SKJULT I 75 DAGE!

Tharcisse Seminega blev døbt i 1983. Da folkemordet fandt sted, boede han i Butare i Rwanda, omkring 120 kilometer fra Kigali. „Efter at præsidentens fly var styrtet ned i Kigali, hørte vi at der var udstedt et dekret om at dræbe alle tutsier,“ fortæller han. „To brødre forsøgte at planlægge vores flugt gennem Burundi, men alle veje og stier blev bevogtet af Interahamwe-militsen.

Vi var fanger i vores eget hus, og vi vidste ikke hvor vi skulle tage hen. Der var fire soldater der holdt øje med huset, og en af dem havde opstillet et maskingevær omkring 200 meter væk. I en bøn til Jehova bad jeg inderligt: ’Jehova, vi kan intet selv gøre for at redde os. Det kan kun du!’ Hen mod aften kom en broder løbende hen til os, idet han frygtede at vi allerede var døde. Soldaterne tillod ham at gå ind i huset og blive der nogle få minutter. Han var lettet over at finde os i live, og på en eller anden måde lykkedes det ham at tage to af vores børn med sig hjem. Så fortalte han to andre brødre, Justin Rwagatore og Joseph Nduwayezu, at min familie skjulte sig, og at vi behøvede deres hjælp. De kom så snart det var blevet mørkt; og selvom det var vanskeligt og farefuldt, førte de os til Justins hus.

Vores ophold hos Justin blev meget kort, for allerede næste dag var folk blevet klar over at vi skjulte os der. Samme dag kom der en mand der hed Vincent, for at advare os om at Interahamwe forberedte sig på at angribe og dræbe os. Justin havde tidligere studeret Bibelen med ham, men han havde ikke taget standpunkt for sandheden. Vincent foreslog at vi først skulle skjule os i bevoksningen i nærheden af Justins hus. Da det blev mørkt, kom han så og førte os hen til sit hus. Han skjulte os i en rund hytte der blev brugt som ly for geder. Den havde lervægge og lergulv, et stråtag og var uden vinduer.

Vi tilbragte nogle lange dage og nætter i denne hytte, som lå i nærheden af et vejkryds kun få meter fra det travleste marked i området. Vi kunne høre de forbipasserende snakke om hvad de havde lavet i dagens løb, deriblandt deres uhyggelige beretninger om hvem de havde dræbt, og hvilke planer de havde for fremtiden. Denne atmosfære forstærkede vores frygt, og vi blev ved med at bede om at vi måtte overleve.

Vincent gjorde alt hvad han kunne, for at sørge for os. Vi opholdt os der en måned, men hen imod slutningen af maj blev det for farligt for os at være der på grund af de Interahamwe-militsfolk der var på flugt fra Kigali og nu kom til stedet. Brødrene besluttede at flytte os hen til et hus der tilhørte en broder, og som havde en slags kælder under huset. Han skjulte allerede tre venner i denne kælder. For at nå frem til hans hus måtte vi om natten gå fire og en halv time, hvor vi var udsat for stor fare. Det regnede voldsomt den nat, og det var godt, for det skjulte os for morderne.

Det nye skjulested var et halvanden meter dybt hul med et bræt som dør. For at komme derned måtte vi gå ned ad en stige og derefter krybe og kravle gennem en tunnel til vi nåede et rum på omkring fire kvadratmeter. Der lugtede af mug, og kun en ganske lille lysstråle trængte igennem til os. Min kone, Chantal, vores fem børn og jeg delte denne plads med de tre andre. I seks uger var vi alle ti i dette klaustrofobiske rum. Vi turde ikke tænde lys da det kunne forråde os. Men Jehova støttede os under alle disse vanskeligheder og lidelser. Brødrene satte livet på spil for at give os mad og medicin og for at opmuntre os. Undertiden kunne vi tænde et enkelt stearinlys i dagtimerne så vi kunne læse dagsteksten eller noget i Bibelen eller Vagttårnet.“

„Alting får en ende,“ fortsætter Tharcisse „og hvad denne beretning angår skete det den 5. juli 1994. Vincent fortalte os at Butare var blevet indtaget af den invaderende hær. Da vi kom op fra vores skjulested, var der nogle der ikke kunne se at vi var rwandere, for vores hud var blevet bleg på grund af det manglende sollys. Derudover havde vi for en tid mistet evnen til at tale højt; vi kunne kun hviske. Det varede flere uger før vi kom os.

Alle disse begivenheder gjorde et stort indtryk på min kone, som i de foregående ti år ikke havde villet studere Bibelen med Jehovas Vidner. Men nu begyndte hun at studere. Når hun blev spurgt om hvorfor, svarede hun: ’Jeg blev rørt over den kærlighed brødrene viste os, og de ofre de bragte for at redde os. Jeg følte også at det var ved Jehovas magtfulde hånd at vi blev skånet for mordernes macheter.’ Hun indviede sig til Jehova og blev døbt ved det første stævne efter krigen.

Vi føler os i stor gæld til de brødre og søstre som ved deres handlinger og inderlige bønner hjalp os til at overleve, og hvis dybe og oprigtige kærlighed overvandt etniske barrierer.“

[Illustration på side 217]

Tharcisse Seminega og hans kone, Chantal

[Illustration på side 218]

Tharcisse og Justin ved den hytte hvor Tharcisse og hans familie skjulte sig i en måned