I historiens løb er der millioner af gange blevet bedt for fred.

Et af de mest usædvanlige tilfælde er måske den lejlighed for nylig hvor ledere fra de fleste af verdens større trossamfund var samlet i Assisi i Italien for at bede.

Hvad foregik der ved mødet? Fik mødet nogen betydning? Fik det disse trossamfund og deres medlemmer til at ændre kurs og handle i harmoni med deres bønner om fred? Lyttede Gud til dem?

En Vågn op!-korrespondent i Italien analyserer disse spørgsmål i de følgende artikler:

Der bedes for fred — men hvem lytter?

HVAD foretog en indianer i fuld fjerprydelse sig på en tribune sammen med en græsk-katolsk præst? Hvad havde fået buddhisternes Dalai Lama til at tage plads ved siden af ærkebiskoppen af Canterbury? Hvad havde en jødisk rabbiner tilfælles med en metropolit fra den russisk-ortodokse kirke? Og hvad fik den katolske pave Johannes Paul II til at præsidere i en sådan forsamling?

Indtil for nylig ville det have været utænkeligt at paven besteg et podium for at bede sammen med ledere fra andre store trosretninger. Men i oktober 1986 mødtes han med repræsentanter for andre trossamfund i den italienske by Assisi for at holde en „bededag for fred i verden“. Paven havde taget initiativ til dette møde i harmoni med FN’s erklæring om at 1986 skulle være et „internationalt fredsår“.

I Assisi blev der bedt om fred på mangfoldige måder. Men hvem lyttede til disse bønner? Kristenhedens treenige gud? Jødernes gud? Eller muslimernes Allah? Lyttede nogen af disse guder til disse bønner? Nu hvor begivenheden er kommet lidt på afstand, er svaret tydeligt.

Hvad der foregik

De religiøse lederes bønner udgjorde højdepunktet på den internationale bededag for fred der blev holdt i den italienske by Assisi den 27. oktober sidste år. Der var blevet rejst en stor platform, og på bagtæppet stod ordet „FRED“ på fjorten sprog. De over 60 overhoveder fra de store trossamfund var anbragt i en stor halvkreds med paven i midten og skiftedes til at bede fra en prædikestol. Fjernsynskameraer dækkede ceremonien, som siges at være blevet overværet af 500 millioner fjernseere verden over.

Buddhisterne var de første til at bede; de bad om „oceaner af lykke og glæde“. Derpå nedkaldte hinduerne „fred over alle væsener“. Muslimerne bad: „Priset være Gud, universets Herre.“

„Skænk os fred,“ anråbte de afrikanske åndedyrkere idet de påkaldte deres guddomme. „Vi byder Den Store Ånd, Moder Jord, piben,“ sagde de fredspiberygende indianere. „Giv jorden fred,“ bad jøderne.

„Lad os i fred og enhed bønfalde vor Herre Gud,“ lød katolikkernes, anglikanernes, lutheranernes og de græsk-katolske kirkerepræsentanters bøn. Sikherne, zarathustratilbederne, shintoisterne og jainerne bad også om verdensomspændende fred.

En begivenhed der gjorde indtryk

Som pressen bemærkede, var det første gang at så højtstående gejstlige fra verdens forskellige trossamfund var forsamlede for at bede. Det fik nogle til at omtale mødet som „en historisk begivenhed“.

Nogle så i mødet en opfyldelse af en bibelprofeti. Da Assisi ligger på en bakke, regnede de stedet for det symbolske bjerg der omtales i Mika, kapitel 4, vers 1 og 2. Et tidsskrift kaldte forsamlingen i Assisi „et møde som profeten Mika havde forudsagt for 2700 år siden: ’I de sidste tider vil bjerget hvor Herrens tempel står, blive det højeste af alle . . . Alle folkeslag vil samles ved dets fod og sige: Lad os drage op til Herrens bjerg. Han vil lære os hvad vi skal gøre.’“ — Voce delle Contrade.

