Hvad var der i mellemtiden sket med Jeans kone, Chantal? Det fortæller hun her: „Den 8. april lykkedes det mig at flygte fra huset med vores datter. Jeg fandt to søstre, Immaculée, hvis identitetskort viste at hun var hutu, og Suzanne, der var tutsi. Vi ville prøve at nå Bugesera, en by cirka 50 kilometer væk, hvor mine to andre børn var sammen med mine forældre. Men vi hørte at der var vejspærringer ved alle veje ud af byen, så vi bestemte os for at søge hen til en nærliggende landsby i udkanten af Kigali, hvor Immaculée havde en slægtning ved navn Gahizi, der også var et af Jehovas Vidner. Gahizi, der var hutu, tog godt imod os, og trods trusler fra naboer gjorde han alt hvad han kunne, for at hjælpe os. Da regeringssoldaterne og Interahamwe fandt ud af at Gahizi havde beskyttet tutsier, skød de ham.

Efter at soldaterne havde skudt Gahizi, tog de os med ned til floden for at slå os ihjel. Rædselsslagne ventede vi på at de skulle dræbe os. Pludselig opstod der en heftig diskussion blandt soldaterne, og en af dem sagde: ’Lad være med at dræbe kvinderne. Det vil bringe os uheld. Lige nu drejer det sig først og fremmest om at dræbe mændene.’ Derefter lykkedes det André Twahirwa der var fulgt efter os, og som lige var blevet døbt ugen før, at få os med hjem til ham trods protester fra hans naboer. Den næste dag fulgte han os tilbage til Kigali, hvor han håbede at finde et sikkert sted til os. Han hjalp os igennem flere yderst farlige vejspærringer. Immaculée havde min baby på armen så at min lille pige, i fald vi blev standset, måske ville blive skånet. Suzanne og jeg havde revet vores identitetskort i stykker i et forsøg på at skjule hvem vi var.

Ved en af vejspærringerne blev Immaculée slået af Interahamwe som sagde: ’Hvorfor rejser du sammen med disse tutsier?’ De ville ikke lade mig og Suzanne passere. Immaculée og André tog derfor i forvejen hen til broder Rwakabubus hus. Til stor fare for dem selv kom André sammen med to andre brødre, Simon og Mathias, tilbage for at hjælpe os gennem den sidste vejspærring og tog mig med hen til broder Rwakabubu, mens Suzanne tog hen til en af sine slægtninge.

Men nu blev det for farligt for mig at blive i broder Rwakabubus hus, så under store vanskeligheder lykkedes det brødrene at få mig hen til rigssalen, hvor andre Jehovas Vidner også holdt sig skjult. På det tidspunkt var der allerede ti tutsibrødre og -søstre samt andre flygtninge dér. Immaculée var så trofast at hun nægtede at forlade mig. Hun sagde: ’Hvis de dræber dig og jeg overlever, vil jeg redde din baby.’“c

SKJULT I 75 DAGE!

Tharcisse Seminega blev døbt i 1983. Da folkemordet fandt sted, boede han i Butare i Rwanda, omkring 120 kilometer fra Kigali. „Efter at præsidentens fly var styrtet ned i Kigali, hørte vi at der var udstedt et dekret om at dræbe alle tutsier,“ fortæller han. „To brødre forsøgte at planlægge vores flugt gennem Burundi, men alle veje og stier blev bevogtet af Interahamwe-militsen.

Vi var fanger i vores eget hus, og vi vidste ikke hvor vi skulle tage hen. Der var fire soldater der holdt øje med huset, og en af dem havde opstillet et maskingevær omkring 200 meter væk. I en bøn til Jehova bad jeg inderligt: ’Jehova, vi kan intet selv gøre for at redde os. Det kan kun du!’ Hen mod aften kom en broder løbende hen til os, idet han frygtede at vi allerede var døde. Soldaterne tillod ham at gå ind i huset og blive der nogle få minutter. Han var lettet over at finde os i live, og på en eller anden måde lykkedes det ham at tage to af vores børn med sig hjem. Så fortalte han to andre brødre, Justin Rwagatore og Joseph Nduwayezu, at min familie skjulte sig, og at vi behøvede deres hjælp. De kom så snart det var blevet mørkt; og selvom det var vanskeligt og farefuldt, førte de os til Justins hus.

