-
RwandaJehovas Vidners Årbog 2012
-
-
FOLKEMORDET BEGYNDER!
Onsdag aften, den 6. april, blev et fly skudt ned og brød i brand i nærheden af Kigali. Om bord var Rwandas og Burundis præsidenter. Ingen overlevede. Det var kun få der den aften blev klar over hvad der var sket; den officielle radiostation bragte ikke nogen meddelelse om det.
De tre missionærer — broder og søster Bint og broder Henk — vil aldrig glemme de dage der fulgte. Broder Bint fortæller: „Tidligt om morgenen den 7. april vågnede vi ved lyden af skud og håndgranater der eksploderede. Dette var ikke usædvanligt, for i de foregående måneder var den politiske situation i landet blevet meget ustabil. Men da vi var ved at lave morgenmad, ringede telefonen. Det var Emmanuel Ngirente fra oversættelseskontoret. Han fortalte os at den lokale radiostation havde meddelt at de to præsidenter var omkommet i flyulykken. Forsvarsministeriet advarede alle i Kigali om ikke at forlade deres hjem.
Omkring klokken ni om morgenen kunne vi høre hvordan røvere brød ind hos vores nabo. De stjal familiens bil og dræbte moderen i familien.
Inden længe kom der soldater og røvere til vores hjem; de hamrede løs på porten og ringede med klokken. Vi forholdt os helt stille og gik ikke ud for at lukke op. Af en eller anden grund forsøgte de ikke at tvinge porten op, men gik videre til nogle andre huse. Lyden af automatvåben og eksplosioner fortsatte omkring os; det var ikke muligt at slippe væk. Der blev skudt lige i nærheden, så vi gik ud i korridoren midt i huset for at beskytte os bedst muligt mod vildfarende kugler. Det gik op for os at situationen ikke ville ændre sig foreløbig, og derfor besluttede vi at rationere vores mad ved kun at lave et måltid om dagen, som vi kunne dele. Dagen efter, da vi lige havde spist og sad og lyttede til de internationale nyheder i radioen, råbte Henk: ’De er på vej over vores hegn!’
Der var ikke tid til at tænke. Vi løb ud på badeværelset og låste døren. Så bad vi sammen til Jehova om han ville hjælpe os til at udholde hvad der end måtte ske. Inden vi havde afsluttet bønnen, kunne vi høre hvordan militsen og røverne smadrede døre og vinduer for at komme ind. I løbet af få minutter var de inde i huset, og de råbte og skreg og væltede møblerne. Der var omkring 40 — mænd, kvinder og børn — der sammen med militsen røvede og plyndrede. Vi hørte også at der blev skudt når de skændtes om noget de havde fundet.
Efter hvad der syntes at være en evighed — men kun var omkring 40 minutter — prøvede de at komme ind på badeværelset. Men da døren var låst, begyndte de at bryde den op. Vi forstod nu at vi blev nødt til at lukke op og give os til kende. Mændene var påvirkede af stoffer og opførte sig som vanvittige. De truede os med macheter og knive. Jennie råbte højt til Jehova. En af dem svingede sin machete og ramte Henk på halsen med den flade side af bladet så han faldt ned i badekarret. På en eller anden måde lykkedes det mig at finde nogle penge og give dem til mændene. Dem gav de sig til at slås om.
Pludselig fik vi øje på en ung mand der stod og stirrede på os. Vi kendte ham ikke, men han genkendte åbenbart os, måske fra forkyndelsen. Han tog fat i os, skubbede os ind på badeværelset og sagde til os at vi skulle lukke døren. Han sagde at han ville redde os.