Bladet Il Sabato skrev henrevet: „Det er første gang noget sådant er sket siden Babelstårnets tid. Dengang blev mennesker splittet på grund af deres ønske om at nå op til himmelen. I dag forenes mennesker af de religiøse følelser der gør dem åbne for den Guds gave som freden er.“

Vægtige spørgsmål

Begivenheden var ganske givet opsigtsvækkende. Den gav imidlertid med rette anledning til visse spørgsmål. Dagbladet La Nazione spurgte: „Tjente dette budskab sit formål? Vil det nå hjerterne på den halve milliard tilskuere? Vil det rokke ved den forstenede holdning hos dem som direkte eller indirekte afgør og leder begivenhederne og verdens skæbne?“

Hos tænkende iagttagere trænger andre spørgsmål sig på: Godtager Gud alle bønner uanset hvilken form for gudsdyrkelse man praktiserer? Er det tilstrækkeligt at bede om noget uden at man forvisser sig om Guds syn på sagen? Har dette møde påvirket folk til at virke for fredens sag? Hvad lærer vi af fortiden? Og, frem for alt, hvad siger Bibelen om hvordan verdensfred vil blive indført?

Vi må også spørge: Var mødet i Assisi mellem denne verdens forskellige trosretninger i virkeligheden et nutidigt modstykke til det der skete ved Babelstårnet?

Et nutidigt Babelstårn?

FORTIDENS Babelstårn er blevet et symbol på forvirring og splittelse. Det var her Gud for cirka 4000 år siden forvirrede menneskenes sprog fordi de gjorde oprør imod ham og nægtede at vise ham lydighed. De lod deres tilværelse dreje sig om ufuldkomne menneskers planer. Derfor spredte Gud dem. — 1 Mosebog 11:1-9.

Var begivenheden i Assisi helt ulig dette? Oplevede man en ægte genforening her? Fremmede de religiøse ledere for over to milliarder mennesker virkelig verdensfreden?

Herskede der enhed?

I en tale blot få dage forinden havde paven understreget: „Det der vil finde sted i Assisi bliver afgjort ikke trosmæssig synkretisme [religionsblanding].“ Han tilføjede: „Vi kan ikke bede sammen, det vil sige forene os i fælles bøn, men vi kan være til stede mens andre beder.“

Paven lod således forstå at mødets hensigt var at man skulle komme sammen for at bede, ikke for at bede sammen. Nogle hæftede sig ved at han bevidst ville undgå at deltage i en fælles bøn for ikke at give katolikker anledning til at beskylde ham for at blande forskellige trosopfattelser.

At det var sådan paven betragtede mødet fremgik af hans tale til de religiøse ledere om formiddagen hvori han understregede: „Den omstændighed at vi er kommet her indebærer ikke at vi har til hensigt at søge at komme til fælles forståelse i trosspørgsmål eller at vi vil føre forhandlinger om vor tro. Det betyder heller ikke at trossamfund kan forenes i kraft af en fælles opgave i et jordisk forehavende som alle anerkender som overordnet.“ — Kursiveret af os.

Der skulle altså slet ikke gøres nogen bestræbelse for at bilægge de mange læremæssige uoverensstemmelser blandt de tilstedeværende i Assisi. Enhed i troen var således en umulighed. Der skulle fortsat herske ’religiøs sprogforvirring’. Man ser således slående lighedspunkter med forholdene ved det gamle Babelstårn.

En kort oversigt over de forskellige trossamfunds lære vil tydeligt vise uenigheden. For eksempel afviser buddhisterne at Gud er en person og lærer at menneskets endelige mål er nirvana, en tilstand af fuldstændig salighed der opnås ved at man udsletter selvet. Hinduerne tror på millioner af guder og på en vedvarende cyklus af reinkarnationer der kan føre til nirvana. Katolske, græsk-ortodokse og protestantiske trossamfund tror på en treenig gud. Muhamedanerne tror derimod at der er én gud, Allah, og at Muhamed er hans profet; de tror imidlertid ikke at Gud har en søn. Jøderne tilbeder én gud, men anerkender ikke Jesus som Messias. I afrikanske religioner tror man at planter, dyr og livløse genstande har en ånd. Og indianerne tilbeder naturkræfterne.

