Sådan opstod læren om helvede

IFØLGE New Catholic Encyclopedia „betegner [helvede] de fordømtes opholdssted“. Et protestantisk opslagsværk definerer helvede som „det sted hvor de onde straffes efter døden“.a Men andre end kristenhedens store kirkesamfund tror at der findes et sted hvor nogle straffes efter døden. Denne tro blev til flere hundrede år før kristenheden.

Den mesopotamiske helvedesopfattelse

Cirka 2000 år før Jesu fødsel troede sumererne og babylonierne på at der fandtes en underverden; de kaldte den „landet hvorfra ingen vender tilbage“. Denne forestilling skinner igennem i de sumeriske og akkadiske digte der er kendt som „Gilgamesj-eposet“ og „Isjtars Nedstigning til Underverdenen“. De beskriver de dødes tilholdssted som et hus med mørke, „det hus som ingen forlader når de først er kommet ind“.

Om de forhold der rådede der, siger en assyrisk oldtidstekst at „underverdenen var fyldt med rædsel“. Den assyriske fyrste der angiveligt fik lov at se de dødes underjordiske opholdssted, erklærede at hans „ben rystede“ ved synet. Han beskriver Nergal, underverdenens konge, sådan: „Vredt udstødte han et vildt skrig som et rasende uvejr imod mig.“

Ægyptiske og orientalske religioner

Oldtidens ægyptere troede at sjælen var udødelig, og de havde deres egen opfattelse af livet efter døden. I The New Encyclopædia Britannica hedder det: „Ægyptiske begravelsestekster skildrer vejen til den næste verden som hjemsøgt af frygtelige farer: frygtindgydende uhyrer, ildsøer, porte man kun kan komme igennem ved hjælp af trylleformularer, samt en skummel færgemand hvis onde hensigter må forpurres ved hjælp af magi.“

I de indo-iranske religioner udviklede der sig efterhånden adskillige opfattelser af hvordan man ville blive straffet efter døden. Om hinduismen siger det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis: „Der findes utallige beskrivelser af de 21 helveder i den hinduiske begrebsverden. Syndere sluges af vilde dyr og slanger, steges langsomt, søndersaves, pines af tørst og sult, koges i olie eller males til støv i jern- eller stenkar.“

Både jainismen og buddhismen har deres særskilte udgaver af helvede, hvor ubodfærdige syndere pines. Zarathustrismen, der blev grundlagt i Persien, har også et helvede — et koldt, ildelugtende sted hvor synderes sjæle pines.

Interessant nok lader det til at pinslerne i ægypternes, hinduernes, jainernes, buddhisternes og zarathustristernes udgaver af helvede ikke varer evigt. Disse religioner lærer at syndernes sjæle efter en tid med pine overføres til et andet sted eller en anden tilstand, afhængig af den pågældende religions opfattelse af menneskets skæbne. Deres helvedesopfattelse minder i mangt og meget om katolicismens skærsild.

Grækernes, etruskernes og romernes helvedesopfattelse

De gamle grækere troede at sjælen (psycheʹ, et ord der også betyder sommerfugl) levede videre. De kaldte dødsriget Hades og hævdede at det beherskedes af en gud af samme navn. I sin bog Orpheus — A General History of Religions skriver den franske videnskabsmand Salomon Reinach om grækerne: „En udbredt forestilling var at [sjælen] betrådte underverdenen efter at være blevet færget over floden Styx i den gamle færgemand Karons båd mod betaling af en obol [en mønt], som blev lagt i den dødes mund. I underverdenen blev [sjælen] stillet for stedets tre dommere . . . hvis den blev dømt for sine forbrydelser, måtte den lide i Tartaros. . . . Grækerne udtænkte endog et limbus, eller opholdssted for de børn der var døde som spæde, og en skærsild, hvor en vis mild straf rensede sjælene.“ Ifølge The World Book Encyclopedia led sjæle der endte i Tartaros „evig pine“.

I Italien troede etruskerne, hvis civilisation var en forløber for romernes, også på straf efter døden. Det franske opslagsværk Dictionnaire des Religions siger: „Etruskernes vidtgående omsorg for de døde har sin forklaring i deres forestilling om dødsriget. I lighed med babylonierne regnede de med at [de dødes ånder] her blev hjemsøgt af pinsel og fortvivlelse, og at de kun kunne blive udfriet ved at deres efterkommere bragte sonofre.“ Et andet opslagsværk meddeler: „Etruskiske grave fremviser rædselsscener der gav inspiration til kristne malerier af helvede.“

Romerne overtog etruskernes helvedesbegreb og kaldte pinestedet Orcus eller Infernus. De stjal desuden de græske sagn om Hades, underverdenens konge, og kaldte ham Orcus eller Pluton.

Jøderne og De Hebraiske Skrifter

Hvordan forholdt det sig med jøderne før Jesu tid? Om dem læser vi i Encyclopædia Britannica (1970): „Fra det 5. århundrede f.v.t. og fremefter var jøderne i nær kontakt med perserne og grækerne, folk der begge havde veludviklede forestillinger om det hinsidige. . . . På Kristi tid havde jøderne optaget troen på at onde sjæle efter døden straffedes i Gehenna.“ Encyclopædia Judaica udtaler imidlertid: „I Skriften findes der ingen antydning af denne senere opfattelse af Gehenna.“

Og det er rigtigt — De Hebraiske Skrifter antyder intetsteds at sjæle efter døden straffes i et brændende helvede. Denne skrækindjagende lære kan føres tilbage til de babyloniske religioner efter Vandfloden, ikke til Bibelen. Kristenhedens lære om straf i helvede stammer fra oldtidens babyloniere. Den katolske tanke om sonende lidelser i skærsilden kan spores tilbage til oldtidens ægyptiske og orientalske religioner. Limbus er hentet fra den græske sagnverden. Forbøn og ofre til gavn for de døde kendes fra etruskerne.