Vores ophold hos Justin blev meget kort, for allerede næste dag var folk blevet klar over at vi skjulte os der. Samme dag kom der en mand der hed Vincent, for at advare os om at Interahamwe forberedte sig på at angribe og dræbe os. Justin havde tidligere studeret Bibelen med ham, men han havde ikke taget standpunkt for sandheden. Vincent foreslog at vi først skulle skjule os i bevoksningen i nærheden af Justins hus. Da det blev mørkt, kom han så og førte os hen til sit hus. Han skjulte os i en rund hytte der blev brugt som ly for geder. Den havde lervægge og lergulv, et stråtag og var uden vinduer.

Vi tilbragte nogle lange dage og nætter i denne hytte, som lå i nærheden af et vejkryds kun få meter fra det travleste marked i området. Vi kunne høre de forbipasserende snakke om hvad de havde lavet i dagens løb, deriblandt deres uhyggelige beretninger om hvem de havde dræbt, og hvilke planer de havde for fremtiden. Denne atmosfære forstærkede vores frygt, og vi blev ved med at bede om at vi måtte overleve.

Vincent gjorde alt hvad han kunne, for at sørge for os. Vi opholdt os der en måned, men hen imod slutningen af maj blev det for farligt for os at være der på grund af de Interahamwe-militsfolk der var på flugt fra Kigali og nu kom til stedet. Brødrene besluttede at flytte os hen til et hus der tilhørte en broder, og som havde en slags kælder under huset. Han skjulte allerede tre venner i denne kælder. For at nå frem til hans hus måtte vi om natten gå fire og en halv time, hvor vi var udsat for stor fare. Det regnede voldsomt den nat, og det var godt, for det skjulte os for morderne.

Det nye skjulested var et halvanden meter dybt hul med et bræt som dør. For at komme derned måtte vi gå ned ad en stige og derefter krybe og kravle gennem en tunnel til vi nåede et rum på omkring fire kvadratmeter. Der lugtede af mug, og kun en ganske lille lysstråle trængte igennem til os. Min kone, Chantal, vores fem børn og jeg delte denne plads med de tre andre. I seks uger var vi alle ti i dette klaustrofobiske rum. Vi turde ikke tænde lys da det kunne forråde os. Men Jehova støttede os under alle disse vanskeligheder og lidelser. Brødrene satte livet på spil for at give os mad og medicin og for at opmuntre os. Undertiden kunne vi tænde et enkelt stearinlys i dagtimerne så vi kunne læse dagsteksten eller noget i Bibelen eller Vagttårnet.“

„Alting får en ende,“ fortsætter Tharcisse „og hvad denne beretning angår skete det den 5. juli 1994. Vincent fortalte os at Butare var blevet indtaget af den invaderende hær. Da vi kom op fra vores skjulested, var der nogle der ikke kunne se at vi var rwandere, for vores hud var blevet bleg på grund af det manglende sollys. Derudover havde vi for en tid mistet evnen til at tale højt; vi kunne kun hviske. Det varede flere uger før vi kom os.

Alle disse begivenheder gjorde et stort indtryk på min kone, som i de foregående ti år ikke havde villet studere Bibelen med Jehovas Vidner. Men nu begyndte hun at studere. Når hun blev spurgt om hvorfor, svarede hun: ’Jeg blev rørt over den kærlighed brødrene viste os, og de ofre de bragte for at redde os. Jeg følte også at det var ved Jehovas magtfulde hånd at vi blev skånet for mordernes macheter.’ Hun indviede sig til Jehova og blev døbt ved det første stævne efter krigen.

Vi føler os i stor gæld til de brødre og søstre som ved deres handlinger og inderlige bønner hjalp os til at overleve, og hvis dybe og oprigtige kærlighed overvandt etniske barrierer.“