HUNDREDTUSINDER FLYGTER

Henk van Bussel, der som missionær var blevet sendt til Rwanda i 1992, blev i april 1994 evakueret fra Rwanda til Kenya. Herfra foretog han flere rejser til Goma i det østlige Congo for at deltage i nødhjælpsarbejdet til gavn for flygtningene fra Rwanda. På den congolesiske side af grænsen patruljerede brødrene ved grænseovergangene idet de holdt bibelske publikationer op i luften og sang eller fløjtede Rigets sange så de forkyndere der krydsede grænsen fra Rwanda, kunne genkende deres brødre.

Overalt var folk grebet af panik. Mens krigen fortsatte mellem regeringsstyrkerne og Rwandas Patriotiske Front, flygtede hundredtusinder til Congo og Tanzania. De brødre som flygtede til Goma, benyttede rigssalen som samlingssted. Senere blev der oprettet en flygtningelejr lige uden for byen med plads til mere end 2000 — udelukkende Jehovas Vidner, deres børn og interesserede. I andre dele af det østlige Congo oprettede brødrene lignende lejre.

Mange af dem der flygtede, var hovedsagelig hutuer som frygtede gengældelsesaktioner, men de brødre der flygtede sammen, var både hutuer og tutsier. Eftersom drabene på tutsier fortsatte, var det forbundet med stor fare at få tutsier over grænsen og ind i Goma. På et tidspunkt var prisen for at smugle tutsibrødre ud af landet 100 amerikanske dollars pr. person.

Da brødrene først var kommet til Congo, ville de gerne blive sammen. De ønskede ikke at have noget at gøre med Interahamwe, som var aktiv i de lejre der var blevet oprettet af FN. Dertil kom at de fleste af de flygtninge der ikke var Jehovas Vidner, sympatiserede med den regering der var blevet tvunget til at gå af. De, især Interahamwe-folkene, brød sig ikke om Jehovas Vidner fordi de ikke havde sluttet sig til dem. Brødrene ønskede at holde sig adskilt fra dem, også for at kunne beskytte deres tutsibrødre.

Eftersom de der var flygtet fra Rwanda, havde efterladt alle deres ejendele, var der brug for hjælp. Denne hjælp kom fra Jehovas Vidner i Belgien, Congo, Frankrig, Kenya og Schweiz i form af penge, medicin, fødevarer og tøj såvel som læger og sygeplejersker. Med på et af de første fly med nødhjælp var der mange små telte som afdelingskontoret i Frankrig havde sendt. Senere sendte afdelingskontoret i Belgien nogle større telte, der kunne rumme hele familier. Der blev også sendt feltsenge og luftmadrasser. Hjælpen fra afdelingskontoret i Kenya bestod af mere end to tons tøj og over 2000 tæpper.

UDBRUD AF KOLERA

Efter flugten fra Rwanda befandt der sig mere end 1000 Jehovas Vidner og interesserede ved rigssalen i Goma og på det tilstødende stykke jord. Som et resultat af det store antal flygtninge udbrød der sørgeligt nok kolera i Goma. Afdelingskontoret i Congo (Kinshasa) sendte hurtigt medicin for at slå epidemien ned, og broder van Bussel fløj fra Nairobi til Goma med 60 kartoner medicin. Rigssalen blev midlertidigt benyttet som hospital, og man bestræbte sig for at isolere de syge. Loic Domalain og en anden broder, der begge er læger, og Aimable Habimana, en lægeassistent fra Rwanda, skånede ikke sig selv. Broder Hamel fra Frankrig var også til stor hjælp i forbindelse med alle disse problemer, og det samme gjaldt mange andre brødre og søstre med erfaring i pleje af syge, der frivilligt kom for at hjælpe.

Til trods for de store tiltag for at hindre koleraen i at brede sig blev mere end 150 brødre og interesserede smittet, og omkring 40 døde før spredningen af denne livsfarlige sygdom kunne standses. Senere lejede man et stort stykke jord der skulle fungere som flygtningelejr for Jehovas Vidner. Der blev rejst i hundredvis af små telte, og et stort telt fra Kenya tjente som hospital. Sundhedsmedarbejdere fra USA der kom på besøg, var imponerede over den renlighed og orden der prægede lejren.

I begyndelsen af august 1994 tog nødhjælpskomitéen i Goma sig af 2274 flygtninge — Jehovas Vidner, børn og interesserede. Samtidig var der mange andre flygtningebrødre i Bukavu og Uvira i det østlige Congo såvel som i Burundi. Yderligere 230 befandt sig i en flygtningelejr i Tanzania.

Da brødrene fra oversættelseskontoret i Kigali måtte flygte til Goma, lejede de et hus så de kunne fortsætte med at oversætte. Dette var muligt fordi det under krigen var lykkedes brødrene at redde en computer og en generator som de tog med til Goma.

I Goma fungerede telefon- og postvæsenet nærmest ikke. Men med hjælp fra nogle Jehovas Vidner der arbejdede i lufthavnen, sendte brødrene oversættelsesmateriale og anden post med et ugentligt fly fra Goma til Nairobi. Brødrene på afdelingskontoret i Kenya sendte post til Goma på samme måde.

