„Vær brændende i ånden“

„Vær ikke nølende i jeres iver. Vær brændende i ånden. Træl for Jehova.“ — ROM. 12:11.

1. Hvorfor bragte israelitterne slagtofre og andre former for ofre?

JEHOVA sætter pris på de ofre hans tjenere villigt bringer som et udtryk for at de elsker ham og underlægger sig hans vilje. I gammel tid tog han imod slagtofre og andre former for ofre. Israelitterne bragte disse ofre som Moseloven foreskrev, for at opnå tilgivelse for synder og for at give udtryk for deres taknemmelighed. Vi lever nu under den kristne ordning, og Jehova kræver ikke længere at vi bringer ham sådanne ceremonielle ofre. Men som Paulus påpeger i kapitel 12 i sit brev til de kristne i Rom, forventer Gud stadig at vi bringer ham ofre. Vi vil i det følgende se hvordan vi kan gøre det.

Et levende slagtoffer

2. Hvilket liv lever vi som kristne, og hvad indebærer det?

² Læs Romerbrevet 12:1, 2. Tidligere i sit brev har Paulus klart vist at salvede kristne, uanset om de var jøder eller ikkejøder, blev erklæret retfærdige over for Gud ved tro, ikke ved gerninger. (Romerne 1:16; 3:20-24) I kapitel 12 forklarer Paulus at kristne bør vise deres taknemmelighed ved at leve et selvopofrende liv. For at vi kan gøre det, må vi forny vores sind. Som følge af den nedarvede ufuldkommenhed er vi underlagt „syndens og dødens lov“. (Romerne 8:2) Det er derfor nødvendigt at vi lader os forvandle, at vi „gøres nye i [vort] sinds drivkraft“, ved radikalt at ændre vores tankegang. (Efeserne 4:23) En så gennemgribende forandring kan kun foretages med hjælp fra Gud og hans ånd. Men vi må også selv gøre en ihærdig indsats ved at bruge vores sunde fornuft. Det vil sige at vi må gøre vores yderste for ikke at ’lade os forme efter denne tingenes ordning’ med dens dårlige moral, nedbrydende underholdning og fordrejede tankegang. — Ef. 2:1-3.

3. Hvorfor deltager vi i kristne aktiviteter?

³ Paulus opfordrer os også til at bruge vores sunde fornuft til at forvisse os om hvad der er „Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. Hvorfor læser vi daglig i Bibelen, grunder over det vi læser, beder, overværer de kristne møder og forkynder den gode nyhed om Riget? Gør vi det fordi menighedens ældste tilskynder os til det? Vi er sandt nok taknemmelige for de påmindelser de giver os. Men den egentlige grund til at vi tager del i kristne aktiviteter, er at vi tilskyndes af Guds ånd til at vise vores dybe kærlighed til Jehova. Desuden er vi personligt overbeviste om at det er Guds vilje at vi skal være optaget af disse ting. (Zak. 4:6; Ef. 5:10) Det giver os stor glæde og tilfredshed at vide at når vi lever som sande kristne, kan vi være Gud til behag.

Forskellige gaver

4, 5. Hvordan bør kristne ældste bruge deres gaver?

⁴ Læs Romerbrevet 12:6-8, 11. Paulus forklarer at „vi . . . har gaver der er forskellige alt efter den ufortjente godhed der er skænket os“. Nogle af de gaver han nævner — det at tilskynde og det at præsidere — angår især kristne ældste, som bliver formanet til at præsidere „i fuldt alvor“.

⁵ Den samme alvor skal ifølge Paulus tydeligt kunne ses i den måde hvorpå tilsynsmænd tjener som lærere og udfører „en tjeneste“. Ud fra sammenhængen ser det ud til at Paulus her tænker på „en tjeneste“ der udføres i menigheden, som han sammenligner med et legeme. (Rom. 12:4, 5) Denne tjeneste svarer til den der er omtalt i Apostelgerninger 6:4, hvor apostlene erklærer: ’Vi vil være helt optaget af bønnen og ordets tjeneste.’ Hvad omfatter en sådan tjeneste? Kristne ældste bruger de gaver de har fået, til at opbygge menighedens medlemmer. De viser at de ’tager vare på denne tjeneste’ når de med alvor giver menigheden bibelsk vejledning, og for at kunne gøre det må de under bøn studere Guds ord, gå i dybden med bibelske spørgsmål, undervise og udføre hyrdearbejde. Tilsynsmænd skal anvende deres gaver samvittighedsfuldt og drage omsorg for fårene „med glæde“. — Rom. 12:7, 8; 1 Pet. 5:1-3.

