„SALGA, salga, salga“ („Kom ud, kom ud, kom ud“). De klagende råb kommer fra en mørk kirkegård på øen Janitzio, der ligger i Pátzcuaro-søen i Mexico. En tarasco-indianer påkalder en afdød slægtning ved hjælp af en skreven bøn. „Lad den hellige rosenkrans bryde de lænker der binder dig,“ bønfalder han.

Det er „de dødes dag“. Lige fra tidlig morgen har kvinder og børn pyntet deres familiegravsteder med blomsterblade og udsmykkede trærammer, og de har bragt offergaver i form af frugt og kage som de har lagt foran gravene. Nu sidder de i nattekulden og fremsiger bønner eller våger i stilhed i skæret fra de tusinder af blafrende lys der er blevet tændt til ære for de døde.

Udenforstående finder måske dette optrin besynderligt, men for disse mennesker er der tale om en hævdvunden religiøs tradition: fejringen af den katolske allesjælesdag. I mange latinamerikanske lande byder traditionen tusinder af troende at strømme til kirkegårdene for at oplæse bønner og give de døde gaver.

For eksempel ligner allesjælesdag i store træk den buddhistiske højtid kaldet „Ullambana“, en dag der er „sat til side til at man kan vise sin ærbødighed for afdøde forfædre, og hvor ånderne kan løses for de bånd der binder dem til denne verden“. (The New Encyclopædia Britannica, 1976-udgaven, Micropædia, bind 1, side 260)