Som 12-årig besluttede Gustavo sig for at blive romersk-katolsk præst. Med sine forældres billigelse begyndte han at læse på et præsteseminarium. Dér blev han opslugt af aktiviteter som musik, teater og politik; alt sammen noget kirken havde iværksat for at tiltrække unge. Han vidste at en præst måtte vie sit liv til gavn for folket, og at han måtte forblive ugift. Men nogle af de præster og studerende Gustavo kendte, førte et umoralsk liv. Påvirkningen fra dette miljø fik snart Gustavo til at drikke tæt. Tydeligvis havde han endnu ikke fundet et åndeligt paradis.

En dag læste Gustavo en folder der handlede om et jordisk paradis. Den fik ham til at tænke over meningen med livet. Han fortæller: „Jeg begyndte at læse jævnligt i Bibelen, men forstod den ikke. Jeg lagde ikke engang mærke til at Gud har et navn.“ Han forlod præsteseminariet og henvendte sig til Jehovas Vidner for at få hjælp til at forstå Bibelen. Derefter gjorde han hurtigt fremskridt og indviede snart sit liv til Gud. Gustavo var i gang med at lære om det åndelige paradis.

Hvorfor mente Gustavo så at han havde fundet et åndeligt paradis hos Jehovas Vidner? Han siger: „Jeg sammenlignede det jeg havde set i verden, og især på præsteseminariet, med det jeg fandt hos Jehovas Vidner. Den store forskel er at der råder kærlighed blandt Jehovas Vidner.“