AFHOLDELSE AF MINDEHØJTIDEN

Brødrene forsøgte hvert år at holde mindehøjtiden i lejrene. I en af lejrene i Mordova lykkedes det alle brødrene at overvære mindehøjtiden i de år de var der. Lejradministrationen prøvede naturligvis at hindre dem i det. De kendte datoen for mindehøjtiden, og som regel sørgede de for at alle vagter var i alarmberedskab den dag. Hen ad aftenen blev de fleste vagter dog trætte af at holde øje med brødrene og var knap så opmærksomme, for ingen vidste nøjagtig hvor eller hvornår højtiden ville finde sted.

Brødrene gjorde altid en indsats for at skaffe vin og usyret brød til lejligheden. Engang fandt og beslaglagde en gruppe opsynsvagter symbolerne efter at have fået øje på dem i en skuffe den dag mindehøjtiden skulle holdes. Senere blev vagtholdet udskiftet, og en broder som gjorde rent på vagtlederens kontor, fik fat i symbolerne og gav dem tilbage til brødrene uden at blive opdaget. Den aften holdt brødrene mindehøjtid ved det tredje vagtskifte. Det var især vigtigt at skaffe brød og vin fordi en af brødrene nød symbolerne.

MINDEHØJTID I EN LEJR FOR KVINDER

I andre lejre kom man ud for lignende problemer. Valentina Garnovskaja mindes hvor vanskeligt det var at holde mindehøjtiden i en lejr for kvinder i Kemerovo. Hun fortæller: „Der var omkring 180 søstre i lejren. Vi havde forbud mod at mødes. Gennem ti år lykkedes det os kun to gange at holde mindehøjtiden. Engang besluttede vi at holde mindehøjtid i et af de kontorer som jeg havde ansvar for at gøre rent. Søstrene kom i al hemmelighed lidt efter lidt flere timer før mindehøjtiden skulle begynde. Det lykkedes 80 søstre at komme. Vi stillede usyret brød og rødvin på skrivebordet.

Vi besluttede at begynde uden sang, så en søster indledte mødet med bøn. Alt foregik værdigt, og der var en glad stemning. Men pludselig hørte vi støj og råben. Det var formændene som ledte efter os. I næste øjeblik så vi at vagtlederen kiggede gennem vinduet, der ellers sad meget højt oppe. Samtidig lød der en kraftig banken på døren, og en eller anden beordrede os til at åbne. Formændene brasede ind, greb søsteren der holdt foredraget, og anbragte hende i isolation. En anden søster stod modigt frem for at fortsætte foredraget, men hun blev også ført væk. Efter hende forsøgte en tredje søster at færdiggøre foredraget, men det førte til at de stuvede os alle sammen ind i et andet rum og truede med at sætte os i isolation. I dette rum afsluttede vi mindehøjtiden med at synge en sang og bede en bøn.

Da vi vendte tilbage til barakkerne, sagde de andre fanger: ’I var pludselig alle sammen væk, så vi troede at Harmagedon var kommet, og at Gud havde taget jer op til himmelen og havde efterladt os her for at blive udryddet.’ Disse fanger havde ellers været sammen med os i nogle år uden at vise interessere for sandheden, men efter denne episode begyndte nogle af dem at lytte til budskabet.“

[Illustration på side 184, 185]

I en af lejrene i Mordova lykkedes det alle brødrene at overvære mindehøjtiden i de år de var der