Side 2

Rom, den 6. juni 1987. På pladsen foran kirken Santa Maria Maggiore indledte paven „Mariaåret“ ved at fremsige rosenkransbønnen. På denne plads, ved en af de mest betydningsfulde af de helligdomme der er viet til Maria, bad han gentagne gange Ave Maria, „Hil dig, Maria“, den bøn der måske fremsiges „oftere end Fadervor . . . på kristen jord,“ som et katolsk dagblad skriver.

Ved hjælp af satellitter var der forbindelse til 16 andre Maria- helligdomme, og tusinder af troende fremsagde bønnen sammen med paven. Hele 18 interkontinentale satellitter, i snesevis af tv-kameraer og 95 tv-stationer gjorde det muligt for halvanden milliard mennesker at følge begivenheden.

Hvilken betydning har Maria, Jesu moder, for os? Kan man løse problemerne i verden ved at vende sig til Maria?

Hvorfor fejre et „Mariaår“?

Af Vågn op!-​korrespondent i Italien

„VERDEN samles om Maria,“ „Med Maria mod år 2000,“ „Verden beder i direkte transmission,“ lød avisoverskrifterne efter en fjernsynsudsendelse hvori man så paven bede rosenkransbønnen,a en af katolikkernes traditionelle bønner. Tusinder af troende bad sammen med paven. Men hvorfor deltog så mange i denne ceremoni? I hvilken anledning blev den afholdt? Hvorfor ’samledes verden om Maria’?

Ved denne bemærkelsesværdige ceremoni betroede pave Johannes Paul II hele menneskeheden i „Madonnas“ varetægt og bad hende om beskyttelse. Derved indledte han „Mariaåret“, der strakte sig fra den 7. juni 1987 til den 15. august i år.

Som man kunne forvente fremkaldte denne begivenhed både ris og ros. Konservative katolikker beskrev den med begejstring som „et enestående eksempel på at den moderne teknik kan bruges som et dyrebart redskab i troens tjeneste“. Andre, katolikker som ikkekatolikker, fandt at begivenheden var spild af penge, et smagløst „kosmisk show“. Det foruroligede mange at denne religiøse begivenhed var sponsoreret af „en samling dominerende reklamebureauer“ for cirka fjorten millioner kroner i alt. Og Giancarlo Zizola, avisen Il Giornos observatør ved Vatikanet, beklagede at „der organiseredes et cirkusagtigt fjernsynsshow til millioner af dollars som reducerede Madonnaen til agent for engangsbarberblade, kuglepenne og nylonstrømper, og for en grænseløs religiøs afgudsdyrkelse“.

Johannes Paul II — „Madonnaens pave“

Hvad fik katolicismens øverste repræsentant til at proklamere et Mariaår? Iagttagere af Vatikanet nævner flere forskellige årsager.

Nogle peger på Johannes Paul II’s „Mariaglæde“. Mange katolikker betragter ham som „Madonnaens pave“. Han har endda synligt for alle indført bogstavet M for Maria i sit pavelige logo. Som sit motto har han valgt nogle ord som en katolsk mystiker fra det syttende århundrede, Louis-Marie Grignion de Montfort, udtalte idet han indviede sig helt og fuldt til „Madonna“: Totus tuus („fuldstændig din“). Paven har vist sin dybe hengivenhed for Maria ved under sine rejser i Mexico, Frankrig, Tyskland, Brasilien, Portugal, Polen, Spanien og andre lande at besøge de berømteste af de helligdomme der er viet til hende. Nogle iagttagere ser derfor pavens proklamation af et Mariaår som endnu et udtryk for hans inderlige „marianske spiritualitet“.

I mere konservative katolske kredse har der desuden i nogen tid hersket bekymring over at Mariadyrkelsen synes at synke tilbage i glemselen. I dette århundrede, som pave Pius XII triumferende døbte „Marias æra“, har det katolske præsteskab kunnet iagttage hvad de kalder „en udtalt Mariakrise“. De håbede at Mariaåret ville bidrage til „en genopdagelse af Maria“, og sætte nyt liv i dyrkelsen af hende.

