I det sjette århundrede fremførte pave Gregor I, at sjælen ved døden med det samme overføres til sit endelige bestemmelsessted. Pave Johannes XXII fra det 14. århundrede, var overbevist om at de døde ville modtage deres endelige belønning på dommens dag. Men heri var hans efterfølger, pave Benedikt XII, ikke enig. I den pavelige bulle Benedictus Deus (1336) bestemte han at „de afdødes sjæle umiddelbart efter døden træder ind i en tilstand af lyksalighed [himmelen], renselse [skærsilden] eller evig fortabelse [helvede], og først vil blive genforenet med deres oprejste legemer ved verdens ende“.

I Catechism of the Catholic Church hedder det: „For at blive oprejst med Kristus, må vi dø med Kristus; vi må ’bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren’. [2 Korinther 5:8] I dette ’opbrud’, som er døden, adskilles sjælen fra legemet. [Filipperne 1:23] Den vil blive genforenet med legemet på dagen for opstandelsen af de døde.“ Men taler Paulus, i de her anførte skriftsteder, om at sjælen lever videre efter legemets død og derefter venter på „den yderste dom“ så den kan blive genforenet med legemet?