Hvis treenighedslæren er forkert, vanærer man også Gud ved at sige som i bogen Catholicism: „Hvis ikke [man] bevarer denne tro hel og ubesmittet, er [man] sikker på at gå til grunde for evigt. Og den katolske tro er dette: vi tilbeder én Gud i tre personer.“

Monsignore Eugene Clark siger: „Gud er én, og Gud er tre. Da der ikke findes noget tilsvarende i skaberværket, kan vi ikke forstå det, men kun acceptere det.“ Kardinal John O’Connor erklærer: „Vi ved at det er et meget dybt mysterium som vi ikke forsøger at forstå.“ Og pave Johannes Paul II taler om „det uudgrundelige mysterium om den treenige Gud“.

Opslagsværket A Dictionary of Religious Knowledge siger: „Nøjagtig hvad denne lære går ud på, eller rettere, nøjagtig hvordan den skal forklares, er et spørgsmål som tilhængerne ikke selv er enige om.“

Det er ikke så sært at New Catholic Encyclopedia siger: „Der er kun få lærere som underviser i treenighedsteologien på romersk-katolske præsteseminarier der ikke på et eller andet tidspunkt er blevet plaget med spørgsmålet: ’Men hvordan forkynder man treenigheden?’ Og hvis spørgsmålet er et symptom på forvirring hos eleverne, er det måske ikke mindre et symptom på en lignende forvirring hos deres professorer.“

Man får bekræftet sandheden i dette hvis man går hen på et bibliotek og undersøger nogle bøger der støtter treenighedslæren. Der er skrevet utallige sider i et forsøg på at forklare den. Men efter at man har kæmpet sig igennem labyrinten af forvirrende teologiske udtryk og forklaringer, er man stadig lige klog.

Hvad dette angår siger jesuitten Joseph Bracken i sin bog What Are They Saying About the Trinity?: „Præster der med megen møje og besvær lærte . . . treenighedslæren i deres seminarietid, veg naturligt nok tilbage for at fremholde den for deres sognebørn fra prædikestolen, selv på trinitatis søndag. . . . Hvorfor skulle man kede folk med noget som de til syvende og sidst ikke rigtig ville fatte alligevel?“ Han siger også: „Treenigheden er et trosspørgsmål, men den har ingen særlig [indflydelse] på den kristnes daglige liv og tilbedelse.“ Og dog er den „det centrale punkt“ i kirkens lære!

Den katolske teolog Hans Küng bemærker i bogen Christentum und Weltreligionen at treenighedslæren er en af grundene til at kirkerne ikke rigtig er kommet nogen vegne med de ikkekristne folkeslag. Han siger: „Selv velorienterede muslimer kan simpelt hen ikke fatte [treenighedslæren], lige så lidt som jøderne til dato har kunnet det, . . . Det er åbenlyst at den kristne treenighedslæres skelnen mellem én og tre ikke tilfredsstiller muslimen, der snarere forvirres end oplyses af teologiske fagudtryk hentet fra syrisk, græsk og latin. For ham forekommer det hele at være en leg med ord og begreber. . . . Hvorfor skulle nogen ønske at føje noget til forestillingen om Guds enhed og uforlignelighed, når det kun kan udvande eller ophæve denne enhed og uforlignelighed?“

„Ikke forvirringens Gud“

HVORDAN kan en så forvirrende lære være opstået? The Catholic Encyclopedia erklærer: „Et dogme som er et sådant mysterium forudsætter en guddommelig åbenbaring.“ Og den katolske teolog Richard P. McBrien siger i sin bog Katolsk Tro gennem to Årtusinder: „Treenigheden er et absolut mysterium i den forstand, at vi ikke forstår det, selv efter at det er blevet åbenbaret.“

Og et katolsk opslagsværk siger om treenighedsdogmet: „Det er ikke . . . direkte og umiddelbart Guds ord.“ — New Catholic Encyclopedia.

The Catholic Encyclopedia tilføjer: „I Skriften er der intet enkeltudtryk der hentyder til de tre guddommelige Personer i fællesskab. Ordet τρίας [triʹas] (som det latinske ord trinitas er oversat fra) findes først hos Theofilus fra Antiochia omkring 180 e.Kr. . . . Kort efter forekommer det i sin latinske form, trinitas, hos Tertullian.“

Tertullian fremholdt dog ikke nogen treenighedslære. I det katolske værk Trinitas — A Theological Encyclopedia of the Holy Trinity siges der at nogle af Tertullians ord senere blev brugt af andre til at betegne den treenige Gud. Men bogen siger videre: „Man kan dog ikke på grundlag af brugen drage forhastede slutninger, for han anvender ikke ordene i en treenighedsteologi.“

Hvordan er treenighedslæren opstået?

NU SPØRGER du måske: ’Hvis treenighedslæren ikke stammer fra Bibelen, hvordan er den så blevet anerkendt i kristenheden?’ Mange mener at den blev udformet ved kirkemødet i Nikæa i år 325.

