Praktisk talt alle de store riger på Bibelens tid havde underordnede herskere med status som landshøvdinger, enten indfødte, lokale herskere eller landshøvdinger der var indsat over de besatte områder. (Aram: 1Kg 20:24; Assyrien: Ez 23:5, 6, 12, 23; Babylon: Jer 51:57; Persien: Ezr 8:36; Ne 2:7, 9; Arabien: 2Kor 11:32; Rom: Lu 3:1)

De kristne skulle ikke nære frygt for dem selv om de havde stor magt, eller være bekymrede for hvad de skulle sige når de aflagde vidnesbyrd over for dem. (Mt 10:18-20, 26)