REDDET AF EN LILLE PIGES BØN

Dagen efter flystyrtet der dræbte Rwandas og Burundis præsidenter, kom der seks regeringssoldater til broder Rwakabubus hus. Deres øjne var blodskudte, deres ånde stank af alkohol, og deres opførsel viste at de havde taget stoffer. De forlangte at få våben. Broder Rwakabubu sagde til dem at han og hans familie var Jehovas Vidner, og at de ikke havde nogen våben.

Soldaterne vidste at Jehovas Vidner, der forholdt sig neutrale, havde nægtet at støtte regeringen og ikke ville give penge til hæren. Det gjorde soldaterne rasende. Gaspard og Melanie Rwakabubu er ikke tutsier, men hutumilitsen Interahamwe dræbte ikke kun tutsier, men også moderate hutuer, især hvis man mistænkte dem for at sympatisere med tutsierne eller den invaderende hær.

Soldaterne slog Gaspard og Melanie med stokke og slæbte dem og deres fem børn ind i soveværelset. De rev lagenerne af sengen og gav sig til at vikle dem om familien. Nogle af dem stod med håndgranater, så det var tydeligt hvad de havde tænkt sig at gøre. Gaspard spurgte: „Må vi bede en bøn?“

En af soldaterne afviste hånligt denne anmodning. Men efter nogen diskussion gik soldaterne modstræbende med til at lade dem bede. „Ok,“ sagde de, „I kan bede i to minutter.“

De bad stille, men Deborah Rwakabubu, som var seks år, bad højt: „Jehova, de vil slå os ihjel, men hvordan skal vi så kunne komme på genbesøg hos dem som jeg sammen med papa forkyndte for og afsatte fem blade til? De venter på at vi kommer igen, og de har brug for at lære sandheden at kende. Jeg lover dig at hvis vi overlever, vil jeg være forkynder, blive døbt og blive pioner! Jehova, red os!“

Da soldaterne hørte dette, blev de meget forbløffede. Endelig sagde en af dem: „På grund af denne lille piges bøn vil vi ikke slå jer ihjel. Hvis der kommer andre her, så sig til dem at vi allerede har været her.“b