6. Hvordan kan vi følge den tilskyndelse der bliver givet i Romerbrevet 12:11, som er temaskriftstedet for denne artikel?

⁶ Paulus fortsætter med at sige: „Vær ikke nølende i jeres iver. Vær brændende i ånden. Træl for Jehova.“ Hvis vi bliver opmærksomme på at vi er begyndt at slække på vores tjeneste, må vi måske tage vores studievaner op til revision og bede oftere og mere inderligt om at få Jehovas ånd, der kan hjælpe os til at bekæmpe enhver form for lunkenhed og til at forny vores iver. (Luk. 11:9, 13; Åb. 2:4; 3:14, 15, 19) Den hellige ånd gav de kristne i det første århundrede kraft til at tale om „Guds storslåede gerninger“. (Apg. 2:4, 11) På lignende måde kan den motivere os til at blive nidkære i tjenesten, ja, „brændende i ånden“.

Ydmyghed og beskedenhed

7. Hvorfor bør vi tjene med ydmyghed og beskedenhed?

⁷ Læs Romerbrevet 12:3, 16. De gaver som vi måtte have fået, skyldes Jehovas „ufortjente godhed“. Paulus siger et andet sted: „At vi er tilstrækkelig egnede kommer fra Gud.“ (2 Kor. 3:5) Derfor må vi ikke fremhæve os selv. Vi bør ydmygt erkende at ethvert godt resultat vi opnår i tjenesten for Gud, skyldes hans velsignelse og ikke vores egne evner. (1 Kor. 3:6, 7) Paulus udtaler i tråd med dette: ’Jeg siger til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke.’ Vi må nødvendigvis have et vist mål af selvværd og finde glæde og tilfredshed i vores tjeneste. Men når vi er beskedne og kender vores begrænsninger, vil det hindre os i at blive påståelige og stædigt holde fast ved vores egne meninger. Vi ønsker tværtimod at „tænke med et sundt sind“.

8. Hvordan kan vi undgå at ’blive kloge i egne tanker’?

⁸ Hvor ville det være tåbeligt af os at prale af noget vi har udrettet. Det er jo Gud „som får det til at gro“. (1 Kor. 3:7) Paulus siger at Gud har tildelt hver enkelt i menigheden „et mål af tro“. I stedet for at føle os hævet over andre bør vi vise anerkendelse af det de udretter med det mål af tro de har. Paulus fortsætter: „Tænk på andre som I tænker på jer selv.“ I et andet af sine breve beder apostelen os om ikke at gøre noget ’af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed at agte de andre højere end os selv’. (Fil. 2:3) Det kræver ydmyghed og en bevidst indsats at erkende at hver eneste af vores brødre og søstre i visse henseender udmærker sig i forhold til os. En ydmyg indstilling vil derfor afholde os fra at ’blive kloge i egne tanker’. Særlige tjenesteforrettigheder kan ganske vist bringe nogle i rampelyset, men vi vil alle finde dyb glæde ved at ’holde os til det beskedne’ (’påtage os beskedne opgaver’, An American Translation), noget der ikke altid bliver bemærket af andre. — 1 Pet. 5:5.

Vores kristne enhed

9. Hvorfor sammenligner Paulus de åndsavlede kristne med lemmerne på et legeme?

⁹ Læs Romerbrevet 12:4, 5, 9, 10. Paulus sammenligner de salvede kristne med lemmerne på et legeme der tjener i forening under ledelse af deres hoved, Kristus. (Kol. 1:18) Han minder de åndsavlede kristne om at lemmerne på et legeme har mange forskellige funktioner, og at de, „skønt mange“, er „ét legeme i samhørighed med Kristus“. I sit brev til de kristne i Efesus gjorde Paulus brug af lignende vendinger: „Lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus. Det er ud fra ham at hele legemet, ved at være harmonisk sammenføjet og bragt til at samarbejde gennem hvert medvirkende led i overensstemmelse med den virksomhed som hvert enkelt medlem efter sit mål udfolder, bidrager til legemets vækst, så det opbygger sig selv i kærlighed.“ — Ef. 4:15, 16.

