Jehova ændrer tider og perioder i Rumænien

I 1989 blæste forandringens vinde ind over Østeuropa. Regeringer der engang stod som uindtagelige fæstninger væltede i løbet af nogle måneder som dominobrikker. Foruden politiske omvæltninger kom sociale og økonomiske forandringer. Men det der var af størst interesse for Jehovas vidner var de religiøse forandringer. I det ene land efter det andet blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt og fik igen frihed til at fortsætte deres religiøse aktiviteter.

Men det så ud til at det ville gå anderledes i Rumænien. Regeringen havde så stramt et greb om folket at det tydede på at forandringens vinde ikke ville få den store virkning her. Da Jehovas vidner hørte om det der skete i andre østeuropæiske lande, spurgte de: „Vil vi mon opleve religionsfrihed inden Harmagedon?“ De havde en længsel i hjertet efter at kunne mødes med deres åndelige brødre og søstre til de kristne møder, forkynde den gode nyhed offentligt, og åbenlyst studere deres bibelske publikationer uden hele tiden at skulle gemme dem væk. Alt dette tegnede til kun at blive en ønskedrøm.

Men i december 1989 gik drømmen i opfyldelse! Til alles overraskelse blev Ceauşescus regering pludselig væltet. Med ét kunne disse kristne ånde lettet op. Den 9. april 1990 blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt som en religiøs organisation i Rumænien. Jehova havde ’ændret tider og perioder’ for de 17.000 aktive Jehovas vidner dér. — Jævnfør Daniel 2:21.

En lang historie

I 1911 vendte Carol Szabo og Josif Kiss tilbage til Rumænien fra De Forenede Stater, hvor de havde lært sandheden fra Bibelen at kende og havde indviet deres liv til Jehova for at gøre hans vilje. De ønskede at dele den gode nyhed med deres landsmænd. I Rumænien begyndte de straks at forkynde. Da den første verdenskrig brød ud blev de arresteret på grund af forkyndelsen. Den Rigets sæd de havde sået begyndte imidlertid at spire. I 1920, da arbejdet blev reorganiseret, var der omkring 1800 forkyndere i Rumænien.

På det tidspunkt begyndte man i Rumænien at mærke mere og mere til den oprørsånd der florerede i Balkanlandene, og uroen bredte sig. Vore åndelige brødre fortsatte arbejdet trods de svære tider. I 1924 åbnede Vagttårnsselskabet et kontor på adressen Regina Maria 26 i Cluj-Napoca, hvorfra arbejdet i Rumænien, Ungarn, Bulgarien, Jugoslavien og Albanien skulle ledes.

Den politiske situation blev meget spændt, og ud over problemer med myndighederne var der problemer inden for organisationen. I ’Årbogen’ for 1930 står der: „På grund af de troløse blandt dem Selskabet har sendt dertil, er vennerne blevet spredt og deres tillid er blevet rokket. Selskabet har søgt efter muligheder for at genoplive arbejdet i dette land, men de lokale myndigheder forbyder alt, og vi må vente indtil Herren åbner en gunstig vej.“ I 1930 blev Martin Magyarosi, et rumænsk Jehovas vidne der var blevet døbt i 1922, udnævnt som den nye landstjener, og kontoret blev senere flyttet til Crişana nr. 33 i Bukarest. Efter en lang kamp blev Selskabet endelig, i 1933, indregistreret som et juridisk anerkendt trossamfund i Rumænien.

Vanskelighederne fortsætter

Jehovas vidner i Rumænien blev fortsat udsat for svære prøvelser. I ’Årbogen’ for 1936 står der: „Der er utvivlsomt intet sted i verden hvor brødrene arbejder under sværere forhold end i Rumænien.“ Til trods for al den modgang nævner årsrapporten for 1937 at der var 75 menigheder med 856 forkyndere i Rumænien og at der var 2608 til stede ved mindehøjtiden.

Rumænien blev efterhånden også berørt af den anden verdenskrig. I september 1940 overtog general Ion Antonescu regeringsmagten og begyndte at regere på samme måde som Hitler. Terrorhandlinger hørte til dagens orden. I hundredvis af vore brødre blev arresteret, slået og torteret. I september 1942 blev broder Magyarosi arresteret, men han kunne stadig koordinere arbejdet i Transsilvanien fra fængselet.

