Bandlysning af modstanderne

I år 325 formulerede et koncil af biskopper i Nikæa i Lilleasien en trosbekendelse som erklærede at Guds søn var „sand Gud“ lige så vel som Faderen var „sand Gud“:

„Men dem, der siger: ’Der var en Tid, da han ikke var til’ og ’Før han blev født, var han ikke til’ og ’Han er blevet til af intet’ eller siger, at han er af en anden Hypostase eller Væsen, eller at Guds Søn er skabt eller foranderlig eller underkastet Ændringer, dem fordømmer den almindelige Kirke.“⁴

Enhver der troede at Guds Søn ikke var lige så evig som Faderen eller at Sønnen var skabt, var hjemfalden til evig fortabelse. Det er ikke svært at forestille sig hvilket pres de troende har været udsat for.

I år 381 mødtes et andet koncil i Konstantinopel og erklærede at den hellige ånd skulle prises og tilbedes ligesom Faderen og Sønnen. Et år senere, i 382, samledes endnu en synode i Konstantinopel og bekræftede helligåndens fulde guddommelighed.⁵ Samme år offentliggjorde pave Damasus ved koncilet i Rom en samling fordømmelser af „kætterier“. I dokumentet, kendt som pave Damasus I’s tome, stod der:

„Hvis nogen benægter at Faderen er evig, at Sønnen er evig og at Helligånden er evig, er han kætter.

Hvis nogen benægter at Gud Søn er sand Gud, ligesom Faderen er sand Gud, er almægtig, alvidende og ligestillet med Faderen, er han kætter.

Hvis nogen benægter at Helligånden . . . er sand Gud . . . er almægtig og alvidende, . . . er han kætter.

Hvis nogen benægter at de tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, er sande personer, ligestillede, evige, at de rummer alt synligt og usynligt og er almægtige, . . . er han kætter.

Hvis nogen siger at [Sønnen som blev] kød ikke var hos Faderen i himmelen mens han var på jorden, er han kætter.

Hvis nogen som siger at Faderen er Gud og Sønnen er Gud og Helligånden er Gud, . . . ikke siger at de er én Gud, . . . er han kætter.“⁶

Jesuitiske lærde som oversatte ovenstående fra latin, føjede følgende kommentar til: „Pave Skt. Cølestin I (422-32) betragtede tilsyneladende disse kanoner som love; de kan betragtes som definitioner af troen.“⁷ Og teologen Edmund J. Fortman hævder at pave Damasus’ tome repræsenterer „en sund og solid trinitarisk doktrin“.⁸

Hvis du er medlem af en kirke som accepterer treenighedslæren, stemmer din tro da med disse definitioner? Og er du klar over at ifølge kirkernes treenighedslære var Jesus i himmelen samtidig med at han opholdt sig på jorden? Denne lære ligner den kirkefaderen Athanasius i det fjerde århundrede fremholdt i sin bog Om Ordets Inkarnation:

„Vel var han [Jesus] i Legemet, men uden deraf at være indskrænket, eller andensteds savnes, — satte Legemet i Bevægelse, uden at dog Verden i det Hele manglede hans virksomme Nærværelse og Forsyn. Saaledes ogsaa under Nærværelsen i det menneskelige Legeme, som han levendegjorde samme Tid han oplivede Alt, allevegne var tilstede og ligefuldt stod udenfor det Hele.“⁹

Katolsk mini leksikon definerer treenigheden som:

„Den kristne betegnelse for én Gud i tre Personer, af samme værd og værdighed, forskellige og dog forenet i det ene og samme guddomsvæsen.“³