Sand fred forudsætter imidlertid at folk med forskellige opfattelser i det mindste mødes eller forenes på visse grundlæggende punkter. Men de trossamfund der mødtes i Assisi var så ynkeligt splittede at de ikke engang kunne enes om at bede en fælles bøn! Den sande Gud kan ikke godkende alle disse modstridende opfattelser, for, som apostelen Paulus skrev: „Gud er ikke uordenens men fredens Gud.“ — 1 Korinther 14:33.

Lytter Gud?

Hvordan kan den eneste sande Gud, himmelens og jordens Skaber, lytte velvilligt til bønner fra religiøse ledere som ikke har til hensigt at arbejde for sand enhed? Der står tydeligt i Guds inspirerede ord at de der praktiserer den sande tilbedelse „alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt [dem], men at [de] skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Korinther 1:10.

Det ville være selvmodsigende hvis Gud lyttede til disse splittede trossamfund. Det ville give det udseende af at han anerkendte det han fordømmer — splittelse. Men sandhedens Gud kan ikke gøre sig skyldig i dobbeltmoral. Han vil ikke handle i modstrid med sit eget ord, for ’Gud kan ikke lyve’. (Titus 1:2) Altså lytter han ikke velvilligt til bønner fra splittede tilbedere.

Bibelen viser tydeligt at Jehova kun godkender den tilbedelse der er i overensstemmelse med hans vilje. Jesus sagde: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ Han sagde også at Gud kun „søger“, det vil sige godkender og lytter til, dem der tilbeder ham „i ånd og sandhed“. Det gør man ved at overholde hans ord og adlyde hans bud. Gud finder derfor mishag i trossamfund der ikke gør hans vilje, ligesom han fandt mishag i dem der byggede Babelstårnet, nogle der heller ikke gjorde hans vilje. Sådanne mennesker forkaster han. Som Jesus sagde til dem der gjorde deres egen vilje frem for Guds: „Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:21-23; Johannes 4:23, 24.

Den åndelige tilstand hos de trossamfund der mødtes i Assisi er således stik imod hvad Gud kræver. De er ikke forenede i samme sind og samme tankegang, men er splittede på grund af uenighed, nøjagtig som det var tilfældet ved Babelstårnet.

At Gud ikke lytter velvilligt til denne verdens babellignende trossamfunds bønner, kommer klart til udtryk når man undersøger historiens vidnesbyrd. Hvilket billede tegner dette vidnesbyrd?

[Illustration på side 6]

Et babylonisk tempeltårn

’Jeres hænder er fulde af blod’

„SELV om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ Sådan sagde den almægtige Gud til dem der i fortiden hævdede at tjene ham men samtidig var meddelagtige i at udgyde uskyldigt blod. — Esajas 1:15.

Men har denne verdens trossamfund også udgydt uskyldigt blod? Ja. I hver eneste af dette århundredes krige har denne verdens trossamfund og deres præsteskab støttet blodsudgydelserne. Derved har endog medlemmer af samme trossamfund dræbt hinanden i hobetal.

Men Jesus lærte sine disciple at ’anbringe deres sværd på dets plads igen’. (Mattæus 26:52) Apostelen Paulus skrev: „Vor krigsførelses våben er . . . ikke kødelige.“ (2 Korinther 10:4) Guds ords magtfulde budskab til dem der praktiserer den sande tro, er at de skal elske hinanden og ikke udgyde blod: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

Hvis et trossamfund ikke praktiserer denne form for kærlighed, vil dets bønner ikke blive hørt af Gud. Bibelen siger: „Hvad vi end beder om, får vi fra ham, fordi vi holder hans bud og gør det der er tiltalende i hans øjne.“ (1 Johannes 3:22) Men denne verdens trossamfund har ikke holdt Guds bud. I stedet har de i svaghed givet efter og bifaldet krige som alene i dette århundrede har kostet cirka 100 millioner mennesker livet!

Vil ledere og folk lytte?

I sin afsluttende tale i Assisi sagde Johannes Paul II: „Vi indbyder verdens ledere til at mærke sig vore ydmyge bønner til Gud om fred.“ Vil de politiske ledere og folk i almindelighed lytte til denne appel? Lad os se hvad historien siger.