Lyden af plyndringen fortsatte endnu en halv times tid, og derefter blev der roligt. Omsider vendte den unge mand tilbage og sagde at vi kunne komme ud. Han insisterede på at vi straks tog af sted, og førte os ud af huset. Vi tog os ikke tid til at tage noget med. Rædselsslagne så vi ligene af nogle af vores myrdede naboer ligge udenfor. To medlemmer af præsidentens milits eskorterede os til en militærofficers hus i nærheden. Officeren fulgte os derefter hen til Mille Collines-hotellet, hvor mange havde søgt tilflugt. Den 11. april, efter endnu flere angstfyldte timer og en stressfyldt militæroperation hvor man fra byen ad en omvej kørte os til bagsiden af lufthavnen, blev vi endelig evakueret til Kenya. Vi ankom til receptionen på Betel i Nairobi, medtagne og usoignerede. Henk, der var blevet skilt fra os under evakueringen, ankom nogle timer senere. Betelfamiliens kærlige omsorg og støtte var helt overvældende.“
REDDET AF EN LILLE PIGES BØN
Dagen efter flystyrtet der dræbte Rwandas og Burundis præsidenter, kom der seks regeringssoldater til broder Rwakabubus hus. Deres øjne var blodskudte, deres ånde stank af alkohol, og deres opførsel viste at de havde taget stoffer. De forlangte at få våben. Broder Rwakabubu sagde til dem at han og hans familie var Jehovas Vidner, og at de ikke havde nogen våben.
Soldaterne vidste at Jehovas Vidner, der forholdt sig neutrale, havde nægtet at støtte regeringen og ikke ville give penge til hæren. Det gjorde soldaterne rasende. Gaspard og Melanie Rwakabubu er ikke tutsier, men hutumilitsen Interahamwe dræbte ikke kun tutsier, men også moderate hutuer, især hvis man mistænkte dem for at sympatisere med tutsierne eller den invaderende hær.
Soldaterne slog Gaspard og Melanie med stokke og slæbte dem og deres fem børn ind i soveværelset. De rev lagenerne af sengen og gav sig til at vikle dem om familien. Nogle af dem stod med håndgranater, så det var tydeligt hvad de havde tænkt sig at gøre. Gaspard spurgte: „Må vi bede en bøn?“
En af soldaterne afviste hånligt denne anmodning. Men efter nogen diskussion gik soldaterne modstræbende med til at lade dem bede. „Ok,“ sagde de, „I kan bede i to minutter.“
De bad stille, men Deborah Rwakabubu, som var seks år, bad højt: „Jehova, de vil slå os ihjel, men hvordan skal vi så kunne komme på genbesøg hos dem som jeg sammen med papa forkyndte for og afsatte fem blade til? De venter på at vi kommer igen, og de har brug for at lære sandheden at kende. Jeg lover dig at hvis vi overlever, vil jeg være forkynder, blive døbt og blive pioner! Jehova, red os!“
Da soldaterne hørte dette, blev de meget forbløffede. Endelig sagde en af dem: „På grund af denne lille piges bøn vil vi ikke slå jer ihjel. Hvis der kommer andre her, så sig til dem at vi allerede har været her.“b
SITUATIONEN FORVÆRRES
Krigen intensiveredes efterhånden som den invaderende hær (Rwandas Patriotiske Front) nærmede sig hovedstaden, Kigali. Dette fik de desperate mænd fra Interahamwe-militsen til at slå endnu flere ihjel.
Overalt i byen og ved alle større vejkryds var der opstillet vejspærringer bevogtet af soldater, bevæbnede Interahamwe-folk og lokale beboere. Alle raske mænd blev tvunget til nat og dag at bevogte vejspærringerne sammen med Interahamwe. Formålet med vejspærringerne var at identificere og myrde tutsier.
Mens myrderierne fortsatte i hele landet, forlod hundredtusinder af Rwandas indbyggere deres hjem. Mange af dem, deriblandt Jehovas Vidner, søgte tilflugt i det nærliggende Congo og Tanzania.
