Videnskab og religion — En strid tager sin begyndelse

DEN 70-årige astronom lå for døden. I hånden havde han et manuskript som han læste med stort besvær. Det var et prøvetryk af en bog han havde skrevet, og som nu var klar til trykning. Hvad enten han vidste det eller ej, skulle hans værk komme til fuldstændig at ændre menneskehedens opfattelse af universet. Det ville også udløse en heftig strid inden for kristenheden som man endnu den dag i dag kan mærke eftervirkningerne af.

Den døende mand var Nikolaus Kopernikus, en polsk katolik. Året var 1543. I sit værk Om himmelsfærernes kredsbevægelser havde Kopernikus anbragt Solen, og ikke Jorden, i centrum af solsystemet. Med ét slag havde han erstattet det uhyre komplicerede system hvori Jorden var centrum, med et der i al sin enkelhed var smukkere.

Til at begynde med var der ikke meget der tydede på at det ville komme til en konflikt. Det skyldtes dels at Kopernikus havde fremlagt sine tanker på en taktfuld måde, og dels at den katolske kirke, der havde antaget den opfattelse at Jorden var midtpunkt i solsystemet, tilsyneladende var mere åben over for nye videnskabelige teorier på det tidspunkt. Paven selv tilskyndede endda Kopernikus til at udgive sit værk. Da Kopernikus omsider publicerede sin bog, var det en frygtsom redaktør der skrev forordet og fremstillede det heliocentriske verdensbillede (hvori Solen er midtpunkt) som et matematisk ideal og ikke nødvendigvis som en astronomisk sandhed.

Konflikten tilspidses

Næste aktør var den italienske astronom, matematiker og fysiker Galileo Galilei (1564-1642), som også var katolik. Gennem teleskoper hvori han havde indbygget en nylig opfundet linse, så han flere detaljer på himmelen end nogen tidligere havde set. De iagttagelser han gjorde, overbeviste ham om at Kopernikus havde ret. Galilei observerede også pletter på Solen, de såkaldte solpletter, og rejste dermed tvivl om en anden højt værdsat filosofisk og religiøs grundsætning — at Solen ikke undergår forandring eller nedbrydes.

I modsætning til Kopernikus udbredte Galilei sine tanker meget ligefremt og med stort mod. Det religiøse klima var desuden på hans tid blevet mere fjendtligt, for den katolske kirke modstod nu åbent den kopernikanske teori. Og eftersom Galilei ikke blot påstod at det heliocentriske verdensbillede var korrekt, men også i harmoni med Skriften, vejrede kirken kætteri.a

Galilei drog til Rom for at fremføre sit forsvar, men til ingen nytte. I 1616 befalede kirken ham at ophøre med at være fortaler for Kopernikus’ tanker. Galilei blev bragt til tavshed for en tid, men udgav i 1632 endnu et værk til støtte for Kopernikus. Allerede året efter blev han af inkvisitionsdomstolen idømt livsvarigt fængsel, en dom der under hensyntagen til hans alder kort efter blev ændret til husarrest.

Mange betragter Galileis strid med kirken som videnskabens store sejr over religionen — og i videre forstand over Bibelen. Men som den næste artikel viser, er det en overforenklet konklusion hvor mange kendsgerninger ignoreres.

[Fodnote]

Videnskaben og Bibelen — Er de egentlig i modstrid med hinanden?

SPIREN til konflikten mellem Galilei og den katolske kirke blev lagt længe før Kopernikus og Galilei blev født. Tanken om at Jorden var centrum i universet, også kaldt det geocentriske verdensbillede, blev antaget af de gamle grækere og gjort kendt af filosoffen Aristoteles (384-322 f.v.t.) og den græske astronom og astrolog Ptolemaios, der levede i det andet århundrede e.v.t.a

Aristoteles’ forestilling om universet var påvirket af den græske matematiker og filosof Pythagoras (6. århundrede f.v.t.). Aristoteles tilsluttede sig Pythagoras’ opfattelse af cirklen og sfæren som perfekte former og troede som følge heraf at himmelen var en række sfærer i sfærer som lagene i et løg. Hvert lag bestod af krystal, og Jorden var centrum. Stjernerne, der bevægede sig i cirkelbaner, fik deres bevægelse fra den yderste sfære, som fik sin kraft fra et guddommeligt ophav. Aristoteles mente desuden at Solen og andre himmellegemer var perfekte og ikke undergik forandring eller var behæftet med fejl.

