Efter 20 års kampe førte en khan ved navn Temüdjin (ca. 1162-1227) omkring 27 mongolske stammer ind under sit eget herredømme. Senere kæmpede muslimer af tyrkisk herkomst, kaldt tatarer, på mongolernes side. Da de ødelæggende mongolske militærstyrker red mod vest, var det de rædselsslagne europæere der kaldte dem for tatarer.b I 1206, da Temüdjin var lidt over 40 år gammel, gjorde mongolerne ham til Djengis Khan — en titel der betyder „den magtfulde hersker“ eller „den universelle hersker“. Han var også kendt som stor-khanen.

Djengis Khans store flokke af beredne bueskytter gik hurtigt og voldsomt til angreb, ofte fra flere fronter over en strækning på tusinder af kilometer. Militært set kunne Djengis Khan ifølge Encarta Encyclopedia „måle sig med Alexander den Store eller Napoleon I“. Den persiske historieskriver Juzjani, en af Djengis Khans samtidige, skildrede ham som værende „i besiddelse af kolossal energi, skarpsindighed, genialitet og dømmekraft“. Han beskrev ham også som „en bøddel“.

Uden for Mongoliets grænser

Det nordlige Kina var besat af manchuerne, som kaldte deres dynasti for Jin, eller ’gylden’. For at nå frem til manchuernes områder måtte mongolerne drage igennem den barske Gobiørken. Det var dog ikke en hindring for disse nomader, som om nødvendigt kunne overleve ved hjælp af mælk og blod fra heste. Selvom Djengis Khan udvidede sit herredømme til at indbefatte Kina og Manchuriet, fortsatte kampene i omkring 20 år. Blandt kineserne rekrutterede han lærde mænd, håndværkere og handelsmænd såvel som ingeniører der kunne bygge belejringsmaskiner og katapulter samt fremstille bomber fyldt med krudt.

Da Djengis Khan havde sikret sig kontrol over handelsvejene der gik ad Silkevejen til lande længere vestpå, forsøgte han at indgå et handelspartnerskab med den tyrkiske sultan Muhammad hvis område stødte op til khanens. Sultanen regerede over et vidtstrakt rige der omfattede det der i dag er Afghanistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan og det meste af Iran.

I 1218 ankom en mongolsk delegation til grænsen til sultanens rige under påskud af at ville gøre handel. Men den lokale statholder henrettede delegationen, hvilket satte gang i begivenheder der førte til mongolernes første invasion af et muslimsk land. I løbet af de næste tre år plyndrede og brændte mongolerne — om hvem det blev sagt at de var talrigere end myrer — systematisk byer og marker. De nedslagtede desuden en stor mængde af sultan Muhammads folk, med undtagelse af dem der besad nogle færdigheder som mongolerne kunne udnytte.

Mongolske styrker, antagelig omkring 20.000 mand, red derefter gennem Aserbajdsjan og Georgien til stepperne nord for Kaukasus, idet de nedkæmpede enhver hær de stødte på, deriblandt en russisk militærstyrke på 80.000 mand. På en ekspedition der foregik over en strækning på omkring 13.000 kilometer, red mongolerne rundt om Det Kaspiske Hav i hvad nogle betragter som et af de største kavaleritogter nogen sinde. Hærstyrkens række af erobringer dannede et mønster for senere mongolske herskeres invasion af Østeuropa.

Djengis Khans efterfølgere

Ögödei, den tredje af Djengis Khans fire sønner som han havde med sin førstehustru, blev den næste stor-khan. Ögödei konsoliderede sin magt over de erobrede lande, modtog skatter fra vasalregenterne og fuldførte erobringen af Jindynastiet i Nordkina.

For at fastholde både storriget og den overdådige livsstil som mongolerne var blevet forvænt med, besluttede Ögödei til sidst at føre krig igen — denne gang mod lande som ikke tidligere var blevet plyndret. Hans angreb gik i to retninger — mod europæiske lande i vest og mod Songdynastiet i det sydlige Kina. Kampagnen mod Europa var en succes, men ikke kampagnen mod Song. På trods af nogle enkelte sejre lykkedes det ikke mongolerne at erobre den væsentligste del af Songs områder

[Illustration på side 15]

Djengis Khan