ANSIGT TIL ANSIGT MED KRIG OG DØD
Det følgende er beretninger om hvordan det gik vores brødre og søstre da verden omkring dem brød sammen. Husk at Jehovas Vidner i Rwanda havde udholdt ildprøver i 1980’erne, prøver der havde styrket og lutret deres tro og mod. På grund af deres tro var de ikke blevet „en del af verden“ idet de havde nægtet at tage del i valg og politiske og militære anliggender. (Joh. 15:19) Deres mod hjalp dem til at tage konsekvenserne af deres holdning — hån, fængsel, forfølgelse og død. Disse prøvede egenskaber sammen med deres kærlighed til Gud og næsten gjorde at Jehovas Vidner intet havde med folkemordet at gøre, men tværtimod var villige til at risikere livet for at beskytte hinanden.
Der er mange erfaringer der ikke er taget med her. De fleste af brødrene foretrækker at glemme de grufulde detaljer, og ingen af dem ønsker at hævne sig. Det er vores håb at beretningerne om deres tro vil inspirere os alle til i endnu højere grad at vise den kærlighed der kendetegner Jesu Kristi sande disciple. — Joh. 13:34, 35.
BERETNINGEN OM JEAN OG CHANTAL
Jean de Dieu Mugabo, en glad og omsorgsfuld broder, begyndte at studere med Jehovas Vidner i 1982. Før sin dåb i 1984 havde han allerede været fængslet tre gange på grund af sit standpunkt som et af Jehovas Vidner. Hans kone, Chantal, var også blevet døbt i 1984, og de blev gift i 1987. Da folkemordet begyndte, havde de tre børn, alle piger. De to ældste opholdt sig hos deres bedsteforældre uden for byen, og kun den mindste på seks måneder var hos Jean og Chantal.
Den første dag under folkemordet, den 7. april 1994, begyndte soldater og Interahamwe at angribe alle tutsier i deres hjem. Jean blev arresteret og banket med køller; men det lykkedes ham at slippe væk, og sammen med en anden broder løb han hen til den nærliggende rigssal. Imens prøvede Chantal, der ikke vidste hvad der var sket med hendes mand, desperat at komme ud af byen med babyen for at nå hen til deres to andre børn.
Jean fortæller hvad der skete med ham: „Rigssalen havde tidligere været et bageri og havde stadig en stor skorsten. I en uge skjulte jeg mig sammen med broderen i selve rigssalen, og en hutusøster kom med mad til os når det var sikkert at gøre det. Senere blev vi nødt til at gemme os under taget, mellem tagets metalplader og loftet, hvor solen gjorde det ulidelig varmt om dagen. Vi var desperate efter at finde et bedre skjulested, og det lykkedes os at fjerne nogle sten fra skorstenen så vi kunne kravle ind i den. Her sad vi skjult i en sammenkrøben stilling i mere end en måned.
Lige i nærheden var der en vejspærring, og militsfolk fra Interahamwe kom ofte ind i rigssalen for at tale sammen eller søge ly når det regnede. Vi kunne høre dem tale neden under os. Søsteren blev ved med at komme med mad til os når det var muligt. Der var øjeblikke hvor jeg tænkte at jeg ikke kunne klare det længere, men vi blev ved med at bede om at vi måtte holde ud. Endelig, den 16. maj, kom søsteren for at fortælle os at Rwandas Patriotiske Front havde overtaget kontrollen med den del af byen vi befandt os i, og at vi kunne komme ud fra vores skjulested.“
Hvad var der i mellemtiden sket med Jeans kone, Chantal? Det fortæller hun her: „Den 8. april lykkedes det mig at flygte fra huset med vores datter. Jeg fandt to søstre, Immaculée, hvis identitetskort viste at hun var hutu, og Suzanne, der var tutsi. Vi ville prøve at nå Bugesera, en by cirka 50 kilometer væk, hvor mine to andre børn var sammen med mine forældre. Men vi hørte at der var vejspærringer ved alle veje ud af byen, så vi bestemte os for at søge hen til en nærliggende landsby i udkanten af Kigali, hvor Immaculée havde en slægtning ved navn Gahizi, der også var et af Jehovas Vidner. Gahizi, der var hutu, tog godt imod os, og trods trusler fra naboer gjorde han alt hvad han kunne, for at hjælpe os. Da regeringssoldaterne og Interahamwe fandt ud af at Gahizi havde beskyttet tutsier, skød de ham.
