Angeline og Valerie boede i Kigali da folkemordet begyndte, og de skjulte ni personer i deres hjem, deriblandt to gravide kvinder; den enes mand var lige blevet dræbt. Efter nogen tid skulle denne kvinde føde. Eftersom det var for farligt at forlade huset, hjalp søstrene til ved fødselen. Da naboerne hørte om det, kom de med mad og vand til dem.

Da Interahamwe opdagede at Angeline og Valerie skjulte tutsier, kom de og sagde: „Vi er her for at dræbe de Jehovas Vidner der er tutsier.“ Da det hus søstrene boede til leje i, tilhørte en officer i hæren, var morderne imidlertid bange for at gå ind.d Alle i huset overlevede.

[Ramme/​illustration på side 206, 207]

De var villige til at dø for os

ALFRED SEMALI

FØDT 1964

DØBT 1981

PROFIL Boede i udkanten af Kigali med sin kone, Georgette. Alfred, en kærlig far og ægtemand, er nu medlem af Kontaktudvalg til Hospitaler i Kigali.

◼ EFTER at folkemordet var begyndt, sendte Athanase, en hutubroder som boede i nærheden, bud til os for at advare os: „De dræber alle tutsier, og de vil også slå jer ihjel.“ Han insisterede på at vi skulle komme hen til ham. Før krigen havde han gravet et underjordisk rum i en dybde af tre og en halv meter, hvor han tilbød at skjule os. Jeg var den første der kravlede ned ad stigen han havde lavet. Athanase sørgede for at der kom mad og madrasser ned til os. Imens fortsatte myrderierne overalt.

Selvom naboerne havde mistanke om at vi skjulte os der, og truede med at brænde Athanases hus ned, blev han og hans familie ved med at holde os skjult. De var tydeligvis villige til at dø for os.

Efter tre dage blev der voldsomme kampe i området, og Athanase og hans familie sluttede sig til os under jorden så vi nu var 16 dernede. Der var bælgmørkt, for vi turde ikke tænde nogen form for lys. Vi rationerede maden så vi én gang om dagen hver fik en skefuld ukogte ris udblødt i vand med lidt sukker. Efter ti dage slap selv det op. Den trettende dag var vi frygtelig sultne! Hvad kunne vi gøre? Fra det øverste af stigen var det lige akkurat muligt at se hvad der skete udenfor, og vi lagde mærke til at situationen havde ændret sig. Soldaterne bar nu en anden uniform. Eftersom Athanases familie havde beskyttet os, følte jeg at det var min tur til at ofre mig. Jeg besluttede at kravle op sammen med en af Athanases teenagesønner for at lede efter noget mad. Men først bad vi alle en bøn.

Efter en halv times tid kom vi tilbage med nyheden om at Rwandas Patriotiske Front nu kontrollerede området. Nogle soldater var fulgt med os, og jeg viste dem hvor vi havde skjult os. De troede ikke på os før alle brødrene og søstrene begyndte at komme op af hullet, en efter en. Georgette siger at hun aldrig vil glemme det øjeblik: „Vi var meget snavsede da vi kom op; vi havde været under jorden i næsten tre uger uden at kunne vaske os selv eller vores tøj.“

Soldaterne var målløse over at nogle fra begge etniske grupper havde opholdt sig sammen i dette hul. „Vi er Jehovas Vidner,“ forklarede jeg, „og vi har ingen racefordomme.“ De var forbløffede og sagde: „Giv dem fra hullet noget mad og sukker!“ De tog os så med hen til et hus hvor omkring 100 mennesker var midlertidigt indlogeret. Derefter ville en søster absolut have at vi alle 16 kom og boede hos hende.

◼ EFTER præsidenternes død flygtede nogle brødre, slægtninge og naboer til mit hus. Jeg var imidlertid bekymret for to tutsisøstre, Goretti og Suzanne, der ikke var kommet. Selvom det var yderst farligt, gik jeg ud for at lede efter dem. Overalt var folk på flugt, men jeg fik øje på Goretti og hendes børn som jeg tog med hjem, da jeg vidste at der var en vejspærring der hvor de var på vej hen, og at de helt sikkert ville være blevet dræbt.

Nogle dage senere lykkedes det Suzanne og fem andre at slutte sig til os. Med disse nyankomne var der nu mere end 20 i huset, som alle befandt sig i stor fare.

Ved mindst tre lejligheder kom Interahamwe til huset. Engang så de min kone, Vestine, gennem vinduet og befalede hende at komme ud. Hun er tutsi. Jeg stillede mig mellem morderne og min kone og sagde til dem: „Hvis I vil dræbe hende, må I først dræbe mig!“ Efter nogen diskussion sagde de til hende at hun skulle gå ind igen. En af dem sagde: „Jeg har ikke lyst til at dræbe en kvinde; jeg vil hellere dræbe en mand.“ Så rettede de opmærksomheden mod min kones bror. Da de førte ham af sted, kastede jeg mig ind mellem dem og den unge mand og råbte tryglende: „For Guds skyld, skån ham!“

„Jeg arbejder ikke for Gud,“ svarede en af dem og gav mig et kraftigt skub med albuen. Alligevel tøvede han og sagde til mig: „Så gå da! Tag ham med!“ Min svoger blev skånet.

Omkring en måned senere kom der to brødre som manglede noget at spise. Eftersom jeg havde en forsyning af bønner, gav jeg dem noget, men da jeg fulgte dem af sted for at vise dem en sikker sti de kunne følge, hørte jeg et skud og mistede bevidstheden. Jeg var blevet ramt i øjet af en splint fra et vildfarende projektil. En nabo hjalp mig hen på hospitalet, men jeg mistede synet på mit beskadigede øje. Endnu værre var det at jeg ikke kunne komme hjem. Da kampene i mellemtiden tog til, blev det for farligt for dem der var i mit hus, at blive der, så de flygtede hen til andre brødre, som satte deres liv på spil for at beskytte dem alle indtil juni 1994.