10. Hvilken myndighed bør de „andre får“ anerkende?

¹⁰ Selvom de „andre får“ ikke er en del af Kristi sammensatte legeme, kan de lære meget af denne illustration. (Joh. 10:16) Paulus siger at Jehova „lagde . . . alt under [Kristi] fødder, og han gav ham som hoved over alle ting til menigheden“. (Ef. 1:22) I dag er de andre får en del af alle de „ting“ Kristus er sat som hoved over. De er også blandt det „han ejer“, og som han har betroet i ’den trofaste og kloge træls’ varetægt. (Matt. 24:45-47) De der har et jordisk håb, bør derfor anerkende Kristus som deres hoved og underordne sig den trofaste og kloge træl og dens Styrende Råd samt de mænd der er udnævnt som tilsynsmænd i menigheden. (Hebr. 13:7, 17) Det vil bidrage til den kristne enhed.

11. Hvad er vores enhed grundlagt på, og hvilken anden vejledning gav Paulus?

¹¹ En sådan enhed er grundlagt på kærlighed, der er „enhedens fuldkomne bånd“. (Kol. 3:14) Det er noget Paulus understreger i Romerbrevet, kapitel 12, hvor han siger at vores kærlighed skal „være uden hykleri“, og at vi „i broderkærligheden“ bør vise „inderlig hengivenhed for hinanden“. Det fører til gensidig respekt. Apostelen siger: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ Nu må vi naturligvis ikke forveksle kærlighed med misforstået loyalitetsfølelse. Vi vil gøre alt hvad vi kan, for at holde menigheden ren. Til sin vejledning om kærlighed tilføjer Paulus: „Afsky det onde, hold jer til det gode.“

Gæstfrihedens vej

12. Hvad kan vi lære af de kristne i oldtidens Makedonien med hensyn til at hjælpe andre?

¹² Læs Romerbrevet 12:13. Den kærlighed vi nærer til vores brødre, vil få os til at ’dele med de hellige, alt efter deres behov’, og alt efter hvad vi evner. Også hvis vi ikke ejer ret meget, kan vi dele det vi har, med andre. Paulus skrev følgende om de kristne i Makedonien: „Deres overflod af glæde og deres dybe fattigdom under en stor prøve med megen trængsel har fået deres gavmildheds rigdom til at strømme over. For efter evne, ja, jeg vidner, over evne gav de, idet de på eget initiativ blev ved med meget indtrængende at bede os om at måtte øve velgørenhed og få en andel i hjælpen til de hellige [i Judæa].“ (2 Kor. 8:2-4) De kristne i Makedonien var på trods af deres fattigdom meget gavmilde. De betragtede det som en forret at kunne dele det de ejede, med deres nødlidende brødre i Judæa.

13. Hvad vil det sige at ’følge gæstfrihedens vej’?

¹³ Det græske udtryk der er oversat med „følg gæstfrihedens vej“, indeholder tanken om at vise initiativ. I The New Jerusalem Bible gengives udtrykket „vær på udkig efter muligheder for at være gæstfri“. Somme tider viser man gæstfrihed ved at invitere nogen til et måltid mad, og når man gør det motiveret af kærlighed, er det rosværdigt. Men hvis vi er initiativrige, vil vi opdage at der også er mange andre måder man kan være gæstfri på. Hvis vi for eksempel på grund af vores økonomiske situation eller helbredsproblemer ikke har mulighed for at invitere andre på et måltid mad, kan vi måske vise gæstfrihed ved at byde på en kop kaffe eller te eller en anden lille forfriskning.

14. (a) Hvilke ord er det græske ord som er oversat med „gæstfrihed“, sammensat af? (b) Hvordan kan vi vise omsorg for udlændinge i forkyndelsen?

