Kirken fordømte Valdo og hans tilhængere som kættere, og de bøger han havde oversat, blev brændt af munke. Fra da af modarbejdede kirken ethvert forsøg på at give det almene folk mulighed for at læse Guds ord.

I 1211 sås det klart hvad kirkens hensigt var, da den brændte bibler i byen Metz i Østfrankrig. I 1229 forbød koncilet i Toulouse udtrykkeligt at lægfolk brugte bibler oversat til folkets eget sprog. Dette efterfulgtes i 1234 af et forbud udstedt af koncilet i Tarragona i Spanien som forbød ikke blot lægfolk, men også præster, at eje en bibel oversat til et romansk sprog.

En farefuld kamp

I Frankrig blev nogle modige trykkere brændt på bålet for at have trykt Bibelen, for eksempel Étienne Dolet i 1546. Kirkemødet i Trento bekræftede i 1546 Vulgatas „pålidelighed og ægthed“ trods dens fejl og tog skarpt afstand fra bibeloversættelser til andre sprog. I 1612 indledte Den Spanske Inkvisition en voldsom kampagne for at komme bibeloversættelser til folkets sprog til livs.

Forfølgelsen førte undertiden til fikse opfindelser. Man lavede for eksempel chignon-bibler, det vil sige bibler der var små nok til at de kunne skjules i en dames chignon, en hårknude i nakken. Og i 1754 fremstillede man en bibel der ikke målte mere end 3x5 cm, og som indeholdt udvalgte dele af De Hebraiske og Græske Skrifter.

Selv om den katolske kirke kæmpede hårdnakket, var det tydeligt at den til sidst måtte tabe kampen. Gennem hele det 19. århundrede udstedtes fra pavelig side en række dekreter som var rettet mod fremstillingen og udbredelsen af bibler på folkets sprog. Så sent som i 1897 bekræftede pave Leo XIII at ’alle ikkekatolske oversættelser af de hellige bøger til andre sprog, uanset sprog og oversætter, var forbudt, især dem der var udgivet af bibelselskaberne, som ved flere lejligheder var blevet fordømt af paven i Rom’.