I sin bøn ved åbningen af Mariaåret betroede Johannes Paul II „hele menneskeheden, med dens håb og frygt“ i Marias varetægt. Dette har han også gjort ved to tidligere lejligheder, og andre paver har gjort det samme før ham. Eftersom de ivrigste „Mariadyrkere“ er overbeviste om at „tidens forfærdende troskrise“ til dels skyldes tilbagegangen i Mariadyrkelsen, hævder de at det vil løse nogle af menneskehedens største problemer hvis verden igen vender sig til Maria. „Et kristent liv vil erstatte den herskende materialisme, de ateistiske lande vil blive omvendt og menneskeheden vil få fred,“ skriver det katolske tidsskrift Ecce Mater Tua.

Maria og håbet om en ny verden

Endelig håber paven at det under „Madonnas“ ledelse vil være muligt at træffe forberedelser til år 2000, som katolicismens leder tillægger stor betydning. Ifølge den katolske kirke er det bydende nødvendigt at forberede sig på dette år, i betragtning af, som det katolske tidsskrift Verona fedele formulerer det, at „menneskeheden ved udgangen af dette århundrede befinder sig i den mest tragiske, men også den mest løfterige time af sin historie. Vi har nået en korsvej: På den ene side har vi den konkrete risiko for selvudslettelse, på den anden side håbet om en ny æra, en ny verden. . . . Med en bibelsk vending kunne vi sige at vi befinder os i ’den sidste tid’, det vil sige en tid der afslutter en lang og smertelig periode i menneskets historie, men også en tid der synes at indvarsle en anden, mere fredfyldt og lykkelig periode.“ Når paven har betroet hele verden i Marias varetægt er det derfor i den hensigt at begunstige en tilbagevenden til Gud i en tid der betragtes som afgørende.

Hvad har Mariaåret da betydet for katolikkerne? Hvordan blev det fejret? Hvordan har andre trossamfund reageret?

[Fodnote]

Uenighed om Mariaåret

Bibelen skildrer Maria som en trofast discipel af Jesus. (Apostelgerninger 1:14) Når vi ønsker at se nærmere på Mariaåret er det absolut ikke for at nedvurdere hendes omdømme eller tro. Men i betragtning af at et år der er viet til hende er en religiøs begivenhed af stor betydning, er der god grund til at troende mennesker spørger sig selv: Hvordan ser Gud på den ære der vises Maria? Er hun Guds svar på verdens krise?

DETTE Mariaår var det andet den katolske kirke har fejret. Det første, fra 1953 til 1954, blev proklameret af pave Pius XII til minde om hundredåret for vedtagelsen af dogmet om den ubesmittede undfangelse. Den samme pave havde nogle få år tidligere defineret dogmet om hendes legemlige optagelse til himmelen.a

Mange katolikker husker at nye præster strømmede til i det første Mariaår. De håber tydeligvis at dette vil gentage sig, eftersom der i øjeblikket hersker stor bekymring over mangelen på præster. Ifølge Luigi Accattoli, der er avisen Il Corriere della Seras ekspert i katolske anliggender, har man beregnet at „over halvdelen“ af verdens 300.000 katolske sogne „ingen fastboende præst har“. Det er derfor ikke tilfældigt at de troende tilskyndes til at opsøge Mariahelligdommene, der omtales som „steder der begunstiger en kaldelse“. Har Mariaåret kunnet tilføre det katolske præsteskabs svindende rækker nyt blod?

Maria, kaldelse og ateisme

Mange husker de storslåede udslag af hengivenhed for „jomfruen“ i det første Mariaår. I flere lande blev selv de væbnede styrker mobiliseret. I byen Loreto i Italien, hvor der ligger en meget besøgt Mariahelligdom, holdt det italienske luftvåben en imponerende opvisning. Fem hundrede amerikanske marinesoldater drog på pilgrimsfærd til Lourdes i Frankrig. I Irland „blev hærenhederne viet til Madonna, der i den anledning blev udnævnt til marskal i hæren,“ skriver La Repubblica.