Emmanuel Ngirente og to andre oversættere fortsatte med at oversætte så godt de kunne, selvom omstændighederne var vanskelige. På grund af krigen måtte de udelade nogle af artiklerne i Vagttårnet, men disse artikler blev senere oversat og udgivet i særlige brochurer, som brødrene studerede ved deres menighedsbogstudium.

LIVET I FLYGTNINGELEJRENE

Mens indbyggerne stadig flygtede fra Kigali, blev Francine, som var flygtet til Goma efter at hendes mand, Ananie, var blevet myrdet, overført til en af de lejre som Vidnerne havde oprettet. Hun beskriver livet i lejren: „Hver dag fik nogle af brødrene og søstrene til opgave at lave mad. Vi tilberedte et enkelt morgenmåltid bestående af hirse- eller majsvælling. Vi lavede også middagsmad. Når vi var færdige med vores pligter, havde vi fri til at forkynde. Vi forkyndte hovedsagelig for familiemedlemmer i vores egen lejr der ikke var Jehovas Vidner, men også for dem der boede uden for lejren. Efter nogen tid blev Interahamwe-militsfolk fra andre lejre vrede over at Jehovas Vidner havde deres egne lejre som var adskilt fra de andre flygtninge, og situationen blev farlig.“

I november 1994 stod det klart at det var sikkert for brødrene at vende tilbage til Rwanda. Og i betragtning af den usikkerhed der var i de lejre som ikke bestod af Jehovas Vidner, fandt man det tilrådeligt at gøre det. Men tilbagerejsen var forbundet med visse vanskeligheder. Interahamwe håbede nemlig at kunne omgruppere styrkerne og angribe Rwanda, og i deres øjne var enhver som forlod Congo for at vende tilbage til Rwanda, en desertør.

Brødrene meddelte regeringen i Rwanda at Jehovas Vidner, der havde været neutrale under krigen og ikke havde taget del i folkemordet på tutsierne, ønskede at vende hjem. Regeringen rådede brødrene til at forhandle med FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), der havde køretøjer som kunne anvendes til formålet. Men fordi militsfolkene ville have standset deres hjemvenden, måtte brødrene bruge list.

Brødrene bekendtgjorde at der skulle være en særlig stævnedag i Goma, og der blev lavet bannere til stævnet. Derefter gav man i al hemmelighed Vidnerne oplysninger om hjemrejsen til Rwanda. For ikke at vække mistanke fik brødrene besked på at efterlade alle deres ejendele i lejrene og kun tage deres bibler og sangbøger med som om de skulle til stævne.

Francine husker at de skulle gå nogle timer før de endelig kom hen til de lastbiler der ventede på dem for at tage dem med til grænsen. Inde i Rwanda sørgede UNHCR for transport til Kigali og derfra til deres hjem. De fleste af brødrene kom således sammen med deres familier og interesserede hjem til Rwanda i december 1994. Den 3. december 1994 kunne man i den belgiske avis Le Soir læse: „1500 rwandiske flygtninge besluttede at forlade Zaire [Congo] fordi de ikke følte at der var tilstrækkelig garanti for deres sikkerhed. De er Jehovas Vidner, og de havde oprettet deres egen lejr nord for Katalelejren. Jehovas Vidner blev særlig forfulgt af den tidligere regering fordi de nægtede at bære våben og deltage i politiske møder.“

Da folkemordet begyndte, var jeg nødt til at forlade landet. Men kort efter blev jeg bedt om at hjælpe dem der var flygtet til det østlige Congo. Fra Nairobi tog jeg turen til Goma, en by der ligger på grænsen til Rwanda. Eftersom jeg aldrig havde været der før og jeg ikke havde andre oplysninger end navnet på én ældstebroder, funderede jeg over hvordan jeg skulle finde ham. Da jeg ankom, spurgte jeg taxachaufføren om han kunne hjælpe mig. Han talte med nogle andre chauffører, og efter en halv time stod jeg ved ældstebroderens dør. Det lykkedes to brødre fra landsudvalget i Rwanda at krydse grænsen til Goma, og jeg gav dem de penge jeg havde fået fra afdelingskontoret i Kenya som en hjælp til brødrene i Rwanda.

Da jeg anden gang rejste til Goma fra Nairobi, gik jeg af sted mod grænsen til Rwanda. Selvom der ikke var ret langt, tog det mig lang tid fordi jeg gik imod en stor skare af flygtninge der myldrede ind over grænsen fra Rwanda.

Pludselig var der en der råbte mit navn: „Ndugu (broder på swahili) Henk! Ndugu Henk!“ Da jeg kiggede mig omkring for at finde ud af hvor stemmen kom fra, så jeg lige ind i Alphonsines øjne. Alphonsine var en pige på 14 år fra den menighed jeg havde hørt til i Kigali, og hun og hendes mor var kommet væk fra hinanden. Vi holdt os tæt sammen i den store folkemængde, og jeg tog hende med hen til den rigssal som mange af de flygtede brødre benyttede som samlingssted. En congolesisk familie sørgede for hende, og efter det tog en søster fra hendes egen menighed som var blandt flygtningene, sig af hende. Alphonsine blev senere genforenet med sin mor i Kigali.

[Illustrationer på side 226]

Ovenfor: flygtningelejr for rwandiske Jehovas Vidner; nedenfor: flygtningelejr for Jehovas Vidner og andre

Goma, Congo

Benaco, Tanzania

[Illustrationer på side 229]

Rigssalen blev brugt som hospital