Skribent: Paulus

1. Hvad behandler Paulus i sit brev til romerne?

I APOSTELGERNINGER så vi hvordan Paulus, der voldsomt havde forfulgt de jødiske kristne, blev en nidkær Kristi apostel som blev sendt ud til ikkejødiske nationer. Romerbrevet er et af de fjorten breve som den hellige ånd inspirerede denne tidligere farisæer, der nu var en trofast tjener for Gud, til at skrive. Da Paulus skrev til romerne havde han allerede fuldført to lange missionsrejser og var godt i gang med den tredje. Han havde skrevet fem andre inspirerede breve: det første og andet brev til thessalonikerne, brevet til galaterne og det første og andet brev til korintherne. Alligevel synes det passende at Romerbrevet i vore bibler har sin plads før de andre breve, eftersom det indeholder en omfattende behandling af den nye ligestilling mellem jøder og ikkejøder, de to grupper Paulus forkyndte for. Det forklarer et vendepunkt i Guds forhold til sit folk og viser at de inspirerede Hebraiske Skrifter for længe siden havde forudsagt at den gode nyhed også skulle forkyndes for ikkejøder.

2. (a) Hvilke problemer behandler Paulus i Romerbrevet? (b) Hvad fastslår han i dette brev?

² Paulus, der bruger Tertius som sekretær, fremsætter stærke argumenter og anfører et forbløffende antal citater fra De Hebraiske Skrifter, og dette gør hans brev til romerne til en af de mest magtfulde bøger i De Kristne Græske Skrifter.

5. Hvad bekræfter Romerbrevets ægthed?

⁵ Brevets ægthed er blevet slået grundigt fast. Det er, som der siges i indledningen, fra „Paulus, en Jesu Kristi træl, kaldet til at være apostel, . . . til alle der er i Rom som Guds elskede, kaldede til at være hellige“. (Rom. 1:1, 7) De ydre vidnesbyrd om dets ægthed hører til de ældste der findes for De Kristne Græske Skrifters vedkommende. Peter bruger i sit første brev, der sandsynligvis er skrevet seks til otte år senere, så mange udtryk der ligner udtrykkene i Romerbrevet, at mange autoriteter mener at han allerede må have set et eksemplar af dette brev. Det er tydeligt at Romerbrevet blev anset for at være en del af Paulus’ skrifter, og det omtales også som sådant af Clemens fra Rom, Polykarp fra Smyrna og Ignatius fra Antiochia, der alle levede i slutningen af det første og begyndelsen af det andet århundrede.