Efter at soldaterne havde skudt Gahizi, tog de os med ned til floden for at slå os ihjel. Rædselsslagne ventede vi på at de skulle dræbe os. Pludselig opstod der en heftig diskussion blandt soldaterne, og en af dem sagde: ’Lad være med at dræbe kvinderne. Det vil bringe os uheld. Lige nu drejer det sig først og fremmest om at dræbe mændene.’ Derefter lykkedes det André Twahirwa der var fulgt efter os, og som lige var blevet døbt ugen før, at få os med hjem til ham trods protester fra hans naboer. Den næste dag fulgte han os tilbage til Kigali, hvor han håbede at finde et sikkert sted til os. Han hjalp os igennem flere yderst farlige vejspærringer. Immaculée havde min baby på armen så at min lille pige, i fald vi blev standset, måske ville blive skånet. Suzanne og jeg havde revet vores identitetskort i stykker i et forsøg på at skjule hvem vi var.
Ved en af vejspærringerne blev Immaculée slået af Interahamwe som sagde: ’Hvorfor rejser du sammen med disse tutsier?’ De ville ikke lade mig og Suzanne passere. Immaculée og André tog derfor i forvejen hen til broder Rwakabubus hus. Til stor fare for dem selv kom André sammen med to andre brødre, Simon og Mathias, tilbage for at hjælpe os gennem den sidste vejspærring og tog mig med hen til broder Rwakabubu, mens Suzanne tog hen til en af sine slægtninge.
Men nu blev det for farligt for mig at blive i broder Rwakabubus hus, så under store vanskeligheder lykkedes det brødrene at få mig hen til rigssalen, hvor andre Jehovas Vidner også holdt sig skjult. På det tidspunkt var der allerede ti tutsibrødre og -søstre samt andre flygtninge dér. Immaculée var så trofast at hun nægtede at forlade mig. Hun sagde: ’Hvis de dræber dig og jeg overlever, vil jeg redde din baby.’“c
Imens var det med nød og næppe lykkedes en broder, Védaste Bimenyimana, der boede i nærheden, og som var gift med en tutsi, at få bragt sin familie i sikkerhed. Derefter kom han tilbage og hjalp dem der stadig var i rigssalen, med at finde et sikkert sted. Lykkeligvis overlevede de alle.
Efter folkemordet blev Jean og Chantal omsider klar over at deres forældre og deres døtre på to og fem år, som havde boet hos Chantals forældre, var blevet myrdet, foruden omkring 100 af deres slægtninge. Hvordan berørte dette knusende tab dem? „I begyndelsen var det ikke til at bære,“ indrømmer Chantal. „Vi var som lammet af sorg. Tabet af menneskeliv var blevet langt større end nogen kunne have forestillet sig. Vi kunne kun lægge det i Jehovas hånd, med håbet om at se vores børn igen i opstandelsen.“
SKJULT I 75 DAGE!
Tharcisse Seminega blev døbt i 1983. Da folkemordet fandt sted, boede han i Butare i Rwanda, omkring 120 kilometer fra Kigali. „Efter at præsidentens fly var styrtet ned i Kigali, hørte vi at der var udstedt et dekret om at dræbe alle tutsier,“ fortæller han. „To brødre forsøgte at planlægge vores flugt gennem Burundi, men alle veje og stier blev bevogtet af Interahamwe-militsen.