¹⁴ Gæstfrihed har at gøre med vores indstilling til andre. Det græske ord der er oversat med „gæstfrihed“, er sammensat af to rodord der betyder „kærlighed“ og „fremmed“. Hvilke følelser nærer vi over for fremmede, eller udlændinge? Kristne der gør en stor indsats for at lære et andet sprog så de kan forkynde den gode nyhed for udlændinge der er flyttet til deres menigheds distrikt, kan virkelig siges at følge gæstfrihedens vej. Nu er vi naturligvis mange der på grund af vores omstændigheder ikke har mulighed for at lære et andet sprog. Og dog kan vi alle have en meningsfyldt andel i at hjælpe udlændinge ved at gøre flittig brug af brochuren Godt nyt til folk af alle nationer, som indeholder et bibelsk budskab på mange sprog. Har du haft gode resultater med at bruge denne brochure i forkyndelsen?

Indlevelsesevne

15. Hvordan var Jesus selv et eksempel på hvordan man kan efterleve tilskyndelsen i Romerbrevet 12:15?

¹⁵ Læs Romerbrevet 12:15. Paulus’ råd i dette vers kan sammenfattes i to ord: Vis empati. Vi må lære at forstå, og endda kunne mærke, hvordan andre har det, om de er glade eller kede af det. Vores evne til at glæde os med andre eller vise dem medfølelse vil være et vidnesbyrd om at vi er brændende i ånden. Da 70 af Jesu disciple glade vendte tilbage efter at have forkyndt og fortalte om alle de gode resultater de havde haft, blev Jesus „usigelig glad i den hellige ånd“. (Luk. 10:17-21) Han glædede sig sammen med dem. Derimod ’græd han med dem der græd’ da hans ven Lazarus var død. — Joh. 11:32-35.

16. Hvordan kan vi bruge vores indlevelsesevne, og hvem især må gøre det?

¹⁶ Vi ønsker at følge Jesu eksempel med hensyn til at vise empati. Når en af vores kristne brødre og søstre glæder sig, vil vi gerne glæde os sammen med ham eller hende. På samme måde bør vi have en fintmærkende fornemmelse for de lidelser og sorger vores brødre og søstre er plaget af. Ofte kan vi lette en stor byrde for dem af vores trosfæller der kæmper med en indre smerte, ved at tage os tid til at lytte til dem med oprigtig medfølelse og forståelse. Og nogle gange bliver vi så berørt af det de fortæller os, at vores dybe medfølelse kommer til udtryk i tårer. (1 Pet. 1:22) Især ældste bør følge det råd Paulus giver om at vise empati.

17. Hvad har vi indtil videre lært af Romerbrevet, kapitel 12, og hvad vil blive behandlet i den næste artikel?

¹⁷ De vers vi indtil videre har behandlet i Romerbrevet, kapitel 12, har indeholdt vejledning vi kan anvende i vores liv som kristne og i forholdet til vores brødre. I den næste artikel vil vi gennemgå de resterende vers i dette kapitel, der handler om hvordan vi bør betragte og forholde os til dem der ikke er en del af den kristne menighed, blandt andet dem der modstår og forfølger os.

„Hold fred med alle mennesker“

„Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — ROM. 12:18.

1, 2. (a) Hvilken advarsel gav Jesus sine disciple? (b) Hvor kan vi finde vejledning om hvordan vi skal reagere når vi møder modstand?

JESUS advarede sine disciple om at de ville komme ud for modstand fra verdens nationer, og aftenen før han døde, forklarede han hvorfor. Han sagde til sine apostle: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 15:19.

² Apostelen Paulus vidste af erfaring at det Jesus havde sagt, var sandt. I sit andet brev til sin unge medarbejder Timoteus skrev Paulus: „Du har nøje fulgt min lære, min livsførelse, min hensigt, min tro, min langmodighed, min kærlighed, min udholdenhed, mine forfølgelser, mine lidelser.“ Derefter tilføjede han: „Ja, alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:10-12) I kapitel 12 i sit brev til de kristne i Rom gav Paulus en klog vejledning om hvordan de skulle reagere når de mødte modstand. Hans ord kan være en rettesnor for os her i endens tid.

„Vær i forvejen indstillet på det der er godt“

3, 4. (a) Hvordan kan man følge rådet i Romerbrevet 12:17 i en religiøst splittet husstand? (b) Hvordan kan man følge dette råd i forholdet til sine naboer?

