Gaspard Niyongira fortæller hvordan den gode nyhed blev udbredt på den tid. „Da jeg blev døbt i 1978, var præsterne begyndt at blive bange fordi så mange kom med i sandheden. Flere hundrede overværede vores stævner. Når vi gik ud for at forkynde, var vi som en sværm af græshopper! Det skete ofte at omkring 20 forkyndere tog af sted til fods fra Kigalis bymidte og forkyndte derfra til Kanombe, en tur på næsten 10 kilometer. Efter en frokostpause fortsatte de yderligere syv kilometer til Masaka før de om aftenen vendte tilbage til Kigali med bus. Noget lignende gjorde grupper af forkyndere i andre dele af landet. Ikke overraskende gav denne intensive forkyndelse folk det indtryk at der var tusinder af Jehovas Vidner. Det resulterede i at man rettede anklager imod os, hvilket påvirkede myndighederne så de nægtede os at blive juridisk anerkendt.“

Det var ikke alle der brød sig om Bibelens sandheder og de høje moralnormer som Jehovas Vidner gik ind for. Især præsterne var misfornøjede med at så mange tog imod sandheden. Broder Rwakabubu fortæller: „Mange der havde været aktive katolikker eller protestanter, sendte udmeldelsesbreve til deres tidligere kirker. En broder sagde at virkningen af forkyndelsesarbejdet var som en ild der bredte sig gennem de etablerede religioner. Antallet af dem der overværede møderne i menigheden i Kigali, steg hurtigt til over 200. I begyndelsen tog præsterne ikke megen notits af vores tilstedeværelse fordi vi var så få. Men efterhånden som vi blev flere, anklagede nogle os for at udgøre en fare for landet. Det er værd at lægge mærke til at det var omkring dette tidspunkt at den katolske kirkes ærkebiskop i Rwanda, Vincent Nsengiyumva, blev medlem af det regerende politiske partis centralkomité.