Vi var fanger i vores eget hus, og vi vidste ikke hvor vi skulle tage hen. Der var fire soldater der holdt øje med huset, og en af dem havde opstillet et maskingevær omkring 200 meter væk. I en bøn til Jehova bad jeg inderligt: ’Jehova, vi kan intet selv gøre for at redde os. Det kan kun du!’ Hen mod aften kom en broder løbende hen til os, idet han frygtede at vi allerede var døde. Soldaterne tillod ham at gå ind i huset og blive der nogle få minutter. Han var lettet over at finde os i live, og på en eller anden måde lykkedes det ham at tage to af vores børn med sig hjem. Så fortalte han to andre brødre, Justin Rwagatore og Joseph Nduwayezu, at min familie skjulte sig, og at vi behøvede deres hjælp. De kom så snart det var blevet mørkt; og selvom det var vanskeligt og farefuldt, førte de os til Justins hus.
Vores ophold hos Justin blev meget kort, for allerede næste dag var folk blevet klar over at vi skjulte os der. Samme dag kom der en mand der hed Vincent, for at advare os om at Interahamwe forberedte sig på at angribe og dræbe os. Justin havde tidligere studeret Bibelen med ham, men han havde ikke taget standpunkt for sandheden. Vincent foreslog at vi først skulle skjule os i bevoksningen i nærheden af Justins hus. Da det blev mørkt, kom han så og førte os hen til sit hus. Han skjulte os i en rund hytte der blev brugt som ly for geder. Den havde lervægge og lergulv, et stråtag og var uden vinduer.
Vi tilbragte nogle lange dage og nætter i denne hytte, som lå i nærheden af et vejkryds kun få meter fra det travleste marked i området. Vi kunne høre de forbipasserende snakke om hvad de havde lavet i dagens løb, deriblandt deres uhyggelige beretninger om hvem de havde dræbt, og hvilke planer de havde for fremtiden. Denne atmosfære forstærkede vores frygt, og vi blev ved med at bede om at vi måtte overleve.
Vincent gjorde alt hvad han kunne, for at sørge for os. Vi opholdt os der en måned, men hen imod slutningen af maj blev det for farligt for os at være der på grund af de Interahamwe-militsfolk der var på flugt fra Kigali og nu kom til stedet. Brødrene besluttede at flytte os hen til et hus der tilhørte en broder, og som havde en slags kælder under huset. Han skjulte allerede tre venner i denne kælder. For at nå frem til hans hus måtte vi om natten gå fire og en halv time, hvor vi var udsat for stor fare. Det regnede voldsomt den nat, og det var godt, for det skjulte os for morderne.
Det nye skjulested var et halvanden meter dybt hul med et bræt som dør. For at komme derned måtte vi gå ned ad en stige og derefter krybe og kravle gennem en tunnel til vi nåede et rum på omkring fire kvadratmeter. Der lugtede af mug, og kun en ganske lille lysstråle trængte igennem til os. Min kone, Chantal, vores fem børn og jeg delte denne plads med de tre andre. I seks uger var vi alle ti i dette klaustrofobiske rum. Vi turde ikke tænde lys da det kunne forråde os. Men Jehova støttede os under alle disse vanskeligheder og lidelser. Brødrene satte livet på spil for at give os mad og medicin og for at opmuntre os. Undertiden kunne vi tænde et enkelt stearinlys i dagtimerne så vi kunne læse dagsteksten eller noget i Bibelen eller Vagttårnet.“
„Alting får en ende,“ fortsætter Tharcisse „og hvad denne beretning angår skete det den 5. juli 1994. Vincent fortalte os at Butare var blevet indtaget af den invaderende hær. Da vi kom op fra vores skjulested, var der nogle der ikke kunne se at vi var rwandere, for vores hud var blevet bleg på grund af det manglende sollys. Derudover havde vi for en tid mistet evnen til at tale højt; vi kunne kun hviske. Det varede flere uger før vi kom os.
Alle disse begivenheder gjorde et stort indtryk på min kone, som i de foregående ti år ikke havde villet studere Bibelen med Jehovas Vidner. Men nu begyndte hun at studere. Når hun blev spurgt om hvorfor, svarede hun: ’Jeg blev rørt over den kærlighed brødrene viste os, og de ofre de bragte for at redde os. Jeg følte også at det var ved Jehovas magtfulde hånd at vi blev skånet for mordernes macheter.’ Hun indviede sig til Jehova og blev døbt ved det første stævne efter krigen.
