrækker for at bryde gennem en tilmuret dør og komme ind i kirken for at celebrere messe på latin. Londonavisen The Times skrev om dette under overskriften: „Slaget om Skt. Louis — Katolske oprørere i Frankrig tilbage i omstridt kirke.“ Den latinske messe blev læst af en præst der var ordineret af den oprørske ærkebiskop Lefebvre.

Et sår i kirkens flanke

Den katolske forfatter Gérard Leclerc har skrevet: „Mere end 20 år efter Det Andet Vatikankoncil er den traditionalistiske strid stadig et åbent sår i Kirkens flanke.“ Og i deres bog Voyage à l’intérieur de l’Église catholique (En rejse inden for den katolske kirke) skriver Jean Puyo og Patrice Van Eersel: „Hvis Monsignore Lefebvres handlinger chokerer Rom, er det fordi han stiller nogle grundlæggende spørgsmål. Mamie, der er biskop af Fribourg og Genève, følte sig nødsaget til at fordømme sin oprørske kollegas handlinger, men han sagde ligeud til os: ’Den bekymring de troende tilhængere af ham nærer, er ikke ubegrundet. Kirkens tusind år gamle troslære er i livsfare.’“

Så lige fra Roms luksuriøse patricierpaladser til millioner af beskedne hjem i hele verden er mange oprigtige katolikker dybt foruroligede. De stiller spørgsmålet: „Hvorfor er min kirke splittet?“ I den næste artikel vil vi behandle grunden hertil og se på hvad nogle katolikker har gjort.

[Illustration på side 6]

Ærkebiskop Marcel Lefebvre

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos

[Illustration på side 7]

Ecône, den oprørske ærkebiskops traditionalistiske præsteseminarium i de schweiziske alper

[Illustration på side 9]

Saint-Nicolas-du-Chardonnet-kirken i Paris, som har været ulovligt besat af traditionalistiske katolikker i de sidste ti år

Hvorfor er min kirke splittet?

SPLITTELSEN inden for den katolske kirke er så åbenbar at mange oprigtige katolikker er af samme mening som apostelen Paulus, der skrev til de splittede kristne i Korinth: „Det [er] blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer. . . . Er Kristus da delt?“ — 1 Korinther 1:11, 13, da. aut.

Mange opmærksomme katolikker er fuldt ud klar over at sand kristendom ikke bør være „delt“. Katolikker er i højere grad end andre navnkristne opmærksomme på at der bør herske enhed inden for den sande kristne tro. De har altid ment at de som katolikker bekendte sig til en sådan forenet tro, og har betragtet protestantismen som en forvirret blanding af modstridende trosretninger. For dem har den katolske kirke stået som repræsentant for stabilitet og, frem for alt, enhed. Nu er de forvirrede.

Hvorfor denne splittelse?

Den katolske kirke er splittet mellem venstreorienterede progressive, højreorienterede traditionalister og de katolikker midt imellem der retter sig efter Det Andet Vatikankoncil. Mange af de liberale katolikker på den yderste venstrefløj forkynder forskellige former for befrielsesteologi der retfærdiggør politisk revolution. Nogle lægger sig meget tæt op ad en marxistisk holdning og retfærdiggør endda væbnet oprør. Men kristendommens grundlægger sagde til sine disciple: „I [er ikke] af verden, men jeg har udvalgt jer af verden. . . . Mit rige er ikke af denne verden.“ — Johannes 15:19; 18:36, da. aut.

Traditionalisterne gør sig til fortalere for at man benytter den latinske liturgi, der imidlertid ikke kan føres tilbage til Bibelens tid, eftersom de første kristne talte græsk, ikke latin. Gør de desuden ikke ved deres intolerante og aggressive holdning påstanden om at de er kristne til skamme? Henri Fesquet, der tidligere har skrevet om religiøse anliggender i det franske dagblad Le Monde, har bemærket: „Når kristne [katolikker] skændes om kirkebygninger og rakker ned på hinanden, kan det kun give bagslag. Til hvad nytte er det at forkynde lyset i evangeliets navn hvis ens handlinger gør ens ord til skamme?“

Jesus sagde til farisæerne: „I [har] sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ (Mattæus 15:6, da. aut.) Mange oprigtige katolikker mener det samme om vore dages traditionalister.

Både de progressive og traditionalisterne beskylder (af vidt forskellige årsager) Det Andet Vatikankoncil for at have frembragt en mængde karakterløse katolikker der følger midterlinjen. Forfatterne Puyo og Van Eersel har interviewet den franske katolske filosof Jean Guitton, der er medlem af Det Franske Akademi. De har beskrevet hans meninger på følgende måde: „Den katolske tro, kirkens inderste væsen, er ved at gå i opløsning på grund af indbyrdes uenighed. De mest nidkære blandt de troende går udelukkende op i politik, unge kristne [katolikker] går uden videre i seng med hinanden uden at være gift, ingen ved hvordan tankerne fra [Vatikan]koncilet skal praktiseres, og hele Guds folk er i vildrede.“

Det er forståeligt når oprigtige katolikker stiller spørgsmålet: ’Hvorfor er min kirke splittet?’ Svaret lyder: Fordi ikke én af dens mange forskellige retninger accepterer Bibelen som den eneste pålidelige autoritet der under alle forhold afgør hvordan sande kristne bør forholde sig. De er derfor splittede af forskellige former for teologi og fordi de tolker traditionerne forskelligt.