I middelalderen opfattede man helvede som et underjordisk sted hvor uforbederlige syndere led en voldsom pine i al evighed. Den berømte digter Dante, der blev født i det 13. århundrede, skrev i sit værk om ’de elleve pinesteder i helvede’:

„Der findes brændende træer hvorpå alle sjælene af dem der i dette liv ikke ville gå i kirke, bliver hængt, . . .

Der findes en ophedet ovn, hvor der står syv djævle og skovler de skyldige sjæle ind i ilden. . . .

De strafskyldige sjæle finder ingen ro.“

Et sådant frygtindgydende helvede har Michelangelo skildret i sit maleri i Vatikanets Sixtinske Kapel. Man siger at det skræmte pave Paul III, der havde bestilt det, fra vid og sans.

Både Calvin og Luther antog den katolske forestilling om helvede, og i dag holder man stadig fast ved læren om et brændende helvede. „Det mest kendetegnende ved helvede,“ siger New Catholic Encyclopedia, „er at ilden er uudslukkelig . . . og evig . . . Hvad man end lægger i udtrykkene ’uudslukkelig ild’ og ’evig ild’, bør de ikke bortforklares som meningsløse.“

Ikke desto mindre gentog et brev fra Vatikanet, offentliggjort i 1979 og godkendt af pave Johannes Paul II, læren om at syndere der ikke omvender sig vil være henvist til et brændende helvede, og advarede imod at sprede tvivl om denne lære.