³ Læs Romerbrevet 12:17. Paulus forklarede at vi ikke skal give igen med samme mønt når nogen er fjendtlige over for os. Det er især vigtigt at følge hans ord i en religiøst splittet husstand. Den kristne modstår fristelsen til at ’give igen’ hvis hans eller hendes ægtefælle er uvenlig i ord eller handling. Der kommer ikke noget godt ud af at ’gengælde ondt med ondt’. Nej, det vil kun forværre situationen.

⁴ Paulus anbefaler en langt bedre fremgangsmåde: „Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne.“ En hustru kan gyde olie på vandene ved at være venlig over for sin mand når han siger noget kritisk om hendes tro. (Ordsp. 31:12) Carlos, der nu tjener på Betel, fortæller hvordan hans mor overvandt faderens stærke modstand ved at forblive venlig over for ham og samvittighedsfuldt klare de huslige pligter. „Hun bad os børn om altid at være respektfulde over for ham. Hun krævede at jeg spillede boules (et fransk kuglespil) med ham selvom jeg ikke brød mig særlig meget om spillet. Men han blev altid i godt humør af at spille det.“ Til sidst begyndte Carlos’ far at studere Bibelen, og han blev døbt. Når det drejer sig om ’i forvejen at være indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne’, har Jehovas Vidner ofte overvundet fordomme når de i tilfælde af en katastrofe har ydet folk i nabolaget praktisk hjælp.

Hvordan modstand kan smeltes bort med „gloende kul“

5, 6. (a) I hvilken forstand skal man dynge „gloende kul“ på en fjendes hoved? (b) Fortæl en oplevelse fra lokalområdet der viser at det giver gode resultater at følge vejledningen i Romerbrevet 12:20.

⁵ Læs Romerbrevet 12:20. Da Paulus formulerede ordene i dette vers, har han uden tvivl haft det vi læser i Ordsprogene 25:21, 22, i tanke: „Hvis den der hader dig sulter, så giv ham brød at spise, og hvis han tørster, så giv ham vand at drikke, for derved samler du gloende kul på hans hoved, og Jehova vil belønne dig.“ I betragtning af den vejledning Paulus gav i Romerbrevet, kapitel 12, kan han næppe have ment at de billedlige kul skulle bruges til at straffe en modstander med eller få ham til at skamme sig. Det er snarere sådan at dette ordsprog — og Paulus’ lignende ord til romerne — henviser til en gammel metode til udsmeltning af metaller. Den engelske bibelkommentator Charles Bridges fra det 19. århundrede har skrevet: „Man anbringer ikke blot det svært bearbejdelige metal over ilden, men dynger også gloende kul oven på det, så det er helt omsluttet. Det er kun få hjerter der er så hårde at de ikke lader sig smelte af den stærke kraft der udgår fra en tålmodig, uselvisk, brændende kærlighed.“

⁶ Ligesom „gloende kul“ kan venlighed gøre en modstander varm om hjertet og måske få hans eller hendes fjendtlighed til at smelte bort. En venlig optræden kan gøre folk mere imødekommende over for Jehovas tjenere og det bibelske budskab de forkynder. Apostelen Peter skrev: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer, for det som de nu bagtaler jer for som forbrydere.“ — 1 Pet. 2:12.

„Hold fred med alle mennesker“

7. Hvad er den fred som Kristus giver sine disciple, og hvad får den os til at gøre?

⁷ Læs Romerbrevet 12:18. Den sidste aften Jesus var sammen med sine disciple, sagde han til dem: „Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.“ (Joh. 14:27) Den fred Kristus giver sine disciple, er den indre ro de får når de føler at Jehova og hans søn elsker dem og har godkendt dem. Denne indre fred bør få os til at leve fredeligt med andre. Sande kristne elsker fred og stifter fred. — Matt. 5:9.

