Efterhånden som de to kvinder finder sig til rette i Betlehem, begynder Rut at tænke over hvordan hun kan forsørge sig selv og No’omi. Hun bliver klar over at den lov Jehova havde givet israelitterne, indeholdt en kærlig ordning til gavn for de fattige. Mens der blev høstet, havde de lov til at følge efter høstfolkene og tage det de efterlod, samt det der voksede langs kanterne eller i hjørnerne af marken.c — 3 Mosebog 19:9, 10; 5 Mosebog 24:19-21.

Det er under byghøsten, sandsynligvis i april efter vores moderne kalender, og Rut går ud på markerne for at se hvem der vil lade hende arbejde under ordningen med sankning. Tilfældigvis kommer hun til de marker der tilhører en mand ved navn Boaz, en velhavende jordbesidder og slægtning til No’omis afdøde mand, Elimelek. Ifølge Loven har hun ret til at sanke, men hun tager det ikke for givet; hun beder om lov hos den unge mand der fører tilsyn med høstfolkene. Det får hun, og straks går hun i gang med arbejdet. — Rut 1:22–2:3, 7.

Forestil dig hvordan Rut følger efter høstfolkene. Efterhånden som de høster byggen med deres segl af flintesten, bøjer hun sig ned for at opsamle hvad de taber eller efterlader, binder stråene sammen til neg og bærer dem hen til et sted hvor hun senere kan slå kernerne ud. Det er et langsommeligt og udmattende arbejde, og det bliver hårdere som formiddagen skrider frem. Men Rut holder ud og stopper kun arbejdet for at tørre sveden af panden og spise et enkelt måltid mad i „huset“ — sikkert et skur der er rejst for at give skygge til arbejderne.

Rut håber eller forventer sikkert ikke at blive bemærket — men det bliver hun. Boaz ser hende og spørger den unge mand der er sat over høstfolkene, hvem hun er. Boaz har en stærk tro og hilser sine arbejdere — hvoraf nogle måske er daglejere eller endda fremmede — med ordene: „Jehova være med jer.“ Og de returnerer hans hilsen. Denne åndeligsindede ældre mand viser faderlig interesse for Rut. — Rut 2:4-7.

Boaz kalder Rut „datter“ og råder hende til at blive ved med at sanke på hans marker og at holde sig til de unge piger i hans husstand for ikke at blive generet af nogle af arbejderne. Ved middagstid sørger han for at hun får noget at spise. Men først og fremmest sørger han for at rose og opmuntre hende. Hvordan det? — Rut 2:8, 9, 14.

Da Rut spørger Boaz hvad hun, en fremmed, har gjort siden han viser hende så stor venlighed, svarer han at han har hørt om alt det hun har gjort for sin svigermor, No’omi. No’omi har sikkert rost sin elskede Rut over for Betlehems kvinder, og det er kommet Boaz for øre. Han er også klar over at Rut er begyndt at tilbede Jehova, for han siger: „Måtte Jehova belønne din handlemåde, og måtte du få fuld løn af Jehova, Israels Gud, under hvis vinger du er kommet for at søge tilflugt.“ — Rut 2:12.

Disse ord må have været til stor opmuntring for Rut. Hun har ganske rigtigt valgt at søge tilflugt under Jehova Guds vinger, ligesom en fugleunge der søger tryghed og beskyttelse hos forældrene. Hun takker Boaz fordi han har talt så beroligende til hende. Og så fortsætter hun med at arbejde indtil aften. — Rut 2:13, 17.

Ruts levende tro er et godt eksempel for alle i dag som har det svært i disse økonomisk vanskelige tider. Hun mente ikke at andre skyldte hende noget, så hun værdsatte alt det hun fik af andre. Hun skammede sig ikke over at skulle arbejde hårdt og længe for at forsørge en hun holdt af, også selvom der var tale om et ydmygt arbejde. Hun tog taknemmeligt imod og fulgte de kloge råd hun fik om hvordan hun kunne udføre arbejdet under sikre forhold og i godt selskab. Og hvad der er endnu vigtigere, hun glemte aldrig at hendes sande tilflugtssted var hos hendes beskyttende Fader, Jehova Gud.