Ifølge The Catholic Encyclopedia havde idéen om at genløsningen blev betalt til Djævelen, „en fremtrædende plads i teologiens historie i mere end tusind år“ og forblev en af kirkens læresætninger. Andre kirkefædre som Augustin (fjerde til femte århundrede) støttede tanken om at løsesummen blev betalt til Satan. I det tolvte århundrede kom de katolske teologer Anselm og Abélard til den slutning at Kristi offer ikke blev betalt til Satan, men til Gud.

MIDDELALDERLIG OVERTRO

På størstedelen af de katolske konciler herskede der bemærkelsesværdig tavshed om Satan. Det varede til man i 1215 på det fjerde Laterankoncil fremsatte en „højtidelig bekendelse af troen“, som New Catholic Encyclopedia kalder det. Der siges i den 1. kirkelov: „Djævelen og de andre dæmoner var af Gud oprindelig skabt gode, men gjorde sig selv onde.“ Den tilføjede at de har travlt med at forsøge at vildlede menneskene. Mange i middelalderen var helt besat af den tanke. Satan mentes at stå bag alt hvad der var usædvanligt, lige fra uforklarlig sygdom og pludselig død til dårlig høst. I 1233 udstedte pave Gregor IX flere pavelige buller imod kætteri, deriblandt en mod luciferianere, formodede djævletilbedere.

Det fik den romersk-katolske kirke til ved Det Første Vatikankoncil (1869-70) at bekræfte sin tro på Satan Djævelen og ved Det Andet Vatikankoncil (1962-65) at gøre det igen, om end lidt spagt.

Som der siges i New Catholic Encyclopedia, har „kirken [officielt] erklæret sin tro på engle og dæmoner“. Men Théo, en fransk katolsk ordbog, siger at „mange kristne i dag viger tilbage for at give Djævelen skylden for ondskaben i verden“. I de senere år har katolske teologer bevæget sig yderst varsomt mellem den katolske kirkes officielle lære og den moderne tankegang.