8. Hvordan kan vi være fredsstiftende i hjemmet og i menigheden?

⁸ En måde man kan være fredsstiftende på i familien, er at bilægge uoverensstemmelser så hurtigt som muligt i stedet for at lade konflikterne udvikle sig. (Ordsp. 15:18; Ef. 4:26) Det samme gælder i den kristne menighed. Apostelen Peter forbinder det at jage efter fred med det at tæmme tungen. (1 Pet. 3:10, 11) Efter at have givet vejledning om tungens brug og behovet for at undgå misundelse og stridigheder skrev også Jakob: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk. Desuden får retfærdigheds frugt sin sæd sået i fred for dem som stifter fred.“ — Jak. 3:17, 18.

9. Hvad skal vi have for øje når vi forsøger at ’holde fred med alle mennesker’?

⁹ Med sin udtalelse i Romerbrevet 12:18 peger Paulus på at det ikke er nok at vi er fredsstiftende i familien og i menigheden. Han siger at vi skal ’holde fred med alle mennesker’. Det omfatter naboer, kolleger, skolekammerater og dem vi møder i den offentlige forkyndelse. Apostelen modererer dog sin vejledning ved at sige: „Om muligt, så vidt det står til jer.“ Det betyder at vi vil gøre alt hvad vi med rimelighed kan, for at „holde fred med alle“, men vi vil ikke gå så langt at vi krænker Guds retfærdige principper.

Hævnen er Jehovas

10, 11. I hvilken forstand ’giver vi plads for vreden’, og hvorfor er det rigtigt at gøre det?

¹⁰ Læs Romerbrevet 12:19. Selv når det gælder dem der „ikke er gunstigt stemt“ over for vores arbejde og det budskab vi forkynder, deriblandt dem der ligefrem modstår os, vil vi ’finde os i ondt’ og være milde. (2 Tim. 2:23-25) Paulus råder de kristne til ikke at hævne sig, men at ’give plads for vreden’. Hvis vrede er det Paulus tænker på? Han har nok ikke ment at vi burde lade vores egen vrede få frit løb. Nej, det er tydeligvis Guds vrede vi bør give plads for. Som kristne ved vi at vi ikke har ret til at hævne os. Salmisten skrev: „Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare; bliv ikke optændt af vrede — det fører kun til at man handler ondt.“ (Sl. 37:8) Og Salomon gav dette råd: „Sig ikke: ’Jeg vil gengælde med ondt!’ Sæt dit håb til Jehova, og han vil frelse dig.“ — Ordsp. 20:22.

¹¹ Hvis modstandere gør os fortræd, er det klogest at overlade det til Jehova at straffe dem — hvis og når han ønsker det. At det var Jehovas vrede Paulus havde i tanke, viser han ved at tilføje: „Der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Jævnfør Femte Mosebog 32:35). Hvis vi forsøgte at hævne os, ville vi handle overmodigt og påtage os noget som Jehova selv har forbeholdt sig retten til. Desuden ville det være et udtryk for manglende tro på Jehovas løfte om at han vil gengælde.

12. Hvornår vil Jehovas vrede blive åbenbaret, og hvordan vil den blive det?

¹² Tidligere i sit brev til romerne havde Paulus skrevet: „Guds vrede åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker som undertrykker sandheden ved uretfærdighed.“ (Rom. 1:18) Jehovas vrede vil blive åbenbaret fra himmelen gennem hans søn når „den store trængsel“ bryder løs. (Åb. 7:14) Det vil være „et bevis på Guds retfærdige dom“, som Paulus forklarede i et andet af sine inspirerede breve: „Det er jo kun retfærdigt fra Guds side at give dem trængsel til gengæld som volder jer trængsel, men jer som lider trængsel, lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus.“ — 2 Thess. 1:5-8.

Overvind det onde med det gode

13, 14. (a) Hvorfor bliver vi ikke overraskede når vi kommer ud for modstand? (b) Hvordan kan vi velsigne dem der forfølger os?

¹³ Læs Romerbrevet 12:14, 21. Med fuld tillid til at Jehova vil gennemføre sin hensigt, kan vi trygt lægge alle vores kræfter i det arbejde han har givet os at gøre — at forkynde ’den gode nyhed om riget på hele den beboede jord’. (Matt. 24:14) Vi er klar over at denne kristne gerning vil vække fjendernes vrede, for Jesus har givet os denne advarsel: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Matt. 24:9) Derfor bliver vi ikke overraskede eller mister modet når vi kommer ud for modstand. Apostelen Peter skrev: „I elskede, I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer, som om der hændte jer noget mærkeligt. Tværtimod, bliv ved med at fryde jer, da I jo er delagtige i Messias’ lidelser.“ — 1 Pet. 4:12, 13.