Vi føler os i stor gæld til de brødre og søstre som ved deres handlinger og inderlige bønner hjalp os til at overleve, og hvis dybe og oprigtige kærlighed overvandt etniske barrierer.“
HJÆLP TIL EN DER HJALP ANDRE
Justin Rwagatore, en af de brødre der havde været med til at redde broder Seminega og hans familie, fik senere selv brug for hjælp. I 1986 var han blevet fængslet fordi han nægtede at lade sig involvere i den daværende regerings politik. Nogle år efter at han havde beskyttet familien Seminega, blev Justin og nogle andre brødre igen arresteret på grund af deres neutrale standpunkt. Broder Seminega var med i en delegation der kontaktede de lokale myndigheder for at oplyse dem om hvorfor Jehovas Vidner ikke blander sig i politik. Han forklarede myndighederne hvordan Justin havde medvirket til at redde hans familie. Resultatet var at alle brødrene blev løsladt.
Vores brødres eksempel under folkemordet fik andre til at tage imod sandheden. Suzanne Lizinde, en katolik midt i tresserne, så den rolle hendes kirke havde i forbindelse med at støtte folkemordet. Den måde hvorpå Jehovas Vidner i hendes nabolag havde opført sig under folkemordet, og den kærlighed der fandtes blandt dem, fik hende til hurtigt at gøre fremskridt. Hun blev døbt i januar 1998 og gik aldrig glip af et menighedsmøde, selvom hun måtte gå fem kilometer over højene for at overvære møderne. Hun hjalp også sin familie til at lære sandheden at kende. I dag er en af hendes sønner ældste, og et af hendes børnebørn er menighedstjener.
HUNDREDTUSINDER FLYGTER
Henk van Bussel, der som missionær var blevet sendt til Rwanda i 1992, blev i april 1994 evakueret fra Rwanda til Kenya. Herfra foretog han flere rejser til Goma i det østlige Congo for at deltage i nødhjælpsarbejdet til gavn for flygtningene fra Rwanda. På den congolesiske side af grænsen patruljerede brødrene ved grænseovergangene idet de holdt bibelske publikationer op i luften og sang eller fløjtede Rigets sange så de forkyndere der krydsede grænsen fra Rwanda, kunne genkende deres brødre.
Overalt var folk grebet af panik. Mens krigen fortsatte mellem regeringsstyrkerne og Rwandas Patriotiske Front, flygtede hundredtusinder til Congo og Tanzania. De brødre som flygtede til Goma, benyttede rigssalen som samlingssted. Senere blev der oprettet en flygtningelejr lige uden for byen med plads til mere end 2000 — udelukkende Jehovas Vidner, deres børn og interesserede. I andre dele af det østlige Congo oprettede brødrene lignende lejre.
Mange af dem der flygtede, var hovedsagelig hutuer som frygtede gengældelsesaktioner, men de brødre der flygtede sammen, var både hutuer og tutsier. Eftersom drabene på tutsier fortsatte, var det forbundet med stor fare at få tutsier over grænsen og ind i Goma. På et tidspunkt var prisen for at smugle tutsibrødre ud af landet 100 amerikanske dollars pr. person.
Da brødrene først var kommet til Congo, ville de gerne blive sammen. De ønskede ikke at have noget at gøre med Interahamwe, som var aktiv i de lejre der var blevet oprettet af FN. Dertil kom at de fleste af de flygtninge der ikke var Jehovas Vidner, sympatiserede med den regering der var blevet tvunget til at gå af. De, især Interahamwe-folkene, brød sig ikke om Jehovas Vidner fordi de ikke havde sluttet sig til dem. Brødrene ønskede at holde sig adskilt fra dem, også for at kunne beskytte deres tutsibrødre.