Historien viser at fredstraktater og bønner for fred ikke er noget nyt. I middelalderen blev fredstraktater ofte kaldt gudsfred eller treuga Dei (Guds våbenhvile). De udråbtes ved kristenhedens højtider, under hvilke alle stridigheder skulle ophøre. Men selv truslen om ekskommunikation af dem der brød freden var utilstrækkelig til at få folk til at respektere sådanne traktater.

I 1915 udsendte pave Benedikt XV en appel til nationerne om at bringe den første verdenskrigs „frygtelige myrderier“ til ophør. Han bad til Gud om at „den onde plage måtte høre op“. Men hverken nationernes ledere eller deres folk lyttede. Og logisk nok lyttede Gud heller ikke, for de stridende parter bestod på begge sider af medlemmer af samme trossamfund. Katolik dræbte således katolik og protestant dræbte protestant, fuldstændig i modstrid med Guds bud.

I foråret 1939, mens den anden verdenskrigs uvejrsskyer trak sammen, organiserede pave Pius XII „et korstog af offentlige bønner om fred“. For at afværge katastrofen udsendte han i august, lige før krigsudbruddet, en appel til nationernes ledere og deres folk om at afstå fra „anklagerne, truslerne, samt det der kunne vække gensidig mistillid“.

Men ingen bønner og appeller kunne standse det katolske og protestantiske Tysklands krigsmaskine. De anviste heller ikke en vej til fred for det katolske Italien eller det shintoistiske Japan. Og intet trossamfund truede sine medlemmer med ekskommunikation for at dræbe trosfæller. I seks år foregik dette gigantiske ’brodermord’, med støtte fra gejstligheden i alle krigsførende nationer.

Pavens appel fra Assisi bevirkede nogle steder at kamphandlingerne blev indstillet den 27. oktober 1986. Men andre steder fortsatte de. I mange lande gjaldt det medlemmer af trosretninger der var repræsenteret i Assisi. For eksempel udførte den katolske guerillaorganisation IRA et bombeattentat i Irland. I Indien kæmpede sikherne. Også i Afghanistan, Etiopien, Libanon, Iran og Irak såvel som andre steder fortsatte blodsudgydelserne. Og selv de steder hvor man holdt våbenhvile denne ene dag, fortsatte man allerede næste dag med at sprede død og ødelæggelse. En besynderlig fred!

Kan „fredens Gud“ velsigne sådanne initiativer der indirekte godkender dem der den ene dag afholder sig fra at dræbe, men som næste dag tager fat igen? Godkendte Gud Kain efter at denne havde slået Abel ihjel? Afgjort ikke. — Hebræerne 13:20.

Ikke en fredsstiftende faktor

Nyere undersøgelser der er foretaget i forskellige lande, viser at mange regner religionen for en krigsvolder snarere end en fredsfaktor. Det mente 47 procent af de franskmænd og 48 procent af de israelere der blev spurgt.

John Taylor, der er generalsekretær for Verdenskonferencen af Trossamfund for Fred, har i det franske katolske månedsblad L’Actualité Religieuse dans le Monde skrevet: „Vi har narret os selv til at tro at religion kunne og ville have tilført konflikter lys og næstekærlighed, og at vi ville have stor nytte af at forene vore kræfter imod krig, imod oprustning. Men da vi undersøgte disse problemer, kom vi gradvis til den erkendelse at krige ikke forårsages af oprustning, men af had og splittelser blandt mennesker . . . Og her har religionen også spillet sin rolle.“

Historikeren Ernesto Galli Della Loggia har sagt det endnu mere direkte i det katolske dagblad Avvenire: „Religion synes ikke at have dannet en forenende struktur blandt mennesker og blandt nationer, snarere tværtimod. Sådan har det været i århundreder. Ikke blot har de største monoteistiske trosretninger kæmpet mod hinanden i nådeløse krige, men nogle af dem — hovedsagelig kristendommen og islam — har viet al deres styrke til at udrydde de såkaldte primitive folks animistiske religioner. Dette er sket fordi religion og politisk magt er to sider af samme sag.“

Af denne og andre grunde bliver religiøse ledere enten ignoreret af magthaverne eller tolereret som et nødvendigt onde. Og verdslig religion er i sig selv blot en fernis der har ringe eller slet ingen gavnlig indvirkning på menneskeheden eller verdensforholdene.