Forfølgelsen fortsatte da Hitlers tropper fejede ind over landet i 1944. En rapport fra Bukarest beskriver forholdene under naziregimet: „Jehovas vidner i dette land blev forfulgt på det grusomste. Som følge af det hitlertro præsteskabs beskyldninger mod os for at være værre end kommunisterne, blev vi fængslet sammen med disse og i flere tilfælde idømt op til 25 års fængsel, livstid eller dødsstraf.“

Endelig sluttede krigen, og den 1. juni 1945 åbnede Selskabets kontor i Bukarest igen. Selv om det var vanskeligt at skaffe papir fik selvopofrende arbejdere trykt over 860.000 brochurer og over 85.000 eksemplarer af Vagttårnet på rumænsk og ungarsk. Jehova velsignede rigt deres store arbejdsindsats. Indtil 1946 var omkring 1630 nye blevet døbt. Et højdepunkt det år var landsstævnet der blev afholdt i Bukarest den 28. og 29. september. Præsteskabet gjorde sit yderste for at stoppe stævnet, men det lykkedes ikke, og omkring 15.000 overværede det offentlige foredrag. Det var første gang brødrene i Rumænien kunne afholde sådan et stævne.

Vagttårnsselskabet sendte broder Alfred Rütimann fra det schweiziske afdelingskontor til Rumænien. I august 1947 talte han til op mod 4500 brødre på 16 steder og opmuntrede dem til at udholde det der lå foran dem. Jehovas vidner blev snart udsat for pres, denne gang fra det kommunistiske styre. I februar 1948 forbød myndighederne vores trykkeri- og forkyndervirksomhed; i august 1949 blev der foretaget en razzia på kontoret på adressen Alion 38. Som følge heraf blev mange brødre, deriblandt broder Magyarosi, arresteret. Denne gang blev de anklaget for at være imperialister og blev sendt i fængsel eller i arbejdslejr. I de næste 40 år var arbejdet forbudt, og Jehovas vidner led meget. Modstanderne skabte også problemer inden for organisationen, hvilket var årsag til yderligere uro. Endelig, i 1989, faldt Ceauşescus regering, og de var frie! Hvordan ville de nu udnytte denne frihed?

Offentlig forkyndelse genoptages

Jehovas vidner spildte ikke tiden. De begyndte straks at forkynde fra hus til hus. Men det var ikke nemt for dem der under forbudet i årevis modigt havde forkyndt ved hjælp af uformelle vidnesbyrd. De var nervøse nu hvor de skulle forkynde offentligt. De fleste havde aldrig prøvet det før, og sidste gang nogle havde forkyndt fra hus til hus var i slutningen af 40’erne. Hvilke resultater har de haft? Lad os se.

Et passende sted at begynde er i hovedstaden, Bukarest, med 2,5 millioner indbyggere. For to år siden var der kun fire menigheder i byen. Nu er der ti menigheder, og over 2100 overværede mindehøjtiden i 1992. Der ledes mange fremadskridende hjemmebibelstudier, så der oprettes nok snart nye menigheder.

Craiova, en by med omkring 300.000 indbyggere, ligger i den sydvestlige del af landet. Indtil 1990 var der kun omkring 80 forkyndere i byen. Men så greb pionerånden om sig, og arbejdet gik støt fremad. Alene i 1992 blev 74 døbt, og forkynderne leder mere end 150 bibelstudier. De over 200 forkyndere er ivrige efter at finde et passende sted til en rigssal.

I Tirgu-Mures ønskede en søster at få sit navn slettet af kirkens medlemsliste, og derfor gik hun sammen med to brødre op til den ortodokse præst. Efter at have fået grunden til deres besøg at vide inviterede præsten dem ind, og de fik en god drøftelse. Præsten sagde så: „Jeg er misundelig på jer, men ikke med et dårligt motiv. Vi burde gøre det arbejde som I gør. Det er for dårligt at den ortodokse kirke er en slumrende kæmpe!“ Han modtog brochuren Skal man tro på treenigheden? og et eksemplar af Vagttårnet. Søsteren er lykkelig for at hun ikke længere tilhører ’den slumrende kæmpe’. — Jævnfør Åbenbaringen 18:4.

Det er bemærkelsesværdigt at størstedelen af dem der i dag lærer Bibelens sandheder at kende er unge mennesker. Hvorfor er det tilfældet? Tilsyneladende forventede de meget af regeringsskiftet, men blev skuffede. De er lykkelige over at lære at kun Jehovas rige kan bringe en varig løsning på vore problemer. — Salme 146:3-5.

Store ting sker i små byer

Ocoliş er en lille by i det nordlige Rumænien. I 1920 vendte en mand ved navn Pintea Moise tilbage fra den russiske front, hvor han havde været taget som krigsfange. Han havde tidligere været katolik, men i mellemtiden var han blevet baptist. Tre uger efter sin hjemkomst fik han besøg af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Efter besøget sagde han: „Nu har jeg fundet sandheden om Gud!“ I 1924 var der en gruppe på 35 i Ocoliş.

