Lad os tage den katolske kirke som et eksempel. Efter Det andet Vatikankoncil reviderede kirken sine ritualer i forbindelse med barnedåben. Man døber stadig små børn, men nu skal forældrene først give tilsagn om at de vil opdrage barnet i den katolske tro. Vatikanet erklærede: „Hvis disse tilsagn ikke er alvorligt ment kan der være grund til at opsætte sakramentet; og hvis de slet ikke gives bør man endda nægte at forrette sakramentet.“ — L’Osservatore Romano, „Vejledning angående barnedåben,“ 1. december 1980.

Der er et langt spring mellem denne holdning og den tid da „nidkære missionærer døbte små hedningebørn der var efterladt i vejkanten“, og præster „formanede forældre til ikke at opsætte et barns dåb over en måned for ikke at begå en dødssynd“. — Den katolske præst Joseph M. Champlin i U.S. Catholic, april 1982.

Hvad ligger der bag denne ændrede holdning? Først og fremmest det at ledende kirkefolk nu har erkendt at dåben ikke gør folk kristne. Dalende kirkegang og en generel mangel på gudsfrygt blandt døbte katolikker er begyndt at volde alvorlig bekymring. „Hvorfor skulle kirken gøre problemet større ved at døbe børn der højst sandsynligt vil blive ’passive medlemmer’ som voksne?“ siges der i en artikel i bladet U.S. Catholic.

Denne nye, hårde linje afslører imidlertid også dybe uoverensstemmelser blandt teologerne. Som den katolske skribent Joseph Martos har bemærket, tror mange præster ganske enkelt ikke på at barnedåben skulle være „en magisk ritus med en usynlig indvirkning på sjælen“. De opfatter dette synspunkt som håbløst gammeldags.

Det er derfor ikke så mærkeligt at mange oprigtige katolikker ikke ved hvad de skal tro. Har kirken da ikke altid lært at udøbte børn risikerede at komme i skærsilden eller i et brændende helvede? Hvis det er sandt, tænker nogle, burde man da ikke døbe ethvert barn, uanset omstændighederne? Disse spørgsmål har stor betydning. Som den katolske præst Vincent Wilkin har påpeget, udgør de der er døde uden at være døbt „et uhyre stort antal som det er umuligt at beregne, ja, man kan med lethed forestille sig at størstedelen af menneskeheden må henregnes til denne gruppe“.

Forældre synes måske at det er en meget bevægende oplevelse. Men har denne handling sit udspring i Guds ord? Nej, selv katolske teologer indrømmer at det har den ikke. — Se New Catholic Encyclopedia, bind 2, side 69.

Ude af stand til at pege på bibelske fortilfælde siger Vatikanet: „Den praksis at døbe spædbørn betragtes som en ældgammel tradition.“

Efter at apostlene var døde og ikke længere kunne virke som et bolværk mod frafaldet, begyndte ubibelske skikke at vinde indpas i den kristne tilbedelse. (2 Thessaloniker 2:6) Blandt dem var barnedåben. Men først i det femte århundrede blev barnedåben regelen snarere end undtagelsen. På det tidspunkt opstod der en heftig debat som for bestandig ændrede kristenheden.

Det var en britisk munk ved navn Pelagius der satte gang i denne debat. På en rejse til Rom forfærdedes han over det fordærv han så blandt de såkaldte kristne dér, og han satte sig for at anspore dem til „større bestræbelser i moralsk henseende“. Mennesket kan ikke give ’arvesynden’ skylden for sine svagheder, sagde Pelagius. „Alt godt og alt ondt . . . er noget vi gør, ikke noget vi fødes med.“ Pelagius’ lære blev snart et stående samtaleemne i hele kristenhedens verden.

Men ikke ret længe. De ledende kirkefolk betragtede denne forkastelse af ’arvesynden’ som kætteri. Og uden at vide det gik Pelagius deres ærinde ved at stille sig velvilligt til barnedåben, der på det tidspunkt var blevet en populær skik. En biskop ved navn Augustin betragtede dette som en himmelråbende selvmodsigelse. ’Hvis spædbørn absolut bør døbes,’ argumenterede han, ’hvad sker der så med dem der ikke bliver det?’ Den logiske slutning var tilsyneladende at de ville komme til at lide i helvedes flammer fordi de ikke var døbt. Efter at have fastslået dette, førte Augustin sit ræsonnement ud i yderste konsekvens: Hvad andet end ’arvesynden’ kunne være skyld i at udøbte spædbørn skulle lide fortabelse?