Da pave Pius XII i 1953 proklamerede det første Mariaår, håbede han at det ville virke som et led i kampen mod alle der „stræber efter at berøve sjælene troen på Kristus“ og modvirke deres ateistiske ideologier. „Det er ingen overdrivelse at sige at Mariaåret 1954 bevirkede sande mirakler i form af uventede og længe savnede omvendelser,“ oplyser avisen Avvenire. Tilsvarende føler man i dag i katolske kredse at en fornyet hengivenhed for Maria vil dæmme op for ateistiske ideologier og for de regeringer der udbreder dem.

The New York Times påpeger at Johannes Paul II „offentligt har givet udtryk for at han gerne ville besøge Sovjetunionen hvis han kunne forkynde frit der“. Det håbes endda at 1988, „tusindåret for kristendommens indførelse i Rusland, også vil blive året hvori paven vil forny landets uforbeholdne indvielse“ og omvende det, skriver den katolske teolog René Laurentin i Avvenire.

Maria får særbehandling

Der var tilrettelagt mange forskellige aktiviteter i det 14 måneder lange Mariaår, der sluttede den 15. august i år. Formålet med dem alle var at ’vise Herrens Moder den ære hun fortjener’ og genoplive ærefrygten for hende efter flere års tilbagegang. Paven udsendte et hyrdebrev der udtrykkeligt var dediceret Maria, og man drøftede hendes betydning ved flere konventer.

Katolikkerne fik præcise instruktioner i forbindelse med Mariaåret. De blev for eksempel opfordret til samvittighedsfuldt at deltage i alle højtideligheder til hendes ære og drage på pilgrimsfærd til de kirker der er viet „Madonna“. De kunne desuden få „fuldkommen aflad“b ved at fejre Mariafesterne og deltage i de liturgiske højtider, eller ved at modtage pavens velsignelse gennem en biskop, eller bare gennem en radio- eller fjernsynsudsendelse. De blev opfordret til at vise større ærefrygt for det alter der i enhver katolsk kirke er viet til Maria.

Hvorfor dyrkes Maria?

HISTORIKERE vedgår at hverken Maria eller nogen anden skabning blev tilbedt eller æret af de første kristne. Hvordan kan det da være at så mange katolikker er blevet „Madonnadyrkere“, som præsten Franco Molinari har udtrykt det?

Der kan nævnes mange grunde. Nogle af dem udspringer direkte af den katolske kirkes læresætninger. Eftersom den katolske kirke for eksempel lærer at Jesus er ligestillet med Gud, er der ingen selvstændig mellemmand mellem Gud og mennesker. Gud og Kristus er blevet utilnærmelige, indhyllede som de er i treenighedens mysterium. Rollen som „midlerinde“ mellem Gud og mennesker er derfor overdraget til „Madonna“. Visse trossamfund der dyrker Maria bruger mottoer som „Til Jesus gennem Maria“ og „Jomfruen, forbindelsesleddet mellem os og Kristus“. Johannes Paul II sagde i sin tale ved åbningen af Mariaåret at mennesker må „vende tilbage til Gud gennem Maria“.

Op gennem historien er Gud og Kristus ofte blevet fremstillet som nådeløse og ubøjelige dommere. Det er derfor ikke overraskende, som teologen René Laurentin erkender, at nogle katolikker „betragter Kristi hævnende retfærdighed og hans moders barmhjertighed som modsætninger: ’Jesus ønsker at dømme, Maria ønsker at frelse’“. „Om vi så har begået nok så mange synder,“ skriver en biskop, „vil den himmelske Moder kærligt tilgive os; vi frygter måske Guds retfærdighed, men vi vil afgjort ikke frygte Moderens hjerte.“ Det italienske tidsskrift Panorama konkluderer at Gud åbenbart ikke „virker tilstrækkelig beroligende“ på katolikkerne.