I dag, blandt en lokalbefolkning på 473, er der 170 forkyndere. Hver forkynder har cirka to huse som sit tildelte distrikt, og de besøger også de omkringliggende landsbyer. Alligevel er de optimistiske. De har lige bygget en smuk rigssal med plads til 400. De lokale Jehovas vidner udførte selv alt arbejdet.

Den by hvor brødrene Szabo og Kiss slog sig ned i 1914, hed Valea Largă. I 1991 var der, blandt dens 3700 indbyggere, otte menigheder og 582 forkyndere. Ved mindehøjtiden i 1992 var der 1082 til stede — næsten hver tredje indbygger i denne dal.

Specialpionerer bereder vejen

Specialpionerer spiller en stor rolle i arbejdet med at bringe den gode nyhed ud til mennesker der bor i mere afsidesliggende områder. Så snart man havde fået frihed til at forkynde begyndte Ionel Alban at arbejde i to byer. Han brugte to dage om ugen i Orşova og fem dage i Turnu-Severin.

Der var ingen forkyndere i Orşova da Ionel kom dertil. Den første uge påbegyndte han et bibelstudium med en dreng på 14 år. På to måneder foretog den unge mand så mange forandringer at en ven og en nabo også begyndte at studere. Naboen, Roland, der var katolik, gjorde store fremskridt. Efter kun halvanden måned fulgtes han med Ionel i forkyndelsen, og efter fem måneder blev han døbt. Straks meldte han sig som heltidsforkynder. Hans moder begyndte også at studere og blev døbt i 1992 ved områdestævnet „Lysbærere“. Nu er der ti forkyndere i Orşova, og de leder 30 hjemmebibelstudier.

Den første der tog imod sandheden i Turnu-Severin var en portier på det hotel hvor Ionel var indlogeret. Efter to måneder blev manden udøbt forkynder, og tre måneder senere blev han døbt. Han er nu en af de 32 forkyndere der i alt leder 84 hjemmebibelstudier.

En anden specialpioner, Gabriela Geica, var almindelig pioner, selv da vort arbejde var forbudt. Hun havde et ønske om at virke hvor der var større behov. Hun fik tildelt et vidtstrakt område som distrikt. Nogle gange måtte hun rejse mellem 100 og 160 kilometer for at besøge interesserede. En af de byer hun besøgte hed Motru, og der var kun fire forkyndere. „På grund af vores øgede aktivitet i Motru begyndte præsten og andre religiøse grupper at vende sig imod os,“ fortæller hun. „De påvirkede borgmesteren og politiet til at presse de familier jeg boede hos. De smed mig ud, så omkring hver anden måned måtte jeg se mig om efter et nyt sted at bo.“

Gabriela påbegyndte et studium med en ateist i Orşova der sagde at hun ikke var interesseret i religion eller i Bibelen. Men efter at have studeret i fire måneder begyndte kvinden at forsvare Bibelen. Selv om hendes mand lukkede hende ude om aftenen og truede med skilsmisse eller at dræbe hende, bevarede hun sin uangribelighed. Hun ledede ti bibelstudier endnu før hun blev døbt.

Storslåede fremtidsudsigter

I august 1992 nåede Rumænien et højdepunkt på 24.752 forkyndere fordelt på 286 menigheder. Mindehøjtiden blev overværet af mere end 66.000. Der arbejder 17 på det lille afdelingskontor i Bukarest, og de yder deres bedste for at dække brødrenes åndelige behov. De ser frem til inden længe at påbegynde byggeriet af et større afdelingskontor.

Jehovas vidner i Rumænien er forbløffede over de hurtige forandringer der er sket inden for de seneste par år. De er Jehova Gud taknemmelige for at de er en del af en international menighed der bærer hans navn og hjælper mennesker til at få nøjagtig kundskab om ham og hans uforanderlige hensigt. Efter at have været igennem så mange år med trængsler og forfølgelse er de lykkelige for at Jehova har ændret tider og perioder i Rumænien!

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i en trykte publikation)

RUMÆNIEN

UNGARN

Bukarest

Cluj-Napoca

Craiova

Tirgu-Mures

Orşova

Turnu-Severin

Motru

Turda

BULGARIEN

[Illustrationer på side 24, 25]

1. Omkring 700 Jehovas vidner samlet i en skov i 1947

2. En indbydelse til et offentligt foredrag i 1946

3. Stævne i Alba Iulia i 1992

4. Forkyndelse i Cluj-Napoca i dag

5. En rigssal nær Turda

6. Betelfamilien i Bukarest