Aristoteles’ indflydelse på katolicismen

I middelalderens “kristne” Europa blev nogle af Aristoteles’ idéer betragtet som åbenbarede sandheder. Det vil sige at man generelt anså dem for at være rigtige. Romerskkatolske teologer – især Thomas Aquinas (ca. 1224-1274) – indarbejdede Aristoteles’ filosofi i deres læresætninger. Derved blev Aristoteles’ antagelse om en stationær Jord der er omdrejningspunktet i universet, et katolsk dogme. Også protestantiske præster, som for eksempel Calvin og Luther, tog læresætningen til sig og sagde at den var bibelsk. – Se boksen “De overfortolkede Bibelen”.

“På nogle områder kunne man nærmest ikke se forskel på [Aristoteles’ lære] og katolicismen,” sagde forfatteren Charles Freeman. Af den grund er det blevet sagt at Aquinas “døbte” Aristoteles som katolik. Men i virkeligheden havde “Aquinas konverteret til aristotelisme,” tilføjede Freeman. Og det samme kan i nogen grad siges om kirken. Det førte blandt andet til at den italienske naturvidenskabsmand og matematiker Galilei, der på baggrund af sine observationer vovede at argumentere for at Jorden kredsede om Solen, blev indkaldt af inkvisitionen og tvunget til at trække sine udtalelser tilbage.a Paradoksalt nok gav Aristoteles udtryk for at den videnskabelige forståelse er progressiv og fra tid til anden må revideres. Hvis bare kirkerne havde haft samme syn!