Men på hvilken antagelse bygger disse varianter af læren om afstraffelse i bevidst tilstand efter døden?

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

Sejladsen over Styx, skildret i Dantes „Inferno“

[Kildeangivelse på side 5]

Dover publications, Inc.

Sandheden om helvede

DET er indlysende at troen på straf efter døden bygger på den lære at det egentlige menneske ikke virkelig dør ved det kødelige legemes død, men at noget — der ofte benævnes sjælen — overlever legemets død. Som vi så i den foregående artikel kan denne lære føres tilbage til oldtidens sumerere og babyloniere i Mesopotamien. Den blev siden antaget af grækerne, hvis filosoffer, som for eksempel Platon, udbyggede teorien sådan at man til sidst kom til at tro på en sjæl adskilt fra legemet, en lære som blev indsluset i den frafaldne jødedom.

Hvornår fandt læren om en tilværelse efter døden vej ind blandt såkaldte kristne? Afgjort ikke mens Jesus og hans apostle levede. Det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis fortæller at den apokryfe Peters Apokalypse (2. århundrede) „var det første kristne værk der beskrev synderes straf og pinsler i helvede“.

Faktisk lader det til at der blandt oldtidens kirkefædre herskede stor uenighed angående helvede. Justinus Martyr, Clemens fra Alexandria, Tertullian og Cyprianus gik ind for læren om et brændende helvede. Origenes prøvede at give helvede en sonende drejning, idet han hævdede at synderne siden ville blive frelst. Han fik i større eller mindre grad følgeskab af Gregor fra Nazianz og Gregor fra Nyssa. Men Augustin gjorde det af med disse valne standpunkter angående helvede. I sin bog Early Christian Doctrines skriver Oxfordprofessoren J. N. D. Kelly: „I det femte århundrede var den strenge lære alle vegne blevet fremherskende, at syndere ikke får nogen ekstra chance efter dette liv, og at ilden der fortærer dem, er uudslukkelig.“

Angående skærsilden oplyser bogen Orpheus — A General History of Religions: „Sankt Augustin havde anlagt det synspunkt at der mellem den fremtidige lykke og den fremtidige fordømmelse fandtes et prøvende mellemstadium, hvor sjælene blev renset med ild. Dette er den orfiske [hedenske græske] og vergilske [hedenske romerske] lære om skærsilden — som ikke nævnes med ét ord i evangelierne. . . . Læren om skærsilden . . . blev formuleret i det sjette århundrede og erklæredes for kirkedogme på koncilet i Firenze (1439).“ New Catholic Encyclopedia indrømmer: „Det katolske dogme om skærsilden [hviler] på traditionen og ikke på Den Hellige Skrift.“ Og hvad limbus angår, indrømmer kardinal Ratzinger i Rom at det blot er „en teologisk hypotese“.

Ingen straf efter døden

Men nu til Bibelen. Siger den at sjælen efter legemets død lever videre og derfor kan blive straffet i et brændende helvede eller en skærsild? I New Catholic Encyclopedia hedder det: „Den opfattelse at sjælen lever videre efter døden fremgår ikke umiddelbart af Bibelen. . . . Sjælen i G[amle] T[estamente] er ikke en del af mennesket, men hele mennesket — mennesket som et levende væsen. På samme måde i N[y] T[estamente] betegner det liv som menneske: liv som et enkelt, bevidst menneske.“

Læren om straf efter døden savner derfor ethvert grundlag. Bibelen siger: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, da. aut.) Den erklærer også: „Syndens løn er døden.“ (Romerne 6:23, da. aut.) Når Bibelen taler om at uforbederligt onde mennesker kommer i „Gehenna“, „den evige ild“ eller „ildsøen“, benytter den sig derfor blot af et symbolsk sprog der viser at de lider en varig død, „den anden død“. — Mattæus 23:33; 25:41, 46; Åbenbaringen 20:14; 21:8;a jævnfør Andet Thessalonikerbrev 1:7-9.

Dødsriget tømmes ved opstandelsen

Er der da et brændende helvede? Ikke ifølge Bibelen. De hebraiske og græske ord der anvendes om det sted menneskene kommer hen når de dør, betegner ikke et hedt pinested, men derimod et hvilested, hvorfra de døde vil komme frem i opstandelsen. Det er slet og ret døde menneskers fælles grav. (Prædikeren 9:10; Apostelgerninger 24:15) Oscar Cullmann, der er professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i Basel i Schweiz, og ved Sorbonne i Paris, taler om en „radikal forskel mellem den kristne forventning om de dødes opstandelse og den græske tro på sjælens udødelighed“, og siger, som sandt er, at „selv om kristendommen senere knyttede en forbindelse mellem de to opfattelser . . . skabte dette faktisk slet ikke en forbindelse, men var en fornægtelse af den ene [den bibelske lære om opstandelsen] til fordel for den anden [den hedenske tro på at menneskesjælen er udødelig]“. — Kursiveret af os.

Jehovas Vidner har ikke fornægtet deres tro på opstandelsen til fordel for troen på sjælens udødelighed. De vil med glæde give dig del i deres lykkelige håb og ved hjælp af Bibelen føre bevis for at der ikke findes noget brændende helvede.

[Fodnote]