Aristoteles’ store system var ikke et produkt af videnskab, men af filosofi. Efter hans mening ville det være i modstrid med sund fornuft at Jorden skulle bevæge sig. En anden tanke han afviste, var tanken om et tomt rum, for han mente at en Jord i bevægelse ville gå i stå som følge af friktion hvis ikke den blev påvirket af en konstant kraft. Eftersom Aristoteles’ forestilling forekom logisk og syntes at ligge inden for rammerne af datidens viden, bestod den i sin grundform i næsten 2000 år. Endda så sent som i det 16. århundrede gav den franske polyhistor Jean Bodin udtryk for den gængse opfattelse med ordene: „Intet menneske ved sine sansers fulde brug eller med blot det ringeste kendskab til fysik, vil nogen sinde kunne forestille sig at Jorden — tung og urokkelig på grund af sin egen vægt og masse — skulle snurre rundt om sin egen akse og rundt om Solen; for ved den mindste rystelse af Jorden ville vi se byer, fæstninger og bjerge styrte sammen.“

Kirken antager Aristoteles’ tanker

I det 13. århundrede blev der taget endnu et skridt som medvirkede til den senere strid mellem Galilei og kirken. Det havde at gøre med den katolske autoritet Thomas Aquinas (1225-74), der nærede så dyb respekt for Aristoteles at han omtalte ham som Filosoffen. Aquinas kæmpede i fem år for at få Aristoteles’ filosofi til at passe med kirkens lære. I sin bog Galileo’s Mistake siger Wade Rowland at på Galileis tid „var Thomas Aquinas’ teologi, der sammenblandede kirkens lære med Aristoteles’ filosofi, blevet noget grundlæggende i romerkirken“. Man må også holde sig for øje at der på den tid ikke fandtes nogen egentlig videnskab. Det var overvejende kirken der stod for undervisningen, og kirken var ofte autoritet når det gjaldt religion og videnskab.

Nu var grobunden skabt for sammenstødet mellem kirken og Galilei. Allerede før Galilei var begyndt at beskæftige sig med astronomi, havde han skrevet en afhandling om bevægelse. Den satte spørgsmålstegn ved mange af den højt agtede Aristoteles’ antagelser. Det var dog ikke derfor at Galilei blev stillet for inkvisitionsdomstolen i 1633, men det var hans stædige fastholden ved det heliocentriske verdensbillede og hans påstand om at det stemte med Bibelen.

I sin forsvarstale bekræftede Galilei at han fuldt og fast troede på at Bibelen var Guds inspirerede ord. Han anførte desuden at eftersom Bibelen var skrevet for almindelige mennesker, skulle de steder i Skriften hvor der hentydes til at Solen tilsyneladende bevæger sig, ikke fortolkes bogstaveligt. Hans argumenter var nytteløse. Galilei blev fordømt fordi han var imod en fortolkning af Skriften der var baseret på græsk filosofi. Først i 1992 indrømmede den katolske kirke officielt at den havde afsagt en fejlagtig dom over Galilei.

Hvad vi kan lære

Hvad lærer vi af disse begivenheder? Først og fremmest at Galilei ikke tvivlede på Bibelen. Det han satte spørgsmålstegn ved, var kirkens læresætninger. I en kommentar til dette emne har en skribent bemærket: „Det man kan lære i forbindelse med Galilei, er ikke at kirken holdt sig for nær til Bibelens sandheder, men snarere at den ikke holdt sig nær nok.“ Da kirken lod sin teologi blive påvirket af græsk filosofi, gav den efter for menneskers overleveringer i stedet for at følge Bibelens lære.

Dette leder tanken hen på denne advarsel i Bibelen: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Kolossenserne 2:8.