Eftersom de der var flygtet fra Rwanda, havde efterladt alle deres ejendele, var der brug for hjælp. Denne hjælp kom fra Jehovas Vidner i Belgien, Congo, Frankrig, Kenya og Schweiz i form af penge, medicin, fødevarer og tøj såvel som læger og sygeplejersker. Med på et af de første fly med nødhjælp var der mange små telte som afdelingskontoret i Frankrig havde sendt. Senere sendte afdelingskontoret i Belgien nogle større telte, der kunne rumme hele familier. Der blev også sendt feltsenge og luftmadrasser. Hjælpen fra afdelingskontoret i Kenya bestod af mere end to tons tøj og over 2000 tæpper.
UDBRUD AF KOLERA
Efter flugten fra Rwanda befandt der sig mere end 1000 Jehovas Vidner og interesserede ved rigssalen i Goma og på det tilstødende stykke jord. Som et resultat af det store antal flygtninge udbrød der sørgeligt nok kolera i Goma. Afdelingskontoret i Congo (Kinshasa) sendte hurtigt medicin for at slå epidemien ned, og broder van Bussel fløj fra Nairobi til Goma med 60 kartoner medicin. Rigssalen blev midlertidigt benyttet som hospital, og man bestræbte sig for at isolere de syge. Loic Domalain og en anden broder, der begge er læger, og Aimable Habimana, en lægeassistent fra Rwanda, skånede ikke sig selv. Broder Hamel fra Frankrig var også til stor hjælp i forbindelse med alle disse problemer, og det samme gjaldt mange andre brødre og søstre med erfaring i pleje af syge, der frivilligt kom for at hjælpe.
Til trods for de store tiltag for at hindre koleraen i at brede sig blev mere end 150 brødre og interesserede smittet, og omkring 40 døde før spredningen af denne livsfarlige sygdom kunne standses. Senere lejede man et stort stykke jord der skulle fungere som flygtningelejr for Jehovas Vidner. Der blev rejst i hundredvis af små telte, og et stort telt fra Kenya tjente som hospital. Sundhedsmedarbejdere fra USA der kom på besøg, var imponerede over den renlighed og orden der prægede lejren.
I begyndelsen af august 1994 tog nødhjælpskomitéen i Goma sig af 2274 flygtninge — Jehovas Vidner, børn og interesserede. Samtidig var der mange andre flygtningebrødre i Bukavu og Uvira i det østlige Congo såvel som i Burundi. Yderligere 230 befandt sig i en flygtningelejr i Tanzania.
Da brødrene fra oversættelseskontoret i Kigali måtte flygte til Goma, lejede de et hus så de kunne fortsætte med at oversætte. Dette var muligt fordi det under krigen var lykkedes brødrene at redde en computer og en generator som de tog med til Goma.
I Goma fungerede telefon- og postvæsenet nærmest ikke. Men med hjælp fra nogle Jehovas Vidner der arbejdede i lufthavnen, sendte brødrene oversættelsesmateriale og anden post med et ugentligt fly fra Goma til Nairobi. Brødrene på afdelingskontoret i Kenya sendte post til Goma på samme måde.
Emmanuel Ngirente og to andre oversættere fortsatte med at oversætte så godt de kunne, selvom omstændighederne var vanskelige. På grund af krigen måtte de udelade nogle af artiklerne i Vagttårnet, men disse artikler blev senere oversat og udgivet i særlige brochurer, som brødrene studerede ved deres menighedsbogstudium.
