Denne betegnelse bruges om bøger som er af tvivlsom autoritet og oprindelse, eller om de bøger der — skønt de blev anset for at være af en vis værdi for den enkelte læser — manglede vidnesbyrd om guddommelig inspiration. Sådanne bøger blev holdt for sig selv og ikke oplæst offentligt; de blev „gemt“. Ved kirkemødet i Karthago i 397 blev det foreslået at syv af de apokryfe bøger skulle føjes til De Hebraiske Skrifter, sammen med tilføjelser til Esters og Daniels kanoniske bøger, men først så sent som i 1546, på Tridentinerkoncilet, vedtog den romersk-katolske kirke endeligt at godkende disse tilføjelser til sin samling af Bibelens bøger. Disse tilføjelser var: Tobits Bog, Judits Bog, en tilføjelse til Esters Bog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, tre tilføjelser til Daniels Bog, Første Makkabæerbog og Anden Makkabæerbog.

17. Hvad hævder den romersk-katolske kirke at have haft ansvaret for, men hvem har i virkeligheden afgjort hvilke bøger der skulle udgøre Bibelens kanon?

¹⁷ Den romersk-katolske kirke hævder at det er den der har afgjort hvilke bøger der skulle medtages i den bibelske kanon, og den henviser til kirkemødet i Karthago (i år 397), hvor der blev opstillet en fortegnelse over bøgerne. Imidlertid forholder det sig anderledes, for den bibelske kanon, heri indbefattet den række bøger der udgør De Kristne Græske Skrifter, var allerede fastlagt på dette tidspunkt, ikke ved et kirkemødedekret, men ved Guds hellige ånds ledelse — den samme ånd som havde inspireret skribenterne til at nedskrive bøgerne. Senere, ikke-inspirerede fortegnelsers vidnesbyrd har kun værdi som en anerkendelse af den bibelske kanon, der allerede var fastlagt af Guds ånd.