Det er imidlertid ikke helt rigtigt. Mødet i Nikæa hævdede ganske vist at Kristus var af samme væsen som Gud, hvilket lagde grunden til den senere treenighedsteologi. Men selve læren blev ikke fastlagt dér, for den hellige ånd blev ikke nævnt som den tredje person i en treenig Guddom.

Konstantins rolle i Nikæa

DEN spirende forestilling om at Jesus var Gud havde i årevis vakt en voldsom, bibelsk begrundet modstand. I et forsøg på at bilægge striden indkaldte den romerske kejser Konstantin biskopperne til et møde i Nikæa. Kun omkring 300, en brøkdel af det samlede antal, mødte op.

Konstantin var ikke selv kristen. Det menes at han senere omvendte sig, men han blev ikke døbt før på dødslejet. Henry Chadwick siger om ham i bogen The Early Church: „Konstantin dyrkede ligesom sin fader den ubesejrede sol; . . . hans omvendelse skal ikke udlægges som en indre oplevelse af nåden . . . Det var et militært spørgsmål. Hans forståelse af den kristne lære var aldrig særlig klar, men han var sikker på at sejren på slagmarken blev skænket af de kristnes Gud.“

Hvilken rolle spillede denne udøbte kejser ved kirkemødet i Nikæa? Encyclopædia Britannica fortæller: „Konstantin førte selv forsædet, ledede aktivt drøftelserne, og foreslog personligt . . . den afgørende formulering som udtrykte Kristi forhold til Gud i den trosbekendelse der blev udstedt af koncilet, ’af samme væsen som Faderen’ . . . Skræmt af kejseren underskrev biskopperne, med kun to undtagelser, trosbekendelsen, mange af dem meget imod deres vilje.“

Konstantin spillede altså en afgørende rolle. Efter to måneders heftig religiøs debat greb denne hedenske politiker ind og afgjorde sagen til fordel for dem der sagde at Jesus var Gud. Men hvorfor? Tydeligvis ikke på grund af nogen bibelsk overbevisning. „Konstantin havde i grunden slet ingen forståelse af de spørgsmål der blev stillet i græsk teologi,“ siger A Short History of Christian Doctrine. Det han forstod, var at religiøs splittelse var en trussel mod hans rige, og han ønskede at befæste sit herredømme.

Men ingen af biskopperne i Nikæa fremførte en treenighedslære. De definerede blot Jesu natur, men beskrev ikke den hellige ånds stilling. Hvis treenigheden havde været en klar bibelsk lære, burde de så ikke have fremført den på det tidspunkt?

Den videre udvikling

EFTER Nikæa fortsatte man med at diskutere emnet i årtier. De der troede at Jesus ikke var ligestillet med Gud, genvandt endog kejserens gunst for en tid. Men senere gik kejser Theodosius imod dem. Han gjorde trosbekendelsen fra Nikæa til den gældende norm i sit rige og indkaldte til kirkemødet i Konstantinopel i år 381 for at få formuleringen gjort tydeligere.

Ved dette møde enedes man om at stille den hellige ånd på linje med Gud og Kristus. Først nu begyndte kristenhedens treenighedslære at kunne skimtes.

Men ikke engang efter kirkemødet i Konstantinopel fik treenighedslæren nogen udbredt anerkendelse. Mange var imod den og pådrog sig voldsom forfølgelse. Det var først i senere århundreder at den blev formuleret i faste trosbekendelser. Opslagsværket The Encyclopedia Americana siger: „Treenighedslæren fandt sin fulde udvikling i Vesten, i middelalderens skolastik, da man forsøgte at forklare den filosofisk og psykologisk.“

Den Athanasianske Trosbekendelse

TREENIGHEDEN blev grundigere defineret i Den Athanasianske Trosbekendelse. Athanasius var en gejstlig der støttede Konstantin i Nikæa. I trosbekendelsen der bærer hans navn, hedder det: „Vi ærer én Gud i tre personer . . . Således er Faderen Gud, Sønnen er Gud og Helligånden er Gud, og dog er der ikke tre guder, men én Gud.“

Velunderrettede lærde er dog enige om at det ikke var Athanasius der formulerede denne trosbekendelse. The New Encyclopædia Britannica bemærker: „Trosbekendelsen var ukendt i den østlige kirke indtil det 12. århundrede. Siden det 17. århundrede har der været bred enighed blandt de lærde om at Den Athanasianske Trosbekendelse ikke er skrevet af Athanasius (død 373) men at den sandsynligvis er formuleret i Sydfrankrig i løbet af det 5. århundrede. . . . Trosbekendelsen synes hovedsagelig at have haft indflydelse i Sydfrankrig og Spanien i det 6. og 7. århundrede. Den blev brugt i kirkens liturgi i Tyskland i det 9. århundrede og noget senere i Rom.“

Der gik altså mange hundrede år fra Jesu tid før treenighedslæren blev almindeligt anerkendt i kristenheden. Og hvad var bestemmende for de afgørelser man traf undervejs? Var det Guds ord, eller var det gejstlige og politiske overvejelser? I bogen Origin and Evolution of Religion svarer E. W. Hopkins: „Den endelige ortodokse definition af treenighedslæren var hovedsagelig et spørgsmål om kirkepolitik.“