Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w87 15/12 s. 3-4
  • Engle — i fortid og nutid

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Engle — i fortid og nutid
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1987
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Nogle religiøse opfattelser
  • Tror du på engle?
  • Hvem eller hvad er englene?
    Svar på bibelske spørgsmål
  • Englene — „ånder i offentlig tjeneste“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2009
  • Har engle nogen indflydelse på dit liv?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1987
  • Engle — Guds ånder og sendebud
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1961
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1987
w87 15/12 s. 3-4

Engle — i fortid og nutid

„Vi ser dem skildret ved juletid, som juletræspynt eller på julekort — som gyldne dukker med milde ansigtstræk og korte spurveagtige vinger, spillende på harpe eller kirkeorgel eller bærende på levende lys. De er hvad man vil kalde nuttede.“ — The Sunday Denver Post.

„PÅ DE teologiske læreanstalter taler man almindeligvis ikke om engle, i søndagsskolerne forbigår man dem, og i National Catechetical Directory (en vejledning for den katolske religionsundervisning i De Forenede Stater) er de ikke engang nævnt i stikordsregisteret.“

Sådan skriver Charles W. Bell, der er redaktør med religiøst stof som speciale. Han har yderligere bemærket at nogle teologer, navnlig fra de store protestantiske trossamfund, føler sig „utilpasse og usikre over for [begrebet] engle“. Og ifølge opslagsværket New Catholic Encyclopedia har visse moderne tænkere den holdning at „enhver tro på at der findes engle bør afvises“.

Dette har dog ikke altid været den fremherskende holdning. For eksempel er det blevet sagt om nogle teologer i det 13. århundrede der studerede angelologi, en gren af teologien der udelukkende beskæftiger sig med læren om engle, at de var stærkt optaget af spekulationer angående englenes „natur, intelligens og selvstændighed“. I flere århundreder bad man endog til såkaldte skytsengle. Men folks indstilling har åbenbart ændret sig siden.

Ifølge New Catholic Encyclopedia „bliver engle i det moderne menneskes bevidsthed . . . i stadig højere grad forbundet med legendernes, eventyrets og børnenes fantasiverden“. Allerede i midten af det 19. århundrede forbandt mange i højere grad engle med verdslige romantiske forestillinger end med religiøse spørgsmål. I dag betragter endnu flere dem blot som fantasifostre, og derfor benægter de naturligvis at der findes engle.

Nogle religiøse opfattelser

Engle indtager dog stadig en betydningsfuld plads i visse kirker og religioner. For eksempel tilskynder man inden for den katolske kirke de troende til at „elske, respektere og påkalde englene“. Ja, man har faktisk ophøjet tre der anses for at være engle — Mikael, Gabriel og Rafael — til helgenværdighed. Rafael er ikke omtalt i den kanoniske Bibel men kun i de apokryfe skrifter.

I den græsk-katolske kirke indtager englene en betydningsfuld plads i litanierne, en form for anråbelse og bøn udført som vekselsang. Også inden for islam har englene en plads, idet troen på dem er en af de grundlæggende læresætninger i den islamiske teologi.

Ikke desto mindre er troen på at der findes engle tydeligvis i aftagende i vor tid.

Tror du på engle?

Om troen på at der findes engle hedder det i New Catholic Encyclopedia: „Gradvis . . . efter længere tids udvikling og forædling . . . gennem spekulativ fordybelse i Den Hellige Skrifts begrebsverden, opstod der en englelære som er blevet en mere eller mindre fastslået trossætning i kirken.“ (Kursiveret af os.) Hvor stærk ville din tro være på at der findes engle hvis du vidste at den udelukkende byggede på et ’spekulativt’ grundlag?

Det er tankevækkende at der endog inden for den katolske kirkes egne rækker findes forskellige opfattelser af dette spørgsmål. Med hensyn til hvornår englene er blevet skabt, siger opslagsværket Enciclopedia de la Religión Católica: „Ifølge de græske [kirke-]fædres opfattelse blev englene skabt før den synlige verden, hvorimod den almindelige opfattelse blandt de latinske fædre er at de blev skabt efter. De fleste støtter nu den tanke at [englene] blev skabt samtidig med verden.“ Denne usikkerhed skaber forvirring i mange menneskers sind og fremmer den tendens til vantro vi ser i vor tid.

En jødisk filosof ved navn Filon argumenterede for at englene blot var „universelle manifestationer og kræfter“. I årenes løb har teologerne haft utallige diskussioner om spørgsmål angående englenes natur og særtræk, deriblandt det temmelig useriøse spørgsmål: Hvor mange engle kan der stå på spidsen af en nål? Det er derfor ikke så mærkeligt at mange mennesker i moderne tid foretrækker ikke at tro på engle.

I betragtning af alle disse modstridende opfattelser, hvorfor da ikke undersøge hvad Bibelen selv oplyser om englene? På den måde vil vi kunne få et reelt svar på spørgsmål som: Findes der virkelig engle? I bekræftende fald, har de nogen sinde beskæftiget sig med menneskelige anliggender? Og, hvad der er endnu vigtigere, vil englene kunne få indflydelse på vort liv?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del