Kampen mod bibeloversættelse

Den romerskkatolske kirke betragtede efterhånden latin som et helligt sprog. Så da Vratislav, hertug af Bøhmen, i 1079 søgte om tilladelse til at forrette de lokale gudstjenester på slovensk, sendte pave Gregor VII følgende skriftlige svar: „Vi kan på ingen måde imødekomme denne anmodning.“ Hvad var hans begrundelse?

„Det er tydeligt for dem der tænker grundigt over sagen,“ udtalte paven, „at det har behaget Gud at fordunkle Den Hellige Skrift visse steder, for hvis alle klart kunne forstå den, ville den måske blive forsimplet eller omfattet med respektløshed; eller mindre begavede kunne misforstå den i en sådan grad at det førte dem i vildfarelse.“

Det jævne folk havde meget begrænset adgang til Bibelen, og det skulle der ikke laves om på. Derved fik de gejstlige magt over masserne. De gejstlige ønskede ikke at menigmand skulle blande sig i noget som de betragtede som deres domæne.

I 1199 skrev pave Innocens III om nogle „kættere“ som havde oversat Bibelen til fransk og dristet sig til at drøfte indholdet med hinanden. Han mente at man på dem kunne hæfte Jesu ord: „Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin.“ (Mattæus 7:6) Hvad begrundede han det med? „Ingen ulærd må vove at beskæftige sig med de ophøjede Hellige Skrifter eller gøre andre kendt med dem.“ De der modsatte sig pavens ordre, blev ofte overgivet til inkvisitorer der tvang dem til at tilstå under tortur. De der nægtede at tage deres ord tilbage, blev brændt levende.

Der blev ført en lang kamp mod det at eje en bibel og at læse i den. Og i løbet af denne kamp henviste man ofte til pave Innocens’ skrivelse for at få støtte til at forbyde at man brugte Bibelen og oversatte den til andre sprog. Kort efter at hans dekret var blevet udstedt, begyndte man at brænde bibler på folks modersmål, samt nogle af dem der ejede en sådan bibel. I de efterfølgende århundreder gjorde biskopper og regenter i det katolske Europa brug af alle tænkelige midler for at sikre at det forbud som var blevet udstedt af pave Innocens III, blev overholdt.

Det katolske hierarki vidste udmærket at mange af dets læresætninger ikke var baseret på Bibelen, men på kirketraditionen. Det var uden tvivl en af grundene til at hierarkiet var så tilbageholdende med at tillade at katolikkerne fik adgang til Bibelen. Hvis folk kunne have læst i Guds ord, var de blevet klar over at de dogmer som deres kirke lærte, stod i stærk kontrast til Bibelens lære.

Men i 1546, knap 25 år senere, lagde Tridentinerkoncilet praktisk taget enhver form for trykning af religiøs litteratur, deriblandt bibeloversættelser, ind under den katolske kirkes myndighed og kontrol.

Ved Tridentinerkoncilet erklærede man: „I eftertiden skal De Hellige Skrifter . . . trykkes så korrekt som overhovedet muligt, og det er ikke længere lovligt at trykke, eller stå bag trykningen af, nogen som helst bog der omhandler hellige emner, uden at forfatterens navn oplyses, eller i fremtiden at sælge sådanne bøger, eller endda eje dem, førend de er blevet undersøgt og godkendt af den [lokale biskop].“