Ved bededagens afslutning indrømmede paven selv katolicismens ansvar i al denne blodsudgydelse. Han sagde: „Jeg er rede til at erkende at katolikker ikke altid har været trofaste mod denne bekræftelse af troen.“ Derpå tilføjede han: „Vi har ikke altid været ’fredsstiftere’. For os, og måske også i en vis forstand for alle andre, har denne sammenkomst i Assisi derfor været en bodsøvelse.“

Men har nutidens religion ved sine handlinger vist en ændret indstilling til krig? Angrer den virkelig sin vanærende fortid? Med henvisning til krige i nutiden påpegede Ernesto Galli Della Loggia: „I ni ud af ti tilfælde har disse stridigheder helt eller delvis været religiøse stridigheder.“

Bønnerne om fred har derfor været nytteløse. Hverken de politiske ledere eller folk i almindelighed lytter til dem og handler i harmoni med dem. Det gør Gud heller ikke, for han har sagt: „Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ (Esajas 1:15) Det er grunden til at det internationale fredsår i 1986, som blev foranlediget af De Forenede Nationer og som denne verdens trossamfund støttede i sine bønner, i den grad blev en fiasko.

[Ramme på side 10]

Et rundspørge blandt italienere

VÅGN OP! har foretaget et rundspørge i forskellige italienske byer og adspurgt flere hundrede personer, hvoraf flertallet var katolikker. På spørgsmålet om hvorvidt initiativer som bededagen i Assisi og aftaler om våbenhvile vil fremme afskaffelsen af krige og oprustning, svarede 70 procent nej, 17 procent sagde at det blot var det første skridt, og kun 10 procent så det som et positivt forsøg.

En præst fra den norditalienske by Bergamo sagde: „Jeg mener at initiativet vil være til stor nytte hvis blot dets budskab praktiseres. Det er en god begyndelse der ikke må komme til at stå alene.“

Men en ung katolsk kvinde fra samme område sagde: „Man kan ikke undgå at føle sig slået af hykleriet hos mennesker der har kæmpet i årevis, også af religiøse grunde, og som så nedlægger våbnene for en dag og beder for verdensfreden, vel vidende at de dagen efter vil fortsætte kampen.“ Og en ung pige fra Brescia sagde: „Sådanne møder bidrager ikke til at afhjælpe den religiøse ligegyldighed. Kirkerne skal interessere sig mindre for politik hvis de gerne vil have Gud til at lytte til dem.“

På spørgsmålet: „Hvad bør religionen gøre for mere virkningsfuldt at bidrage til freden?“ svarede en katolik fra Torino at „den burde befri sig for enhver medskyld i de aktuelle begivenheder og lære folk at leve uden våben“. En ung katolsk kvinde fra Cremona sagde: „Kirken burde have sat et godt eksempel ved ikke at lade sig indvikle i krige og politik. Men nu er det for sent.“

På spørgsmålet: „Hvad mener De om pavens fredsinitiativ?“ svarede en sagfører fra provinsen Pesaro: „Kirken udnytter fredsproblemet til sin egen fordel, til at propagandere for katolicismen i verden.“ En 84-årig katolsk dame sagde: „Det nytter intet. Hvis de vil have en krig, skal de alligevel nok få den.“

I en omtale af religionens „politiske planer“ gav Milano-avisen Il Corriere della Sera denne betydningsfulde kommentar: „Kirken drager fordel af stemningen for fred og fremmer initiativer der giver den mulighed for at kontrollere den offentlige meningsdebat om vigtige aktuelle politiske spørgsmål, frem for at blive genstand for den.“

[Illustrationer på side 8, 9]

Folk fra hele verden opsendte bønner

Mange unge er interesseret i verdensfred