I begyndelsen af 1935, omkring seks måneder efter at jeg var blevet løsladt fra fængselet og var vendt tilbage til Betel, drøftede vi ved middagsbordet flere gange spørgsmålet om hvem ’den store skare’ kunne være. (Åbenbaringen 7:9, 13) Nogle hældede til den opfattelse at det var en sekundær himmelsk skare, sådan som Vagttårnsselskabets første præsident, broder Russell, havde fremført. Andre argumenterede for at ’den store skare’ måtte bestå af dem der har et jordisk håb. Broder Rutherford forholdt sig imidlertid tavs under disse drøftelser.

Det var med stor spænding at alle vi fra Betel rejste med særtog til Washington, D.C., for at overvære stævnet der skulle afholdes fra den 30. maj til den 3. juni 1935. På stævnets anden dag bekendtgjorde broder Rutherford den betagende nye forståelse at ’den store skare’ er en jordisk skare. Da han nåede til foredragets højdepunkt spurgte han: „Vil alle de der håber at komme til at leve evigt på jorden være så venlige at rejse sig?“ Omkring halvdelen af de 20.000 tilstedeværende rejste sig op. Derefter sagde broder Rutherford: „Se! Den store skare!“ Der var et øjebliks stilhed. Så brød vi alle ud i jubel, og bifaldet var højt og langt. Næste dag blev 840 døbt, hvoraf de fleste tilhørte den jordiske skare.

Dette nye lys over spørgsmålet om hvem der udgør ’den store skare’ førte i 1936 til nogle forandringer som forberedelse til at organisationen kunne tage imod den forventede tilstrømning af medlemmer til denne skare. Hidtil havde der for eksempel kun været én stor engelsk menighed i hele New York City, men nu blev der oprettet nye menigheder med os yngre salvede brødre som tilsynsmænd. I dag er der 336 menigheder i selve New York!

En ny opgave

Torsdag den 11. november 1937 blev en betydningsfuld dag i mit liv. Jeg havde fået besked på at henvende mig på broder Rutherfords kontor om eftermiddagen klokken tre. Jeg mødte til tiden, nervøs for at jeg skulle have en reprimande. Men efter nogle få venlige ord spurgte broder Rutherford om jeg var villig til at påtage mig en ny opgave.

„Jeg er villig til at tjene hvor som helst der er behov for det,“ svarede jeg.

Men det kom helt bag på mig da broder Rutherford spurgte: „Hvad vil du sige til at tjene som landstjener på Betel i London?“

„Det er sandelig en stor opgave!“ udbrød jeg.

„Desuden vil det betyde at du får en enkeltbillet og går ind på at blive der indtil efter Harmagedon. Så du får tre dage til at træffe din afgørelse,“ fortsatte han.

„Men, broder Rutherford, jeg behøver ikke tre dage. Hvis det er Jehovas vilje at jeg tager derover, så er mit svar ja!“

„Sådan regnede jeg også med at du ville svare,“ sagde broder Rutherford. „Broder Knorr har allerede købt din billet til skibet Queen Mary, der sejler til England næste onsdag.“

Det begyndte at snurre i mit hoved. „Du vil blive oplært i løbet af de næste få dage,“ sluttede broder Rutherford.

Da jeg kom tilbage til tjenesteafdelingen, der lå i fabriksbygningen, begyndte broder Knorr at le ad min overvældende forbavselse. Han vidste hvad der lige var passeret. Nathan H. Knorr var fabrikstilsynsmand og havde tidligere været i England sammen med broder Rutherford. Han begyndte omgående at give mig instrukser om hvordan man fører tilsyn med et afdelingskontor. Nogle få dage senere vendte jeg tilbage til broder Rutherford for at få yderligere instruktioner.

På baggrund af Mika 6:8 rådede broder Rutherford mig til at ’øve ret, holde fast ved organisationens måde at gøre tingene på, holde Bibelens normer højt, reagere omgående på anvisninger og ikke være tøvende, behandle brødrene kærligt, deltage regelmæssigt i forkyndelsen og vandre beskedent med Gud’. Han sagde at forkyndelsesarbejdet i England var blevet svækket fordi den hidtidige landstjener ikke gav det sin fulde støtte. Til slut sagde han med eftertryk: „Tilskynd til forøget tjeneste. England har behov for 1000 pionerer og ikke blot de 200 der er for tiden.“

Broder Rutherford aflægger besøg

I 1938, året før den anden verdenskrig udbrød, havde briterne oprettet en transoceanisk radiotelefonlinje. Deres ingeniører indvilligede i at forbinde fire kontinenter via denne radiotelefon, under et særligt stævne der skulle afholdes i London fra den 9. til den 11. september. Til dette stævne lejede man Royal Albert Hall, den største bygning der passede til formålet i London. Tre uger før stævnet ankom broder Rutherford med sin gruppe, deriblandt Nathan H. Knorr, for at hjælpe med forberedelserne.

For at avertere det offentlige foredrag organiserede man gadearbejde med sandwichplakater. Før dette averteringsarrangement første gang skulle løbe af stabelen, sendte broder Rutherford bud efter mig. Mens vi drøftede spørgsmål vedrørende stævnet sad han og tegnede kruseduller med sin fyldepen, hvilket han af og til gjorde mens han talte med nogen. Så rev han en lap papir af sin skriveblok og rakte den til mig. „Hvad synes du om det?“ spurgte han.

„RELIGIONEN ER EN SNARE OG ET SVINDLERFORETAGENDE,“ stod der.

„Det virker temmelig stærkt,“ svarede jeg.

„Det er også meningen,“ svarede broder Rutherford. Han gav derefter besked på at der skulle fremstilles nogle plakater med denne ordlyd, til brug i averteringsarbejdet onsdag aften. Den følgende aften gik broder Knorr og jeg i spidsen for omkring tusind brødre i en 10 kilometer lang march gennem Londons centrum.

Næste formiddag kaldte broder Rutherford mig til sit kontor og spurgte hvordan det var gået. „Mange kaldte os kommunister og ateister og kom med andre fjendtlige tilråb,“ sagde jeg. Så tænkte han sig om nogle minutter og rev så en lap papir af blokken hvorpå der stod: „TJEN GUD OG KONGEN KRISTUS.“ Han mente at nogle skilte ind imellem med denne ordlyd ville afbøde de fjendtlige reaktioner, og sådan gik det. Stævnet gik godt, og hovedpunkterne lørdag og søndag med temaforedraget „Se Kendsgerningerne i Øjnene“ blev med succes transmitteret til 49 samtidige stævner der blev afholdt i hele den engelsktalende verden.

Efter stævnet blev der afholdt et instruktionsmøde med landstjenerne fra de europæiske lande. Under dette møde fik jeg en alvorlig irettesættelse af broder Rutherford fordi de ordenshavende ved stævnet ikke havde fået tilstrækkelig oplæring. Denne tugt kaldte tårerne frem i mine øjne. Men William Dey fra Danmark trøstede mig senere og sagde at broder Rutherford blot havde brugt mig som eksempel for at tugte dem alle indirekte. Og sådan forholdt det sig! Næste dag inviterede broder Rutherford os alle til en særlig middag han selv havde tilberedt — han holdt meget af at tage et forklæde på og lave mad. Vi nød alle det opbyggende samvær.