Pelagius’ lære viste sig uholdbar, og blev senere erklæret kættersk ved et kirkemøde i Karthago. Læren om ’arvesynden’ blev en lige så indgroet del af katolicismen som læren om skriftemålet. Kirken havde nu fået stødet til at iværksætte masseomvendelser — ofte ved tvang — for at frelse folk fra ’helvedes flammer’. Fra at have været en populær skik blev barnedåben et officielt frelsesmiddel, et middel som protestantismen senere antog.

’Ved grænsen til helvede’

Augustins lære rejste nogle spørgsmål der var vanskelige at besvare: Hvordan kunne en kærlig Gud lade uskyldige børn lide i helvede? Ville udøbte børn få samme straf som forhærdede syndere? Det har ikke været let for teologerne at finde svarene på disse spørgsmål. Den katolske præst Vincent Wilkin siger: „Nogle har fuldt og helt overgivet de udøbte børn til helvedes flammer, andre har ment at de ikke blev fortæret af flammerne men blot fik det så varmt at det føltes meget ubehageligt, og atter andre har reduceret ubehaget til det mindst mulige i helvede . . . Nogle har placeret [børnene] i et jordisk paradis.“b

Den teori der har vist sig at være mest populær, går imidlertid ud på at de udøbte børns sjæle opholder sig i limbus. Dette ord betyder bogstaveligt „kant“ eller „bort“ (for eksempel på en klædning) og beskriver et område som antages at befinde sig ved grænsen til helvede. For teologer er teorien om limbus yderst bekvem. Den mildner i hvert fald den skrækindjagende forestilling om spædbørn der pines i helvede.

Men som enhver anden menneskeskabt teori kan teorien om limbus let bringes til at vakle. Hvorfor nævnes dette sted for eksempel ikke i Bibelen? Kan børnene komme ud af limbus igen? Ja, hvorfor skulle uskyldige børn overhovedet komme et sådant sted hen? Forståeligt nok gør kirken meget ud af at understrege at teorien om limbus „ikke er en officiel katolsk lære“.c — New Catholic Encyclopedia.

Der pustes atter liv i debatten

I flere hundrede år holdt katolikkerne i hovedsagen fast ved Augustins synspunkt og ’sikrede’ deres børn mod at komme i limbus ved at lade dem døbe. Siden 1950erne er der imidlertid igen blevet pustet liv i debatten om barnedåben. Katolske bibelforskere er begyndt at give udtryk for alvorlig tvivl om hvorvidt denne praksis er bibelsk. Andre indrømmer åbent at de hverken kan acceptere Augustins forestillinger om helvede eller teorien om limbus.

I begyndelsen holdt de mest konservative gejstlige imidlertid standhaftigt fast ved deres synspunkt. I en tale til en gruppe jordemødre stadfæstede pave Pius XII i 1951 den opfattelse at „nådestanden i dødsøjeblikket er en absolut betingelse for frelsen“, og tilskyndede jordemødrene til at udføre dåbsritualet egenhændigt hvis det syntes sandsynligt at et nyfødt barn ville dø. „Undlad ikke at gøre denne barmhjertighedsgerning,“ sagde han indtrængende. Også i 1958 udsendte Vatikanet en alvorlig tilskyndelse til at lade spædbørn døbe så hurtigt som muligt.

Efter det meget omtalte Andet Vatikankoncil opstod der ikke desto mindre uenighed igen. Kirken forsøgte overraskende nok at støtte såvel de konservative som de liberale. ’Dåben er en absolut betingelse for frelsen,’ udtalte koncilet. Besynderligt nok mente man imidlertid at det også var muligt for dem der „uden egen skyld er ukendt med evangeliet om Kristus“ at opnå frelsen.d

Som en konsekvens af Det andet Vatikankoncil reviderede kirken dåbsritualet. Præsterne fik for eksempel mulighed for at nægte at døbe et barn hvis dets forældre ikke ville love at opdrage det i den katolske tro. Havde kirken endelig fraveget Augustins lære? Det mente nogle, og de begyndte derfor at sætte spørgsmålstegn ved behovet for barnedåben.

Vatikanet udsendte så en vejledning angående barnedåben hvori det hedder: „Kirken . . . kender ikke andet middel end dåben hvormed børns adgang til den evige salighed kan sikres.“ Biskopperne fik påbud om at ’lede dem der er veget bort fra den traditionelle praksis, tilbage til den’. Hvad mener man da at der sker med de små børn som dør uden at være døbt? „Kirken kan kun overlade dem til Guds barmhjertighed.“