LIVET I FLYGTNINGELEJRENE
Mens indbyggerne stadig flygtede fra Kigali, blev Francine, som var flygtet til Goma efter at hendes mand, Ananie, var blevet myrdet, overført til en af de lejre som Vidnerne havde oprettet. Hun beskriver livet i lejren: „Hver dag fik nogle af brødrene og søstrene til opgave at lave mad. Vi tilberedte et enkelt morgenmåltid bestående af hirse- eller majsvælling. Vi lavede også middagsmad. Når vi var færdige med vores pligter, havde vi fri til at forkynde. Vi forkyndte hovedsagelig for familiemedlemmer i vores egen lejr der ikke var Jehovas Vidner, men også for dem der boede uden for lejren. Efter nogen tid blev Interahamwe-militsfolk fra andre lejre vrede over at Jehovas Vidner havde deres egne lejre som var adskilt fra de andre flygtninge, og situationen blev farlig.“
I november 1994 stod det klart at det var sikkert for brødrene at vende tilbage til Rwanda. Og i betragtning af den usikkerhed der var i de lejre som ikke bestod af Jehovas Vidner, fandt man det tilrådeligt at gøre det. Men tilbagerejsen var forbundet med visse vanskeligheder. Interahamwe håbede nemlig at kunne omgruppere styrkerne og angribe Rwanda, og i deres øjne var enhver som forlod Congo for at vende tilbage til Rwanda, en desertør.
Brødrene meddelte regeringen i Rwanda at Jehovas Vidner, der havde været neutrale under krigen og ikke havde taget del i folkemordet på tutsierne, ønskede at vende hjem. Regeringen rådede brødrene til at forhandle med FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der havde køretøjer som kunne anvendes til formålet. Men fordi militsfolkene ville have standset deres hjemvenden, måtte brødrene bruge list.
Brødrene bekendtgjorde at der skulle være en særlig stævnedag i Goma, og der blev lavet bannere til stævnet. Derefter gav man i al hemmelighed Vidnerne oplysninger om hjemrejsen til Rwanda. For ikke at vække mistanke fik brødrene besked på at efterlade alle deres ejendele i lejrene og kun tage deres bibler og sangbøger med som om de skulle til stævne.
Francine husker at de skulle gå nogle timer før de endelig kom hen til de lastbiler der ventede på dem for at tage dem med til grænsen. Inde i Rwanda sørgede UNHCR for transport til Kigali og derfra til deres hjem. De fleste af brødrene kom således sammen med deres familier og interesserede hjem til Rwanda i december 1994. Den 3. december 1994 kunne man i den belgiske avis Le Soir læse: „1500 rwandiske flygtninge besluttede at forlade Zaire [Congo] fordi de ikke følte at der var tilstrækkelig garanti for deres sikkerhed. De er Jehovas Vidner, og de havde oprettet deres egen lejr nord for Katalelejren. Jehovas Vidner blev særlig forfulgt af den tidligere regering fordi de nægtede at bære våben og deltage i politiske møder.“
Efter at Francine var vendt tilbage til Rwanda, blev det muligt for hende at overvære et områdestævne i Nairobi. Da hun var blevet trøstet efter sin mands død og var blevet opbygget af samværet med brødrene og søstrene, vendte hun tilbage til oversættelseskontoret der var blevet genetableret i Kigali. Senere blev hun gift med Emmanuel Ngirente, og de arbejder fortsat på afdelingskontoret.
Francine fortæller her hvordan hun kunne udholde det hun oplevede under krigen: „Vi havde kun én ting i hovedet dengang — at holde ud til enden. Vi besluttede at vi ikke ville dvæle ved de forfærdelige ting der skete. Jeg kan huske at jeg fandt trøst i Habakkuk 3:17-19, som taler om at finde glæde i vanskelige situationer. Brødrene og søstrene opmuntrede mig meget. Nogle skrev breve til mig. Det hjalp mig til at bevare en positiv indstilling. Jeg vidste at Satan bruger mange kneb. Hvis man dvæler ved ét problem, er man måske ikke så vågen over for andre. Hvis man ikke er på vagt, kan man let blive svækket på en eller anden måde.“
-
-
RwandaJehovas Vidners Årbog 2012
-
-
Omkring 400 Jehovas Vidner blev dræbt i folkemordet, deriblandt nogle hutuer som blev myrdet fordi de beskyttede deres tutsibrødre og -søstre. Ingen Jehovas Vidner blev dræbt af deres trosfæller.
-