¹⁴ I stedet for at føle stærk uvilje mod dem der modstår os, forsøger vi at oplyse og informere dem fordi vi forstår at nogle af dem forfølger os af ren og skær uvidenhed. (2 Kor. 4:4) Vi bestræber os for at følge Paulus’ råd: „Bliv ved med at velsigne dem som forfølger; velsign og forband ikke.“ (Rom. 12:14) Man kan blandt andet velsigne modstanderne ved at bede for dem. Jesus sagde i Bjergprædikenen: „Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer, at velsigne dem der forbander jer, at bede for dem der fornærmer jer.“ (Luk. 6:27, 28) Apostelen Paulus vidste af egen erfaring at en der forfølger de kristne, kan blive en trofast Kristi discipel og en nidkær tjener for Jehova. (Gal. 1:13-16, 23) I et andet brev skrev Paulus: „Når vi hånes, velsigner vi; når vi forfølges, finder vi os i det; når vi smædes, bønfalder vi.“ — 1 Kor. 4:12, 13.

15. På hvilken måde overvinder man bedst det onde med det gode?

¹⁵ En sand kristen vil derfor følge den opfordring der bliver givet i det sidste vers i Romerbrevet, kapitel 12: „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ Alt ondt kommer fra Satan Djævelen. (Joh. 8:44; 1 Joh. 5:19) I den åbenbaring der blev givet til apostelen Johannes, gør Jesus kendt at hans salvede brødre „har sejret over [Satan] på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord“. (Åb. 12:11) Det viser at den bedste måde at besejre Satan på og overvinde den onde indflydelse han øver på denne nuværende ordning, er at gøre det gode gennem vores vidnegerning, ja, at forkynde den gode nyhed om Riget.

Glæd dig i håbet

16, 17. Hvad har Romerbrevet, kapitel 12, lært os om (a) hvordan vi bør bruge vores liv? (b) hvordan vi skal opføre os i menigheden? (c) hvordan vi bør behandle dem der modstår vores tro?

¹⁶ Vores korte gennemgang af kapitel 12 i Paulus’ brev til de kristne i Rom har mindet os om mange ting. Vi har lært at vi som Jehovas indviede tjenere hver især bør være villige til at bringe ofre. Og det der tilskynder os til at gøre det villigt, er Guds ånd og dét at vi ved hjælp af vores sunde fornuft er blevet overbevist om at det er Guds vilje. Vi er brændende i ånden og bruger ivrigt de forskellige gaver vi har fået. Desuden gør vi hvad vi kan for at bevare den kristne enhed ved at tjene med den rette ydmyghed og beskedenhed. Vi følger gæstfrihedens vej og viser ægte medfølelse.

¹⁷ Romerbrevet, kapitel 12, indeholder også en hel del vejledning om hvordan vi skal reagere på den modstand vi møder. Vi bør ikke give igen med samme mønt. I stedet skal vi overvinde modstanden ved at være venlige. Og i den udstrækning det er muligt, bør vi, uden at krænke Bibelens principper, bestræbe os for at leve fredeligt med alle mennesker. Det gælder i familien, i menigheden, over for naboer, på arbejdspladsen, i skolen og i vores offentlige tjeneste. Selv når andre er fjendtlige over for os, gør vi vores bedste for at overvinde det onde med det gode og huske at hævnen er Jehovas.

18. Hvilke tre opfordringer bliver der givet i Romerbrevet 12:12?

¹⁸ Læs Romerbrevet 12:12. Foruden alle disse kloge og praktiske råd kommer Paulus med tre indtrængende opfordringer. Eftersom vi aldrig vil kunne gøre alle disse ting uden at få hjælp fra Jehova, råder apostelen os til at ’være vedholdende i bønnen’. Hvis vi er det, vil vi kunne følge hans råd om at ’holde ud under trængselen’. Endelig må vi holde tankerne rettet mod den fremtid Jehova stiller os i udsigt, og ’glæde os i håbet’ over det evige liv, hvad enten det er i himmelen eller på jorden.