I århundredernes løb har mange konciler og paver opfordret til dyrkelse af Maria og billeder af hende, og denne tilskyndelse lyder stadig. Den katolske teologi skelner mellem forskellige grader af tilbedelse ved hjælp af nogle udtryk der stammer fra græsk: latria er tilbedelse af Gud og Jesus, dulia er dyrkelse af helgenerne og hyperdulia er den „særlige ærefrygt“ der er forbeholdt „Madonna“. I overensstemmelse med disse definitioner bekræfter Johannes Paul II i sit seneste hyrdebrev at „billeder af Jomfruen indtager en hædersplads i kirker og hjem“ fordi hun er værdig til „særlig ærefrygt“.

Men er det ikke sandt at denne „særlige ærefrygt“ har fået nogle teologer til at betragte hende som „den fjerde person i Den Hellige Treenighed“, som Panorama har skrevet? Er det ikke sandt at den har fået dem til at mene at „hendes storhed grænser til det uendelige“, som der siges i en mariansk katekismus?

Opfattelsen af Maria som „et fuldkomment mønster på alle dyder“ tjener derfor til at dække det Panorama kalder „behovet for tryghed“ hos katolikkerne, især nu i denne generation, der kæmper med så mange problemer. Bør det da overraske os at nogle katolske præster har fordømt de troende for at gå til yderligheder i deres Mariadyrkelse?

En vejledning til år 2000?

Som tidligere nævnt er det pavens håb at genoplivelsen af Mariadyrkelsen vil være en hjælp i forberedelsen til år 2000. Som en reaktion på den frygt og de bekymringer der forårsages af „sygdomssymptomerne i denne generation“, har paven sat sin lid til at „Madonna“ vil gå i forbøn for os hos Gud og løse problemerne i verden. Men opfordrer Bibelen os til at stole på at Maria vil fjerne disse ’sygdomssymptomer’? Hvem bør vi sætte vor lid til for at få lov til at opleve indfrielsen af „håbet om en ny æra, en ny verden“?

[Illustration på side 8]

Overalt i den katolske verden æres Madonna på forskellig måde

MENNESKEHEDENS MODER. Sådan kalder Johannes Paul II Maria i sit seneste hyrdebrev, hvorved han citerer fra Det Andet Vatikankoncil. Mange katolikker mener at Maria følger hver enkelt troende og hjælper vedkommende gennem hele livet. Af den grund beder mange hende inderligt om beskyttelse. De er overbevist om at „Madonna“ ved mange lejligheder har grebet direkte ind i menneskenes anliggender.

Ifølge bogen Un anno di grazia con Maria (Et nådens år med Maria) beder de troende til Maria med disse ord: „Husk, du barmhjertige jomfru Maria, at det aldrig er blevet sagt i verden at du nogen sinde har svigtet dem der søger din beskyttelse, bønfalder dig om hjælp og beder dig om støtte.“ Det er værd at lægge mærke til at mindst to af „den liturgiske kalenders“ Mariafester — nemlig „Marias navnefest“ og „Rosenkransfesten“ — fejres til minde om militære sejre som man efter sigende har vundet med Marias hjælp. Skal det mon forstås sådan at Maria er nationalistisk?

Det er både normalt og forståeligt at søge hjælp og beskyttelse hos en man mener kan løse ens problemer. Men harmonerer det med Guds vilje og hans ord, Bibelen, at man sætter sin lid til Maria og påkalder hendes hjælp?

Hvem har løsningen på problemerne?

En del af årsagen til at paven proklamerede et Mariaår skal som tidligere nævnt søges i den frygt og de bekymringer der plager vor generation. Den katolske kirke håber at der igen vil komme fred og harmoni på jorden hvis folk vender sig til Maria, og at „denne verdens dramatiske situation vil blive afklaret på denne måde,“ som en katolsk teolog skriver.